HUSK DE SÆRLIGE HAVØRREDFREDNINGER FRA I DAG

Fra og med i dag er farvede havørreder i gydedragt fredet på kysten, hvilket gælder til og med 15 januar på nær ved Bornholm og Vadehavet, hvor fiskene har helle indtil 28 februar. Det er altså kun blanke kystørred med løse skæl, der må hjemtages på kysten i de kommende måneder.

Tilsvarende er alle havørred i ferskvand fuldstændig fredet frem til 28 februar. Denne fredning gælder alle former for ørred – dvs hav-, sø- og bækørred. Nogle steder er fredningen dog endnu længere.

 

Friluftsland

Tradera

KÆMPE SPEJLKARPE PR TIL MARTIN OLSEN

– Ved efterårets start havde jeg to vande i tankerne, som begge indeholder store fisk, fortæller Martin Olsen. – Begge søer bliver dog fisket ret meget, så det ville sikkert ikke blive nemt.  Efter et utal af gåture om begge søer igennem nogle uger, fandt jeg frem til et område i begge, hvor der skulle satses forskudt at hinanden. 

– Tre spots blev fodret op i begge med små mængder af hampefrø, tigernuts og boilies igennem to uger. Klokken 07:30 på den anden fiskemorgen kom der et par forsigtige bib fra højrestangen på et KD rig med en 18 mm Scopex/banan og en 12 mm Orange Dream pop-up fra CFC Bait, som lå ude ved et mindre åkandebælte 75 meter ude.

– Efter en tung fight kom den store karpe i nettet, og efter at have vejet den flere gange kunne jeg notere mig en ny PR på hele 23,5 gode danske kilo med en længde på 92 cm.

 

Hvidovre Sport

 

Her kan du se det rig Martin Olsen brugte på turen, hvor han landede sin nye PR spejlkarpe.

Her kan du se det rig Martin Olsen brugte på turen, hvor han landede sin nye PR spejlkarpe.

Tradera

GROVE ABORRER PÅ SKALLE-RIG

– På min sidste aborretur rendte jeg ind i noget rigtigt fornuftigt aborrefiskeri, fortæller Thoke Wistoft. – Aborrerne var bestemt ikke i hugget, så alt kunstagn kunne glemmes. Derfor blev der fisket med en skalle på bunden monteret på et gliderig.

– Aborrerne stod langt ude op ad en grødekant, men på trods af en stiv modvind var det heldigvis ikke svært at kaste ud til dem med min Okuma’s Ceymar feederstang. Det blev til 10 fisk over kiloet med et par stykker over 1500 gram – toppet af et virkelig flot eksemplar på 1800 gram.

– Min glidebom er monteret på fire meter 0.33 Sufix fluorocarbon, som herefter er bundet sammen med hovedlinen, der er 0.128 Sufix131 fletline. Der er flere gode årsager til at montere fluorocarbon som slagline. For det første undgår man kludder på den stivere line, for det andet er der mindre slid på line og glidebom, og for det tredje resulterer den lille smule elastik i fluorocarbonen i færre mistede fisk, hvis fisken er kroget helt yderligt. Det yderste af rigget bestod som altid af tynd Sufix fluorocarbon og VMC’s Wacky krog i str. 1.

 

Friluftsland

Tradera

HEFTIG HAVØRREDACTION PÅ ØRESUNDSKYSTEN

– Fiskeriet efter havørred er super her på denne tid af året, skriver Amr Adel til Fisk & Fri. – Ofte får jeg både flest og størst i perioden fra oktober til december, og jeg foretrækker normalt at fiske med sandorm eller levende agn. En af fordelene ved denne form for fiskeri er, at det fungerer fint ved fralandsvind, så det er lidt lettere at holde sig varm…

– Forleden, da regnen var stoppet, og der var en god kraftig fralandsvind, var forholdene perfekte til at flådfiskeri efter havørred på Øresundskysten. Da jeg ikke havde tid til at fange hverken rejer eller agnfisk, købte jeg to pakker sandorm og tog til Klampenborg, der er et helt perfekt sted, når vinden kommer fra sydvest. Når man har vinden i ryggen, er det nemlig let at lade flåddet drive langt udefter, indtil man ikke kan se det mere – og på denne måde kan man effektivt afsøge en masse vand.

– Mit foretagende lykkedes helt perfekt, og jeg fik på et par timer fire ørred. Den ene var under målet, og de andre var fine fisk op til omkring de tre kilo. Herudover fik jeg også to torsk og en flad.

 

Geddefeber

Tradera

STRØMVAND OG SUNDTORSK

– Dagene er sku ved at være lidt korte, og mørket kommer tidligere og tidligere, men man må jo gøre sit for at holde gang i kajak, pagaj og pedaler. Sådan lyder det fra Jan Jensen. – Min lørdag startede med gråvejr og jævn vind fra vest, hvilket ikke er værst, når man går ud i kajak fra Øresundskysten. Også denne gang mødtes jeg med Claus i havnen for at sætte kajakkerne i. Vi sejlede omkring en sømil mod øst under jagten på Øresundstorskene.

– Jeg har selv tilbragt et par årtier som småbådsfisker på Sundet, og ved der at på næsten hver tur kommer små udfordringer, hvor dette farvand afprøver en. Denne gang var det strømmen; en sydgående strøm, der løb med op mod halvanden sømil i timen. Førhen med båden var det bare med at have godt med brændstof med, når strømmen spillede ind, men nu hvor det er “rugbrødsmotoren” samt kajakken, så bliver der lagt nogle kræfter, og brændt nogle kalorier – hvilket heller ikke er så tosset. Vi begrænsede vores fiskeri til områder, der ikke bragte os for langt væk fra havnen. Jeg oplevede at tage lidt fotos, for så kort tid efter at befinde mig 500 meter sydligere, end da jeg startede med at fotografere.

– Undervejs fik vi en håndfuld torsk for vores fysiske indsats, og denne gang var det mig, som fik den bedste fisk – nemlig en fint konditioneret torsk på 3,5 kilo og 68 centimeter. Fisken huggede på et blink trukket efter kajakken. Ud på eftermiddagen kom solen frem, og her var vi så tilpas trætte i benene, at vi gik mod havnen for at drikke te og spise lidt mad på en fredelig bådebro i ydrehavnen. Det er fedt at være kajakmand – og stegt torsk er jo så ikke så tosset endda.

 

Friluftsland

 

De var på dette kobberfarvede blink, at dagens største torsk huggede.

Det var på dette kobberfarvede blink, at dagens største torsk huggede.

Tradera

TEAM FALKEN FÅR FLADE

– Her i weekenden har vi været på Øresund for at fange fladfisk, skriver Lasse Ljungberg til Fisk & Fri. – Vejrudsigten havde lovet skønt fiskevejr, og derfor var det tid til årets sidste fladfisketur. Børsteorm og GULP var dagens menu for de tre arter – rødspætte, skrubbe og ising. Skalrejer og sildefileter har vi også tidligere haft fint fiskeri med, men nr.1 er børsteorm/sandorm.

– Vi måtte finde en anden udgangshavn end vores egen Lynetten, fordi indsejlingen var lukket i 12 dage på grund af broen/dæmningen til Lynetteholmens byggeri, mens de fik broklappen på. Derfor benyttede vi rampen i nabohavnen Sundby Sejlforening.

– Fiskene var i fint nappehumør, og der var fine størrelser på fiskene. De største skrubber og rødspætter lå på 8-900 gram, og isingerne, som normalt er noget mindre, lå på 3-400 gram, så det var super spisefisk. Vi fik også en 6-7 fine stegetorsk op til de 2 kg, men de røg allesammen ud i dag, da vi gik efter de flade. Så efter en fin frokost, kig til marsvin og fodring af et par svaner med pølsebrød gik turen ind, for vi havde en del fisk, der skulle renses.

 

Tradera

Tradera

BURHØNS PÅ VESTSJÆLLAND – SÅDAN FANGER DU DEM

70.000 regnbuer undslap forleden nat havbruget ved Musholm, da en fiskekuttter påsejlede netburene. Der skulle være sket meget store skader på nettene, og det forlyder, at der er mistet mange fisk, hvoraf en stor del skulle være i 3-4 kilos klassen med en del fisk helt op til over fem kilo. Fiskene er i bedre end god stand, som du kan se på fisken ovenfor på cirka fem kilo, der blev fanget af Henning Trier her til morgen langs den vestsjællandske kyst.

Den mest effektive måde at fange regnbuerne på er med fluestangen tæt på land, hvor fiskene patruljerer ofte helt inde på 30-50 centimeter vand – 3-10 meter fra land. Du kan se præcis hvordan du finder og fanger fiskene i denne fede video på Fisk & Fris Youtube, hvor Henning Trier forklarer hvordan burhønsene skal lures.

Du kan også læse en masse om fiskeriet efter undslupne regnbuer – alias burhøns – i denne fine artikel af Thomas Graversen.

Knæk & bræk derude.

 

Friluftsland

 

Tradera

ET PAR GODE AFTENER MED HAVØRRED, GEDDER OG ABORRER

I går kørte Mathias Wehlast Jessen fra Team Lima direkte fra arbejde ud for at mødes med Jimmi fra Team Miniræs. De skulle nemlig lige nå den sidste halvanden times fisketid, der var tilbage, inden den stod på Mortensaften med en masse god mad. Og det var ikke en dum beslutning:

– Efter mørkets frembrud opstod der ren fiskemagi, fortæller Mathias. – Vi stod og hyggefiskede, da Jimmi lige pludselig krogede en pæn aborre, som var mega lang og flot, men knapt så tyk. Vi skyndte os at få taget et billede af fisken, og så blev den ellers sat ud igen. Vi skød den til at være mellem 1 og 1,2 kg.

– Bare 10 minutter senere troede jeg, at jeg krogede en rigtig god aborre, men næh nej – lige pludselig tog fanden ved den, og så blev der spolet line af hjulet. Vi kiggede på hinanden og blev enige om, at det her nok ikke var en aborre, men nok nærmere en stor havørred. Fighten med havørreden tog nok tæt på 15 minutter, da den blev kroget på en ret let Kinetic Demigod UL-stang med et str. 1000 Kinetic Sensei hjul. Den leverede en super fed fight på det lette grej, hvor den nok havde mest at skulle have sagt i forhold til, hvad vej vi skulle. Men ind kom den, efter den have fået ræset af. Snart kunne vi nette fisken og se, at det 100 procent sikkert var en ny PR for mig.

 

Tradera

 

– Vi skød fisken til over fem kilo, og den var cirka 75 cm lang, men da vi ikke have nogen vægt med, blev det blot et forsigtigt gæt. Så tog vi et par hurtige billeder, hvorefter den farvede havørred blev sat ud igen. Da fisken var svømmet, blev vi enige om at stoppe for denne gang, da klokken var blevet lidt i 18; alt det lækre mad derhjemme kaldte. Men – vi var også helt enige om, at vi skulle afsted dagen efter, når jeg fik fri fra arbejde.

– Fredag havde jeg tidligt fri, så vi kunne nå cirka tre timers fiskeri, inden det blev mørkt. Vi besluttede at tage ned i den lokale sø for at fiske lidt gedder, og det var heller ikke et dumt valg, for der skulle ikke mere end tre kast til med en Slicky Micky fra Kinetic, før der var fast fisk, og ind kom en lille fin gedde på omkring 1.5 kg. Den leverede en rimelig fight til trods for, at jeg fiskede med min lidt kraftigere Warlord stang, som i øvrigt er en super fed stang, som jeg har brugt til alt fra fladfisk til småmaller i Brasilien.

– Fisken blev sat ud igen, og Jimmi var lige gået ned i et hjørne for og se, om der stod en lille gedde der. Så blev der ellers lavet et lille kast ind mellem træer og grene, hvor mit lille gummidyr fra Kinetic landede perfekt. Der skulle ikke mere end to omgange på hjulet til, før gummidyret blev hugget hårdt, hvorefter Jimmi kunne lande en fin lille gedde, som blev genudsat lige med det sammen igen.

– Nu da vi begge havde fået en gedde, tog vi afsted til vores spot fra i går for at se, om det stadig holdt fisk: Af sti afsted med os det gik. Vi fangede lige lidt rejer på vejen til at fiske under flåd. Da vi kom frem, og fik flåddene i vandet, gik der kun 5 minutter, før den første aborre var forbi hos Jimmi. Jeg justerede mit flåd op i vandet, så rejen fiskede lige under overfladen, hvorimod Jimmi fiskede tæt på bunden. Så med det ene flåd satsede vi på havørred, og det andet var målrettet aborrer.

– Ørredflåddet nåede ikke at ligge mere end 10 minutter, før en havørred huggede, men desværre røg den af kort tid efter. Nå – op på hesten igen. Der blev agnet op og kastet ud igen. Den her gang nåede jeg ikke engang at lægge stangen, før flåddet dykkede, og ind kom en lille havørred på små 40 cm. Den fik selvfølgelig også sin frihed igen. Det blev også til en håndfuld torsk og aborrer, så vi skal ikke klage.

 

Friluftsland

Tradera

22 CALDIA LT: NYT FASTSPOLEHJUL FRA DAIWA

Daiwa, der blandt andet er kendt for deres topkvalitets hjul, er netop kommet med en ny 2022 udgave af Caldia fastspolehjulet. Hjulet er opgraderet med Daiwas nye Monocoque (MQ) teknologi, der giver et ekstremt kompakt, let og stærkt hjulhus, som samtidig har rigeligt indvendig plads til et stærkt gear – Tough Digigear – der giver en silkeblød indspinning med god kraftoverførsel. Zaion V rotoren giver perfekte omdrejninger uden opstartstræghed, og netop dette giver fiskeren en følelse af, at håndtaget og rotoren nærmest drejer af sig selv.

Hjulkroppen er Magsealed, hvilket forhindrer vand og smuds i at komme ind i hjulets ædlere dele, hvorved hjulets levetid forøges markant. 22 Caldia LT, der er forsynet med ATD-bremse og Airbail & Long Cast ABS II spole, vil i Skandinavien kunne fås i følgende syv størrelser.

22 CALDIA LT 1000D (EU)

22 CALDIA LT 2000D (EU)

22 CALDIA LT 2500D (EU)

22 CALDIA LT 2500-XH (EU)

22 CALDIA LT 3000D-C (EU)

22 CALDIA LT 3000-CXH (EU)

22 CALDIA LT 4000D-C (EU)

Det kraftigste hjul i serien kan taget et bremsetryk op til 12 kilo.

Du kan følge Daiwa på facebook og Instagram.

 

Geddefeber

 

Daiwa 22 Caldia LT

Daiwa 22 Caldia LT

 

Daiwa 22 Caldia LT

Tradera