mar 17, 2023 | Nyheder
– Torsdag stod den på fisketur på den fynske kyst med min gode ven Mads, fortæller Teis Nielsen. – Vi skulle se, om vi kunne få en af de altid eftertragtede blanke overspringere. Pludselig råber Mads til mig, at han har en stor fisk med ind og vende tre gange, men den tog aldrig.
– I stedet for at skifte agn valgte vi, at jeg prøvede og kaste på den, og i andet kast kom den bragende ind over tangbusken, hvor den huggede på halvanden meter line. YES blev hurtigt afløst af ”hva’ satan det en bue”. Efter en kort og intens fight røg den i kejsen. Med sine 60 cm og 4,2 kg var det en ordentlig tyksak, må man sige. Heldigvis fandt vi senere på dagen også en flot blankfisk til Mads på 57 cm, som havde mærket sig i tobiser og børsteorme.
De fine fisk deltager i Kinetic Fiskecup 2023, som du kan læse meget mere om her. Husk – at du også selv kan detlage og vinde præmier for 2500 kroner hver måned.

Mads med sin fine havørred.

mar 17, 2023 | Nyheder, Sponsornyt
Som du kunne se på Fisk & Fris facebook, blev den store konkurrence om en fed MFS5D-LPG 5 HK påhængsmotor fra Tohtasu afgjort forleden. Vi har fået en snak med vinderen – Jonas Steenvinkel:
– Det seneste stykke tid har jeg kigget efter en påhængsmotor til min ny-erhvervede Limbo jolle, fortæller han. – Derfor var glæden absolut ikke til at tage fejl af, da mit navn dukkede op som vinder i Tohatsu-konkurrencen på fiskogfri.dk, så der blev fejret i den lille hytte i Trysil, hvor jeg lige nu er på skiferie med familien.
– Motoren bliver et særdeles velkomment supplement til min frontmonterede elmotor for at kunne dække større afstande under havørredfiskeri på fjordene og brakvandsfiskeri efter gedderne, fortsætter han. – Størrelsen på 5hk er helt perfekt, for det er rigeligt til at trække en 12fods båd på 80kg – samtidig med, at den ikke er for stor og uhåndterlig til at være mobil. Og så er den gas-dreven, så jeg ikke skal tænke på benzin stænk i bagagerummet, når jeg kører til og fra vandene, slutter han.
– Jeg har fisket ivrigt hele mit liv – i perioder med mere end 100 årlige overnatninger udendørs. Om sommeren fisker jeg primært efter karper – oftest med trofast følgeskab af mine børn, men omkring efterårsferien bliver karpegrejet lagt på hylden til fordel for gedder og havørred. Jeg fisker mest i de større sjællandske søer fra foreningsbåde, men især muligheden for fjord-ørred har luret de seneste år, hvorfor jeg har fået fat en mindre jolle på trailer. Med børsteormesæsonen lige på trapperne, er jeg spændt på at få prøvet motoren af, slutter han.
mar 17, 2023 | Nyheder
– Forleden havde jeg en plan om at fiske samme spot som på en tidligere tur, men det viste sig hurtigt ikke at være optimale forhold på pladsen, da jeg endelig var derude. Og så det var bare om at komme hurtigt ind i bilen igen… Sådan lyder det fra Thomas Goldbech. – Nå, men jeg tager chancen og kører stik modsat, men på den nye plads er der store bølger og pålandsvind med 9m/s – samt ålegræs. Spørgsmålet er så – skal man bare køre hjem eller give den et skud? Fiskene burde jo være der.
– Jeg valgte det sidste, tog to kast og BOM – så blev der trukket line af hjulet. Det betaler sig helt klart at tage en chance en gang imellem. Kort efter kom en 61 cm lang havørred til overfladen i bølgerne, hvorefter den gled i nettet. Fiken blev fanget på et hvidt Danser-blink fra Noah. Knæk og bræk derude.

Thomas Goldbech med sin fine havørred, der huggede på et Danser-blink fra Noah.
mar 16, 2023 | Nyheder
Geddesæsonen sluttede forleden, så hvad kan være mere oplagt end at gøre status over den forgangne sæson ved vandene. En af dem, der har taget et tilbageblik på de gode oplevelser med gedderne, er Joachim Szmydynski:
– De sidste par sæsoner, har jeg været dybt opslugt af karpefiskeri, og kun fisket gedder meget sporadisk, men i november sidste år besluttede jeg mig for at genoptage geddefiskeriet samt være mere seriøs omkring det. Og – jeg blev i den grad, bidt af det igen. I starten af januar lavede jeg et PR mål for dette års fiskeri, som jeg altid gør, men dog ingen for karper denne gang. Allerede få dage efter, kunne jeg sætte første flueben. Derefter har jeg været ekstra heldig i form af tre meter/10+ fisk og en masse andre meget fine fisk. Alle taget på kastefiskeri. Jeg glæder mig ualmindeligt meget til maj, men i mellemtiden, vil jeg støve min bedchair og bivy af, for at jagte karper og maller i bl.a. den spanske flot Ebro. En kæmpe tak skal gå til Kevin Drenck, Claus Humle og Jonathan Szmydynski, som har hjulpet mig undervejs gennem geddesæsonen 22/23.
mar 16, 2023 | Nyheder
Vi har nu hørt fra flere kanter nu, at der er godt gang i børsteormene rundt omkring, så hvad kan være mere oplagt end at få luftet børsteormsfluerne:
– Forleden, hvor der var blæst men masser af sol, besluttede jeg mig under en tur til svenskekysten for at prøve at finde et lavvandet område, som potentielt kunne give en fin fisk. Sådan lyder det fra Afif Kurjieh. – Jeg havde kun mulighed at fiske ind mod land, da det blæste en kraftig modvind, så det skulle være et lavvandet område, hvor jeg kunne vade ud og fiske ind mod land. På denne måde kunne jeg også udnytte solen i det kolde vand.
– Den første plads gav ikke noget, så efter en time rykkede jeg videre til en anden plads. Efter to kast med fluestangen sad der en fin blank havørred, som gav en fantastisk fight. Det var lige, hvad jeg havde brug for efter alle de ture, som kun gav mindre fisk. Eller sagt på en anden måde – denne fisk var godt tiltrængt. Længden var 64 cm, og vægten sagde 3,1 kilo. Den blev taget på en Scott Sector stang klasse 6 – og der sad en børsteormsflue for enden af forfanget, slutter han.
Har du selv fanget en flot fisk, så tøv ikke med at kontakte redaktionen på jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.

Der er nu godt gang i børsteormene mange steder. Disse er fra Isefjorden forleden. Foto og filmklip: Thomas Ejdrup Angler.
mar 15, 2023 | Nyheder
Fra og med i morgen udløber halvårsfredningen ved udløbet af mange af de mindre vandløb rundt omkring i landet, hvilket betyder, at du nu kan fiske på en lang række pladser, der har været lukket siden den 16 september, hvor fredningen startede.
Hovedparten af fredningsbælterne er udformet som en halvcirkel der er 500 meter til alle sider ud fra udløbet. Er du i tvivl så tjek altid på fx FishingInDenmark, hvor du kan få alle detaljerne.
Vil du vide mere om selve fiskeriet efter kystørred – kan du købe bogen ”Havørred – Refleksioner på kysten” her (REKLAME).
mar 15, 2023 | Nyheder
– Jeg havde kun en halv time fra jeg ankom til det blev mørkt, fortæller Patrick Clausen. – Solen var godt på vej ned. Efter de første par kast, kunne jeg allerede se gedder jage i overfladen, hvilket er lidt en sjældenhed, når det er så koldt. Så jeg prøvede alt, hvad jeg havde, der gik tæt på overfladen, men jeg fik ingen hug eller følgere. Det var begyndt at blive noget mere mørkt, så jeg vidste, at jeg ikke havde mange minutter, før jeg var nødt til at pakke sammen. Jeg havde forinden turen pakket en ekstra lille grejkasse med nogle cheburashka jig-hoveder og én ny hjemmelavet flue, så jeg tænkte, at jeg lige ville prøve helt nede på bunden, da jeg formodede, at fiskene i overfladen var på leg.
– Hurtigt tog jeg et langt kast til den anden bred, hvor jeg lod fluen synke helt ned til bunden imellem hver indspilning. Jeg tænkte, at hvis jeg lod fluen ramme bunden, så den gav lidt rystelser i vandet, kunne den måske skabe lidt opmærksomhed, da det var ved at blive mørkt, så gedderne kunne måske ikke se fluen så godt. I midten af søen, lige efter et spinstop – på vej ned til bunden – kunne jeg mærke et ordenligt hug. Efter en meget lang kamp, som var længere og hårdere, end jeg længe har haft med fx karper og stør, kom gedden på land. Den var 8,8kg og lige over 110cm, men det var svært at måle længden på den, da jeg måtte måle den, imens den var i vandet. Jeg havde nemlig glemt afkrogningsmåtten, da jeg skulle skynde mig til søen. På vej tilbage til bilen – efter jeg fik pusten tilbage – kom en beboer i området ud på sin altan og sagde, at han aldrig før havde set en fange så stor en fisk i søen. Jeg sagde, at jeg må komme tilbage efter fredningen og fange dens storesøster, slutter han.
HUSK at gedderne er fredet fra og med idag den 15 marts.
mar 15, 2023 | Nyheder
– Jeg er lige ankommet til Patagonien ved floden Gallegos, og har netop afsluttet den første fiskedag i går, fortæller Flemming Binnerup. – Det var en helt igennem perfekt dag, blandt andet fordi at der var vindstille, hvilket er noget, som kun meget sjældent sker hernede. Der ud over har floden været med meget højt vand i sidste uge, men er nu faldende, hvilket ydermere er helt perfekte forhold.
– Vi er kun to, som fisker på 45 kilometer fiskevand, og så vores lokale guide Sergio, som kører os til de fantastiske pools. Og dem er der mange af. Allerede på førstedagen har der været 15 havørreder til os – og kontakt til det dobbelte antal. Jeg har aldrig oplevet sådan en fiskedag før. I dag skifter vejret dog med, vind op til 25 m/sec fra Antarktisk, så det er derfor frysende koldt, og der er ikke et træ, som men kan stå i læ af. Nu er en helt anden udfordring. Vi må se hvordan det kommer til at gå, men lige nu nyder vi morgenkaffen inde i varmen og snakker om fiskeoplevelserne i går.
mar 14, 2023 | Nyheder
– Jeg var taget ud til en sø bevæbnet med døde skaller for at se, om jeg ikke kunne få en god gedde, inden sæsonen sluttede, lyder det fra Malthe Wisler Johansen. – Der skulle heldigvis ikke gå længere end 30 minutter, før der lød tre bip fra melderen. Da jeg kom hen til stangen, kunne jeg se, at linen var released fra hangeren. Jeg stod et par sekunder med linen i hånden, inden jeg mærkede de velkendte twitches fra en gedde, der står og tygger på agnen. Jeg gav et solidt tilslag, hvorefter stangen bøjede godt sammen.
– Fisken fulgte dog fint med ind, så jeg tænkte, at jeg nok havde en fisk på omkring meteren for enden af linen. Pludselig blev det dog tungt, og der skete det, der ikke måtte ske – nemlig at fisken satte sig fast! Eller det vil sige – det troede jeg, for da jeg blokerede bremsen og lagde pres på, kunne jeg stille og roligt løfte fisken fra bunden. Her blev jeg klar over, at det nok var en noget større fisk, jeg havde på. Min forventning blev indfriet, da fisken valgte at kaste sig halv ud af vandet. Her blev det klart, at det var en ny PR, jeg havde fat i.
-Herefter begyndte fighten for alvor, og den fine madamme kvitterede med lange rolige udløb. Til sidst gled fisken træt i nettet, og jeg kunne juble. Fisken kom både i vejeslynge og på afkrogningsmåtte, så den kunne måles og vejes så skånsomt som muligt. Den flotte gedde målte 118 cm og vejede 12,35 kg. Fisken havde egentlig en fin mave, hvor det lignede, at den havde spist godt. Men den manglede en masse rogn for rigtigt at komme op i de tunge vægtklasser, slutter han.
Husk at geddesæsonen slutter i dag, og at gedderne er fredet frem til 1 maj i ferskvand og 15 maj i brakvand.