nov 23, 2024 | Artikler, Nyheder, Portrætter, Rejsefiskeri
Når først fiskene er i biddet, kan de være ekstremt aggressive, fortæller Klaus Lynggaard. – Denne fisk huggede således to gange inden for et kvarter.
Steelheadfiskeri kan være benhårdt, når man går efter jomfruelige pools og kæmpestore fisk. Det amerikanske fiskemagasin Salmon, Trout & Steelheader kårede for 14 år siden verdens mest hardcore steelheader – nemlig danskeren Klaus Lynggaard. Her får du historien om en mand, der ikke var bange for at gå igennem ild og vand for at realisere sine fiskedrømme.
AF JENS BURSELL
STEELHEADEN er uden sammenligning en af de mest eftertragtede gamefish i Nordamerika. Men den smukke fisk, som i manges bevidsthed rangerer over både laks og ørred, er ikke altid lige let at fange – end sige komme i nærheden af. Mange af de bedste pools ligger nemlig så langt væk fra alfarvej, at det kan være forbundet med store fysiske strabadser at nå frem til dem.
– Fiskeriet bliver ikke lettere, når man som hardcore fiskebums i mange år har levet på en sten for nå sine mål, fortæller Klaus. – De første par år, hvor jeg fiskede i British Columbia, havde jeg ikke råd til en pontonbåd. Jeg kunne derfor ikke krydse floden i ro og mag – og transportere mig nedstrøms til de bedste pladser som de andre lystfiskere, fortsætter han. – Jeg måtte derfor finde på alternative løsninger til at være først på pletten.
Efter at have grovfisket 40 kilometer vand fandt Klaus endelig fisk på et stræk, der var blot 250 meter langt. Det blev til tre over ni kilo på samme dag! Alle fisk blev taget på en Berkley Pink Worm.
En livsfarlig genvej til steelheads gennem togtunnelen
– Langs floden løb en jernbane, og det var langt lettere at løbe på skinnerne end at kæmpe sig igennem vildnisset, fortsætter han. – For at være på pladsen som den første, var jeg hver eneste dag oppe flere timer før det blev lyst – og løb med fuld fiskeudrustning cirka 15 kilometer nedstrøms – samt tilbage igen om aftenen. De hårde fiskedage blev afsluttet med, at jeg overnattede på bagsædet i min iskolde bil, og det gjorde jeg flere måneder i træk.
– Det var en god slankekur, for løbeturene gjorde, at jeg tabte 13 kilo på et par måneder. Det helt store problem var dog, at man skulle igennem adskillige jernbanetunneler for at komme ned til de gode pladser… De længste tunneler var flere hundrede meter lange – og der var ingen plads til at undvige, hvis der skulle komme et tog. Jeg tog den livsfarlige tur to gange dagligt, og det var med bankende hjerte samt et skyhøjt adrenalinniveau, at jeg løb som jaget vildt gennem tunnelerne.
– Mest bange var jeg dog engang, hvor min lygte gik i stykker, så jeg var nødt til at famle mig gennem den bælgmørke tunnel. Jeg kunne ikke engang se min egen hånd – og bare tanken om lyden fra et tog i mørket fik koldsveden og dødsangsten til at brede sig i hele min krop. Set i bakspejlet var det skingrende sindssygt. Der har været flere gange, hvor det var meget tæt på at gå galt. En gang stoppede jeg lige inden tunnelen for at tage et billede af morgendisen, og det billede blev jeg glad for. Lige pludselig kom et tog nemlig buldrende ud af tunnelen med så kort varsel, at jeg med sikkerhed var blevet kørt over, hvis jeg ikke havde stoppet op. Det var selvfølgelig forbudt – og jeg blev da også flere gange jagtet af togpersonalet. De var også lidt sure over, at jeg ofte sprang på toget, hvis det passerede med lav fart – og fik et gratis lift ned til pladserne. Enkelte gange kørte toget dog lige pludselig hurtigt, da jeg skulle af. Så var det ellers bare om at bede til samtlige fiskeguder, når man med fiskestængerne i hænderne tog det store spring ud i vildnisset… Senere blev pontonbåden dog erhvervet, og en ny verden af muligheder åbnede sig.
Klaus Lynggaard blev i 2010 kåret som verdens hårdeste steelheader – og ses her på forsiden af det hæderkronede fedtfinneblad – Salmon, Trout & Steelheader.
Panik i flyderingen
– På Thomson River var jeg nogle år senere den første, der krydsede floden i en flydering, fortsætter Klaus. –Men blot ti meter fra land røg den ene svømmefod af, og situationen blev ikke bedre af, at det var første gang nogensinde, at jeg sejlede i en flydering. Desværre havde jeg valgt mig en strækning, hvor jeg kunne skrige mig ihjel uden at få hjælp. Vel vidende, at den stærke strøm hurtigt ville kunne føre mig ned gennem en livsfarlig foss, begyndte en panisk kamp med den ene svømmefod for at redde livet. Flyderingen spandt fuldstændig ukontrolleret rundt, og turen over til den anden side synes uendelig, for jeg vidste, at floden ville æde mig råt, hvis ikke jeg kom hurtigt over på den anden side.
Til alt held lykkes det – hvorefter jeg løb 15 kilometer opstrøms, hvor jeg fangede tre helt nyankomne steelheads – alle over 15 fuldfede British Columbian pounds, i de to vigtigste pools før den første jetbåd ankom. Jeg fiskede mig herefter hurtigt nedstrøms til den ventende flydering. Da jeg sejlede over floden var det bælgmørkt. Midt ude rammes jeg igen af et uheld – skridtstroppen sprang op, så jeg gled ud og lå med hele underkroppen nede i vandet.
En kold og våd af floden
Mine waders var fyldt med iskoldt vand, og de var så tunge, at jeg ikke kunne komme op. Lettere blev det ikke af, at jeg forsøgte at redde mine stænger, som begge var monteret med syleskarpe kroge. Panisk piskede jeg med benene for at komme ind, og da jeg første gang mærkede fast grund, skete det ved, at jeg smadrede toppen af mit skinneben ind i en klippekant, så smerten gik gennem marv og ben.
Thompson River er i øvrigt det sted, hvor jeg har haft min vildeste fight med en steelhead. Den tømte hjulet med 240 meter 0,37 line forbi det eneste træ i floden. Jeg fik kæmpet fisken næsten hele vejen tilbage, men så satte den sig fast. Jeg skulle lige til at svømme ud og befri den, men det forbød mine venner mig. Og det var nok i virkeligheden meget godt…
Min største steelhead til dato vejede omkring 13,5 kilo – og den her fisk, som jeg mistede, var sandsynligvis en hel del større. Rekorden er 42 pund, men pålidelige ryger fra nogle indianere jeg kender går på fisk i 50 punds klassen. Men – jeg kan roligt afsløre, at fisk i denne størrelse ikke er hverdagskost. Snitvægten er ofte 4-5 kilo og en 10 kilos steelhead regnes for en rigtig stor fisk.
Klaus med en noget nær perfekt steelhead taget på jig under testfiskeri sammen med Nick Amato, der er en af de aller bedste jigfiskere i Nordamerika.
Med kæresten på platformen
– Ved Stamp River byggede jeg en platform oppe i træerne, så bjørnene ikke så let kunne komme op og rasere mit telt, afslører den nu 56 årige steelhead narkoman. – Der overnattede jeg hver eneste nat, så jeg slap for at skulle løbe hver morgen for at komme først til de bedste pools. På det tidspunkt havde Klaus en kæreste, der boede ude i skoven sammen med ham i to måneder i træk. Det vagte selvsagt stor opsigt blandt de lokale fiskere. En af dem var Salmon, Trout & Steelheader skribenten Dave Vedder – der har skrevet interviewet i det hæderkronede magasin, hvor han blev kåret som verdens mest hardcore steelheadfisker. I sit interview spørger Dave til, hvad der egentlig blev af den hårdføre pige. Hertil svarer Klaus: – I had to ask her to leave. She tied poor leaders.
En kamp mod floden på Vancouver
– Et af de værste uheld, jeg har haft igennem de 15 år jeg har tilbragt med at fiske steelhead, var ved en flod på Vancouver Island, hvor der er nogle rigtig store vinterfisk, fortsætter han. – Her havde vi fisket en del fra havet og opstrøms, men vi var aldrig kommet helt opstrøms til de allerbedste pools, fordi de lå i nogle meget stejle kløfter, hvor det var fuldstændig umuligt at komme frem. Rygtet gik dog, at man fra en bro langt opstrøms disse kløfter ved meget lav vandstand kunne vade langs kanten af flodlejet – og komme helt ned til de giftigste huller, hvor der selv ved lav vandstand, var rigeligt vand til at fiskene stoppede op. Faktisk var disse huller så gode, at man kunne forvente at 80-90% af alle fiskene ville stoppe op lige netop her. Så at komme til at fiske i disse drømmepools var selvsagt en besnærende tanke.
Denne flotte fisk eksploderede på klods hold, da den tog Klaus’s Pink Worm, der blev powerspeeded ind gennem overfladen.
De vildeste steelheads
Floden er ikke mere end 7-8 meter bred – og har du først fanget fisk i 7-8 kilos klassen fra så lille en flod, så vil du bare prøve det igen. Jeg kunne dog ikke få nogle overtalt til at gå med mig, fordi vi faktisk ikke rigtig anede, hvad der ventede dem nedstrøms. Og det var måske også meget klogt… Jeg tog derfor selv af sted – og vel nede i kløften, da jeg havde gået adskillige kilometer, begyndte vandet at stige med voldsom fart på grund af et kraftigt regnvejr. Jeg var derfor tvunget til at søge op i skoven, hvor jeg kæmpede benhårdt for at trænge igennem den fuldstændig ufremkommelige underskov. Ofte var jeg op mod en halv time mod at bevæge mig halvtreds meter – så tæt var krattet og de sammenfiltrede træer, der var væltet ned af de stejle skrænter.
Mine fingre var fulde med torne, mit hoved var revet til blods og det varede ikke længe, inden situationen blev mere og mere faretruende. Det var vinter, sneen lå tyk, vandet var koldt – og jeg havde ikke hverken sovepose, telt eller tændstikker til et nødbål med. – Jeg når aldrig tilbage inden det bliver mørkt, tænkte jeg – mens jeg var i tvivl om, hvorvidt det var smartest at gå videre eller at vende om. Men – til sidst valgte jeg at fortsætte. Faktisk var jeg efterhånden ret tæt på målet, men som situationen tilspidsede, drejede det sig efterhånden mere om overlevelse end om at fange en stor steelhead.
Alle vilde steelheads skal genudsættes, og derfor er der ofte tale om en kort fotosession som her, hvor der kun var tid til at fotografere halen af en flot Kispiox hanfisk på cirka
12,5 kilo.
Springet ud i floden
Gennem det uigennemtrængelige krat kunne jeg pludselig høre floden buldre dybt under mig. Lidt længere fremme kunne jeg se, at floden løb ind i en endnu smallere og stejlere kløft, hvorefter den på den anden side bredte sig lidt ud igen. Ude på midten – tre-fire meter fra land – lå en stor, flad sten, der var lige ved at blive oversvømmet i det stadigt stigende vand. – Det er min chance for at komme over floden, hvor jeg kan skyde genvej op til den nærmeste vej, tænkte jeg – og besluttede mig at forsøge at krydse floden.
Dybt fokuseret tog jeg springet over det iskolde vand, men ramte stenen forkert og smadrede mit skinneben lige ned i kanten. Febrilsk kæmpede jeg for ikke at blive skyllet med den stærke strøm. Syv meter længere fremme startede en voldsom foss med livsfarlige træer, hvor man let kunne blive spiddet eller trukket under af den vilde strøm. Besat af tanken om at overleve greb jeg i den glatte klippe, så mine negle og fingerspidser blev revet til blods, men op kom jeg. Men da jeg stod der på stenen, indså jeg, at det sidste spring vil være endnu sværere end det første. Missede jeg, ville jeg med sikkerhed ende mine dage i trækirkegårdens frådende vandmasser. Jeg spang derfor tilbage – direkte ind i en uvenlig skarpkantet klippe…
Over mig var en 25 meter lodret klippe. Jeg kigger opstrøms og indser, at jeg ikke har en chance for at kæmpe mig tilbage samme vej jeg kom. Grejet lod jeg ligge – og kort tid efter var jeg med bankende hjerte på vej op over klippen. Cirka 12 meter oppe fik jeg pludselig fat i en løs klippeblok og var lige ved at ryge med den i floden, men til alt held lykkedes det mig at holde fast med de kolde fingere. Efter en desperat kamp, når jeg til sidst toppen, og efter et stykke tid fandt jeg en loggin road inde i skoven, der førte mig tilbage til bilen.
Så vidt jeg ved, er der stadig ikke nogen, der har fisket dette sværttilgængelige sted. Der er sgu nok en årsag til at der er så mange fisk i den pool, griner han.
En hårdt medtaget Klaus Lynggaard med en velfortjent hanfisk fra et af de rigtig svære år ved Kispiox River. Men – her lykkedes det endelig med en flot steelhead på 11,8 kilo.
Rimelig risikobetonet steelheadfiskeri…
– Når jeg ser tilbage, må jeg korse mig over de farer, som jeg har udsat mig selv for i min jagt på store steelheads, indrømmer Klaus. – Alene nogle af de klipper vi uden rebsikringer har firet os ned over for at komme ned til floden kan få mig til at tænke på, hvor glad jeg er for mit liv – mine børn og min familie. Mange af de ting jeg har gjort, ville jeg aldrig kunne drømme om at gøre den dag i dag.
– Oprindeligt var det faktisk Jens Ploug Hansen’s og Steen Ulnit’s bøger samt artikler i Fisk & Fri i midtfirserne om bl.a. Skeena River, der startede mine drømme om de nordvestamerikanske floder, beretter han med et nostalgisk blik i øjnene. – Et par år efter, da jeg var på en jordomrejse, stoppede jeg forbi B.C. i halvanden måned for at fiske – og det kan nok være, at det ændrede mit liv. Mit fiskeri startede med kongelaks, men jo mere jeg hørte om steelheadfiskeriet, desto mere kunne jeg mærke, hvordan de forskellige floder, som var berømte for deres store steelheads, dragede mig på en helt anden måde.
Steelheads er af natur mere aggressive end laks! Man kan komme ud for at en steelhead (hvis altså vandet er klar nok) kommer piskende som en tornado 10-15 meter fra agnen og overfalder den , så kaskader af vand står til alle sider, med en aggressivitet, der kan få enhver laks til at blegne. Laks kan man altid provokere til at hugge, men de skal ofte have agnen serveret lige foran snuden, før de reagerer.
Resultatet af et heftigt fiskeri på en biflod til Skeena. – En stor gal 11,8 kilos steelhead smækkede mit sølvblink en på kassen, hvorefter jeg smækkede igen så det peb, fortæller Klaus. Hjulet – Revo STX er hans absolutte favorit, når det er rigtig koldt.
Steelheads på et utal af måder
Steelheadfiskeri byder på så mange spændende facetter, at jeg ikke har brug for at tage til troperne eller andre ting for at få den ultimative udfordring. Du kan forny dig hver eneste dag. Jeg fisker både med blink, jigs, naturlig agn og fluer – og ofte går jeg det samme stræk igennem flere gange med forskellige teknikker, indtil jeg knækker dagens kode. Flåddet skræmmer mindst, så det tager jeg først. Derefter går jeg over til flue, jig og til sidst blink.
Klaus er en beskeden type, så det er ikke meget han fortæller om sine vilde fangster. Men faktum er dog, at han ofte har givet de lokale eksperter kamp til stregen i og mange tilfælde også udfisket dem totalt. Jeg fisker ofte anderledes end flertallet – og eksperimenterer konstant med nye teknikker, hvilket i nogen tilfælde helt klart giver en ekstra trumf. En meget speciel fangst var på over 40 fisk fra en utrolig svær pool som jeg havde ventet i 10 år på at vende tilbage til. Poolen var meget svær at fiske, så de fleste blankede. Men – på grund af en helt speciel teknik, som jeg ikke kan afsløre nu, gik jeg dagligt fra pladsen med 2-7 spejlblanke og nystegne fisk – de fleste af dem over 5 kilo.
Min bedste sæson på fx Thompson River gav mig 168 fisk efter over to måneders intenst fiskeri. – Oftest fisker jeg dog for mig selv, så jeg hverken kan eller vil sammenligne mine fangster med andres, pointerer Klaus. Hårdt presset kan jeg dog få ham til at afsløre, hvor mange steelheads over de magiske 20 pund (9.1 kilo) han har fanget: – Mindst 25 er svaret – og antallet af fisk i 6-7 kilo klassen er flere hundrede. Jo – der er en god grund til at STS’s Dave Vedder cementerer kåringen med ordene: – I remain confident that Klaus has to be the reigning champion hardcore steelheader on the planet. What do you think?
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 9/2010
En perfekt hanfisk på 8,5 kilo taget fra et hårdtfisket stræk på Vedder River. Fisken huggede en danish special: Et blink med tre forskellige farver Gulp Salmon Eggs på krogen.
nov 22, 2024 | Nyheder, Sponsornyt
– Lystfiskeren betaler 214 kr. én gang om året for at indløse det statslige fisketegn. Eller mindre, hvis man køber et dags- eller ugetegn. De fleste tænker nok ikke videre over, hvad pengene går til. Det statslige fisketegn lever med andre ord et stille liv – selvom det omfatter cirka 200.000 lystfiskere og derfor millioner af kroner. Sådan lyder det fra Lystfisker Danmark der er sat i søen for at implementere den nationale strategi for lystfiskeri:
– Det skal der nu laves om på. I 2025 gennemføres en kampagne omkring det danske fisketegn under temaet ”Hemmeligheden bag…” Kampagnen vil vise hemmeligheden bag gode fangst- og fiskehistorier og samtidig give konkret viden om fisketegnet, og hvilke tiltag som finansieres af midler fra fisketegnet. Den gennemføres af Bureauet &Co, som har vundet opgaven efter udbud.
– Vi er først og fremmest stolte over at have vundet udbuddet om en så vigtig opgave, siger Christoffer Reimer Petri, kampagneansvarlig. – Danmark har et unikt lystfiskeri, ikke mindst takket være de mange tusinde danskere, som med deres fisketegn bidrager til både miljøet og fællesskabet. Det skal vi skabe opmærksomhed omkring, så endnu flere har lyst til at være med. Kampagnen har et humoristisk greb, som forhåbentlig både kan bringe smilet frem og pirre til lystfiskernes evige nysgerrighed for at opsnappe hemmelige tips & tricks. Og så siger vi ikke mere for nu!
Kampagnen forventes lanceret i april 2025 og med fokus på sociale medier og fiskegrejs-butikker over hele landet. Kampagnen vil også blive gennemført i en tysk variant målrettet de mange tyske lystfiskere som besøger Danmark.
Den har et budget på 450.000 kr. og er finansieret af Lystfisker Danmark.
– Det har længe været et ønske for brancheforeningen at få skabt opmærksomhed omkring fisketegnet for på den måde at nå ud til de personer som – måske uden at vide det – fisker uden at have fisketegn. Jeg er tilfreds med, at der er blevet lyttet til det, og ser frem at kampagnen vil give en profilering af de muligheder samt det ansvar og forpligtelser man har, når man fisker som lystfisker i Danmark, siger Peter Lyngby, formand, Dansk Lystfiskeri.
– Lystfiskertegnet er ét af de værktøjer vi har i Danmark for at skabe godt lystfiskeri. Derfor er det vigtigt at lystfiskerne ved, hvordan pengene bliver brugt. Samtidig kan vi få formidlet det vigtige budskab, at fisketegnet er meget mere end et gebyr; det er et fællesskab omkring fisk og vandnatur, siger Lars Rasmussen, direktør, Danmarks Sportsfiskerforbund.
