– Lystfiskeren betaler 214 kr. én gang om året for at indløse det statslige fisketegn. Eller mindre, hvis man køber et dags- eller ugetegn. De fleste tænker nok ikke videre over, hvad pengene går til. Det statslige fisketegn lever med andre ord et stille liv – selvom det omfatter cirka 200.000 lystfiskere og derfor millioner af kroner. Sådan lyder det fra Lystfisker Danmark der er sat i søen for at implementere den nationale strategi for lystfiskeri:
– Det skal der nu laves om på. I 2025 gennemføres en kampagne omkring det danske fisketegn under temaet ”Hemmeligheden bag…” Kampagnen vil vise hemmeligheden bag gode fangst- og fiskehistorier og samtidig give konkret viden om fisketegnet, og hvilke tiltag som finansieres af midler fra fisketegnet. Den gennemføres af Bureauet &Co, som har vundet opgaven efter udbud.
– Vi er først og fremmest stolte over at have vundet udbuddet om en så vigtig opgave, siger Christoffer Reimer Petri, kampagneansvarlig. – Danmark har et unikt lystfiskeri, ikke mindst takket være de mange tusinde danskere, som med deres fisketegn bidrager til både miljøet og fællesskabet. Det skal vi skabe opmærksomhed omkring, så endnu flere har lyst til at være med. Kampagnen har et humoristisk greb, som forhåbentlig både kan bringe smilet frem og pirre til lystfiskernes evige nysgerrighed for at opsnappe hemmelige tips & tricks. Og så siger vi ikke mere for nu!
Kampagnen forventes lanceret i april 2025 og med fokus på sociale medier og fiskegrejs-butikker over hele landet. Kampagnen vil også blive gennemført i en tysk variant målrettet de mange tyske lystfiskere som besøger Danmark.
Den har et budget på 450.000 kr. og er finansieret af Lystfisker Danmark.
– Det har længe været et ønske for brancheforeningen at få skabt opmærksomhed omkring fisketegnet for på den måde at nå ud til de personer som – måske uden at vide det – fisker uden at have fisketegn. Jeg er tilfreds med, at der er blevet lyttet til det, og ser frem at kampagnen vil give en profilering af de muligheder samt det ansvar og forpligtelser man har, når man fisker som lystfisker i Danmark, siger Peter Lyngby, formand, Dansk Lystfiskeri.
– Lystfiskertegnet er ét af de værktøjer vi har i Danmark for at skabe godt lystfiskeri. Derfor er det vigtigt at lystfiskerne ved, hvordan pengene bliver brugt. Samtidig kan vi få formidlet det vigtige budskab, at fisketegnet er meget mere end et gebyr; det er et fællesskab omkring fisk og vandnatur, siger Lars Rasmussen, direktør, Danmarks Sportsfiskerforbund.