Sommeren har taget fat, og så er det tid til overfladefluer. Masser af fiskearter stiger gerne til overfladen i varmeperioden med visuelle og underholdende hug til følge. Vi tager her et kig på nogle af de forskellige metoder fluebinderen har til rådighed for at bringe fluerne og spændingen helt op i overfladen.

Af Lars Chr. Bentsen

 

Grejxperten

 

Foto-D

En fin regnbue fra ørredsøen, der ikke kunne lade popperen svømme i fred.

HVAD ENTEN man natfisker efter havørred på kysten eller i åen, fisker gedder i søen eller sommerlaks i Norge, så er overfladefluer ofte effektive, og ikke mindst meget underholdene fluer at fiske med. Havørred tager gerne en flue fisket på eller lige under overfladen meget voldsomt, hvad enten man fisker på kysten eller i åen. Dovne laks i en sommerlav elv kan ofte provokeres til hug med overfladefluer, og gedderne – ja, de byder ind med spektakulære hug, hvor en stor popper ofte tages i et spring! Fluebinding er ikke det hele – fisketeknikken betyder også meget for hvor højt i vandet en flue fisker. Jo hurtigere en flue, som ikke flyder af sig selv fiskes, jo tættere vil den fiske på overfladen.

Bulefluer – en effektiv metode til flere fisk

Et par rørfluer til sommerfiskeri efter havørred i åen med hoveder af de lette, udskiftelige SoftDiscs fra ProFlyTyer.

Et par rørfluer til sommerfiskeri efter havørred i åen med hoveder af de lette, udskiftelige SoftDiscs fra ProFlyTyer.

BULEFLUER blev meget populære for nogle år siden. Der var i høj grad tale om almindelige, og forholdsvis simple fluer, bundet af materialer, der suger så lidt vand som muligt. Vinger var ofte af isbjørn og gedehår med god flydeevne. Henrik Kure Nielsens hemmelighed var, at han under kroppen af mylarrør havde to til tre lag tyndt skum, som var nok til, at fluen ikke fiskede på overfladen, men trak en markant bule lige under overfladen.

Cones – overfladefiskeri i et utal af variationer

Frödins gennemsigtige, plastic conehead bruges på præcis samme måde som andre coneheads, men tilfører ingen vægt. Her på en havørredflue til natfiskeri i åen.

Frödins gennemsigtige, plastic conehead bruges på præcis samme måde som andre coneheads, men tilfører ingen vægt. Her på en havørredflue til natfiskeri i åen.

MIKAEL FRÖDIN har været foregangsmand for meget indenfor fluebinding, og hans Turbo Cones fås i to lette versioner – i gummi og hård plast – begge meget velegnede til at trække fluer op i overfladen. Vender man en Turbo Cone af gummi omvendt, og klipper underdelen af, så er der garanti for, at fluen fisker i overfladen, næsten uanset hvor langsomt man fisker den. Den hårde plastic Turbo Cone sørger for, at fluen flytter en masse vand – uden at tilføre vægt, og er en fin løsning, hvis fluen skal bule.

EN ANDEN TYPE AF CONEHEADS – fremstillet i hårdt celleskum – er endnu en oplagt mulighed, når fluen skal op i vandsøjlen. Alt efter størrelsen kan flydeevnen justeres så fluen fisker på, i eller lige under vandoverfladen. En nem og effektiv løsning, der fungerer lige godt på både kroge og rør.

DANSKE PRO SPORTFISHER leverer en række spændende produkter til rørfluer, som er interessante i denne forbindelse. Sonic Discs og Soft Discs er begge interessante løsninger, som ikke tilfører vægt, men flytter en masse vand. De har ydermere den fordel, at de er så bløde at de faktisk kan skiftes ud efter fluen er færdig, hvis man ønsker at prøve en anden farve eller en anden størrelse

En efterhånden meget almindelig og klassisk metode er at inkorporere skum i fluens konstruktion – typisk som rygskjold, hvilket er en meget populær løsning til kystfluer.

Booby-fluen er simpel af binde: En hale, en dubbingkrop med rib og et par booby eyes, som her er peppet lidt op med et par påklistrede øjne.

Booby-fluen er simpel af binde: En hale, en dubbingkrop med rib og et par booby eyes, som her er peppet lidt op med et par påklistrede øjne.

BOOBY FLUER er efterhånden en gammel opfindelse, som trods det at de faktisk er udstyret med mere end nok skum til at flyde, faktisk fiskes på en synkeline. Ideen er at linen trækker fluen ned i dybet, mens dens egen opdrift holder den fri af vegetation. En effektiv teknik i ørredsøen, men prøv også at fiske fluen flydende i lange, glid­ende tag langs vegetation, hvor vanddybden ikke er for lav. Det giver ofte bonus!

MARC PETIJEAN er efterhånden kendt verden over for alle sine fantastiske ideer til fluefiskeren – og for sin evne til at omsætte dem til gode og effektive produkter. Fra hans fluestik kommer Magic

Heads – et kegleformet hoved af blødt gummi, der fås i mange forskellige størrelser. Monteret foran på fluen og brugt almindeligt giver de en lang flue en fantastisk, vrikkende gang gennem vandet, men et lille klip, hvor en del af keglen på fluens underside fjernes, sørger for at fluen trækkes helt op i vandoverfladen, hvor den laver en masse postyr. Sådan en flue – med en lang, slank vinge, kan være giftig for enhver sommertræg ørred, der har stået lidt i åen.

Poppers – den klassiske overfladeflue

En klassisk geddeagn, som man kan bruge timer på at binde, hvis hovederne skal spindes af hjortehår. En hale, lidt gummiben, lidt flash, en krave af kunsthår og et popperhoved af skum ind over krogen, og fluen er færdig – og der er næsten garanti for spektakulære hug! Små poppers er blevet populære i ørredsøen og til hornfisk, og kan også lure en havørred i sommernatten langs kysten.

En klassisk geddeagn, som man kan bruge timer på at binde, hvis hovederne skal spindes af hjortehår. En hale, lidt gummiben, lidt flash, en krave af kunsthår og et popperhoved af skum ind over krogen, og fluen er færdig – og der er næsten garanti for spektakulære hug! Små poppers er blevet populære i ørredsøen og til hornfisk, og kan også lure en havørred i sommernatten langs kysten.

POPPERS er en klassisk geddeagn, og en stor gedde, der tager en popper i overfladen, må kandidere til det mest spektakulære hug, der kan opleves på danske breddegrader. Til popperen fås mange forskellige skum-hoveder, der gør det let, hurtigt og ikke mindst holdbart at binde poppers. Nogle typer laver en masse larm, mens andre får fluen til at glide som en ubåd lige under overfladen med en stor bølge bag sig. Og glem ikke små poppers til hornfisken eller i ørredsøen. En hale, et hackle, et par gummiben og et skum-popper-hoved er alt der kræ­ves for at sikre sig en eftermiddags god underholdning

Og midt i alle disse moderne, højteknologiske produkter skal man naturligvis ikke glemme den klassiske, og gode gamle, muddler. God jagt i overfladen derude!

En flot, blank sommerørred i 5 kilos klassen, der tog en hurtigt fisket, sort rørflue med SoftDisc meget voldsomt helt oppe i overfladen!

En flot, blank sommerørred i 5 kilos klassen, der tog en hurtigt fisket, sort rørflue med SoftDisc meget voldsomt helt oppe i overfladen!

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This