nov 28, 2024 | Nyheder
– Klokken er omkring ni om morgenen, hvor jeg som sædvanlig står og pakker ordrer hos den svenske fiskegrejsgrossist CWC, hvor jeg arbejder, fortæller Jon Persson. – Pludselig ringer telefonen, og jeg kan se, at det er min søn Max.
– Siden han flyttede til Värmland i begyndelsen af efteråret for at gå tre herlige år på Forshaga Akademins sportfiskerlinje, er det ikke ligefrem hver dag, at han ringer hjem til sin far. Så helt automatisk slår min hjerne over i alarmbedredskab – er der fx sket noget alvorligt? Og da jeg trykke ”svar” får jeg et vræl ind i hovedet. PANIK… Men – så begynder min hjerne at registrere, hvad det rent faktisk er, at sønnike råber: ”FAR – jeg har lige fanget en kæmpestor ørred!
– Da der lige kommer ro på bolden, fortæller Max, hvordan han sammen med Forshaga Akademin har været ude i deres trollingbåd på Vänern for at trolle laks – og der var ham, der skulle have æren af at tage det første hug. Og det gjorde han så. Da det første hug kom, piskede linen af hjulet, og han kunne med det samme mærke, at det var en rigtig fin fisk. Men spørgsmålet var så bare lige – hvilken fisk… Vänern er jo kendt for både store laks og gedder.
– Da de efter en godt fight fik fisken indtil båden, begyndte benene for alvor at ryste, for det var en massiv sølvtorpedo – en sand drømmefisk. Og – det blev ikke mindre godt, da de fik bakset nettet med det tunge indhold op i båden, for først da sandede de, at det faktisk var en kæmpestor søørred.
Max Perssons fantastiske søørred huggede på en Strike Pro wobler som denne.
– For at sige det mildt, var det den vildeste forbedring af hans tidligere PR, som var på 5,46 kilo og 76 cm taget på spinflue ved Nipstadsfiskeriet i Sollefteå. Men nu råber Max ind i telefonen, at hans PR lige er løftet til hele 9,7kg og 91cm! Euforien er total, og tårerne begynder nærmest at trille ned ad kinderne på mig!
– Men hvad tog du den så på, spurgte jeg? – En Strike selvfølgelig – i farven 905g. Som prostaffer i CWC Fishingteam kunne det jo ikke være bedre. Hvor er det fantastisk, at denne drømmeørred til Max, som er med i CWC Juniors var fanget på en af Strike Pro´s woblere.
– Jeg må tilstå, at jeg nok allerede har opgivet nogensinde at slå Max´s nye familierekord, for den fisk han lige fik er i sandhed en ”fish of a lifetime!” Men – jeg skal da gøre mit bedste, og hånden på hjertet, så betyder det også mest for mig, at det er ham, der har fanget den største, slutter Jon. Fisken blev i øvrigt genudsat.
Ønsker du mere information om Forshaga Akademin kan du enten besøge forshagaakademin.se eller kontakte skolen på: info@forshagaakademin eller telefon: +46 010 15 16 200.
Se også den seneste video på Fisk & Fris Youtube, hvor Jens Bursell har været med elever og lærere fra Forshaga Akademin ude for at isfiskere efter gedder. Glæd dig til en fed video, hvor du udover selve fiskeriet også får en masse information om den spændende uddannelse.
nov 11, 2024 | Nyheder, Sponsornyt
Som du har kunnet læse på fiskogfri.dk fisker den store svenske sø Vänern super godt lige nu – blandt andet for svenske Jonas Björk fra Garmin i Sverige:
– Forleden var den første dag her i efteråret, at jeg var ude, og det kom jeg ikke til at fortryde. – På trods af svære forhold med en kold, nordlig vind, fandt jeg et område med en del bytte- og rovfisk, men de var lidt svære at få til at hugge. Jeg så mange fine fisk ved de dybt fiskede downrigger stænger min Garmin Panoptix, men ingen af dem huggede.
– Jeg besluttede mig derfor for at blive i området og justere lidt på opsætningen, indtil huggene begyndt at komme – og det hele startede med en grov ørred på over syv kilo. Lidt efter havde jeg dobbelthug – og også begge disse to fisk var over 7 kilo. I alt blev det til 5 søørreder over 7 kilo med den største på over otte, hvoraf tre fisk blev genudsat. Det er ikke let at tage gode billeder, når man er alene i båden, men man fornemmer vist fint størrelsen i hvert fald.
Savner du inspiration til en helt ny form for ørredfiskeri på de store svenske søer – så læs artiklen om prikspin efter kæmpe søørred med LiveScope her.
sep 26, 2024 | Nyheder
– Sommervejret havde lagt sig en smugle de sidste dage, fortæller Johannes Thorbjørn Hansen. – Bladene var begyndt at falde af træerne og vigtigst af alt, var vandtemperaturen faldet. Jeg tog derfor ud for at se om jeg kunne overliste en sørred på flue:
– Jeg starter ud med en sikker flue i boksen, nemlig en sort lille zonkerflue. Jeg affisker de dybere skrænter, de lavvandede sivstykker, dybt, højt, hurtigt, langsomt – og pludselig ser jeg en fisk vise sig i overfladen. Den er uden for kastelængde, men jeg håber bare på, at den trækker i mod mig. Den viser sig igen, denne gang tættere på, og der skal ikke mere end fem kast til, før den helt inde ved sivende går op efter min flue i overfladen, da jeg hiver fluen op af vandet. Desværre er jeg for hurtig, men der går ikke mange kast, før den igen er oppe efter fluen i overfladen – desværre uden at få ordentligt fat, og mere ser jeg ikke til den.
– Solen begynder for alvor at dale i horisonten, og tiden begynder at blive knap. Jeg får listet over til en af favoritpladserne, hvor jeg også ser en fisk ringe længere ude. Pludselig hugger en fisk tæt ved sivene, men jeg bliver hurtigt klar over, at det ikke er den største. Fisken måler 45cm og svømmer fint ud igen, efter et hurtigt billede. Jeg fisker videre med højt humør, for nu er dagen allerede en kæmpe succes, især fordi de sidste ture havde været uden fangst.
– Glæden bliver dog hurtigt afbrudt af et adrenalinkick, da et tungt hug flexer #5 klingen i bund. Jeg bliver hurtigt klar over, at fisken er med god størrelse på. Efter en tung fight, får jeg fisken listet over netkanten, og foran mig ligger en solid hanfisk med kæmpe underbid og kæbekrog. Søørreden måler 69cm og er en ny PR, slutter han.
Johannes har taget masser af store søørred på flue – læs om en anden af dem her.
jun 24, 2023 | Nyheder
– Vi har haft nogle dage med regn, vind og lidt køligere temperaturer den sidste uges tid, skriver Johannes Thoirbjørn Hansen til Fisk & Fri. – Jeg valgte derfor at tage ud, for at se om jeg ikke kunne fange en søørred på fluekæben. Før denne tur havde haft to nulture i træk på cv’et, så forventningerne var ikke de største:
– Jeg kommer ud til vandet, og det ser egentligt fornuftigt nok ud, så jeg begynder at fiske som jeg plejer – med de samme fluer som jeg plejer at fange på. Der går egentligt ikke lang tid, før jeg ser en fin fisk springe få meter fra mig, men efter længere tids fiskeri, går jeg videre. Igen hører jeg en fin fisk, der hvor jeg lige har fisket, og jeg prøver en gang til uden held. Jeg har før oplevet at de viser sig, uden at vil røre min flue, så jeg går videre.
– Jeg fisker videre og prøver fortsat på at fange søørrederne med de metoder, som altid har virket. Det ligger dog stadigt i baghovedet, at jeg på de sidste tre ture har set fisk på lige præcis det spot, som jeg startede med at fiske – uden at fange noget. Efter nogle timer vender jeg derfor tilbage, med en skumbille for enden af forfanget. Jeg har mange gange fisket skumbille efter søørreder uden det store held. Selvom de har vist sig i overfladen, har de aldrig været vilde med at tage mine skumbiller, så jeg regnede ikke med det store, nu hvor det også var midt på dagen.
– Da jeg ankommer på pladsen, ser jeg en fisk vende i overfladen foran mig, og jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg har skræmt den. Jeg kaster et par gange til den, uden nogen reaktion. Jeg tager herefter et kast skråt ud mod en grødebusk, hvor jeg før har fanget. Efter 2 strip, kommer en stor mund op og inhalerer fluen – og med et plask forsvinder den mod dybet. Linen strammer op og adrenalinen begynder for alvor at pumpe rundt i kroppen. Drømmefisken sider for enden af linen, og jeg må få alt i verden ikke miste den. Efter en nervepirrende fight formår jeg, at få nettet fisken, og jeg ser for alvor hvor stor og flot den er. Jeg tager nogle billeder og måler derefter fisken til 66cm. Fisken bliver herefter genudsat og gummibenene kan for nu alvor mærkes.
Det var denne skumbille som overlistede den store søørred på fluestangen.
maj 15, 2023 | Nyheder, Sponsornyt
– Weekenden startede godt ud med besøg fra en god ven, nemlig Niels Svenningsen, skriver Johannes Thorbjørn Hansen. – Weekenden stod derfor i fiskens tegn. Vi startede ud med en kort tur til den lokale kystplads efter nogle hornfisk på flue. Fiskeriet var sløvt, men vi lod os ikke slå ud, for vi havde planer om en aftentur efter søørreder, og her var forholdene rigtigt fine.
– Der gik ikke mere end 45 minutter, før min vens fluekæp flexede, og en fin fisk på en 45-50cm blev nettet. Under fighten spurgte Niels “springer søørrederne aldrig under fight? “, og til det svarede jeg, at det er meget forskelligt. Få kast efter første fisk, krogede Niels igen en fisk, men denne gang gik den dybt. Efter et godt stykke tid sprang fisken helt fri at vandet få meter fra os, og det viste sig, at være en rigtigt stor fisk. Efter flere minutters fight og spring, nettede vi fisken, hvorefter vi fik målt fisken til 67cm og fik taget nogle billeder af Nielses nye PR-søørred.
– Herefter så vi flere fisk i det blikstille vand, men ikke noget der reagerede på vores fluer. Vi skiftede derfor spots nogle gange uden det store held, men pludselig da jeg begyndte at hive fluen mod overfladen, kom en stor søørred ud af det blå og inhalerede fluen. Efter en fin fight i solnedgangen blev ørreden nettet og fotograferet, hvorefter den kunne svømme videre ud i solnedgangens gyldne skær.
Dagene efter bød på fluefiskeri efter sømkasser under nogle svære forhold, men det lykkes os alligevel at få noget action med nogle fine gedder. Alt i alt en fed weekend, som gik helt i fisk, slutter han.
Du kan læse meget mere om Kinetic Fiskecup 2023, hvor der hver måned er præmier for 2500 kroner – her.
Johannes med sin flotte sørred taget på flue.
mar 14, 2023 | Nyheder
– Jeg var taget afsted med en kammerat på Silkeborg søerne i jagten på den sidste store gedde inden fredningen, fortæller Emil Hjorth. – Vi startede ude i det mere åbne, hvor vi fik et par enkelte gedder. Senere blev vinden kraftigere, og til sidst måtte vi overgive os til vejret. På vejen hjemad foreslog jeg, om vi ikke lige skulle trække en wobler efter en sandart. Da vi næsten var ved slæbestedet, spurgte jeg om vi ikke lige skulle have en sidste runde. Og det var ikke en dum idé, for lige inden vi ville stoppe fiskeriet klappede den skønhed, som du ser ovenfor, på. Efter en kort, men god fight kunne vi endeligt nette en 77 cm stor søørred.
– Fisken er taget på en 18 cm River Roach fra Savage Gear fisket omkring 1 meter over bunden. På trods af en dårlig afslutning på geddesæsonen, så er det jo en drømmestart på søørred sæsonen!
A
sep 25, 2022 | Nyheder
– Dagen startede stille og roligt ud med at jeg gik i gang med at pakke, så jeg var klar til at fiske noget Salmo trutta ved middagstid, skriver Johannes Thorbjørn Hansen til Fisk & Fri. – Jeg fik også lige bundet en ny frisk sort zonkerflue, som jeg mente var en sikker vinder til dagens fiskeri. Da jeg ankom til vandet så jeg, at vandet var et godt stykke over normal vandstand, og vandet havde desuden fået en del farve. Jeg har dog fanget dem under langt dårligere forhold, så jeg havde bestemt ikke mistet modet.
Jeg fiskede primært med min nybundede zonkerflue, men efter noget tid, forsøgte jeg mig med en skumbille. Vejret var nemlig meget roligt, og forholdende var egentligt ret gode til det. Efter nogle timer uden held, satte jeg mig ned og fik skiftet tilbage til min zonker, og da jeg havde fået bundet den på, så jeg straks en god hvi-rvel og en trykbølge tæt ved land. Jeg skyndte mig at få kastet til fisken, som fortsat jagtede små hundestejler i overfladen, og der gik ikke mange sekunder, før den fandt min flue. Et hårdt hug efterfulgt af nogle grove hovedryst i overfladen indikerede, at fisken var over de 60 centimeter. Glæden og adrenalinen varede dog ikke længe, da den besluttede sig for at storme ind i en stor bunke siv, hvorefter den fik rystet fluen ud af munden.
– Ufortrødent fortsatte jeg mit fiskeri og begyndte så småt at se nogle få jagende ørreder, men desværre uden for kastevide. Endelig så jeg dog en god bølge 50-60meter fra mig, og fisken jagede inden for min kastevide. Jeg skyndte mig derhen og fik placeret fluen, hvor jeg formodede, at den svømmede. Jeg fik flere gange fisken til at bule aggressivt efter fluen, men den bliver ved med at afvise min flue i sidste øjeblik, til så stor frustration for mig, at jeg må til sidst give op.
– Jeg fortsatte mit fiskeri, men det begyndte så småt at være tid til at tage hjem, og jeg begyndte derfor at indfinde mig med, at det ikke var min dag i dag. Jeg forsøgte mig dog med et sidste spot, som jeg allerede havde fisket tidligere på dagen. Jeg så ingen tegn på jagende fisk, men ud af det blå huggede en stor søørred lige for fødderne af mig. Det blikstille vand, der reflekterede solnedgangens lys, blev brudt og adrenalinen pumpede igennem hele kroppen. Jeg fik efter en nervepirrende fight nettet en smuk stor søørred, som målte 63cm. Efter et par hurtige billeder svømmede fisken videre, så den til vinter forhåbentligt kan videregive sine gode gener.
jun 28, 2022 | Nyheder
– Det er ikke lang tid siden, at jeg afsluttede min sidste eksamen på HTX, og det skulle selvfølgelig fejres med en aftentur, ud efter nogle store søørreder på den lette fluekæp, skriver Johannes Thorbjørn Hansen til Fisk & Fri. – Efter en times fiskeri, hvor solen lige så stille forsvandt ned i horisonten, kom et kontant hug fra en stor søørred. Efter en lang og hård fight, med flere spring ud af vandet, kunne jeg til sidst nette denne 65cm søørred. Efter et par hurtige billeder svømmede den videre, så nu var jeg godt tilfreds og klar til nogle dages studenterkørsel.
– Efter to dages studenterkørsel og fest på den sidste dag, som sluttede ved solopgang, var jeg godt smadret. Samme dag skulle jeg op til dimission med omkring tre timers søvn i bagagen. Efter dimissionen skulle der selvfølgelig hygges lidt med venner og familie – og der skulle spises lidt god mad. Det bedste var dog, at jeg lige kunne nå et par timers fiskeri, inden det blev mørkt.
– Efter en times tid mærker jeg det første kontante hug helt inde ved sivede, men den blev desværre ikke kroget. Måske skyldes det den langsomme reaktionsevne og mangel på søvn… Aftenen var dog stadig ung og jeg fortsatte i troen på endnu et hug, og søen belønnede mig heldigvis ved det næste spot. Efter få kast på det nye spot kom der nemlig en stor søørred og tog fluen få meter fra land. Den var tung og havde masser af power. Da den kom helt tæt på, kunne jeg se, at den var rigtigt stor, men også ekstrem flot. Til sidst fik jeg presset fisken ind over netkanten, og lykken spredte sig i hele kroppen. Fisken målte 66cm og tangerer derfor min PR på søørred, slutter han.
Søørred kan blive temmelig store under de rette omstændigheder. Læs historien om den største danske søørred fanget nogensinde her.
mar 15, 2022 | Nyheder
Som du har kunnet læse om her på fiskogfri.dk er der godt gang i trollingfiskeriet lige nu på den kæmpestore sø Vänern i Midtsverige. En af dem, der har været ude, er svenske Rapalaproguide Henrik Lindgren:
– Fiskevennen Jimmy Olsson og jeg fiskede på Dalbosjön i Vänern, fortæller han. – Vi havde bestemt os for målrettet at gå benhårdt efter en stor søørred, så vi valgte et område med mange stengrunde tæt på nogle skrænter ud imod dybere vand, hvor vi ved, at ørrederne godt kan lide at være her om foråret. Strategien var lagt, og vi fiskede langsomt hen over området med løjer for enden af linen med 1,6 knobs fart. På turen fik vi flere fine ørreder, og den største, som du ser ovenfor, tog en løje belastet med 20 gram. Den flotte søørred var 83 centimeter lang og vejede 7,01 kilo.