jun 9, 2024 | Nyheder
– Efter en travl periode var det blevet tid til at få gjort et indhug i den optjente afspadsering, så jeg havde afsat to uger til dette formål, fortæller Mads Frandsen. – Ud over praktiske gøremål, så skulle der selvfølgelig også være tid til fiskeri i denne periode, og gerne med sudere og rudskaller for øje. Det var dog primært suderne, der var i fokus på den sidste overnatning fra lørdag til søndag for nylig. Jeg havde godt nok på de øvrige ture haft en enkelt stang ude på distancen efter søens store rudskaller med tilklippet pop-up på helikopter-rig og methodfeeder, men dette havde ikke båret frugt ind til videre. Det skulle dog stadig have et forsøg, selvom troen på værket var begyndt at knibe, men det var dog ikke denne stang, der leverede varen…
– Jeg fiskede to stænger med methodfeeder og nedskalerede boltrigs til suderene. Agnen var itu-klippede orm på hairet, toppet med en plastmajs for at få en forholdsvis vægtneutral præsentation. Jeg havde på de forrige ture luret en trækrute for suderne tæt på land, så det var der de to set-ups, tiltænkt suderne, blev placeret. Da søen har et hav af små rudskaller, var det dog først efter solnedgang, at jeg fik lagt disse to stænger ud.
– Inden jeg lagde mig til køjs, havde jeg set et par enkelte gode rudskaller toppe ude i området af distancestangen, samt nået at få en enkelt suder. Jeg var derfor egentlig godt tilfreds med resultatet ind til videre. Kl. 2:00 blev jeg vækket af dropback på en af suderstængerne. Jeg fik hurtigt samlet stangen op og indhentet kontakt til fisken, som jeg i første omgang tænkte måtte være en lille suder. Ret hurtigt blev jeg dog enig med mig selv om, at det måtte være noget andet, for om end jeg kunne mærke nogenlunde vægt bag, så var fighten doven og tung.
– I pandelampens skær blev min anelse beskræftiget, da en stor gylden bredside pludselig dukkede op i det klare vand. Fra at have taget det forholdsvist roligt, skal jeg love for at pulsen nu steg med stor hast. Jeg fik febrilsk fattet nettet, men i mellemtiden havde fisken lykkedes med at svømme ind under de to øvrige liner. Mens fisken delvist havde fået sig viklet ind i disse, lykkedes det mig alligevel at få sneget nettet ind under den – godt nok med en vild koncert fra Delkim-bidmelderne under seancen.
– Jeg fik de andre liner fri overraskende let, og da jeg for første gang fik taget et ordentligt blik på fisken, skal jeg love for at mine øjne var ved at trille ud af hulerne. Situationen blev endnu mere spændende, da jeg først løftede nettet – for den var godt nok overaskende tung af en rudskalle at være.
– Fisken blev placeret på afkrogningsmåtten, og jeg fik hurtigt fundet vægt og målebånd frem. Helt ubevist startede jeg ud med 5-kilosvægten i stedet for 2-kilosen, men der var nok noget i mig, der sagde at det godt kunne være den – den magiske 2+ rudskalle jeg så mange år har jagtet. Og ganske rigtigt – vægten landende på 2,025 kg, og med sine 46 cm måtte jeg sande at min 10 år gamle PR endelig var slået! Jeg fik sendt en anmodning afsted til en kammerat om assistance med fotografering om morgenen, hvorefter jeg kunne lægge mig tilbage i soveposen. Jeg stod op kl. 4 uden yderligere tegn på aktivitet og fik agnet stængerne om. Vejret var klart, men der var ikke tegn på aktivitet, hvorfor jeg lagde mig i posen igen. En time senere blev jeg vækket i tæt tåge af den første suder, og inden kameramanden ankom, havde jeg fået yderligere tre sudere, så alt i alt en mere end godkendt tur.
Som en lille ekstrabemærkning, så lykkedes det mig at genfange selvsamme rudskalle forleden på en tur, hvor jeg var så fræk at støde til ved vandet hos en kammerat, som var kommet på besøg – denne gang lidt nede i vægt, men dog stadig respektive 1975 gram.
maj 27, 2024 | Nyheder
– Forleden tog jeg min kæreste med på hendes første overnatningstur nogensinde, fortæller Daniel Jagiza. – Vi valgte en mellemstor sø i Jylland. – Hovedmålet var at fange karper, men da jeg vidste, at hun gerne ville fange og se nogle flere forskellige fisk, satte jeg nogle stænger med mindre bait op for at øge chancen for bid.
– Natten gik uden nogen action, men om morgenen fik vi to flotte rudskaller. Den første vejede omkring 1-1,5 kg, jeg vejede den ikke. Den næste fisk huggede dog dog mere kraftigt, og først var jeg ikke sikker på, hvad det var, da den faktisk kæmpede lidt. Jeg fiskede med 3lb karpestænger, der var ret bløde, så man virkelig kunne mærke fisken. Og efter at have trukket fisken ind fra omkring 90 meter, så vi denne store rudskalle, som du ser ovenfor.
– Jeg blev overrasket, da jeg før har fanget nogle større, men aldrig forventede at ramme 1,67 kg med denne. Den tog en 14mm Manilla popup fra Sticky Baits. Efter en hurtig og forsigtig vejning og nogle billeder blev den sat tilbage i søen.
okt 20, 2023 | Nyheder
Forleden havde taget fri et par dage for at komme på, søen inden stormen skulle tage fat, fortæller Kim Aagaard. – Det var et flot, stille vejr, hvor mange gedder var forbi båden. På turen havde jeg det også meget sjovt med at fange aborrer på drop shot. Der var dog ikke rigtig gang i de større aborrer, men jeg havde fanget mange mindre fisk op til cirka 30 cm, hvilket desværre har været en tendens den sidste tid. Jeg skulle derfor lede noget efter de store. De må jo stadig være der et sted, så jeg sejlede rundt på forskellige hot spots for at finde noget med mere størrelse på.
– Endelig så jeg en mindre stime fisk på mit Garmin LiveScope, som så ud til at være lidt større fisk. Hugget kom promte, og jeg kunne hurtig mærke, at det var en bedre fisk. Til min overraskelse var det dog en rudskalle, der havde taget min gummiorm fisket på dropshot cirka 30 cm over bunden. Det var en fantastisk flot fisk med perfekte finner og farver. Den var 40 cm og er nu min nye PR rudskalle!
I øvrigt havde jeg 7 gedder I båden samme dag med de 3 største på 103, 105 og 106 cm. Men det er en anden historie, slutter han.
apr 26, 2022 | Nyheder
– Efter en hård dag med at lave indkørsel, løb jeg tør for materialer – så det blev en god undskyldning for at tage ud at fiske, fortæller Steffen Schmidt. – Efter en tidlig frokost med konen, tog jeg afsted, og snart var jeg ude på pladsen, hvor jeg ville fiske efter brasen. Vejret var dejligt, solen bagte – og der skete absolut ingenting de første tre en halv time, men herefter tog det fart.
– Jeg missede det første hug, men så var det ellers bare på med en frisk orm – og ud igen med taklet. Blot fem minutter senere var der hug igen – og den fik lige lidt ekstra tid, inden jeg gav modhug. Jeg kunne tydeligt mærke, at det var en god fisk, og da jeg så den, begyndte mine ben nærmest at ryste, for jeg vidste, at den ville være ny PR for rudskalle, hvis jeg fik den op. Og det gjorde jeg heldigvis. Fisken var 40 cm lang og vejede 1,4 kilo.
Har du selv været ude at medefiske, så send din beretning og et godt foto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
apr 19, 2022 | Nyheder
– Efter at have været på farten i adskillige timer for, at spotte karper i diverse jyske søer, besluttede to kammerater og jeg, at vi ville afslutte dagen med lidt fiskeri efter rudskaller. Sådan lyder det fra Jesper Petersen. – Jeg ankom ved søen kl. 19 lidt før de andre, og fik hurtigt smidt lidt små brød klumper ud på overfladen, imens jeg gjorde min stang klar. Der gik ikke mange sekunder før de første fisk viste interesse, og kort tid efter var det meste af brødet blevet spist. Der var dog ingen tvivl om, at det bare var småfisk.
– Lidt mere brød blev kastet ud på overfladen, efterfulgt af mit flåd, hvor krogen var agnet med toastbrød. Der var hug efter få sekunder, og kort tid efter kunne jeg lande årets første lille rudskalle. I mellemtiden ankom de andre, og i takt med at der blev fodret regelmæssigt begyndte de større fisk at melde deres ankomst – og det gav et gevaldigt ”skvulp” når de indhalerede et stykke brød på overfladen.
– En halv time og tre mindre rudskaller senere fik jeg atter hug. Ud fra hugget antog jeg, at det igen var en mindre fisk, idet mit flåd bare hoppede lidt, og sejlede ud til siden. Men da jeg mærkede den, var der ingen tvivl om, at det var en god fisk, og fisken forsøgte ihærdigt at svømme ind under en udhængende busk. Jeg fik den heldigvis stoppet, og langsomt fightet den ind mod land. Få sekunder inden landingen, kom der en arrig kamikaze-gedde som i to forsøg forsøgte at få fat i hvad jeg nu kunne se, var en rigtig stor rudskalle. Heldigvis ramte den forbi begge gange, og den store og flotte rudskalle på 1460 gram og kun 41 cm gled sikkert i nettet. Derefter fiskede jeg nærmest ikke mere, men nød blot solnedgangen og det gode selskab, slutter han.
Har du selv været ude at medefiske, så send os et par linjer og et godt foto til jb@fiskogfri.dk