– Efter at have været på farten i adskillige timer for, at spotte karper i diverse jyske søer, besluttede to kammerater og jeg, at vi ville afslutte dagen med lidt fiskeri efter rudskaller. Sådan lyder det fra Jesper Petersen. – Jeg ankom ved søen kl. 19 lidt før de andre, og fik hurtigt smidt lidt små brød klumper ud på overfladen, imens jeg gjorde min stang klar. Der gik ikke mange sekunder før de første fisk viste interesse, og kort tid efter var det meste af brødet blevet spist. Der var dog ingen tvivl om, at det bare var småfisk.

– Lidt mere brød blev kastet ud på overfladen, efterfulgt af mit flåd, hvor krogen var agnet med toastbrød. Der var hug efter få sekunder, og kort tid efter kunne jeg lande årets første lille rudskalle. I mellemtiden ankom de andre, og i takt med at der blev fodret regelmæssigt begyndte de større fisk at melde deres ankomst – og det gav et gevaldigt ”skvulp” når de indhalerede et stykke brød på overfladen.

– En halv time og tre mindre rudskaller senere fik jeg atter hug. Ud fra hugget antog jeg, at det igen var en mindre fisk, idet mit flåd bare hoppede lidt, og sejlede ud til siden. Men da jeg mærkede den, var der ingen tvivl om, at det var en god fisk, og fisken forsøgte ihærdigt at svømme ind under en udhængende busk. Jeg fik den heldigvis stoppet, og langsomt fightet den ind mod land. Få sekunder inden landingen, kom der en arrig kamikaze-gedde som i to forsøg forsøgte at få fat i hvad jeg nu kunne se, var en rigtig stor rudskalle. Heldigvis ramte den forbi begge gange, og den store og flotte rudskalle på 1460 gram og kun 41 cm gled sikkert i nettet. Derefter fiskede jeg nærmest ikke mere, men nød blot solnedgangen og det gode selskab, slutter han.

Har du selv været ude at medefiske, så send os et par linjer og et godt foto til jb@fiskogfri.dk

 

Jans Lystfiskershop

 

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This