apr 28, 2026 | Artikler, Fiskeri generelt, GEDDE, Nyheder, Predatorfiskeri
Carlssøen anno 1899. For 112 år siden var en rigtig lystfisker ulastelig klædt og naturligvis iført bowler hat. I dag har LF fiskeret til 16 sjællandske søer med råderet over 70 både.
I denne måned fylder Lystfiskeriforeningen 140 år. LF, som i dag er en moderne forening med et stort antal faciliteter, har således dybe rødder i en tid, hvor lystfiskeri var noget, der foregik med høj hat og spadserestok. Følg med tilbage til dengang, hvor tip-tip oldefar var ung.
TEKST: PER EKSTRØM, FOTOS: LF-ARKIV
– FOR AT DRIVE FISKERSPORT i Moser og Søer i Kjøbenhavns Nærhed agtes oprettet en selskabelig Forening bestående af et begrænset Antal Herrer, som nærer virkelig interesse for denne Sport. Det var de indledende ord i en lille annonce fra d. 16. februar 1886. Annoncen var indrykket i det københavnske borgerskabs foretrukne avis – Nationaltidende.
Skønheden og udyret – er den rette betegnelse for dette billede fra 1938. Den søde unge pige er Susanne Simmelhag, hvis far fangede denne 125 centimeter lange, men kun 8,5 kilo tunge gedde, i Furesøen.
Lystfiskeriforeningen stiftes i marts 1886 af Rasmus Schandorff Ingwersen
Manden bag annoncen var Rasmus Schandorff Ingwersen, og annoncen skabte åbenbart interesse. Den 17. marts blev der afholdt et indledende møde i forlystelsesetablissementet »National« på Axeltorv. Opbakningen var stor og allerede d. 15. april, blev der afholdt en stiftende generalforsamling. Og så var Lystfiskeriforeningen en realitet. Medlemsskaren bestod af 31 personer – alle mænd. »Herrerne« var primært direktører, grosserere eller selvstændige inden for det private erhvervsliv samt personer, der i højere offentlige stillinger. Et årligt kontingent på 10 kroner satte desuden en naturlig begrænsning for, hvem der havde råd til at blive medlem.
Hvad de 31 herrer satte gang i for 140 år siden, har næppe været noget, som de i første omgang tænkte nøjere over. De var fremsynede foregangsmænd, som gav sig tid til at gøre notater og ikke mindst gemme disse for eftertiden. Derfor har vi i dag et godt billede af, hvordan de fiskede, hvilke planer de lagde, og hvilke initiativer de tog for at komme ud at fiske.
En båd er også egnet til at rumme damer. Det var et af kravene, da man skulle anskaffe både. Og datidens damer i store munderinger fyldte meget i en båd.
De brave lystfiskere afholdt også fiskekonkurrencer. Her fra Jægerhusets bro ved Furesøen 6. juni 1920. Største gedde vejede 7,5 kilo og blev fanget af grosserer Lykkeberg – manden med brillerne.
Glæden ved lystfiskeri var den samme for 140 år siden
Fornøjelsen over fiskeriet adskilte sig ikke fra nutidens lystfiskere. Trangen og lysten til fiskeri var den samme, men mulighederne var begrænsede. Den eneste transportmulighed til og fra fiskevandet var med toget til den jernbanestation, som lå nærmest. Derefter foregik transporten enten med hestevogn eller til fods. Udvalget af fiskevande var derfor begrænset. For eksempel blev et fiskevand som Sjælsø ved Hørsholm fravalgt, da søen lå for langt væk fra en station, og prisen på leje af søen var alt for høj. Frederiksborg søerne – Teglgårdssøen, Carlssøen og Tørkerisøen – var Lystfiskeriforeningens første fiskevande. Det var i første omgang de eneste fiskevande, den nye forening havde mulighed for at opnå fiskeret i. Mange større søer var på daværende tidspunkt private, og der blev drevet erhvervsfiskeri i en stor del af dem. Hvad mere var, hvem ville have en flok tossede lystfiskere rendende? Det til trods lykkedes det Lystfiskeriforeningen at opnå fiskeret i en del søer.
Lystfiskeriforeningen på Sjællands store søer
I de efterfølgende år var det Furesøen, Lyngby – og Bagsværd Sø samt Søndersø for at nævne de første større fiskevande. Vejlesø og Furesøen ved Holte var meget populære, da jernbanestationen lå tæt på, men i takt med bilens udbredelse blev fiskeretten udvidet til andre søer længere ude på Sjælland.
Tystrup-Bavelse og Tissø fik man først fiskeret på efter 2. Verdenskrig. I 1940’erne var der rationering af benzin, hvilket betød, at man ikke lige satte sig ind bilen og kørte fra København til Vestsjælland. Ganske vist kunne man tage toget til Sorø, hvis man for eksempel ville fiske i Tystrup Sø, men så skulle man enten tage cyklen med toget eller indgå en aftale med en lokal vognmand om afhentning på stationen. Så det var ikke lige til. En fisketur var noget, som skulle planlægges.
I 1889 udkom det første nummer af Lystfiskeri-Tidende. Det er verdens ældste fiskeblad. Og det udkommer stadig. Du kan finde pdt´er af bladet på lystfiskerforeningen.dk
Lystfiskeri-Tidende – verdens ældste fiskeblad
Det første medlemsblad kom på gaden blot tre år efter foreningens etablering, hvor med Lystfiskeri-Tidende var skabt. Det så dagens lys d. 9. maj 1889, og er dermed verdens ældste eksisterende fiskeblad. Det var dog først efter 40 år, at udgivelserne blev regelmæssige. I jubilæumsåret 2011 udkommer der 10 numre, og antallet af udgivelser når i april 2011 op på 1.197 blade, mens det samlede sideantal nærmer sig 17.000. Det kan vi takke de gode »Herrer« for. Oplysninger og kendskab til fiskeriet skulle naturligvis formidles. Og det bliver de stadig.
Lystfiskeriforeningen, i daglig tale LF, har gennemgået en løbende og rivende udvikling siden Det 20. århundredes teknologiske fremskridt skabte en helt ny verden, og den udvikling har LF indrettet sig under. LF er derfor i jubilæumsåret en fuldt moderne forening med en hjemmeside og masser af faciliteter, som medlemmerne kvit og frit kan benytte.
Læs mere om Lystfiskeriforeningen her.
Artiklen blev oprindeligt publiceret ved Lystfiskeriforeningens 125 års jubilæum i 2011 – i Fisk & Fri 3/2011.
Udsætningsarbejde er det også blevet til. Her fra omkring 1930, hvor der er ankommet en sending geddeyngel til udsætning i Furesøen.
jan 3, 2024 | Artikler, Portrætter, Predatorfiskeri
Eneste bebyggelse ved Buresø i 1913 var ”Fiskerly”. Man fornemmer stilheden, fuglenes sang og duften af sommer. Det er sådan et scenarie vi alle ønsker os, men er nok svært at opleve nu om stunder. Foto: Peder Lykkeberg
I 2024 er det 100 år siden, at man ved håndkraft opmålte samt tegnene de mange banker på Buresø ved Slangerup på Sjælland. Her giver Fisk & Fris fiskearkæolog dig den fantastiske historie om, hvordan man over årene har nydt stor glæde af bankekort – lang tid før der var noget, som hed avanceret bådelektronik og plottere med søkort.
AF PER EKSTRØM, LYSTFISKERARKÆOLOG
MANGE DANSKE SØFISKERE kender til kortsættet med Furesøens 45 bankekort – fiskepladser begavet med underlige og sjove navne der har relationer til mennesker og steder omkring Furesøen. Det blev udarbejdet af Otto Wolff og Rudolf Rasmussen i perioden 1920-1924. Men at der også er udarbejdet et bankekort over Buresø ved Slangerup, ved nok de færreste. I 1927 udkom nemlig et sæt bankekort med pejlinger på 5 banker, samt et oversigtskort på den østlige og vestlige del af søen.
Allerede i 1913 fik LF fiskeret på søen for en 10-årig periode. Samtidig indgik man et lejemål på et par værelser i den ene ende af ”Fiskerly”, der lå ved bunden af den lille bugt i sydenden af søen. En overnatning kostede 50 øre for medlemmer og 1 krone for eventuelle gæster. Opsyn og inspektion af stationen blev overdraget til grosserer Charles Løhr.
Kortet over Buresø, som du ser her, blev produceret af Otto Wolff og Odin Clorius i 1924 – og solgt for én krone stykket.
Buresø – en sø der lå ”langt ude på landet”
Omkring år 1900 lå Buresø meget langt væk. Både fysisk og mentalt. Automobiler fandtes kun i begrænset antal, og hestevognen var stadig det mest almindelige transportmiddel, men i 1906 blev den private jernbane, Slangerupbanen, åbnet. Pludselig blev det meget nemmere og hurtigere at komme fra København til Slangerup, selvom det stadig var en længere rejse. Over 1 time varede turen fra Stationen ved ”Lygten” på Nørrebro til Slangerup. Herfra skulle man så videre til Buresø, og det var en spadseretur på 40 minutter. Alternativt kunne man ”tage en vogn” til 2 kroner for en enkelttur, og en retur for 3 kroner hos Hr. Ludvigsen. Om det foregik med hestevogn eller det nye moderne automobil er ikke oplyst.
Ludvigsen havde åbenbart ingen telefon, hvorfor man skulle skrive i forvejen og bestille turen. Hvis ikke brevet nåede frem, måtte man gå. Det oplevede to medlemmer en varm sommerdag i 1913. De havde endda medbragt levende skaller. Vandet i spanden måtte de skifte i Værløse, mens togføreren lod toget vente, og vandet blev skiftet fra en pumpe i stationens gård. De næste 10 år var søen én af de populæreste i foreningen, selvom den lå langt væk. Fiskeriet var også godt. 28 medaljefisk blev det til i perioden. Heraf to gedder på 10 kg. Af de samlede fangster var 12 gedder fanget af Charles Løhr og hans bror Albert Løhr. Det var to fiskere, som havde fået et rigtigt godt kendskab til søen. Specielt Albert Løhr var ihærdig, men han havde også masser af tid som pensioneret trompetter ved artilleriet. Han var en fisker af den gammeldags type. Metoderne var drivsnøre og dyppefiskeri. Efter sigende var han så dygtig til at dyppe, at han kunne se, om det var en stor eller lille gedde, som tog agnen. Hvis det var en lille gedde, fik han oftest ”rystet den af”, inden den fik slugt agnen.
Flemming Jacobsen med en sekskilos gedde fra Buresø fanget i 1958. Han var søn af Bent Jacobsen, der altid fiskede og drømte om at fange den mytiske storgedde August.
Dybdekort over Buresø
I 1923 blev kontrakten fornyet med 10 år yderligere, og da Otto Wolff var næsten færdig med udarbejdelsen af Furesøkortet, kunne han jo lige så godt gå i gang med et nyt kortprojekt. Wolff havde også en vis rutine i opmåling af søer og korttegning, da han allerede i 1895 havde tegnet det første kort over Furesøens dengang kendte banker. Så i september samme år havde Otto Wolff sammen med Ingeniør Odin Clorius foretaget en orienterende opmåling af søen. I siksak havde de krydset søen 12 gange og foretaget over ”halvtredie hundrede lodskud”. Samtidig søgte han i Lystfiskeri-Tidende blandt medlemmerne oplysninger om fiskepladser lokale navne og lignende.
I løbet af sommeren 1924 fik Otto Wolff loddet søen og indtegnet dybdekurver, men han manglede hjælp til udarbejdelsen af bankekortene med landkendinger. Han efterlyste derfor ”en håndsrækning eller to”, som han udtrykte sig. Håndsrækningen fik han af arkitekt Vilhelm Storm, der som arkitekt viste sig som en fremragende tegner. De to udarbejdede kortene, og som i lighed med Furesøkortene fik Otto Wolff opkaldt nogle banker efter medlemmer, som havde fisket meget på søen. Gamle lokale navne blev også skrevet på kortet. Modsat Furesøen ligger Buresøs få banker forholdsvis tæt på land, så der blev kun tegnet bankekort på de banker, som ligger længere ude på søen.
Redaktør Estrups hus og hans flagstang er pejlemærker på både Skædderbanken og Mørdruogaard Banken. Lauritz Albert Zwergius Estrup var chefredaktør for Nationaltidende i perioden 1921 til 1928 og en kendt københavnerskikkelse. Var senere også borgmester og rådmand i Københavns kommune, medlem af Radiorådet og medlem af Københavns Havnebestyrelse. Kort sagt en aktiv erhvervsmand. Han døde i 1974.
Bankerne på Buresø
Mørdrupgaard Banken ligger omkring 100 meter fra land lige ud for Mørdrupgaard, så navnet siger næsten sig selv. Skomageren er opkaldt efter stationens første inspektør Charles Løhr. Han var grosserer og repræsentant for Brdr. Brydings Skotøjsfabrik, som lå på Howitzvej. Han var medlem i 44 år. I sine senere år fungerede han som inspektør ved Gentofte Sø. Ved sin død i 1944 omtalte redaktør af Lystfiskeri-Tidende, Børge Hamann, ham som en kammerat ”af den helt rigtige slags”. Kendt for af drage omsorg for nye og unge medlemmer og ikke mindst villig til af dele ud af sine erfaringer.
Når der er en skomager, er der også en skrædder, så da Otto Wolff havde fundet en banke ikke langt fra Skomageren, så måtte den naturligvis hedde Skrædderen. Lidt længere øst for Skrædderen ligger Reklamebanken. Om der skulle agiteres ekstra for at få medlemmerne til at fiske der, tror jeg ikke, men banken er opkaldt efter grosserer Marius Hansen, der havde et firma med reklameartikler, som lå i Jernbanegade 4 i København. Marius Hansen døde i 1923 og var et skattet medlem, der også gik under tilnavnet ”Dyppelæreren”. Han var kendt for sit alsidige fiskeri, at veksle mellem forskellige fiskemetoder og selv at lave sine egne grejer. Desuden var han udstyret med en usædvanlig evne til ”efter ternernes flugt og småfiskenes spjæt at beregne hvor gedden og aborren holder til, og hvor bidelysten er størst”. Evner vi alle sammen ville ønske at besidde.
Reklamebanken.
Den østlige del af Buresø
I søens østlige ende ligger Palmehaven. Det er et lavvandet område med en maksimal dybde på 2 meter. Området er formodentlig opkaldt efter mødelokalet Palmehaven på Hotel D´Angleterre, der blev indrettet med palmer i 1902. Otto Wolff omtaler, at der vokser ”apoteker grøde” på stedet. Navnet stammer fra vegetationen i ”Apotekerens Have” i Furesøen. Her fiskede Apoteker Alfred Gleerup ofte, når han var på Furesøen. Professor Wesenberg-Lund, der i 1917 kortlagde Furesøen, tegnede også en oversigt over vegetationen i søen på kortet. Der optræder 27 forskellige vandplanter på kortet, men hvilken af dem, der er ”apoteker grøde” er et uopklaret mysterium. Det er kun hvad øjet ser og kan relatere sig til. Fantasiens grænser er som bekendt uendelige. Palmehaven var også tilholdssted for August, som var Buresøs legendariske gedde, som en del medlemmer så, men aldrig fangede. Bent Lind Jacobsen, alias lystfiskerskribenten ”Peter Pirk”, blev engang spurgt om han fiskede efter August, når han fiskede på Buresø. Hans svar var: ”Ja! – Hver gang”. I lighed med Furesø har Buresø også Totten. En samling af siv som stod længere ude i søen. Den ligger lige vest for Palmehaven. Købmanden og Grusgraven er kyststrækninger, hvor navnene giver sig selv, da der under land har ligget både en købmand og en grusgrav. Ålekisten ligger, hvor udløbet til Græse Å er. I mange år havde der nemlig været anbragt en ålekiste. En kyststrækning ved ”Pigernes Badested” kaldes Løkken. Ligesom et andet sted kaldes Jammerbugten. Navne der begge leder tankerne hen på kendte badelokaliteter i det nordjyske. Et sted som ikke umiddelbart giver nogen åbenlys forklaring er Jonas Bugten. Eneste oplysning, som Otto Wolff giver, er at ”man må slå et slag ud på søen” for ikke at forstyrre badende damer. Helt naturligt for en nobel og korrekt mand som Otto Wolff. I Biblen var Jonas ham, der endte i hvalfiskens bug, men blev spyttet ud igen, men hvordan han endte i Buresø, er en gåde.
Skomagerbanken kaldes i daglig tale Skomageren.
Buresøkortene kostede én krone
Modsat Furesøens bankekort var der ikke tale om, at man kunne abonnere på kortene. De kunne i stedet købes hos foreningens kasserer for en 1 krone. De var trykt på karton, og man skulle selv klippe kortene ud. Så mens børnene og hustruen klippede julepynt, kunne manden i de mørke vinteraftener gøre dem selskab og klippe bankekort ud.
Buresø var i over 50 år et meget populært fiskevand. I 1954 fik LF af midlerne fra salget af Den Fuldkomne Fisker, opført eget sommerhus på en lejet grund ved søen. Desværre satte ejeren af søen, Godsejer Hauch, i 1964, lejen for fiskeriet klækkeligt op. Han ville selv udnytte fiskeriet erhvervsmæssigt. Så sagde LF stop og afskrev søen. Huset blev solgt for 10.000 kroner, så man holdt skindet nogenlunde på næsen. Først i 1988 fik man fiskeretten tilbage ved forhandlinger med den nye ejer, Kollektivet Mørdrupgaard. Søen var måske ikke, som tidligere, da godsejerens intensive fiskeri, havde ryddet godt op i fiskebestanden.
Læs om 125-års jubilæet for LF-stationen ved Holte (Vejlesø) her.
Læs historien om den gamle LF-station ved Frederiksdal (Furesøen) her.
Læs om Lystfiskeriforeningens mangeårige historie ved de sjællandske søer her.
sep 22, 2023 | Artikler, Portrætter, Predatorfiskeri
Broanlæggets indvielse d. 30. oktober 1898. Formanden P.G. Lydicke hejsede Dannebrog på broens flagstang. I det ene hjørne af flaget er indført LF med guldbogstaver. Otto Wolff overdrager broanlægget til foreningen, og der udbringes et leve for det nye anlæg.
Det ældste anlæg for lystfiskere og en af landets mest kendte bådstationer for søfiskere – LF´s bådstation ved Holte, fylder her i 2023 125 år. Her giver Fisk & Fri´s fiskearkæolog Per Ekstrøm dig historien om den berømte bådstation ved Vejlesø.
AF PER EKSTRØM
SKØDET PÅ GRUNDEN blev underskrevet onsdag d. 17. august 1898 af daværende formand Peter Gotfred Lydicke, indført i tingbogen og tinglyst d. 31. august ved Københavns Amt Nordre Birk. Lystfiskeriforeningen var blevet grundejer for første gang. Det var ikke helt tilfældigt, at det netop var en grund ved Vejlesø, som blev valgt. Forudsætningen i samtiden var, at fiskevande helst skulle ligge tæt på en jernbanestation. I slutningen af det nittende århundrede var jernbanen og hestevognen de mest almindelige transportformer, hvis man ikke skulle bevæge sig frem på sine ”flade konvolutter”. Allerede i 1864 havde Holte fået en jernbanestation – ”Ny Holte”, der lå på ”Nordbanens linjeføring”, som gik fra København via Hillerød til Helsingør. Af strategiske årsager blev der placeret en station ved Vejlesø. Her var der nemlig vand, som kunne pumpes op i de evigt tørstige, dampprustende maskiner, som var helt afhængige af vand for at kunne køre.
Annoncen i Berlingske fra 28. april 1898. Men der havde LF allerede grunden ”på hånden”.
De gode argumenter for en bådstation ved Holte
Allerede i 1890 havde i hvert fald ét medlem fået et godt øje til Vejlesø. Overretssagfører Gustav Malling anbefalede kraftigt, i et indlæg i Lystfiskeri-Tidende, at få fiskeret i søen. Foruden de allerede nævnte fordele med transporten lagde han vægt på, at der var en god restauration lige ved søen. Desuden lå søen godt i læ og ikke var særlig vindfølsom, og så kostede en båd kun 40 kroner om året i leje. Det var gode argumenter, så i 1891 fik LF derfor båd i Vejlesø. Opsyn med båden stod Hjulmand Christiansen for. Ketcher og stænger ville være i båden hver morgen efter første tog fra København. Grejet skulle blot efterlades i båden, ”hvorfra Hjulmanden besørger det bragt i Hus”. Se det var tider i LF.
I august 1896 blev kanalen, som forbinder Vejlesø med Furesøen, indviet. Endnu et argument til den store bunke af åbenlyse fordele for fremtiden ved Vejlesø. Den nemme adgang til Furesøen var etableret, så Vejlesø var endnu mere aktuel med ikke blot én, men flere både på søen.
Så er der afgang i robåde med egen medbragt ”rugbrødsmotor” mod Jægerhuset. Det stiveste puds er ude og blive luftet.
Grunden ved Vejlesø havde andre fordele
Grundens beliggenhed havde også den fordel, at den lå med skel direkte ud til Bækrenden, som afvander Søllerød Sø til Vejlesø. Planen var nemlig også at anlægge kultiveringsdamme, så man kunne ophjælpe fiskeriet i Vejle- Fure- og Lyngby søer med regnbueørreder. Et projekt der kun kan beskrives som total fiasko. Biologen, professor Arthur Feddersen, havde undersøgt vandet i renden og sagt god for det, men det var om foråret. Hen på sommeren var vandet af en helt anden beskaffenhed, men det er en længere historie, vi ikke skal omtale her. Blot konstatere, som formanden udtalte på en generalforsamling, da der ikke var fanget en eneste regnbueørred: ”De er spiste. Ikke af Fiskerne, men af fiskene!” Dammene blev kastet til i 1915, hvorved man skaffede vinter plads til de mange både, som efterhånden lå i anlægget.
Udskrift af tingbladet, hvor det fremgår, at skødet er underskrevet d. 17. august 1898. Notatet under, fra 1920, er en arealregulering af skellet i forbindelse med opførelsen et garderobehus på grunden.
LF Bådstationen ved Holte: Køb, finansiering og anlæggelse
Forud for købet var gået nogle hektiske måneder. Aktieselskabet Dronninggaard, der var stiftet i 1895, havde købt Næsseslottet og det meste af de tilhørende jorder, var i nu gang med at udstykke jorderne til store villagrunde. I annoncer i Berlingske i slutningen af april og begyndelsen af maj var grundene ved Vejlesø-Terrænet udbudt til salg for 50 øre pr. kvadratalen. Overretssagfører Gustav Malling, der nu var bestyrelsesmedlem i LF, havde sammen med et andet medlem, fabrikant Harald Cohn, allerede sikret sig forkøbsretten på en grund ned til søen, og på et bestyrelsesmøde d. 18. april 1898 tilbød han, at Lystfiskeriforeningen kunne købe grunden til samme pris, som de havde givet. Arealet var på 2.240 kvadratalen, og prisen var derfor 1.120 kroner. Hertil kom nogle udgifter til vej og andre mindre beløb i forbindelse med købet. Den samlede pris for grunden løb derfor op i omkring 1.200 kroner.
For at gennemføre projektet indkaldte bestyrelsen til et medlemsmøde d. 8. august på Forlystelsesstedet Sankt Thomas på Frederiksberg, hvor planerne blev fremlagt for medlemmerne. Her skal det nok bemærkes, at man allerede var godt i gang med projektet. Via en kassekredit, som formanden og Gustav Malling indestod for, var der allerede gravet kultiveringsdamme, Otto Wolff havde projekteret havneanlægget og arkitekt Ludvig Knudsen havde udarbejdet en tegning til den pavillon, der var påtænkt opført på grunden. Ludvig Knudsen er mest kendt for sine kirkebyggerier. Blandt andet Stefans Kirken på Nørrebro, så det faldt vel meget naturligt, at han også tegnede LF´s ”hellige haller”, selvom byggeriet var i en noget mindre målestok. Isoleret set var pavillonen ikke den store arkitektoniske ”åbenbaring”. Ludvig Knudsen er nemlig også kendt for de mange 4-etages beboelsesejendomme på Nørrebro fra samme periode. Det er som bekendt ikke stor arkitektur. For at spare var gulvet kun projekteret med et enkelt bræddelag. Det ville kobbersmedemester Wilhelm Emilius Jensen overhovedet ikke høre tale om, da han så tegningen. ”Nej, Gulvet skal være dobbelt, lav det på min regning!”. Kobbersmedemesteren var en generøs mand. Han lagde nemlig 100 kroner i kassen, da man samlede ind til projektet blandt medlemmerne. I alt indkom der 1.170 kroner fra 41 medlemmer i frivillige bidrag. Det siger noget om, at medlemmerne i LF hørte til blandt de bedre bemidlede i samfundet.
Huset var oprindelig projekteret med dimensionerne 15 x 15 alen, men det var for stort og endte på 12 x 7 alen, svarende til cirka 60 kvadratmeter. Huset kostede inklusive maling og fundering 1.192 kroner, og det samlede inventar, pissoir, retirade, sengetøj samt borde og bænke 355 kroner. En pris som takket være teknisk assistance, som formanden udtrykte sig, var så billigt, at man havde fået ”fuld valuta for pengene”.
Selve broanlægget blev indviet søndag d. 30. oktober 1898 ved en sammenkomst, hvor 15 medlemmer, inklusive bestyrelsen, var mødt frem. Otto Wolff, der havde været primus motor på broprojektet fortalte om tilblivelsen samt de udfordringer, man havde med arbejderne under vandet. Pavillonen blev opført det følgende år, og d. 21. juli 1899 var omkring 40 personer mødt op for at fejre indvielsen. Efter et glas vin og en lille kage sejlede hele selskabet ud til Jægerhuset, hvor en ”splendid souper indtoges.” Ud på aftenen, var der fyrværkeri og punch på det nye anlæg.
Det store fælles foto. Ser man nærmere efter, står der også folk inde i huset og kigger ud ad vinduerne. Yderst til højere står Otto Wolff og ved siden af ham Gustav Malling med en sort kat på skulderen.
Den videre udvikling ved Vejlesø
De følgende år viste, hvor stort et aktiv stationen var for LF. Der var mange sammenkomster, og det var stedet, hvor LF`erne mødtes. I takt med, at flere fik private både og LF flere medlemmer, steg behovet for flere faciliteter. Broanlægget blev renoveret i 1917, og pavillonen var allerede blevet for lille, da medlemmernes behov, for blandt andet opbevaring af grej, var blevet større. Det blev derfor i 1921 besluttet at opføre et ”garderobehus” på grunden. Det krævede dog en matrikulær ændring, da byggelinjerne skulle overholdes. Selve opførelsesudgifterne var anslået til 5.000 kroner, og det var mere end LF umiddelbart kunne afse til projektet. Men fra en anonym giver kom der tusind kroner. Han blev omtalt som ”et unævnt, men meget afholdt Medlem”. Først i 1931, da medlemmet var afgået ved døden, afslørede Otto Wolff, at den anonyme giver var Vicekonsul for kongeriget Rumænien, Carl Adolf Jørgensen. Med de tusind kroner begyndte man projektet. Arkitekt Georg Ponsaing, indmeldt i 1921, blev den ”flinke unge arkitekt”, hvem formanden efterlyste på generalforsamlingen i 1922, og som udarbejdede tegningen til bygningen. Tømrermestrene Kai Rasmussen og Max Kjeldgaard, begge medlemmer, stod for opførelsen. Ponsaing er også kendt for sin tegning af det store oversigtskort over Furesøens fiskepladser, da det sidste bankekort udkom i 1924.
25-års jubilæet blev fejret med stor festivitas d. 17. august 1923. Otto Wolff beskrev festen i Lystfiskeri-Tidende. Med en rejsegrammofon som eneste musikkilde, ”snart trottede og valsede hele Pavillonen”. Der var plads til 30, men der kom næsten 50, så der var trængsel. Når tørsten meldte sig, fandt de tørstige sammen i det nye garderobehus, hvor whiskyen flød i fornuftige mængder. Samtidig begyndte det at regne, hvorfor der måske blev lidt trangt, men ud fra beskrivelsen at dømme, var det en herlig fest.
Havnen ved 25-års jubilæet d. 17. august 1923. Stationen ligner næsten sig selv. Rækværket på broen fik LF forærende i 1917. I 2023 er det stadig det samme rækværk. Det skulle stamme fra en bro ved Næsset, Ved festen i 1923 blev musikken leveret af Christian S. Jacobsens rejsegrammofon, som hans hustru konstant trak op. Hendes navn var Johanne Sofie Jacobsen, hvilket nok ikke siger de fleste noget. Hvis man nævner, at hendes kælenavn var Pohl, så dæmrer det nok hos det fleste. Hun har nemlig lagt navn til Pohls Banke på Furesøen.
Mindegen på LF´s bådstation ved Holte
Om nogen så var Otto Wolff manden, der brugte oceaner af tid på LF. Overalt og ikke mindst på Holtestationen. Wolff døde i 1937, og allerede i 1938 blev der plantet et egetræ for at senere generationer kunne erindre den LF´er, der havde udført så meget for foreningen. Mindeegen, med sin flotte krone, har vokset sig stor, og står stadig på sin oprindelige plads lige til højre for indgangen. En sten på jorden fortæller, at træet er en mindeeg. Faktisk er der tvivl om, det er det træ, som blev plantet i 1938. Der verserer forlydender om, at det gik ud, men jeg har ingen steder kunnet finde beviser på dette. Blot må vi konstatere, at træet er meget smukt og en pryd, ikke bare for stationen, men for selve området omkring Holte Havn.
Den gamle pavillon gennemgik i årenes løb forandringer. Der blev bygget en lille veranda, og der blev indrettet sovepladser ved endevæggene. Mange lidt ældre medlemmer kan fortælle historier fra den gamle pavillon, inden verden gik af lave. Faktisk har der også været installeret en mønttelefon, men den blev nedtaget, da mobilen holdt sit indtog i danskernes lommer. En praktisk foranstaltning, hvis man blev forsinket. Det hændte jo både tit og ofte. Et begreb min hustru ofte omtaler som ”lystfiskeritid”. Forstået på den måde, at når man er ude med LF, er tiden en størrelse, der ofte ikke kan styres.
Otto Wolff´s mindeeg blev plantet 29. april 1938. Fra venstre sekretæren Chr. Richter, formanden Gothold Krag og auktionsholder Winslev. Der er udokumenterede historier om, at egen gik ud og der senere blev plantet en ny. Det fremgår dog ingen steder.
Over 100 års historie gik op i flammer!
Både pavillon og garderobebygning forsvandt på et splitsekund ved en påsat brand natten til d. 6. juni 2011. Gerningsmændene viste sig senere at være 2 unge drenge, der i længere tid havde stået bag mange påsatte brande i Holte området. Danmarks ældste hus indrettet for lystfiskere og de mange uerstattelige effekter af affektionsværdi som huset rummede, gik desværre samme vej.
Heldigvis bakkede rigtig mange op om LF, og bestyrelsen nedsatte et hurtigt arbejdende udvalg for at få genrejst bygningerne. Allerede d. 12. august 2012 kunne den daværende formand for Byplanudvalget i Rudersdal Kommune, Erik Mollerup, derfor klippe snoren til det nye hus. Som en anden Fugl Fønix havde begge bygninger rejst sig af asken. De lignede ikke de tidligere, men var indrettet til nutidens krav. Vores station på Vejlesøvej 16 rummer ganske vist ikke mere Danmarks ældste hus indrettet til lystfiskere, men er stadig det ældste anlæg for lystfiskere. Det hus vi fik i stedet, har ganske vist ikke endnu opsamlet samme atmosfære af tidligere tider, men vi fik et absolut fuldgodt bytte, og om mange år vil kommende generationer måske sidde og ærgre sig over at vægge ikke kan tale. Det er måske meget godt, man skal jo ikke vide alt.
Stationen i 2010. Væsentligste ændring er den lille veranda ved døren. Ellers var der ikke sket meget de seneste 110 år. Mindeegen i baggrunden ser ud til at trives.
Øjeblikket da Erik Mollerup klipper snoren til det nye klubhus.
Georg Ponsaing´s garderobygning rives ned efter de omfattede brandskader. En bygning der i 90 år var til glæde og nytte for medlemmerne endte på skammeligste vis som flammernes bytte.
apr 22, 2023 | Artikler, Portrætter
To ”Frederiksdalere” H.O. Gjerløff og S. Kr. Nielsen (Skolemesteren) vejer Gjerløff´s 10,50 kg i maj 1936. Betegnelsen ”Frederiksdalere” var de medlemmer, der enten havde båd liggende eller holdt til på stationen.
I 120 år har Lystfiskeriforeningen haft station ved Frederiksdal i sydenden af Furesøen ved København – og i 75 år har den hæderkronede gamle forening haft et fiskehus på den idylliske grund lige ned til Mølleåen.
AF PER EKSTRØM, LYSTFISKERARKÆOLOG
D 13. APRIL var det 120 år siden, at stationen blev indviet. Det var for øvrigt 2. påskedag. En god dag til indvielse af en station med et stort havneanlæg. LF havde siden midten af 1890érne haft både liggende ved kanalens østre side, og der var et udbredt ønske om bedre forhold. Bådene lå ikke særligt sikkert og blev ofte benyttet af uvedkommende. Værre var det med foreningens materiel, som blev opbevaret hos staldmesteren og møller Appel, hvor det blev brugt af alle og enhver, som lige stod og manglede. Ved et bestyrelsesmøde d. 8. november 1901 havde sagfører Henning Hansen derfor forslået, LF skulle leje et stykke jord på kanalens vestre side og indrette en bådehavn der.
Der blev nedsat et udvalg bestående af Otto Wolff, Sophus Thiele og Henning Hansen. Imidlertid skulle der forhandles med grev Schulin og den daværende forpagter af jordstykket. Forhandlingerne trak ud, og først ved generalforsamlingen d. 13. februar 1903 kunne udvalget fremlægge planen for det nye anlæg. Planen blev vedtaget, og allerede d. 22. februar blev havnen udstukket i en rørmose med mandshøjt siv. Som en del af en gammel mølledam, var grunden noget fugtig. Der måtte udlægges planker og man måtte balancere og hoppe fra tue til tue for at få afmærket havnens hjørner.
Arbejdet blev påbegyndt d. 9. marts, og knap 5 uger senere var den tidligere rørmose omdannet til et havneanlæg med fortøjningsplads til foreløbig 12 både. Det omkringliggende terræn var omdannet til frodige græsplæner med gange, anlægget indhegnet med stakit, der var opstillet borde og bænke og selvfølgelig også en stangkasse. Der var skabt 2 indsejlinger med navnene ”Rønneløbet” og ”Pileløbet”, som stadig eksisterer, men hvilket indløb der har hvilket navn, vides ikke.
Bådoptagning anno december 1899, da stationen endnu lå på østre bred af kanalen. Her var intet ophalertræk, men kun anvendelse af naturlige hestekræfter. Intet co2 udslip andet bortset fra det ”Lotte” slap ud under hestehalen. Manden lige bag ”Lotte´s udstødning” ligner bestyrelsesmedlem Sophus Thiele.
Den nye lystfiskerhavn ved Frederiksdal indvies
Indvielsen blev fejret af en større kreds af LF-medlemmer, der iført tidens traditionelle hovedbeklædning, bowleren eller den høje hat, skålede i champagne, mens Dannebrog på den nye slanke flagstang steg til tops. Det var tiden for det nationale, så flaget var det største nationale symbol. Den årlige grundleje var på 50 kroner.
De første 30 år var der ikke store ændringer i omgivelserne, men i 1933 fik stationen en ny nabo, da den røde stråtækte bygning blev opført som nabo til LF`s station. Bygningen opførtes til Ferskvandsbiologisk Laboratorium, som i en længere årrække havde haft en lille havn på grunden til deres både. Baggrunden var, at siden 1897 havde Ferskvandsbiologisk station ført en lidt trang tilværelse i et gammelt dækshus fra inspektionsskibet Ingolf. Biologen Wesenberg-Lund, der havde været med på ”Ingolfekspeditionen” i 1895-96 i det nordlige Atlanterhav, mente, at dækhuset kunne anvendes som et lille ferskvandsbiologisk laboratorium. Orlogsværftet påtog sig at opføre huset på grunden, som lensgreve Schulin stillede til rådighed i bunden af Virum Bugten. Carlsberg Fondet bevilgede den nødvendige økonomiske støtte til projektet. Det blev starten på det første ferskvandsbiologiske laboratorium i Danmark. Wesenberg-Lund havde sine aktiviteter i perioden frem til 1911, hvor han overlod dem til magister Otterstrøm, men han fortsatte sit arbejde om Furesøen. Hans bog, Furesøstudier, der udkom i 1917, er et værk som mange lystfiskere gennem tiden har haft fingrene i. Primært fordi værket indeholdt søkort over flere søer i Mølleåsystemet, og nok ikke fordi de ville læse om vandplanter og ferskvandssnegle. Finder man bogen i dag mangler kortene ofte, da de fulgte med som løsblade.
Rørmosen besigtiges 9. marts 1903, dagen inden gravearbejdet går i gang. Det var noget af et morads, der skulle omdannes.
LF-station rammer om mange gode oplevelser
Stationen blev gennem årene et dejligt fast tilholdssted for rigtig mange medlemmer, og mange store fisk havde været præsenteret på broen af stolte fiskere. I 1933 krævede videnskaben og udviklingen dog bedre faciliteter end et gammelt dækshus på cirka 20 kvadratmeter. Ved et tilfælde kom man til at slå 2 fluer med et smæk. Lyngby-Taarbæk kommune ville nemlig leje et areal ved bredden af Furesøen, hvor der skulle være en kommunal badestrand. I henhold til fredningsbestemmelserne måtte der ikke opføres nye bygninger, hvorfor dækshuset blev omdannet til garderobe- og ishus for de badende i sommerperioden. Lensgreve Schulin stod bag opførelsen af laboratoriebygningen mod at få det gamle dækshus. Borgerne fik en badestrand og biologerne et nyt laboratorium.
Laboratoriet blev opført i tidens helt nye byggestil – funktionalisme og kubisme. Stilen med de lige rette linjer, der i USA går under navnet Art Deco. Normalt er bygninger i funktionalisme fra 1930´erne opført i beton, men Grev Schulin´s arkitekt Hans Georg Skovgaard benyttede facader af træ og tagdækning af strå til bygningen. Det var han nødt til, da huset blev placeret på bredden af en tidligere mølledam. Hans Georg Skovgaard er kendt for sine mange byggerier i København og Nordsjælland, ligesom han står bag altertavlerne i flere kirker. Det kunstneriske islæt havde han ikke fra fremmede. Hans far var kunstmaleren Niels Kristian Skovgaard og onklen var Joakim Skovgaard, der er berømt for sine freskomalerier med bibelske motiver i Viborg Domkirke.
13. april 1903 indvies den nye Frederiksdal station. Bemærk standerne med rebene. De er stadig monteret på broen. Blot er hamperebet udskiftet med nylonreb.
Rigtigt aprilvejr. Der faldt sne midt i indvielsen, men drikkevarerne var behørigt overdækket, så der ikke kom vand i champagnen. Det var dagen var hattene blev luftet. Enten den moderne bowler eller den traditionelle høje hat.
LF-stationen ved Frederiksdal udvides
Byggestilen faldt ikke lige i smag med alle. LF´s mangeårige sekretær Otto Wolff mente ikke, at bygningen ligefrem pyntede. Måske fordi Otto Wolff på det tidspunkt var en ældre herre på 75 år, og den nymodens byggestil måske lige var en tand for afvigende efter hans opfattelse.
Naboskabet forløb rigtig godt. Lederen magister Otterstrøm og hans assistent Knud Larsen var ofte LF behjælpelig. Blandt andet med udsætninger. Forskningen kan imidlertid ikke sættes i stå, og små enheder var ikke løsningen. Viden skulle samles. Ved årsskiftet 1947/48 kunne LF´s bestyrelse meddele medlemmerne, at man havde overtaget lejemålet, da Biologisk Stations Afdeling for Ferskvandsfiskeri var flyttet til Charlottenlund Slot, og LF fra 1. januar 1948 havde overtaget lejemålet på både tilhørende areal, havn og bygning. Udvidelsen var en stor gevinst. Nye bådpladser til medlemmerne, bedre overnatningsmuligheder, flere oplægningspladser og ikke mindst en stor lagerplads i kælderen til foreningens materiel. Det man havde manglet i Frederiksdal, gik i opfyldelse.
I 1969 blev der yderligere opsat et redskabsskur lige indenfor til højre. Det kom fra den daværende Lyngby Station, som var under ombygning. Redskabsskuret blev sidste år udskiftet med et helt nyt til glæde for mange medlemmer.
Ældre matrikelkort hvor man indenfor den sorte cirkel kan se, den gamle mølledam, som var der før vandmøllen blev erstattet af en sluse.
Hans Georg Skovsgaards laboratoriebygning fra 1933. Opført i tidens stil – funktionalismen. Normalt anvendte man beton, men af hensyn til beliggenheden anvendte Skovgaard lette materialer som træ og strå.
Siden LF overtog bygningen, har foreningen haft megen glæde af huset. Væggene er gennem tiden blevet udsmykket med billeder og effekter relateret til Furesøen og lystfiskeri. På den nordvendte væg troner flere hoveder af Furesøens tidligere kæmpe gedder ned fra væggen. Med stirrende onde blikke kigger de ned på personerne i lokalet. Lystfiskeriforeningen havde for nogle år siden fornøjelsen af at fremvise huset til en engelsk gæst, lystfiskeren og forfatteren Len Markham, der senere omtalte huset i en artikel som ”a marvellous facility complete with bunk beds and a kitchen, the trophy heads of some huge pike peering down from the wall to make even old Walton shiver over his cornflakes”. Bedre kan det næppe beskrives. Udtalt af en person fra et land, hvor lystfiskeri i århundreder før LF´s stiftelse havde været anset som en kunstart.
I 2021 begyndte en længe planlagt renovering af huset. Fundamentet er allerede renoveret, og primo 2023 er udskiftningen af facaden gået i gang. Når samtlige arbejder er gennemført, skulle Lystfiskeriforeningen derfor gerne have en bygning, der ligner huset som den så ud for 90 år siden. Om den pynter er der ingen tvivl om. Selv Otto Wolff, LF´s utrættelige sekretær gennem 38 år, ville helt sikkert ændre mening og holdning, hvis han kunne se, hvilken glæde medlemmer har og har haft af huset og stationen gennem de seneste 75 år. Han sidder derfor nok i sin fiskehimmel og nikker.
Læs mere om Lystfiskeriforeningen her.
Der er nok noget om, at havde gamle Izaak Walton, siddet og spist sine cornflakes i Frederiksdal, ville han nok gyse en ekstra gang, hvis han løftede blikket.
Sagfører Henning Hansen var inspektør ved stationen i Frederiksdal og foreslog etableringen af havneanlægget. Han stod også bag udbygningen af Virum Villaby og byggede Villa ”Flyv Fugl” til sig selv. Stadig et af Furesøen markante smukke pejlepunkter. Her i Rudolf Rasmussens streg på et af bankekortet ”Flyv Fugl”.
