JOMFRUTUR MED NY KYSTWOBLER GAV SOLID HAVØRRED BONUS

– Den sidste vinterdag i år blev dagen, hvor min hjemmedesignede wobler skulle stå sin prøve, fortæller Rene Voltelen. – Jeg var virkelig spændt, da den var resultatet af fire ugers designudvikling og finjustering i mit 3D program. Min nydesignede 10 grams tobis var perfekt tilpasset mit lette grej, hvor den kastede fantastisk og havde en flot gang i vandet.

– Det var egentlig sejer nok i sig selv, men det toppede, da den efter 10 minutters fiskeri blev indhaleret af en stor, flot overspringer på 61 cm, som leverede en formidable fight.

– Ni andre havørreder på 40 til 55 cm lod sig også narre, men fik lov til slippe med skrækken. Nu er der gang i produktionen, så der kan blive lavet et par håndfulde woblere til mig og gutterne, når vi skal på fiskeeventyr til Gotland om 20 dage, slutter han.

Har du selv fanget en flot fisk, så send os meget gerne 10-15 linjer og et godt foto – gerne vandret. Send til jb@fiskogfri.dk eller sms på telefon 30 70 02 36.

 

Daiwa Open 2025

Geddefeber

HAVØRRED: SØLVBLANK SUCCES PÅ SVENSKEKYSTEN

Der bliver fanget nogle virkelig flotte blankfisk på den sydsvenske kyst for øjeblikket. En af dem, der har været ude, er svenske Nataniel Cickovski:

– Solskin og alt for roligt vejr er normalt ikke de bedste forhold til at fange kystørred, men jeg besluttede mig alligevel for at prøve her forleden, fortæller han. – Jeg startede med at få tre mindre fisk i nettet rimelig hurtigt, men de større fisk udeblev desværre. Fra tidligere ture til pladsen ved jeg, at havørrederne spiser mange hundestejler her, så med det i baghovedet satte jeg en Savage Gear 3D Sticklebait Pencil for enden af linen efter devisen “match the hatch”.

– Det varede ikke længe, før den sølvtorpedo, som du ser på billedet, nakkede min agn og gjorde fiskedagen til en succes, slutter han.

Læs mere om kystfiskeriet i Skåne her.

Du kan læse meget mere om havørredfiskeri i alle de mange store artikler om emnet på fiskogfri.dk´s artikelarkiv. her.

 

Hvidovre Sport

 

Geddefeber

HAVØRRED: EN SMUK BLANKFISK TIL LAURA

– Der skulle gå et lille år efter vi flyttede vi til Strøby Egede, før jeg endelig fik prøvet havørredfiskeriet lige ude i min “baghave”, fortæller Casper Larsen fra Team Westin. – Fruen ville ud og gå aftentur i det fantastiske vejr, og imens hun og min datter Laura iklædte sig overtøjet, skyndte jeg mig ud i skuret, hvor jeg fandt en spinnestang og fik monteret en 24g Sandy inline i motoroil.

– På stranden samlede pigerne sten, men kort efter ville Laura fiske med, så jeg kastede ud, og Laura trak ind. I andet kast huggede denne smukke blankfisk på 51 cm. Både fisk og Laura kæmpede bravt, men det var sidstnævnte, der løb med sejren. Laura var pavestolt – og hendes far var om muligt endnu mere stolt.

 

Tradera

Geddefeber

SÖLV: HAVØRREDMAGI PÅ VESTSJÆLLANDS KYST

– Forleden havde været magisk, jubler Henrik Larsen fra Team Abu Garcia. – Hele ni skønne havørreder havde været en tur forbi og hilse på. Og nu stod jeg så her igen. Et lækkert stræk af Vestsjælland lå foran mine vadestøvler, og jeg havde en virkelig god fornemmelse i kroppen, da jeg lagde de første kast ud over revet, der tydeligt afslørede sig selv i den faldende vandstand. Vinden var absolut til den friske side, og stormen Rolf havde virkelig sat alle elementer i bevægelse. Men hvor var de henne? Altså havørrederne! De stod i hvert fald ikke på det knædybe vand, som de havde gjort det hele dagen i går.

– Med kastene vinklet diagonalt på kysten, vadede jeg derfor videre forbi revet og hen over en dybere strækning, hvor bunden var marmoreret af en skøn blanding af tang samt store sten. Ikke overraskende holdt området på fisk, og to mindre havørreder lige omkring målet måtte en tur forbi afkrogningstangen, inden de kunne returneres igen. En større fisk havde dog også afsløret sin tilstedeværelse ved at følge med min lille 14 grams gennemløber helt ind til stangspidsen – en Skärr i farven Dark Sandeel.

– Den slags følgere kan godt sætte “kriller” i kroppen, og da fisken ikke kunne lokkes til hug i de efterfølgende kast, så listede jeg op på stranden og markerede “spottet” med et par sten i lille en dynge. Fisken fik nu en pause på en halv times tid, inden jeg genfandt dyngen med sten, og ville forsøge mig igen. Der sad stadig en Skärr for enden af forfanget, men nu var farven skiftet til en Copper Sandeel i håbet om, at det netop var, hvad der skulle til, for at lokke fisken til hug. Med en god spænding i både krop og sind, blev der nu lagt et kast ud over det område, hvor den fine fisk havde afsløret sig selv. Da blinket var halvvejs inde, så jeg pludselig fisken følge efter blinket, og jeg lavede naturligvis straks et spinstop! Det var mere, end hvad fisken kunne stå for – og hugget udeblev ikke!

– Fisken, der senere skulle vise sig at være et my over 60 cm, kæmpede helt fornuftigt og jeg kunne slet ikke holde smilet tilbage, da den slanke, men dog flotte blanke havørred, stille gled ind over netrammen! Klasse! De følgende timer passerede langsomt og fuldstændigt uden skyggen af hverken liv eller aktivitet! Det var i virkeligheden som om, at fiskene havde besluttet sig for, at der ikke skulle spises noget som helst, før vandet igen var stigende, og mørket lige så stille ville nærme sig. Jeg brugte derfor ventetiden på at finde et nyt stræk, der også havde leveret fisk dagen forinden. Fremme på den nye plads, så forholdene nærmest perfekte ud! En skrå sidevind stod ind på kysten og vandet var en anelse grumset, uden dog at være fyldt med for meget drivende skidt. Efter et kvarter var der derfor ikke overraskende bud efter den lille Skärr igen, og en fin blank havørred i midten af 40’erne, kunne fightes ind i den sene eftermiddagssol, som nu efterhånden hang ganske lavt på himlen.

 

Det var på denne farve af Skärr, at Henrik Larsen fik sin flotte blankfisk på Vestsjælland.

Det var på denne farve af Skärr, at Henrik Larsen fik sin flotte blankfisk på Vestsjælland.

 

– Nu stod jeg her og tænkte, at dagen jo egentligt havde været mere end perfekt, så måske skulle jeg bare liste op til bilen, og så snuppe en kop kaffe, inden det nok også var tid til at runde turen af? Argh, jeg kunne jo også lige nappe den næste lille pynt med først – og det skulle kort efter vise sig at blive dagens bedste beslutning. I et af de efterfølgende kast, blev den lille kobberfarvede Skärr nemlig taget ganske resolut helt tæt på land. Fisken bekendte hurtigt kulør i en serie af flotte spring – helt fri af vandet. Jeg hader når det sker! På den ene side, så er det vanvittigt spektakulært og på den anden side, så har jeg bare mistet adskillige fine havørreder i netop dén situation. Nu stod jeg så her og prøvede at nyde, at jeg muligvis havde en ny PR i blankfisk på krogen, samtidig med, at jeg i virkeligheden godt kunne mærke, at jeg også var begyndt at ryste en hel del på hænderne. Den så altså rigtig stor ud! Uden videre drama, så lod fisken sig heldigvis nette et par minutter senere, og i den forbindelse har man rimeligvis kunnet høre min spæde røst flere kilometer væk, mens jeg jublede over den flotte blankside, som nu lå og spændte netmaskene godt ud.

– Målebåndet blev aflæst og afslørede 71 skønne og velproportionerede centimeter. Den slags fisk er på ingen måde hverdag på Vestsjælland, og jeg var derfor mere end lykkelig, da jeg kort efter trillede hjemad med minderne om endnu en fantastisk fisketur. Og ja – dagen efter var jeg faktisk afsted på en lille morgentur igen. Samme spot, samme skønne gennemløber, og fire fine havørreder kunne skrives i fangstjournalen. Tænk dig! Foråret er kun lige ved at tage sin begyndelse, og det bedste havørredfiskeri venter sikkert allerede derude. Jeg ønsker dig i hvert fald knæk og bræk, hvis du selv skal ud!

Læs mere om Sölv gennemløberen Skärr her.

 

Daiwa Open 2025

 

Geddefeber

HAVØRRED: ET ØJEBLIK, DER ALDRIG VIL BLIVE GLEMT

– Jeg havde indstillet vækkeuret til klokken 4.30, fortæller Alberto Trantea. – Målet var at være klar og på plads ved fiskestedet kokken syv, netop som morgensolen begyndte at dukke op.

– Efter en hurtig morgenmad og en kop kaffe var jeg på vej. Vel ankommet til stedet, blev grejet hurtigt gjort klar, og jeg smuttede hurtigt ned til vandet. Med rygter om tobiser på yderkysten, var det oplagt at have en tobis imitation i enden af linen, og efter de seneste fangstrapporter fra Djursland, var spændingen helt i top.

– Efter den første time fiskeri uden det store, mærkede jeg pludselig et kraftigt hug. En havørred på 50 cm havde taget agnen, men til min store frustration slap den væk efter en kort kamp. Skuffelsen var til at føle på, men jeg lod mig ikke slå ud.

– Forholdene på stedet var nemlig lige så lovende, som jeg havde håbet. Revet, hvor jeg stod, var et mylder af aktivitet med strøm og bølger, der kun kunne betyde én ting: Fiskene skulle bare være aktive. Det var her, og det skulle ske.

– Ikke længe – efter cirka ti minutters fiskeri på revet, skete noget utroligt. En kæmpestor bølge rejste sig bag min agn, og instinktivt vidste jeg, at noget stort var på færde. Et sekund senere bekræftede synet af en stor fisk, der tog agnen, min fornemmelse. Kampen der fulgte, var intet mindre end episk. Fisken gav mig flere stærke udløb, og hvert træk var en test af min styrke og grej. Til sidst, efter en kamp, der føltes som en evighed, lykkedes det mig at nette fisken. Det var et øjeblik af ren og skær lykke – en ny personlig rekord var sat med en imponerende havørred på 74 cm. Den følelse af triumf og glæde var ubeskrivelig. Jeg stod der ved vandkanten med min fangst, mens morgensolen varmede mit ansigt, og jeg vidste, at dette var et øjeblik, jeg aldrig ville glemme, slutter han.

Du kan læse meget mere om havørredpladserne på Djuslands kyst i denne artikel på fiskogfri.dk´s artikelarkiv.

 

 

Tradera

Geddefeber

SØLV: EN FLOT HAVØRRED FRA PRØVESTENEN

Lennardt Kilde og Jesper Matz tog lørdag morgen til et super godt fiskespot i København – nemlig Prøvestenen. – Det var en uforglemmelig dag, hvor det duftede af forår, og solen skinnede ekstra meget på Lennardt. Jesper spottede en stor fisk, og få minutter efter fik Lennardt et kæmpe hug. – Stemningen på pladsen var intens, da der blev råbt på hjælp, fortæller de. – Det blev en fantastisk kamp, men efter 8-10 minutter lå den flotte fisk i nettet, og den var i fabelagtig kondition. Havørreden, der vejede 3.5 kg og målte 65 cm, var fyldt med hundestejler og blev fanget på en bombarda med Lennardts specielle variant over fluen Polar Magnus. Det var et øjeblik, der vil blive husket, og en fangst, der vil blive fortalt om længe. Boom!

Hør mere om havørredudsætningerne i Københavnsområdet i denne video på Fisk & Fris Youtube hvor du kan abonnere gratis.

 

Friluftsland

Geddefeber

EN PERFEKT, STÅLBLANK HAVØRRED NAKKER SANDEEL

– Så var der endelig et hul i kalderen, og tid til en tur på den fynske kyst, fortæller Mads Willrodt. – Jeg sad og studerede vind og vejr fredag aften – og kunne se, at vinden og vandstanden var perfekt til den plads, jeg havde i tankerne. Jeg satte derfor vækkeuret til klokken 05.30 lørdag morgen, og da jeg var stået op, kunne det ikke gå hurtigt nok med at komme ud til pladsen. Jeg skyndte mig derfor at lave kaffen og hoppe i mine waders.

– Afsted det gik, og snart ankom jeg til parkeringspladsen. Nu ventede der mig bare 30 minutter i sten og sand, før jeg for første gang kunne kaste min agn ud over noget vand, som jeg virkelig troede på, da det før havde kastet gode fisk af sig. Der gik heller ikke lang tid, før jeg havde kontakt til den første fisk, som fulgte min gennemløber med helt ind til land – dog uden at hugge på noget tidspunkt.

– Jeg kastede 4-5 gange, men den kom ikke igen, så jeg fiskede videre hen imod, hvad jeg vil kalde for stedets hotspot. Ganske rigtigt var det her, at fiskene virkelig ville lege med. Hurtigt fik jeg en omkring målet og en under målet. Fedt – tænkte jeg; nu har jeg fundet dem. Det næste der så skete var, at jeg tog et langt kast op langs kysten, og da jeg havde drejet 10-15 omgange på hjulet, sagde det klask. Den var STOR den her, det vidste jeg med det samme.

– Den plaskede rundt i overfladen, og var slet ikke til at styre. Jeg gik hen imod fisken for at undgå at fighte den længere end højst nødvendigt. Pludselig sprang den ud af vandet, og da jeg så hvilken krabat, jeg havde på krogen, begyndte mit hjerte at slå meget hurtigt. Heldigvis endte det godt, og fisken kom på land, men jeg var i chok over, hvad der lige var sket. Solen skinnede, vandet var blåt og foran mig lå der en af de smukkeste skabninger, som findes ude i havet. Nemlig en stålblank havørred – og denne her var 72,5 centimeter. Fisken huggede en SG Sandeel på 15 gram.

 

Tradera

Geddefeber

FINE HAVØRREDER I DET SIDSTE LYS

En time før mørkets frembrud, besluttede jeg ikke at bruge dyrebare timer derhjemme, men i stedet tage på kysten, fortæller Roman Skrypnyk. – Da jeg nærmede mig den åbne kyst, lagde jeg mærke til, at vandet var for grumset, og tvivlede på, at fisken ville kunne se noget i sådan noget vand, men efter det tredje kast følte jeg et stærkt ryk, og en lang kamp begyndte. 

Fisken ville bare den modsatte vej, men efter noget tid blev den træt og lod sig glide over netkanten. Det var en fin fisk på 60 cm, og det lykkedes mig også at få nogle andre fisk på 43, 50 og 56 centimeter. Humøret var højt med masser af adrenalin i blodet, men der gik ikke længe, så var det mørkt. Til sidst mistede jeg min elskede JK Nail i pink og hvid, hvilket blev mit tegn til at stoppe fiskeriet, slutter han.

Har du selv fanget en flot fisk eller har haft en sjov og spændende oplevelse ude ved vandene, så send gerne din beretning og et foto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36. 

 

Hvidovre Sport

Geddefeber

ENDNU EN DRØMMEFISK FRA DJURSLAND

– Min første fisketur i år blev på den Djurslandske nordkyst sammen med Irena Mathiasen, som du kunne læse om tidligere i eftermiddag, fortæller Kirstine Marchen. – Det kunne godt mærkes i kroppen, at jeg ikke havde været ude i flere måneder, men nu skulle det være:

– Dagen gik, og vejret var lækkert, så det kunne vi ikke klage over. Sent på eftermiddagen, hvor vi var på den sidste plads, sluttede vi af med at fiske det rev af, som vi startede ved. Jeg ville nemlig se, om ikke jeg også kunne være heldig at få slået hul på året med en fisk. Vi havde tidligere på dagen, mødt en lystfisker, som fortalte, at der er tobis langs med kysten på Djursland nu. Jeg satte derfor en wobler på i et sidste forsøg på at se, om noget ville bide. 

– Halvvejs inde blev min line så strammet op, og noget virkelig tungt begyndte at rykke til. Jeg fik strammet min bremse mere, og så gik fighten ellers i gang. Tunge hovedryst fra fisken kunne i den grad mærkes, og den tog bare line derudaf – flere gange. Jeg valgte, at min bremse ikke skulle strammes mere, og det gik fint med at presse den indad efter udløbene. Hvor lang tid fighten varede, det ved jeg ikke, men den blev sikkert landet af Irena i et net, der i den grad pludselig var lidt lille. Min andrenalin var helt oppe at køre, da jeg så hvad det var for en størrelse, der var kommet op i nettet. Jeg havde simpelthen landet min nye PR, og det var flotteste eksemplar af en havørred. Fisken målte 70 cm og vejede 4.6 kg. 

– Jeg producerer selv gennemløbere, men fisken blev taget på en 17G D.A.M Oscar wobler, som jeg selv har malet om i en tobis farve. Stagen var D.A.M Optimax 9 fod. 

 

Tradera

 

 

Tjek lige haleroret på Kirstines fantastiske blankfisk på 4,6 kilo fra Djursland.

Tjek lige haleroret på Kirstines fantastiske blankfisk på 4,6 kilo fra Djursland. 

 

Geddefeber