maj 19, 2026 | Nyheder
Det lyder som den rene clickbait, men det er det altså ikke. For da Mads Hussing fra FiskeTV.dk og sønnen Daniel Fabricius fiskede i et offentligt fransk vand efter karper, så skete der ting og sager i baggrunden. Det hele startede ellers (nogenlunde) fredeligt:
– Vi havde fodret et sted aftenen før, men en medefisker sad på den plads. Jeg var ved at opgive, men Daniel overbeviste den lokale fisker om, at vi godt kunne have et takel ude ved siden af ham, siger Mads Hussing. – Det lykkedes, og fire stænger blev sat. Der skulle gå nogle timer med sol, regn, skyer, blæst og vindstille, før den ene bidmelder giv et par bip – og derefter skreg den i vilden sky. Vii fisker buddy-system, og det var min tur. Jeg fik fat i stangen, men karpen var gået i nogle åkander. Stille og roligt kom den fri og gik ud i det åbne vand. Fisken gik tungt, men kom tættere og tættere på. Det var tydeligvis en rigtig fin fisk. Daniel nettede fisken – troede vi! For nettet gik løs, men han hoppede heroisk i vandet og fik fat i det samt fik sikret fisken.
– Og så var det ellers op på måtten, hvorefter den blev vejet, og der blev taget billeder. Alt sammen gik stærkt og effektivt, for nu var der kommet tilskuere. Vægten sagde (fratrukket vejeslyngen) hele 20,3 kg! Det er et meget offentligt vand, og der kom flere og flere mennesker. Så da Daniel to timer senere stod og fightede den næste fisk, var der samlet 30-40 personer. Der var blandt andet en dreng, der meget gerne ville røre en skalle, som den lokale medefisker havde fanget. Det måtte han dog ikke, og så kom de op at skændes. Pludselig fløj en yngre mand op i hovedet på medefiskeren, mens en anden lige så ophidset mand kom til og råbte. Det udnyttede drengen til at slå medefiskeren i hovedet med en stor kæp, så det begyndte at bløde….

Daniel Fabricius med 18 kilos karpen der blev landet under stor tumult fra slagsmålet i baggrunden. Øverst Mads Hussing med sin super flotte 20 kilos skælkarpe.
– Jeg har aldrig oplevet noget lignende. En dreng, en ældre gut og to yngre mænd i totterne på hinanden med råb og skrig fra de andre 30-40 tilskuere var helt surrealistisk. Fighten var noget for sig. Den tog i første udløb 30-40 meter line. Bremsen var strammet, men fisken var ligeglad. Den blev ved og ved. Flere gange sprøjtede linen af hjulet. Daniel tog det bare stille og roligt. Både i forbindelse med den voldsomme fight med fisken, men også slagsmålet bagved.
– Efter to forsøg blev fisken landet til store klapsalver. En ældre dame spurgte forsigtigt, om den blev sat ud igen. Hun spurgte også et par minutter senere, hvor lang tid den kunne klare over vandet. Alle blev beroliget, fisken blev vejet, hvorefter der blev taget billeder – og fisken blev sat ud igen. Fem og en halv times fiskeri var slut, og Mads fik en skælkarpe på 20,3 kg, mens Daniels fik nålen op på 18,25 kg.
Mads Hussing har i den forgangne måned startet FiskeTV.dk, hvor der allerede nu ligger flere udgaver af Fiskemagasinet på dk4 online. Der vil komme i hvert fald et nyt program online hver uge, så der om et år ligger i hvert fald 50 programmer online.

Der var stort ståhej ved det offentlige vand, da den store karpe blev landet.
apr 11, 2026 | Nyheder, Sponsornyt
Karpen er en varmeelskende fisk, men man kan med lidt ihærdighed fange dem hele året. Det er dog først omkring nu, at de fleste karpefiskere kommer ud af vinterhiet og så småt begynder at støve grejet af efter en lang vinters pause i fiskeriet.
Så tidligt på året som vi er nu, hvor vandet stadig blot er 6-7 grader de fleste steder, er det ofte de mindre lavvandede søer, hvor der er lettest at opleve noget action. En af dem der har været ude for at nyde foråret med karpestængerne er Bjørn Jensen, der fik akut karpefeber, og derfor måtte trodse kulden:
Når man er afsted en iskold aprilmorgen klokken 05.45, hvor alt er frossent, så er man enten tosset eller også lider man af karpefeber. Jeg skal ikke kunne sige, hvilken en af delene det drejer sig om, men jeg brugte en time på at finde fisk ved hjælp af ekkoloddet på min fjernstyrede baitboat. Til sidst fandt jeg nogen, der fouragerede på bunden, hvorefter jeg fiskede forsigtigt på hver side af dem med en lille popup og en meget lille fodring af crushed bolies og sukkermajs. Og det gav pote med årets første karpe på 20,9 kilo, slutter Bjørn – @bjoernmjensen
Se hvordan du fisker med floaters i Roskilde Fiskeland med Dennis Rasch i denne video på Fisk & Fris YouTube.
Du kan selv booke karpefiskeri i Roskilde Fiskeland på ders hjemmeside her.
Fisken detlager både i Westin Cup 2026 og drømmerejselodtrækningen om en GT-Getaway tur til Egypten for to sponsoreret af iFish Travel.
jan 16, 2026 | Nyheder
Peter Staggs – forfatterens fiskemakker – med en 28 kilos spejlkarpe fra området. Selve Lago Da Alfarofia blev først åbnet for fiskeri i 2008 og potentialet er overvældende.
Den Iberiske halvø byder på et fantastisk karpefiskeri, med store søer, gunstige vækstforhold, masser af karper og fiskepresset er rigtig mange steder lavt. Følg med Johnny Jensen til Portugal og få lidt inspiration til din næste karpetur.
AF JOHNNY JENSEN
JEG VÅGNER med et sæt, flået ud af mine drømme af en infam larm. Jeg rejser mig hurtigt, og støder ind i Peter, som allerede er ved at lyne myggenettet op. Udenfor er det mørkt – månen er halv, og man kan se lysene fra den lille nærliggende by. Det larmer endnu, som om der er overgang i flere elektroniske vækkeure på én gang. Det er selvfølgelig bidmelderne, og der er ingen tvivl hvilken af de tre stænger på rodpod’en, der er bid på, for bunden af den midterste stang hopper og danser.
Peter løfter stangen og holder hånden forsigtigt på den store hjulspole. Det er klart en stor fisk, og den styrer direkte mod et bredt sivområde. Peter får behændigt vendt og ført fisken bort fra sivene, og nu hvor den er på åbent vand, kigger vi på hinanden og smiler lettet. Fisken yder dog stadig god modstand på det kraftige karpegrej, og det varer noget, inden den endelig viser sig i overfladen i lyset af Peters kraftige pandelampe. Umiddelbart skyder vi den til at veje omkring 15 kilo, men da den smukke skælkarpe endelig ligger sikkert i landingsnettet, kan vi godt se, at det er for lavt skudt. Den vejer 20,5 kilo – halleluja!
Karpefiskeri i Lago da Alfaforia
Stedet hedder Lago da Alfaforia, og vi er i Portugal, lige ved grænsen til Spanien. Alfarofia er egentlig et rislandbrug med mange rismarker på totalt 50 hektar, men i 1991 udgravede ejeren, João Carlos, denne sø på seks hektar og udsatte 1.500 spejlkarper. Da søen er en del af rismarkernes vandingssystem, er der en god cirkulation og god iltning, hvilket fiske- og dyrelivet nyder godt af.
På kort tid blev søen desuden beboet af tonsvis af krebs, som er blevet karpernes hovedføde. Disse forhold, kombineret med at temperaturen meget sjældent kommer under to grader celsius om vinteren, har medført at nogle af de gamle spejlkarper i dag vejer over 30 kilo, og deres afkom, i form af skælkarper, allerede vejer vel over 20 kilo. Der blev ikke fisket i søen før i 2008, men den holder allerede nu den portugisiske karperekord. Alfarofia er Portugals første kommercielle karpe sø, og på grund af den store succes, de har haft, har João Carlos nu planer om at omdanne flere af rismarkerne til søer.

1) I alt er der sat 1.500 spejlkarper ud i søen, og de er efterhånden skræmmende store. Deres afkom i søen – skælkarperne – har allerede nu nået vægte på mellem 15 og 20 kilo.. 2) Forfatteren slog lokal bundrekord ved »kun« at fange 10 karper mellem syv og ni kilo, men der er ingen grænser for, hvad fiskeriet i området kan drives til. Fiskene er meget større nu end da artiklen blev skrevet i 2009.
På karpetur med karpeguruen Peter Staggs
Jeg mødtes med Peter Staggs i Alfarofia på invitation af João Carlos, og da vi ankom, var der allerede nogle spanske karpefiskere ved søen. Det er næsten lige meget, hvor jeg fisker med Peter, så dukker der spanske fiskere op for at møde ham. Han må til gengæld også siges at være spansk karpefiskeris »grand old man«, for det var ham, der satte gang i det moderne karpefiskeri på den Iberiske halvø.
De spanske karpefiskere, vi mødte, kommer fra Badajóz området og tilhører en lokal gruppe, der kalder sig »Monster Carp«, og det viser sig at være et yderst passende navn. De viste billeder og film på deres mobiltelefoner, og jeg skal lige love for, at jeg var ved at tabe øjne og mund, da jeg så deres fangster. På en uges karpefiskeri havde et par af Monster Carp gutterne fået karper på hhv. 33½, 24, 22, 19 og flere mellem 15 og 18 kilo. Så havde jeg altså ikke hørt forkert eller misforstået samtalen på spansk, da de snakkede om »små karper« på 15-18 kilo!
En uges karpefiskeri ved Lago de Alfaforia
Peter og jeg fiskede i en uge ved Lago da Alfarofia. På grund af krebsene måtte vi fiske med superhårde agn, for selv stenhårde boilies blev gnasket ned til ingenting i løbet af få timer. Vi brugte derfor plastik boilies og tigernødder, som er en glimrende karpeagn, når de er kogte. Desuden spredte vi kogt hamp på fiskepladserne, både for at lokke karperne til, men også for at holde krebsene godt beskæftigede med andet end vores krogagn. Jeg slog lokal bundrekord ved at fange 10 karper på mellem syv og ni kilo, så jeg må jo nok prøve at gøre det lidt bedre en anden gang. Med lidt held og dygtighed er der i hvert fald ingen grænser for, hvad man kan drive karpefiskeriet til i området.

Alfarofia huser en voldsom bestand af krebs, og det er ikke kun karperne der nyder godt af dem. Det gør de lokale og gæsterne i området så sandelig også.
Praktisk info om karpefiskeriet i Lago da Alfaforia
– Søen er seks hektar, 100.000 kubikmeter vand, 7000 kvadratmeter siv bevoksning.
– Det dybeste sted er på ca 6½ meter. Gennemsnitsdybden er på 3½ meter.
– Søen er udgravet i 1991 og er åbnet for fiskeri i februar 2008.
– der er udsat af 1.500 spejlkarper og 1.500 bass.
– Mange karper over 15 kilo; både spejl- og skælkarper.
– Bass på over to kilo, ål på over tre kg og sudere introduceret i 2009.
– Største fisk på land: skælkarpe på 23,6 kilo (og en død spejlkarpe på 28 kilo).
– Åben for karpefiskeri september til juni, dog bedst i september til april pga krebsene.
– Åben juli til august for bassfiskere.
Læs om fiskeriet og book swims på https://www.lagodaalfarofia.com/en/home-english/
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 10/2009
nov 13, 2025 | Nyheder, Sponsornyt
– For noget tid siden var jeg på tur i Italien med min makker på jagt efter karper i alle afskygninger, fortæller Per Pedersen. – Vi fiskede en svær sø med masser af overhængende buske, væltede træer, rødder osv, som gjorde fiskeriet til en udfordring, og agnen skulle placeres forsigtigt under rigelige mængder af snags.
– Jeg fiskede på 250 meters afstand under en stor busk, der hang ud over vandet, hvor jeg havde fodret forsigtigt op med partikler samt boillies. Efter flere mistede fisk og en del mindre fisk på land, lykkedes det endelig at få styret et ellers voldsomt udløb ud fra rødderne. Jeg måtte en tur i gummibåden og kunne efter 20 minutters vild kamp lande denne smukke spejlkarpe på 14.4 kg. Vildt som de italienske karper i denne naturlige sø kunne kæmpe. Selv en 4 kilos karpe tog op mod 15 minutter at få på land, slutter han.
Som med alle andre fangstrapporter indsendt i 2025 deltager Per i lodtrækningen om vores fantastiske fiskedrømmerejse sponsoreret af iFish Travel. Turen, der løber af stablen i 2026, har en værdi på 40.000 kroner.
okt 13, 2025 | Nyheder, Sponsornyt
– Jeg og to andre venner blev inviteret til en 40 års fødselsdagssocial i Roskilde Fiskeland af Paule Bräsel, fortæller Kristian Graubæk. – Det var hyggeligt, og der kom fisk på land, men desværre dog kun til mig.
– Personligt har jeg ikke tidligere fisket et vand med så meget fiskepres, så mit erfaringsgrundlag var derfor tæt på 0. Men med gode efterretninger fra flere der kender søen, havde vi et godt udgangspunkt. Men taktikken – den har jeg grublet over. For mit vanlige fiskeri er typisk efter karper, der ser knap så mange kroge. Jeg var derfor ikke overbevist om, at de normale taktikker ville virke her i RFL, så jeg kastede alle boldene op i luften, med det formål at præsentere noget, som de ikke var vant til.
– Jeg gjorde den antagelse, at fiskene typisk bliver præsenteret for foder på toppene, og formodentlig et pop up rig midt i foderet, som blev skiftet to gange i døgnet. Det modsatte af det, ville være at fiske væk fra fodringen og med udvasket match the hatch agn. Min plan blev derfor, at fiskene skulle fodres de vanlige steder, og at de der vil sprede fodreret ud, så det endte neden for skrænterne. Hvor de så vil være uden for farezonen og være mindre påpasselige over for krogagnene.
– Døgnet inden turen havde jeg mixet en spand gærede majs, tigers, hamp, hvede, pellets, spodmix og Butterfish Boilies sammen i gode mængder partikel juice. Det blev spombet ret ”upræcist” over en top, og taklet blev lagt neden for skrænten med en boilie fra den førnævnte spand. Rigget var kort og ganske aggressivt samt med en noget mindre krog end jeg plejer at bruge.

Kristian Graubæk med sin17-kilos karpe fra Roskilde Fiskeland.. Øverst er han med sin 20-kilos PR karpe fra Roskilde Fiskeland.
– Lørdag morgen før solopgang, kom første hug. Efter en god fight kunne min makker nette en god spejler på 13,6 kg. Fedt. Så var vi i gang! Efter en vækning af de andre, kunne den fotograferes og genudsættes. Det havde blæst en del om natten, så det med god søvn var sparsomt. Så hen på eftermiddagen gik alle til ro for en stund. Jeg faldt hurtigt i søvn og nåede lige at komme ned i drømmestadiet, da der var hug på den samme stang igen. Skønt. Endnu en lækker fight med en del spænding, da den valgte at gå dybt uden om en top, så linen blev trukket hen over stenene. Pyt. Med en 0.32 flet var det ingen problem. Foran broen gik den frem og tilbage nogle minutter, før end at den lukkede luften ud af luftblæren og gav sig. Fighten var slut, og den kunne nettes i første hug. I nettet kunne vi se en kort, tyk og bred spejler på 17,6 kg. Den var kroget inde i munden, hvilket jeg ikke havde forventet med det korte rig. Den må have taget agnen helt uden forbehold, hvilket indikerer at mine taktiske tanker kan have været rigtige.
– Klokken 23 kom der endnu et godt hug på samme stang. Den trak roligt og ganske tungt med samme tyngde som den forrige. Men den var knap så adræt. Tankerne fløj gennem hovedet. Var det en større karpe? Jeg fik nettet den i første forsøg og puha. Den var tyk og bred. Faktisk meget tyk. Fedt. Jeg fik vækket de andre så vi sammen kunne stå måbende, og fnise over hvor god foderstand den var i. Den blev vejet til 20,0 kilo, så det var årets anden PR spejler og min første 20 kilos. Ja, det gav en spand vand og tak for den. Resten af turen skete der ikke mere og jeg tror, jeg fik fisket for dybt. Det er også viden. Alt i alt en rigtig god social og store fisk på måtten.
– Se flere billeder og video fra turen på min IG @kgraubaek, slutter han og tilføjer at den skal tilmeldes både Daiwa Open 2025 og drømmerejselodtrækningen.
okt 1, 2025 | Nyheder
Allan Christiansen har danmarksrekorderne for både spejlarpe og den uofficielle rekord for skælkarpe. og her forleden fangede han så sin femte danske karpe over de tyve kilo fra naturlige vande.
– Mit efterårssats startede i midten af august – som altid med håbet om at finde en af de gamle krigere, der gemmer sig i søens dyb – inden kulden for alvor sætter ind, fortæller han. – Jeg havde udset mig en efter min mening svær, dansk sø med både højt fiskepres, store mængder brasen og masser af trafik = dårlige odds.
– For at øge mine chancer, valgte jeg en langtidssatsning, hvor jeg fodrede fast i halvanden måned. Jeg brugte omkring 10 kg hjemmelavede 24 mm boilies om ugen. De var store nok til at holde de værste brasen væk, og tilpas næringsrige til at tiltrække de større karper.
– Allerede efter nogle uger begyndte aktiviteten at stige, og jeg fik flere fine fisk på pladsen med en del mindre karper op til 13,2 kg. Jeg fortsatte i takt med, at vandet begyndte at ændre sig, temperaturen faldt langsomt, og det hele begyndte at virke mere rigtigt.
– Den sidste tur var egentlig tænkt som en kort overnatning. Vinden lå rigtigt, trykket var stabilt, og maven sagde mig, at der kunne ske noget. Og det gjorde der. Tidligt om morgenen, få timer før jeg skulle pakke sammen, kom et stille, men kontant run på en af stængerne, der var rigget op med to synkende 24 mm boilies. Modhugget sad der, og straks mærkede jeg, at det ikke var en af de sædvanlige. Fisken gav tunge, rolige rusk. Ikke meget panik – bare ren styrke. Kampen varede ikke længe, men intensiteten var høj. Og da jeg fik fisken i nettet, så var der ingen tvivl. Det var en massiv, bredrygget, karpe på 22,0 kg præcis. Det var en af de gamle fisk, jeg netop havde drømt om. Det føltes næsten symbolsk, at den tog agnen lige før hjemturen, som et perfekt punktum på en satsning, der havde krævet både tålmodighed og konsekvens.
– Fiskeriet her bekræftede for mig i, at systematisk fodring, og tålmodighed stadig er nogle af de vigtigste elementer i moderne karpefiskeri – selv i vande med stort fiskepres og svære forhold. Og så minder det mig om noget simpelt, men sandt: Det er ofte det sidste kast, der tæller…
Fisken er tilmeldt Daiwa Open 2025 – og er som alle andre rapporter og nye artikler i 2025 tilmeldt lodtrækningen om en fiskedrømmerejse til Amazonas sponoreret af iFish Travel.
aug 23, 2025 | Artikler, Betalt samarbejde, KARPE, Karpefiskeri, Medefiskeri, Video
Flådfiskeri er magisk – og til mange former for dappe- samt opportunistisk fiskeri efter karper er det en både sjov og super effektiv metode. I denne video tager Jens Bursell dig med på dappefiskeri efter karper, og viser hvilke flåd der er bedst til forskelige fiskesituationer. Undervejs demonstrerer og fortæller han, hvordan det praktiske fiskeri foregår – både hvad angår strategi, kast og fight – samt giver tips til det grej, der skal bruges. Glæd dig til masser af god fiskestemning ved skovsøen – samt et par solide karper taget på dappe- og opportunistisk flådfiskeri.
Se videoen om flådfiskeri efter karper på Fisk & Fris YouTube her. Husk at abonnere.
aug 11, 2025 | Nyheder, Sponsornyt
– Jeg har holdt en god måneds pause fra fiskeriet, da forårs og forsommer fiskeriet var temmelig intenst, fortæller Kristian Graubæk. – En pause var simpelthen, hvad jeg havde brug for.
– I de seneste fangstrapporter, har jeg omtalt en større udfordring med at bomme hug, og den detalje har jeg brugt noget tid på at tænke igennem. Umiddelbart var problemet, at jeg havde antaget en lille detalje i rigget var en konstant, men det viste sig at være en variabel. Det var noget så enkelt, som at den strippede del af mit kombi-multi rig var blødt sidste år, men stift i år. Jeg antager at krogen derfor ikke har kunne bevæge sig frit nok til sikker krogning.
– I pausen brugte jeg også en god mængder timer, på at få justeret nogle ændringer på min karpebåd, og da jeg satte den i vandet, gav det med det samme en god fornemmelse. Den var bl.a. blevet mere praktisk og meget mere stabil. Perfekt. Jeg havde sat den i en større sø, som jeg ikke havde fisket i 20 år, så spændingen var stor. Kunne jeg finde karperne og ville mine opdaterede rigs virke?
Det skulle vise sig, at der var ingen grund til bekymring.
– Jeg fandt hurtigt nogle karper og med gode efterretninger fra en god ven, fik jeg et udvidet kendskab til mulighederne i det swim. Stængerne blev fordelt mellem åkander og kanten op af grødebæltet på en grund. Fodringen var den vanlige, med en håndfuld Butterfish Boilies og en håndfuld fnuller. Nu var tid til bare at nyde, hvilket jeg kunne godt et døgn, før jeg blev vækket i min eftermiddagslur; der kom tre dyt fra min Delkim, og så blev blev der ellers strippet line af. Det var bare smukt.
– Stangen blev samlet op, og så sejlede jeg ud til fisken, hvor jeg kunne nyde en dagslysfight i klart vand. Da den gled over nettet, kunne jeg godt se, at det ikke var en standar fisk. Den var stor, gammel og havde lineær skælsætning. Jeg var i den syvende himmel, hvilken velkomst fra søen! Det viste sig at være en af de klassiske trofæfisk. En flot spejler der har navnet Splittail, som her efter legen var nede på 14,7 kg.
– De følgende døgn forløb stille og roligt, med yderligere to hug og to landede karper. Turen var en succes. Båden spillede max, jeg var på karperne, mine rigs virkede – og der kom karper i båden. Se flere billeder og film fra turen på IG @kgraubaek
Fisken er tilmeldt Daiwa Open 2025, hvor du – hvis du skriver og indsender den bedste fangstrapport – kan vinde en Morethan stang til en værdi af over 4.000 kroner.
Blandt alle fangstrapporter der sendes ind til fiskogfri.dk i 2025 trækkes der lod om en drømmerejse til Amazonas sponsoreret af iFish Travel.
På Fisk & Fris YouTube kan du finde flere fede karpefilm – husk at abonnere her. Det er gratis.
aug 5, 2025 | Nyheder, Sponsornyt
I starten af sommerferien havde jeg en super fed karpetur til Sverige, der bød på en gedigen slapper oven på en hektisk juni måned på redaktionen.
Karpefiskeri kan virkelig noget, når man har brug for at koble fuldstændig fra og flade ud på den fede måde. Og præcis sådan gik det også, da jeg havde slået campen op og lagt stængerne ud; masser af tid til at ligge på langs og tænke store tanker. Lidt for meget tid måske, for den første aften og nat gav ikke så meget som en mikroskopisk bip i bidmelderen. Måske var det bare lidt for fantastisk stille og varmt sommervejr…
Næste morgen vågnende jeg derfor mere end rigeligt udhvilet til at tage ud for at dappefiske, og det gav flere flotte 12-13 kilo+ karper på flåddap, hvilket du kan se mere til i en ny video upcoming på Fisk & Fris YouTube.
Tilbage ved campen røg bundstængerne ud igen, og tidligt om morgenen – netop som der kom en blæsende og regnfuld front ind over – fik jeg et screaming run på min Spicy Squid boilie fra CFC Bait. Efter en hård fight, med et vildt battle i åkander og klipper, kunne jeg lande en gudesmuk spejlkarpe på 17,6 kilo, som du ser ovenfor. Det er meget typisk, at et hug efter en lidt stille periode kommer nærmest simultant med, at der kommer en voldsom front ind over med blæst og regn.
Min sommerferie bød også på en super spændende og lærerig malletur til Holland i slutningen af juli. Abonner på Fisk & Fris YouTube her, så du får en notifikation, når filmen fra turen bliver publiceret.
Vi ses derude – Jens Bursell
Læs om min sidste karpetur, hvor jeg fik tre flotte fisk over 15 kilo på få timers dappefiskeri med flåd – her.
Se filmen “Skovkarper – glimt fra Sverige” – på Fisk & Fris YouTube her.
Se videoen om om Jens Bursells største svenske karpe på over 21 kilo her.