jun 7, 2021 | Nyheder
– Min kammerat og jeg har netop været på karpetur i weekenden, fortæller Martin Lenschau til Fisk & Fri. – Vi havde snakket om, at vi ville tage en støre sø, da karperne allerede er gået på leg i mange af de mindre søer nu. Vel ankommet til søen fredag aften gik vi os en lille tur for at finde et par gode pladser, hvor vi mente, at karperne ville komme forbi. Taklerne blev kastet i vandet, og efter to timers fiskeri var der noget ved min ene stang, uden at det rigtig blev til noget. Jeg lagde derfor taklet om, så jeg var helt sikker på, at det lå rigtigt, hvorefter jeg fodrede lidt igen.
– Herefter skete der ikke så meget – ud over at jeg hørte en pæn karpe plaske lidt længere nede af bredden. Jeg overvejede derfor at skifte plads næste dag, men nu hvor jeg faktisk havde haft lidt aktivitet på min ene stang, valgte jeg alligevel at blive. Og det skulle vise sig at være en god taktik, for søndag morgen klokken 9 fik jeg en screamer af den anden verden: Karpen tog et heftigt udløb ind igennem et sunkent træ. Jeg kunne tydeligt mærke, at den stadig var på, så der var kun en ting at gøre, nemlig at hoppe i et par waders og så eller komme ud i vandet for at befri fisken. Det lykkedes heldigvis at få den fri af grenene, hvorefter jeg stille og roligt kunne fighte den ind til nettet. Den stærke fisk viste sig at være en gammel kriger af en spejlkarpe på 13,9 kilo.
maj 20, 2021 | Nyheder
– Det er tidlig morgen, og mine fire rigs med håndskærpede Gardner Mugga kroge har ligget ude siden i går aftes. Sådan lyder starten på fortællingen om, hvordan Thoams Ratzlaff fik en af de helt store karper fra et virkelig svært lille vand her i går. – Fiskene i netop denne sø er ultra sky, så det er strategisk fornuftigt bare at blive på bedchairen og lade morgenen passere, fortsætter han.
– Jeg fisker fire forskellige spots, hvor jeg har fordelt en lille spredt fodring af dåsemajs og tigernuts omkring taklerne, men også på de naturlige trækruter i søen. Strategien er, at fiskene skal plukke de enkelte partikelagn op i højt tempo og dermed kroges solidt på distancen. Morgenen bliver afbrudt af Delkim-bidmelderens hylen, og en heftig fight begynder. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har fightet så tung en karpe, og der er nærmest stillingskrig i omkring 15 minutter, indtil jeg endelig ser tyrenakken i overfladen. Karpen er min første i år, og den er netop det trofæ, som jeg målrettet jagter.
– Til sidst glider den endelig i nettet, og jeg kan veje den til hele 18,42 kg – hvilket er ny DK PR i spejlkarpe. Fisken tog en kombi af 2 fake majs af plastic og en enkelt dåsemajs – en klassisk menu, slutter han.
– Har du selv haft en tur til vandet og fået en fin karpe, så send os din historie og et godt foto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
Det var på dette takel med to fake majs og et rigtigt majskorn, at Thomas fangede sin flotte nye PR karpe på 18,42 kilo, som du kan se ovenfor.
Et seriøst haleror…
maj 12, 2021 | Nyheder
– Jeg ankom til søen tidligt og fik kastet mine takler ud, beretter Claus Banholtz. Mine agn blev placeret på et lavvandet grusplateau, og der blev fodret med en smule knuste tigernuts og nuttycrunch boilies på pladsen. Herefter gik der et par timer, før de første fisk blev synlige på pladsen.
– Solen begyndte at titte frem fra en lidt overskyet himmel, og jeg måtte lige op i et nærliggende træ for at spotte på min fodring. Jeg var akkurat kommet et par meter op i træet, da jeg ser en kæmpe muddersky på mit spot, og i samme sekund en kæmpe hvirvel. Samtidigt hylede min bidmelder i et sindsygt screaming take. Jeg nærmest væltede ned fra træet og fik fat i stangen, hvorefter en vild fight var i gang. Efter en heftig fight kunne jeg lande en fed spejler på 13 kg, som nappede en Pina pop-up fra Vitalbaits. Så kunne dagen ikke få en meget bedre start.
maj 2, 2021 | Nyheder
– Efter en veloverstået morgenvækning af et kobberbryllup par, gik turen til et nyt vandhul, fortæller Christian Willer. – GoogleMaps var på forhånd blevet nærstuderet, og jeg havde også været på en dagtur til søen for 14 dage siden, for at forberede mig lidt til turen. Med mig havde jeg ny bivy, ny bedchair, nye hjul samt en ny cradle, der skulle indvies. Taklerne var sejlet i suppen omkring klokken 13.00, og ventetiden kunne begynde.
– Jeg sad med en god fornemmelse i kroppen. Omkring klokken 21.30 lukkede jeg øjnene fra den VM-semifinale i snooker, som jeg var begyndt at følge med i. 20 minutter senere kom der to bip fra min ene bidmelder. Jeg fløj ud af soveposen og fik i samme bevægelse vredet mit venstre knæ, så jeg måtte vralte ned af skrænten som en and med et brækket ben. Jeg kunne straks se, at min højre stang flexede mod højre og greb fat i den. Jeg gjorde et solidt modhug, og så var der fast fisk.
– Feeeedt, tænkte jeg, den føltes god. Den opførte sig eksemplarisk til at starte med, og jeg fik den relativt hurtigt pumpet ind. Og så var det ellers ned på hug med nettet for at være klar. “Av for dælen da mit knæ”. Da den fik øje på nettet, tog den straks flugten. Dette senarie gentog sig 6-7 gange, og hver gang gik jeg i hug og bandede over mit knæ. Til sidst røg den dog endelig over netrammen: SÅDAN DER.
– Det lykkes mig herefter at humpe op ad skrænten og lægge karpen i min cradle: Wow hvor den bare passede godt til den smukke fisk. Vægten stoppede ved 13,75kg. Jeg fik yderligere fisk omkring klokken to og igen ved 10.30 tiden. Hvad mere kan man ønske sig? Knæk og bræk derude, slutter Christian Willer.
apr 30, 2021 | Nyheder
Polen byder på et eminent karpefiskeri, og der er ikke langt til det forjættede karpeland, hvis man vil et smut sydpå som dansker.
Brian Abrahamsen og hans kone er lige nu dernede og har fået et par helt vilde fisk: – Vi har begget to været så heldige, at vi har fået en ny PR, fortæller han. – Først tog fruen en på 21,95 kilo, hvilket betød, at hun – kortvarigt – havde håneretten. Men – det varede ikke længe, for ca. 45 minutter senere fik jeg et seriøst hug og kunne efter en tung fight lande en spejlkarpe på intet mindre end 29,39 kilo. Og ja – så var håneretten min igen: Bidmelderen bippede kort, og så bippede den igen. Vi røg ud, og fisk det var der. Min 3,5 punds karpestang var spændt godt for, og fruen havde en smule problemer med at få den i nettet. Men ind kom den, og vejningen var heller ikke det nemmeste, men vi fandt en løsning – og wauu. Jeg blev overvældet af vægten på mit lille sømonster, der naturligvis blev sat ud igen med et kys og en tur i vandet til mig. Helt igennem en dejlig tur – og helt sikkert ikke den sidste til Polen.
apr 24, 2021 | Nyheder
– Det blev onsdag morgen, og en tredages tur stod for døren, fortæller Thomas Svendsen. – Jeg kørte tidligt mod søen, hvor slaget skulle stå. Da jeg kørte, gjorde jeg mig mange tanker om, hvordan jeg skulle gribe det an, og da jeg kom til søen, gjorde jeg hurtigt mine ting klar.
– Jeg havde besluttet mig for et par spots, som jeg ville satse på: Et på dybere vand og et på det lave vand. Herefter fik jeg lavet et par fodringer med boilies fordelt på et større område, som bestod af Hot Amanda fra CFC-Bait, hvor jeg fiskede mit rig som snowman med samme boilies.
– Den første nat havde jeg et run, men da jeg var for langsom om at komme ud af posen, havde den sat sig i nogen siv – og væk var den. Det blev morgen, og timerne gik med hygge samt tanker om, hvordan næste nat skulle fiskes.
– Da mørket kom igen, var der pludselig bud efter en af agnene. Denne gang var det dog stangen på det dybere vand, men lige som kampen var i gang, røg krogholdet – satans. Det blev tid til at komme i posen, og bedst som jeg lå og drømte om store fisk, blev jeg vækket af en skrigene lyd fra bidemelderen. Jeg måtte lige tage et par dybe indåndinger efter at have mistet to karper før denne, og jeg kunne mærke, at det var en af de lidt større fisk, som jeg havde kontakt med.
– Efter en god lang kamp kom den ind over netkanten, og jeg kunne nu udstøde “løvebrølet” efter at have kigget i netposen og set, at det var en af søen smukke skælkarper, som ikke kunne modstå min Hot Amanda snowman. Tiden kom til at pakke, men som altid kunne jeg køre hjem med et stort smil på læben og en gang frisk energi efter et par dage ved søen…
apr 2, 2021 | Nyheder
– Påsken er forbundet med mange traditioner, og en af de nye af slagsen er Karpe Festival 2021 i Lammefjordskanalerne, som arrangeres af KMT og Odsherred Sportsfiskeforening.
– Lammefjordskanalerne byder på et spændende fiskeri efter fine skælkarper, som nok er det nærmeste vi kommer på ”vildkarper” i Danmark. – Fiskeriet startede torsdag klokken 10, og det slutter mandag klokken 14, fortæller Claus Foss. – Det har været en rigtig svær start med kun to karper det første døgn og en enkelt til nat. Fredag klokken 14.30 fik jeg selv drømmehugget med en skælkarpe på 10,4 kg, hvilket er en temmelig stor fiske efter forholdene i Lammefjordskanalerne, hvor det fleste fisk vejer 1-5 kilo. Jeg er super glad for min fangst, men håber selvfølgelig, at der er mange flotte karper i vente over de næste dages fiskeri til alle deltagerne, slutter han.
Har du selv været ude med medegrejet, så husk at sende os din beretning og et godt foto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
mar 28, 2021 | Nyheder
Selvom marts er kalenderårets første forårsmåned, så har det været småt med tegn herpå. De kolde nætter og mange dage med stærk nord – nordvestenvind, har ikke givet særligt mange forårstegn fra sig. Men forår det er det, og det ved karperne også! Selvom vejret ikke har indbudt til karpefiskeri, så har nogle få dedikerede karpefiskere allerede fået hul på bylden. Èn af dem er dygtige Thomas Holm Østergaard, som i den forgangne uge var i stand til klemme en hurtig overnatning ind i en ellers travl hverdag – og det med succes!
Klokken tre – midt om natten – skreg bidmelderen, som var det for livet – og da Thomas løftede stangen til kontakt, blev han mødt af en tung fisk for enden af linen. Efter en kort og relativt udramatisk fight kunne Thomas løfte netposen op omkring fisken og dermed sikre sin flidspræmie. Vægtens pil stoppede på flotte 9,5 kilo, og som billedet viser, så var fiskens udseende sin vægt værd i guld. Karpen kunne ikke stå for en lille 14 mm Sweet Ariena (banan) pop-up, fisket over indholdet fra en PVA-bag bestående af knuste banan-scopex boilies, boostet i tunolie kombineret med en spredt fodring af 14 mm banan-scopex boilies – alt sammen lækkerier fra danske CFC-Bait.
mar 10, 2021 | Nyheder
– Foråret spøger, og mine abstinenser har været høje for at komme ud, men da der var låg på alle mine sædvanlige vande, måtte jeg en tur til Lammefjordskanalerne for at finde isfrit vand, fortæller Thomas Svendsen. – Jeg kom frem til kanalen samt fik luret lidt på et par forskellige mulige pladser, og en god ven guidede mig til stykke af kanalen, som han ugen inde havde fisket – dog uden kontakt til fisk. Han mente dog, at det vil være et godt sted at satse, og da jeg ikke havde det store kendskab til området og sidst havde fisket her engang for 20 år siden, lyttede jeg til ham.
– Der blev hurtigt slået bivy op, og jeg fik klargjort stængerne. Mørket kom, og temperaturen faldt hurtigt til 3-4 minus grader. Timerne gik, og natten kom. Klokken cirka 4;30 kørte den ene stang. Jeg kom hurtigt ud af posen, og kampen var i gang. Jeg kunne med det sammen mærke, at det var en fin fisk, og selv om vandet kun var +3 grader, gav den en god fight. Ind kom karpen, og den blev hurtigt afkroget, så jeg kunne komme tilbage i posen. Jeg fik ikke lagt stangen ud igen, da jeg simpelthen frøs for meget.
– Da morgenen kom, var det tid til kaffe og billeder – samt derefter som på alle andre ture tid til at vende hjem af, men det var nu også okay, da jeg var godt tilfreds, for jeg havde fået en fin skæller på 7 kg rent, som havde taget en af de nye boilies fra CFC-Bait, som vi er ved at teste lige nu. Alt i alt et rigtig godt gensyn med kanalen, slutter han.
– Har du selv fået taget hul på karpesæsonen 2021, så hører vi meget gerne om dine fangster her på fiskogfri.dk. Send os din beretning og et godt foto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
Morgenstemning ved Lammefjordskanalerne.