feb 22, 2024 | Artikler, Guide til fiskepladser, Kystfiskeri
Nordkysten er et de steder på Sjælland, hvor man oftest kan opleve overflade aktivitet, og denne fisk lod sig overliste af en lille rejeflue i det flade vand.
Kytfluespecialisten Michael Zinn´s hjemmebane er den nordsjællandske kyst. Her får du en række af hans bedste pladser serveret på at sølvfad.
TEKST: MORTEN JENSEN, FOTO: MICHAEL ZINN & MORTEN JENSEN
DEN SJÆLLANDSKE NORDKYST er Michael Zinn´s hjemmebane og har været det i mange år. Her får du hans bud på nogle af de rigtig gode havørredpladser, hvordan de skal fiskes, samt hvilke parametre man kan være særlig opmærksom på, hvis man vil prøve kræfter med – eller optimere sit fiskeri omkring nordkystens fantastiske havørredmuligheder.
Michael Zinn er 42 år gammel. Han startede sin fiskekarriere som ganske ung ved søerne i og omkring Allerød. Senere efter en lang årrække væk fra fiskeriet startede han med at spinnefiske efter havørred på nordkysten, og i 2012 efter længere tids fascination af fluefiskeriet, blev spinnestangen lagt helt på hylden. Fluefiskeriet blev meget hurtigt mere end bare en hobby for Michael, og han betragter det i dag mere som en livsstil end en fritidsinteresse. Michael kender store dele af Nordkystens havørredperler, lige så godt som han kender sin egen baghave. Ja faktisk ER Nordskysten hans baghave. Michael bor nemlig i området og har derfor meget kort til nogle af de bedste havørredpladser. Derfor bliver det også til en del ture i løbet af året og gennem de sidste mange år har han oparbejdet et stort kendskab til fiskeriet på den sjællandske nordkyst under forskellige årstider og vejrforhold.
På den Nordsjællandske kyst efter havørred
Havørredfiskeriet på den sjællandske nordkyst leverer hvert år gudeskønne blankfisk til både lokale kendinge, og til dem som flittigt drager nord over – måske fordi nordkysten har noget som der ellers ikke findes mange andre steder i landet.
Naturen omkring nordkysten byder på meget stor diversitet og foranderlighed, hvilket også ses i kystens og pladsernes karakteristika. Revlegennembrud, badekar, ålegræsbælter, blæretangskyster, muslingerev og stenrev afløser hinanden på skift, og trækker sultne havørreder ind mod det kystnære vand. Det er ikke kun til havørredens fordel, at nordkysten er så omskiftelig, men også til lystfiskerens. Det giver nemlig mulighed for, at vælge pladser ud fra egne præferencer og tilgange til fiskeriet samt muligheden for, at lave et totalt sceneskifte i sin jagt på det blanke guld.
Mellem nordkystens høfter kan man finde et fortrinligt badekarsfiskeri. Denne havørred kunne ikke modstå en hurtigt fisket pattegris.
Masser af havørredpladser på den Nordsjællandske kyst
Nordkysten dækker et kæmpestort område med relativt mange indbydende pladser, der alle kan holde på både stationære og trækkende havørreder. – Netop det faktum, at der er forholdsvis kort afstand mellem pladserne, er en meget tiltalende egenskab ved dette område, siger Michael. – Det giver mulighed for et hurtigt pladsskifte, hvis man mister troen på sit første pladsvalg eller pladsen allerede er optaget af andre fiskere. Og – det giver mere fleksibilitet og dynamik gennem fiskedagen, hvis man kan flytte sig hurtigt og ikke oplever for meget spildtid på transport. Her får du nogle af de pladser Michael selv fisker – samt hans oplevelse af, hvad der skal til for at lokken havørreden til hugget på netop disse pladser.
Michael nyder og stå op tidligt for at fiske, og denne fine havørred er fanget en tidlig sommermorgen, hvor den gik og hyggede sig tæt på land imellem blæretangen.
Havørred på nordkysten – året rundt
Den sjællandske nordkyst er et godt bud på en fiskedestination hele året rundt, men som mange andre pladser, så er forår og efterår topmåneder for godt havørredfiskeri. – Om vinteren er det en god idé, at tjekke prognoser for salt- og temperaturudsving i vandet på fx www.fcoo.dk, pointerer Michael. – Der kan skabes lommer med varmere og mindre saltholdigt vand i perioder omkring nordkysten, og dét kan være udslagsgivende for et godt vinterfiskeri. Hver år når dette ker, landes der ofte rigtig gode fisk, snitstørrelsen er måske ikke den største i landet, så som ved meget andet kræver det flid at få godt sølv i bæltet. Så det er bare med at komme ud og fiske noget vand af, slutter Michael.
De bedste nordsjællandske kystpladser på et sølvfad:
Den nordsjællandske kyst byder på mange spændende havørredpladser, som er beskrevet i detaljer nedenfor.
Munkerup
1 – MUNKERUP er efter min oplevelse et klassisk bud på en forårs- og efterårsplads, da Esrum Å har udløb ikke langt derfra, starter Michael. – Derfor kan man selvfølgelig løbe på en del farvede eller udlegede fisk i de respektive perioder, og man være opmærksom på fredningen ved åen, hvis man bevæger sig langt mod højre.
Munkerup strækket byder på et spændende bredt blæretangsbælte, der strækker sig langt mod Dronningsmølle, hvorfor der er meget vand at affiske. En stengruppering 50 meter ude markerer ofte startpunktet for mit fiskeri. Herfra affisker jeg mod højre og afdækker mest muligt vand, for derved at finde de fisk, som næsten altid huserer på strækket. Når pladsen vadefiskes, så bevæger man sig på en sandrevle, man skal dog være varsom, da der ved høj vandstand kan være ganske dybt vand tæt under land. For fluefiskeren er pladsen nemmest at fiske ved en lidt lavere vandstand, mens spinnefiskeren fint kan affiske området ved højvande også. Man parkerer ved en P-plads i skoven tæt på Munkeruphus. Den bedste vind for fluefiskeren er sydlig/sydøstlig/sydvestlig.
Nakkehoved Fyr
NAKKEHOVED FYR er en anden spændende og varieret plads mod nord, fortsætter Michael. – Der kan parkeres tæt ved restaurant Fyrkroen, og derfra skal man ned af en lang trappe for at komme ned på stranden. Til venstre er der et langt stykke med runde sten og blæretang, som kan holde på ganske mange fisk. Bæltet trækker helt inder under land, så vær rigtig varsom med vadefiskeri. Fiskene hugger ofte tæt på land, og der er ingen grund til at skræmme havørrederne. Jeg har faktisk tit fået fisk ved at gå på land, hvorfor jeg ofte koncentrerer mit fiskeri om det helt kystnære vand. Jeg oplever sjældent andre fiskere her, så chancen for at opleve uberørt vand er ganske stor, og det kan have betydning at være første mand på pladsen.
Cirka midt på strækket er der nogle bølgebrydere, som man kan fiske fra. Disse kan ofte være steder, hvor fiskene gør ophold, når de trækker, eller når de søger føde. Disse bølgebrydere kan være særdeles interessante for spinnefiskeren, da det kan kræve lidt distance, og der fiskes over relativt dybt vand. Til højre rundt om pynten er der også et godt langt stykke med rimeligt store sten og blæretang, der kan virke som en magnet på havørreden. Dette er et område, som er rigtigt spændende både for spinne- og fluefiskeren. Her gælder det om, at affiske strækket systematisk og holde godt øje med overfladen, hvis vejret er til det, da havørreden let kan afsløre sin tilstedeværelse. Et særligt hotspot i dette område er 500 meter til højre for parkeringen. Her findes en lille stensætningen der kan markere begyndelsen for fiskeriet.
Jeg starter gerne i dette område og fisker min vej tilbage mod P-pladsen. De første 100 meter er ofte her jeg møder fiskene! Det er efter min mening ikke en plads for den svagt gående, da det kræver lidt at gå på glatte rullesten. Den bedste vind for fluefiskeren er alt andet end kraftig nordlig/østlig vind.
Udsholt
UDSHOLT er en plads, som har lidt af det hele, og byder på rigtig meget forskelligt bund. Derfor kan havørreden ofte findes ved at afsøge de forskellige områder, da den kan tiltrækkes af én type kyst den ene dag og ændre lyst den næste dag.
Der parkeres ved fyrrestien, og når man kommer ned på stranden, har man et lille rev foran sig, som består af sten og blæretang, og hvor der er ret så lavvandet. Men tag ikke fejl. Det lave vand kan sagtens holde fisk, så der er ingen grund til, at gå forbi her! Jeg giver ofte dette område en særlig koncentreret opmærksomhed i vintermånederne, da havørrederne ofte søger dette område i den kolde tid. Til venstre bliver der hurtigt noget dybere, og det kan være svært for fluefiskeren at afdække så meget vand. Her har spinnefiskeren en god fordel, og kan nemt affiske dette område. Ved ekstrem lavvande kan man komme ud og gå på selve revet og fiske sig mod venstre, og det resulterer i et rigtigt godt fiskeri, hver gang at det er muligt. Til højre mødes man af et bredt badekar, som strækker sig et stykke ned af kysten. Det er rimelig lavvandet, og det kan være et fint sted og bruge lidt tid i den kolde tid. Der kan parkeres ved fyrrestien. Den bedste vind for fluefiskeren: Sydvest er godt og er østlig fin, hvis den ikke er for kraftig.
Heatherhill
HEATHER HILL er en fantastisk all around plads, og den kan fiskes hele året, understreger Michael. – Du kan parkerer på den store P-plads ved ishuset på Rågelejevej. Her trasker man ned gennem fårefolden og mødes af et stort lækkert badekar. I mine øjne er et af de absolutte bedste områder lige neden for fårefolden. Dette område holder ganske ofte på en fisk eller to. Herefter søger jeg gerne mod højre og fisker området systematisk af. Heather Hill er ofte en plads, hvor fiskene kan vise sig i overfladen, så vær opmærksom på overfladen, når vejret indbyder til sightfishing i karret. Hele dette badekar oplever jeg som en rigtig god trækrute for havørrederne. Badekarret agerer motorvej for trækkende stimer af havørreder og særligt i forår, efterår og vinter kan der komme ganske mange ørreder forbi. Dog kan pladsen også levere rigtig fint fiskeri i sommerperioden, når aften og nattefiskeriet melder sin ankomst.
Pladsen er nemt tilgængelig, og den er en rigtig fin vadeplads, som nemt kan fiskes med lidt bølger, da man går på sand og fisker ud over badekarret. Bagkanten af karret kan ikke nås med flue, og fluefiskeren kan med fordel koncentrere sit fiskeri om forkanten af karret. Husk derfor at lægge nogle kast langs vaderetningen. Spinnefiskeren kan næsten nå bagkanten af karret og pladsen henvender sig derfor på mange måder både til både til spinne og fluefiskeren. Når man står oppe på kanten kan man se bølgebrydere til venstre. Disse kan fiskes med spin og kan være en god joker. For fluefiskeren er pladsen ikke god i kraftig nordlig vind, men ellers kan det meste bruges.
Hald Strand
HALD STRAND er måske en af de mest sagnomspundne pladser på nordkysten, og det er det bestemt en grund til, fortsætter Michael.
– Hald Strand kan hvert år levere fantastisk fiskeri, og både flue samt spinnefiskeren har et væld af muligheder i dette område. Der kan parkeres ved græsstykket på Klintevej, hvor den høje klint skaber det første indtryk af pladsen. Oppefra kan man til venstre se tre høfder, hvor der er et stort tangbælte ude foran.
Pladsen består mest af sten og blæretangsformationer, som giver perfekte forhold for de jagende havørreder. Som spinnefisker er det første område her et nemt stykke at affiske, hvor det derimod kræver lav vandstand som fluefisker, hvis fiskeriet skal opleves som produktivt. Jeg begynder ofte mit fiskeri længere mod højre, hvor der ligger tre rev. Ofte snakkes der om ”revet” på Hald, men der ligger faktisk tre rev på pladsen. To mindre og et stort. De mindre rev skal man bestemt ikke gå forbi, da der tit står fisk på dem, og det samme gør sig gældende på den modsatte side af revet. Efter affiskning her kommer det egentlige rev på Hald. Det kan holde tre fiskere, hvis man kan lide hinanden, og er efter min mening en rigtig fed plads som fluefisker. Jeg gør en særlig indsats omkring revkanterne. Afhængig af strømretningen vælges læ-kanten af revet, da føden kan koncentreres på bagsiden – og det ved havørreden. Hald Strand kan kaste fisk af sig hele året igennem, men særligt sommeraftenenerne kan være helt skønne. Pladsen kan være besøgt, så det kan betale sig at stå tidligt op. Vind for fluefiskeren: Syd/sydvest giver stille vand, men pladsen kan godt tage noget vind.
Skansen
SKANSEN er i min optik den sidste plads på nordkysten mod Hundested. Den er kendetegnet ved ret stor dybde tæt under land og en del store sten langs kysten. Der parkeres på en P-plads meget tæt ved vandet, og lige nedenfor her kan man begynde fiskeriet.
Pladsen her kan være rigtig giftig i forår og efterår, når havørrederne trækker ind og ud af Isefjorden. Havørrederne gør gerne ophold her, inden de bevæger sig videre ud i det salte. For mig er denne plads en rigtig joker. Jeg bliver sjældent på pladsen lang tid , da den er let overkommelig og hurtigt fisket af. Bedste vindforhold for fluefiskeren er østlig/sydøstlig og svag nordlig vind.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 4/2018
aug 28, 2023 | Artikler, Guide til fiskepladser, Kystfiskeri
Fjordens smalleste sted er ved Aggersund. Strømmen bliver kraftig og ørrederne patruljerer på kanten af sildestimerne, når disse vandrer i marts-april.
Den østlige del af Limfjorden byder på en perlerække af fiskepladser, hvis strømrender kaster store mængder fuldfede havørreder af sig. Her får du pladserne fra Aggersund til fjordens udmunding i Kattegat.
AF BO JENSEN
FISKEN GÅR TUNGT ude i strømmen og belært af tidligere fejltagelser, lader jeg den arbejde på dybere vand nogle meter fra kanten til det lave, hvor jeg befinder mig. Så længe den arter sig roligt, gælder det om at være tålmodig og tappe den for kræfter ved at lade den gå og give den lov til at tage line, når den vil. Der går flere minutter inden jeg ser den vende få meter fra stangspidsen. Pulsen stiger. Den er stor, måske over 3 kg og tyngden kan mærkes i udløbene, der langsomt svinder i styrke. Anden gang fisken viser sig tæt på, er det »for« tæt og den flommefede limfjordsørred glider i netposen. Ormeimitationen sidder solidt i saksen og fisken når at brække et par ufordøjede børsteorme op, inden nettet med fisken lægges til rette på det opskyllede ålegræs ved strandengen. Jeg er ved en kendt plads ved fjorden, vinden er svag i sydvest og det faldende vand går med små krappe krusninger. I forårssol og lun vind kan 62 cm sølv bare ikke blive flottere eller for den sags skyld mere velkommen.
Hvor finder du havørrederne i Limfjorden?
Vandskiftene har på hele strækket fra Aggersund til Hals skåret dybe render og det »ved« ørrederne alt om. I de seneste år er ålegræsset og muslingerne mange steder heldigvis i fremgang. Det er vigtige opvækstområder for krebsdyr, tobisyngel og andre af havørredens byttedyr. De store lave arealer huser store populationer af rejer og børsteorme. Produktionen af sidstnævnte er visse steder enorm og bidrager til ørredernes første store ædegilde først på året. Ormegildet giver hurtigt fiskene et tiltrængt proteintilskud og hjælper væksten i gang efter vinterens knaphed på føde.
For besøgende fiskere, der er vant til østjyske, fynske og sjællandske pladser med blæretang og stenrev, vil denne del af fjorden sikkert virke kedelig og monotom, men lad dig ikke narre. Hvad mange af pladserne mangler i charme har de i rigt mål i mængden af fisk… det gælder bare om at ramme dem.
Toptunede blankfisk venter på dig i forårsmånederne. Optrækket af nye fisk starter tidligt i juni i denne del af fjorden og varer sommeren igennem. Natfiskeri er en oplagt mulighed.
Fisk havørred i strømrenderne
Strømrenderne virker som magneter på havørreden. Ved faldende vand i foråret skylles millioner af kubikmeter vand ud gennem renderne og gydende børsteorme og andet havørredguf følger med. Især når solen har haft sin indvirkning på det lave, kan man opleve et fint fiskeri, når de chanceløse fødeemner skylles ud og bliver en del af naturens egen foderautomat.
På bestemte pladser virker strømrenden som en tragt, hvor fiskene skal passere et begrænset område for at nå ud på det dybe og sikre. Derfor er det selvsagt en rigtig god ide at studere tidevandstabellen på forhånd. Gør man ikke det, skal man enten hedde Højben eller have rigtig god tid og megen tålmodighed, da der som bekendt er en rum tid mellem høj- og lavvande. Mange sværger til fiskeri omkring vandskiftet. Det er som om fiskene øger aktiviteten ved vandvendingerne, hvor man ofte vil se fiskene vise sig i overfladen.
Affiskning af strømrenden er ikke specielt krævende. Det kan godt betale sig at gå lidt inde på den lave side og affiske kanten til renden. Jeg har flere gange oplevet at ørrederne står og hviler sig på kanten af den stærke strøm. Ved meget stærk strøm kommer der hvirvler bag støvlerne og når det er tilfældet, gør man klogt i at holde god afstand til renden.
En transparent rejeimitation frister havørreden over evne, selv på deciderede børsteormepladser med blød bund.
Havørredgrej til Limfjordens strømrender
Grejet til fiskeriet i strømrenderne er simpelt let kystgrej, men endegrejet kan med fordel opskaleres en smule i forhold til det, der anvendes i den øvrige del af fjorden. Strømmen kan være ekstrem, vadning skal foregå med forsigtighed og agnen skal ned i vandsøjlen for at fiske effektivt.
En del spinfiskere går med 21-24 gram, men 8-12 gram tager også fisk. Sølv, perlemor og grønne farver er velfangende. Specielt vil jeg fremhæve Møresilda 15 og 18 g, Toby 7-20 g. samt tobislignende blink og woblere. Fisker du bombarda, så vælg en synkende udgave, strømmen skal nok holde det fri af bunden. Brug gerne en belastet flue. Juletræet, Flammen, rejeimitationer og selvfølgelig lange efterligninger af børsteorme fungerer godt på disse kanter.
Fluefiskerens valg af line kan være udslagsgivende. Mindst en hurtig intermediate skal der til for at trække fluen lidt ned. Ved kraftig strøm er det som at fiske i en elv. Det kan man udnytte ved at kaste lidt »opstrøms« og få lidt mere dybde på fluen inden den begynder at svinge.
Havørredpladser i den østlige del af Limfjorden.
De bedste havørredpladser i den østlige del af Limfjorden:
EGENSE DYB OG VEJDYBET ved Limfjordens udløb i Kattegat er meget typiske strømrendepladser, som fisker godt ved faldende vand. Parkering for enden af Sandgravsvej i Egense på sydsiden af fjorden. Der er 900m til det fiskbare vand, men er ofte besværet værd. Der kan fiskes på en 3 km lang strækning og renden er mest markant i bunden. Der fanges i blandt nedgængere, der kommer fra en af fjordens åer. Disse bør dog genudsættes. I renden som afvander et stort lavvandet område viser fiskene sig ofte, men det er langt fra altid de er hugvillige. I renden kan der træffes kutling, tobis og sild foruden rejer og orme.
I ekstremt lavvande og i vejr med god sigtbarhed kan man vade til næste strømrende 900 m. længere mod øst. Gå aldrig derud alene og helst med en der kender området. Der kan forekomme havgus og du kan let miste orienteringen. Af samme grund skal flydering og pontoon anvendes med grundig omtanke.
HALS er endnu en kendt plads, hvor fiskeriet øst for havnen er præget af mere traditionelt vadefiskeri. Der er rimelig variation med bl.a. ålegræs nogle hundrede meter fra starten af stykket. Efter min mening en ret undervurderet plads, som har givet pæne fisk. Der er tankevækkende kort afstand til sejlrenden, som kan bugne af sild.
Nørredyb ved Egholm. Din fisketur skal times med vandskiftet og gerne i faldende vand om foråret. Har du mulighed for som her at søsætte båd til kastefiskeri kan du fiske renden på begge sider af øen.
NØRREDYB VED EGHOLM nås fra nordsiden hvor man parkerer ved Nyborgvej. Der vades få hundrede meter ud mod Egholm, hvor man støder på strømrenden Nørredyb, som ligger i forlængelse af Ryås udløb. Det populæreste stræk ligger ved pælerækken i kanten af rendens sydside, men rigtig mange fisk fanges uden for dette område. Her kan være mange fiskere, men hvis man søger lidt til en af siderne er der som regel god plads. Hvis du holder lidt afstand til kanten har du chancen for at fiske til ørreder, der patruljerer på selve kanten. Nørredybet fiskes efterhånden oftere fra Egholmsiden, hvor det er nødvendigt at sejle med den lille Egholmfærge for at nå pladpladsen. Her kan pladserne være godt besøgt.
HALKÆR BREDNING har flere fredninger, men mellem dem er der masser af pladser, som ikke fiskes så ofte. En af de gode pladser er hvor den gamle vej gik. Der er en stejl kant på østsiden, hvor vejen gik og et stort dybt hul udfor. Mod vest er der lidt hårdere bund, hvor der er masser af kutling. Halkær Bredning plumrer let op ved hård vestenvind. Der parkeres ved Sebbersund.
VED GJØL vades der et par hundrede meter til det dybere vand med ålegræs. Der er meget ålegræs og fra april-maj kan det være et problem med drivende græs. Vader du mod nordøst finder du et spændende let kuperet område. Parkering ved fjorden på Isbakkevej.
De langnæbbede invaderer fjorden fra maj – men ørreden er der stadig. Måske viser dagens hug nummer ti sig at være ørred. Om aftenen stilner hornfiskens
aktivitet som regel af. Eller overgiv dig og nyd hornfisken på popper eller små fluer.
KLITGÅRDS FISKERLEJE ligger på fjordens sydside. Bunden er få steder lidt atypisk idet der er kalkflager man kan gå på. Ålegræs og muslingebanker gør den forholdsvis beskedne plads et besøg værd. Der fiskes både nord og syd for og der er mulighed for lange vadeture. Der parkeres syd for fiskerlejet.
RÆRUP VEST FOR VENDSYSSELVÆRKET kan fiskes fra den lange stensætning hen mod værket og mod vest, hvor kanten til sejlrenden især i starten er meget markant. Længere vestpå flader kanten ud. For mange vil dette være en ret uinteressant plads, men opsøg den beskedne variation med huller, ålegræs og muslingebanker. Der fanges og mistes jævnligt store fisk på dette stræk. Længere inde mod Nørresundby ligger et område med lidt blødere bund og masser af vegetation. Fra maj kan begge steder syde af legende hornfisk, men ørrederne færdes lige ved siden af de langnæbbede sommergæster.
AGGERSUND kan fiskes på begge sider af broen. Strømmen kan være meget kraftig og det smalle sund er et yndet sted for fiskeri efter sild og hornfisk. Al ørred, der kommer sydfra på sin vandring, skal ud gennem fjordens smalle passage her. Når sildestimerne vandrer ind i fjorden for at gyde, bliver de sent udtrækkende havørreder fristet. Der fanges også en del på pladsen, men forbavsende mange fisker efter sild, og ikke med sild. I perioder støder man på sæler omkring broen og deres tilstedeværelse kan presse ørreden ind på lavt vand.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 6/2014
apr 6, 2023 | Artikler, Guide til fiskepladser, Kystfiskeri
Fiskeren her gør det rette. Selv om det er lavvandet, affisker han det lave, før han vader ud.
Med en beliggenhed i den vestlige ende af Danmarks største fjord, byder Mors på et til tider udmærket havørredfiskeri – selvom fiskeriet i Limfjorden næppe ikke er lige så godt, som det har været. Pladserne er heldigvis mange, og de besøgende er ofte overraskende få – så der er stadig fisk at komme efter. Her får du et bud på hvordan der skal fiskes for at komme i kontakt med sølvet.
AF BO JENSEN
DEN STORE TRYKBØLGE viser sig i nærheden det sted, jeg formoder min lille wobler befinder sig. Overfladen sitrer af uro, men der sker ikke mere, selv om wobleren fiskes helt ind. Jeg har allerede fisket et par timer og er imod sædvane vadet et stykke ud, da det er pessimistisk lavvandet. Wobleren har indtil nu givet belønning i form af en mindre ørred, der huggede mellem det drivende ålegræs, og jeg overvejer at skifte til enkeltkrog for at undgå ålegræsset. I stedet kommer fluestangen frem.
Jeg har god tid, fiskene er der, og der er ikke et øje at skue på den Morsøske kyst. I første kast hugger en vægtig fisk efter bare to strip. Fisken går så dybt, som vandstanden tillader. Efter to udløb er fisken mere kontrollerbar, og nogle minutter senere kan jeg kane den halvt på land og gribe den over nakken. En farvet efterårsørred, som viser sig ikke at være alene. Der er klart tale om en stime med fisk af blandet størrelse, køn og farve. Det bliver til mange fisk, både letfarvede hunner, en stor han på 3,5 kg og blanke fisk på den rigtige side af halvmeteren. I alt tre fisk over 60 cm på samme dag er ikke hverdagskost, så hjemturen i bilen er lige til at holde ud.
Fisk med gullige flanker er helt røde i kødet af en eneste grund: rejer. De er prima spisefisk.
Masser af havørredåer ved Limfjorden
Limfjorden tilføres ferskvand gennem et stort antal afvandingskanaler og et betragteligt antal havørredførende åer med Danmarks nok mest kendte, Karup Å i spidsen. Men vandløb som Ryå, Skals-, Lerkenfeldt-, Trend-, Bjørnsholm-, Binderup-, Halkær og Lindenborg Å yder tilsammen også massive bidrag til fjordens tusinder af havørreder. Dertil kommer et større antal mindre åer og bække, hvor der udsættes fisk, fordi den naturlige reproduktion desværre har trange kår.. De mange restaureringsarbejder i foreningsregi bidrager desuden til flere og flere fisk af naturlig herkomst. På trods af dette er det meget bemærkelsesværdigt, at fiskepresset i fjorden som helhed er ret lavt. Sammenligner man med fx med Mariager Fjord, har man masser af vand og pladser, der ligger næsten urørt hen. Søger man lidt væk fra de kendteste pladser er der rigtig gode og oplagte muligheder for at finde små vige, odder og stræk med afvekslende, indbydende bundforhold. Nogle af disse steder kan man stort set have for sig selv – eller en sjælden gang dele med en medfisker, der også har søgt væk fra mange andre fjordes efterhånden lange køer.
Gode havørredpladser på Mors.
Havørredpladser langs Mors kyster
Mors er en overset perle på kanten til det nordjyske. Her er som mange andre steder i Limfjorden kilometervis af fredfyldt havørredrevir, der bare venter på at blive gennemfisket. På den smukke Limfjordsø finder du uspoleret natur og kyster, der ikke har ændret udseende siden istiden. Der er milevide stræk med fine kystpladser, og søger man lidt væk fra de gængse pladser, finder man bare flere indbydende pladser, der giver fornemmelsen af at fiske i urørt, jomfrueligt vand. På Mors er der mange mindre vandløb, som bidrager med tilførsel af fisk til fjorden. De store fisk er til stede og for få år siden fik man udsætningsørreder fra Karup Å, hvilket bevirkede, at der af og til blev fanget fisk af en anseelig størrelse. Nu tilføres udsætningerne fisk fra Thy, som leverer fisk af en for vandløbende måske mere passende størrelse.
Denne fisk kunne kun nås fra ponton, kajak eller flydering. Den tog fluen over en tangplet et godt stykke fra land.
Vandstandens betydning i Limfjorden
Vandstanden har enorm stor betydning i Limfjorden og jeg tjekker meget ofte fjordens vandstand samt temperatur på DMI. Langt overvejende er fiskeriet bedst ved middel eller høj vandstand. Dertil skal der tages højde for vinden, der har stor indflydelse. Vandstanden forhøjes stærkt ved vindstuvning, da sydvestlige vindretninger får presset vand ind i fjorden. Ankommer du alligevel til lavere vandstand, så giv ikke op. Ofte går fiskene bare længere ude og så må der vades. Går man med spin er det mest anvendelige letkastede stænger på 8-10 fod med afbalanceret hjul og line. Nogle sværger til det grove grej, men det mener jeg slet ikke, der er behov for. Ja, der findes store fisk i fjorden, men selv en ørred på over 5 kg kan landes på en let 9 fods stang. Og de mere gængse størrelser på 40-60 cm giver klart større fornøjelse på det lettere grej. Til mit eget spinnefiskeri bruger jeg en 9.3 fods stang med kastevægt på 5-15 g. Den er fin til de små agn, som Limfjordsørreder ikke kan stå for.
Favoritter på Mors: Snurrebassen 1, 2X Møresilda, Stripper, Salty og Djurslandswobler
Fisketips til havørredgrej i Limfjorden
Små blink i vægtklassen 4-12 gram er som udgangspunkt det, du skal bruge. Hvis jeg skal fremhæve et par stykker er det hvid Stripper i 7gram og 6 grams Møresilda i guld, samt små Snurrebasser. Blandt woblerne gør Salty på 12 gram det godt. Hav desuden et 15 grams Møresilda i sølv/blå eller perlemor/grøn samt et hvidt Boss blink i æsken. Som alternativ til det nævnte metal, kan en spinner være den rette cocktail til ørreder, der viser sig, men ikke hugger.
Fluegrejet til Mors havørreder adskiller sig ikke fra almindeligt dansk kystfluegrej. En flydende line i klasse 5-7 vil dække det meste. Fisker du i strømrenderne er en intermediate eller synke 2 overlegen, da du ellers ikke når ned til fisken. For enden af forfanget skal der bindes tangloppe-, reje- og kutlingeimitationer, men når børsteormene sværmer indretter man selvfølgelig sit fluevalg derefter. I de kølige måneder tager Flammen, Pink Glimmerreje og Pattegrisen sine andele af fisk. De samme mønstre gør det også udmærket i grumset vand. Personligt bruger jeg højst tre til fem mønstre på et år, men har altid flere alternativer med i boksen, hvis de mest brugte skulle svigte. De varieres i farve og størrelse, så de passer til dagen. Men der er selvfølgelig dage, hvor fiskemakkeren får den bedste fisk på et blink, selv om fluen har gennemtævet strækket først. Det vigtigste er efter min overbevisning at dække sig ind med forskellige fluetyper. Så er man bedst rustet, når der kan skiftes mellem reje, tangloppe, småfisk eller børsteorm. Som en uundværlig outsider i flueboksen skal du have et par skumbiller i str. 8-10. De er sikre valg, når man kan se fisken bryde overfladen i stille vejr.
Står man uden linekurv, må man improvisere. Denne fisk tog en stor lyserød flue 7 m fra stangspidsen, mens den sank i vandsøjlen
Hvor findes kystørrederne på Mors?
Fiskene står ofte lokalt på Mors, hvor det er typisk korte stræk, der holder fisk. Små ubetydelige fremspring på stranden, gerne med lidt vegetation på bunden der bryder ensartetheden af sand- eller grusbund, er blandt de hotteste spots. Det kan være ved afslutningen af et tangbælte eller »lysninger« i ålegræsbælter samt huller i et ellers lavvandet område, at ørreden huserer i sin jagt efter føde. Det gælder i al sin enkelthed om at lokalisere de små variationer på kyststrækket, og man får ret hurtigt blik for dette. Har man fundet et par små pynter, vil fisken gerne søge tilbage til de samme steder, selv efter de er blevet skræmt af en klodset fisker. Det har mere end èn gang vist sig givtigt at holde små pauser og fiske de samme pynter igen. Evt. kan man fiske nærliggende spidser og odder, hvis fisken har søgt tilflugt i nærheden.
Pålandsvind er godt på mange havørrredpladser
Ved pålandsvind vil områder med blød bund plumre op og sætte ørrederne i jagthumør. Limfjordsørreder er vilde med bølger og krusninger på vande. Til stor frustration for nogen fiskere kan vinden blive for dominerende, da for hård sø og stigende vand vil slå ålegræsset løst og besværliggøre fiskeri. Spinnefiskere kan med fordel bruge ophænger foran blinket. Det kan forlænge fisketiden lidt, hvis man har fundet stimerne, men ikke kan holde græsset fra krogen. Skift til enkeltkrog vil ligeledes give flere grødefri kast. Fluefiskeren har det ofte lettere mht at finde de små grødefri lommer med relativt korte kast. Omvendt giver let fralandsvind super forhold for fluefiskeren. Især efter en periode med høj vandstand og gang i vandet. Det meste drivende ålegræs vil være skyllet op og de løse stykker være blæst fra kysten. Når vandet klarer op mæsker ørrederne sig i kutlinger, tanglopper og rejer i havstokken. Der skal næsten ikke vades, og fluen fiskes helt ind til den er fuldt synlig.
Proviant på turen forøger din fiskeradius. Her har jeg fundet læ under Hanklit.
Stille forhold ved Limfjorden kan være svære
Er overfladen blank, kan forholdene være vanskelige og fisken skræmmes let. Som fluefisker kan et klodset kast være nok til at sende ørrederne på flugt og et kraftigt forfang kan ligeledes spolere dine chancer. Gå ned i forfangstykkelse, prøv tørflue, gerne en lille skumbille og kast i udkanten af den formodede opholdsplads. For spinnefiskeren er det på en måde lettere. Man kan lade blinket lande 10 m fra fiskene eller fiske dem på længere afstand. For at komme i kontakt med fisken på lavt vand, er det nødvendigt at bruge lette agn. Små woblere eller helt lette blink kan praktisk talt fiskes helt ind til de rammer det allerlaveste. Fiskene vil gerne følge agnen og tager først lige før de selv får ryggen fri. Kastene lægges både vinkelret ud og på langs med kysten. Mange begår den fejl, at de vader for langt ud og kaster endnu længere. På nogle dage står jeg helt på det tørre og lægger kast ud, ellers skræmmer man fiskene. Dermed får ørreden en meter mere at jage agnen, men til gengæld er det noget mere kritisk at kroge, fighte og lande fisken.
De bedste fiskepladser til kystørred på Mors
Der er rigtigt mange gode pladser hele vejen rundt om Mors, og det kan være svært at vælge. Det betaler sig i den grad at være udforskende i sit fiskeri, da de fleste stræk rundt om øen rent faktisk holder fisk. Men når det er sagt, er der er nogle enkelte pladser, som er yderst besøgelses værdige. DRAGSTRUP VIG er en alsidig plads. Der kan parkeres flere steder på fjordens sydside ved Tæbring. Kysten er ret lavvandet mod vest, hvor den ene indbydende spids afløses af den næste. Derfor er vadning ikke nødvendigt. Nogle få steder finder man dybere vand ind under land. I bunden af vigen har Lyngsbro Bæk sit udløb og sammen med Votborg Å ved Tæbring genererer den en stor tilførsel af fisk. Begge åer er til dels selvreproducerende, men mangler en del i restaureringsarbejde endnu.
Susanne Worm med fuldfed Limfjordsørred fra Mors. Der kan være langt mellem snapsene, så smilet er fuldt forståeligt.
Ørreden er sjældent alene, men går oftest i stimer. Selv om der fanges mange mindre fisk, vil de større gerne være i de mindres følgeskab. Der kan fiskes i det meste af Dragstrup Vig, men halvårsfredningen ved Tæbring og helårsfredning af Lyngsbro Bæk i bunden af vigen, skal selvfølgelig respekteres. På kanten af Dragstrup finder du Mågerodde, som kun nås efter en længere gåtur – uanset hvilken side man kommer fra. Men tager du spadsereturen finder du masser af muslingebanker og visse steder stenet bund.
Nees Sund byder på prima havørredfiskeri, på begge sider af færgelejet, efter lidt ruskvejr og middel til høj vandstand. Der er mange muslingebanker i området, og fiskene kan træffes både helt lavt og ved let vadning. Nord for færgelejet er der to fine pladser. Første plads ligger 100 m fra færgelejet, og den næste ligger et kvarters gang længere mod nord, hvor der er et stenrev omgivet af et område med afvekslende bundforhold. Der er et shelter lige ved vejen, hvor der kan overnattes, og der er fine Parkeringsmuligheder.
Ved meget lav vandstand skal fiskene logisk nok findes længere ude.
Ved Hanklit og Gullerup Strand kan der næsten altid findes fisk. Iblandt går fisken helt ind under klinten, andre gange ville det være en fordel med flydering, da man kan se aktive fisk 100 meter ude. Strækningen øst for Hanklit er groft undervurderet. Hvis fiskeriet under klinten svigter, har badekarrene på dette stykke vist også at kunne kaste fisk af sig. Vest for Hanklit ligger Gullerup Kro. Der er fredning ved Gullerup Strand, men fiskeriet kan optages et stykke vest for Gullerup Kro. Dette er et godt besøgt sted, men giver også jævnligt pæne fisk.
Tissinge Huse finder man ved Glomstrup Vig, og der fiskes på begge sider. Der er to fredningsbælter fra udløbet ved broen over udløbet fra noret på landsiden indenfor Tissingvej. Inderst er der helårsfredning på grund af Moutrup Å og Nørre Å, der løber sammen, før vandet ledes fra Tissing Nor til fjordens saltvand. I forlængelsen af fredningsbæltet er der yderligere en zone med halvårsfredning. Fiskeriet er meget afhængig af fisketrækket til og fra noret. Der er store bælter af ålegræs og godt med muslingebanker.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 3/2014
Fisk fra april som lige præcis har sneget konditionsfaktoren over 1,0.
jan 8, 2021 | Grejnyt, Nyheder, Sponsornyt
Du har sikkert hørt om fordelen ved et hugpunkt, men hvorfor ikke placere det på krogen i stedet for på agnen? Det har Savage Gear nu gjort noget ved – og lavet en serie af hotspotkroge, der kommer både som enkelt og trekrog.
I samlingen på trekrogenes grene sidder et UV-hotspot, som er meget UV aktiv. Du kan teste det med en UV-lampe for at se, hvor kraftigt den reflekterer UV. Trekrogen er en SGY-krog, hvilket står for Savage Gear Y-form. Ser man krogen bagfra, vil du kunne se, at den er formet som et Y. Krogene er lavet i Black Nickel og er blevet testet gennem det sidste år for at sikre den bedste kvalitet. De er både meget saltvandbestandige og holder sig skarpe på flere fisketure med fisk. 1X henviser til den tykkelse, som wiren på krogen har. 1X passer perfekt til havørredfiskeri på kysten, hvor krogen skal være tynd nok til at kunne sætte sig i munden og tyk nok til at kunne håndtere en stor havørred. På enkeltkrogen – der hedder GPS – er hotspottet monteret øverst ved øjet,
Alle kroge er monteret med springring samt en lukket ring, så den er lige til at montere på ens gennemløbsagn. Den lille springring, samt den lukkede ring giver nemlig ekstra bevægelsesfrihed, så den både kroger bedre samt sidder bedre i gabet på fisken efter krogningen. Hotspotkrogene fås i størrelserne 2-2/0 som enkeltkrog og 10-6 som trekrog.
Priserne ligger fra 60 kroner for 8 enkeltkroge til 80 kroner for 8 trekroge.