NY POTENTIEL VERDENSREKORD PÅ HAVKAT TIL DANSKER

Flemming Hansen fra Glamsbjerg, der er medlem af havfiskeklubben Måleren har netop fanget en gigantisk blå havkat på 29 kilo og 126 centimeter, som er langt over den gældende verdensrekord på 25,2 kilo. Den opsigtsvækkende fisk blev fanget med den kendte danske havfisker Brian Ahlers som guide på båden Asnes med udgangshavn fra norske Havøysund. 

– I dag havde vi planlagt medefiskeri på meget dybt vand med det formål at se, hvad dybet mon kunne gemme på, fortæller gutterne fra klubben, der er på sin årlige havfisketur til Norge . Rødfisk ville vi fx. gerne have nogle flotte eksemplarer af. – På en position, der så lovende ud på ekkoloddet, besluttede vi at prøve. Ret hurtigt fik vi flotte rødfisk og tre lykkelige lystfiskere satte personlige rekorder på 3,2 kg – 2,8 kg og 2,2 kg. Brosmer fik vi også med ca. 4 kg som den største, men så meldte Flemming om et seriøst bundbid. Meeeen lige pludselig rykkede bunden sig… Kunne det være en flynder, havtaske eller måske en rokke af en slags? – for det var bestemt ikke en rødfisk. Tungt var det på vejen op, og den fisk ville bare ikke med de sidste 100 meter op, for da tog fanden ved den.

– Men – Flemming holdt godt ved, og han gav ikke fisken lov til at gå ned igen. Efter en lang kamp viste der sig en kæmpe mørk fisk sig cirka 20 meter fra båden. Er det en flynder?, spurgte vi igen os selv. Nej – for pludselig udbrød Flemmings gode fiskekammerat Morten: “JEG HAR ALDRIG SET SÅ STOR EN HAVKAT” – og det var netop det, den med sine enorme 29 kilo var. Flemmings søn Simon var også med som 3. mand på båden, og kunne følge fighten samt dele oplevelsen. Måske var det det allerbedste ved den fangst.

Den ekstremt velnærede havkat, blev fanget på en sejfilet fisket på bunden 330 meter nede i dybet på koralbund.

 

Grejxperten

NORGE: TIL HELLEFLYNDERFEST I HAVØYSUND

– Igen i år drog vi 12 mand fra Skagen Havfiskeklub mod det nordiske helleflynder-Mekka ved Havøysund med Norway Guide Fishing, hvor vi skulle bo i den fine camp, der ligger ret ned til vandet med de toptunede Arronet joller. Sådan lyder det fra Anders Bjørn Wolff. – Vi er tæt på Nordkap, så det er en lille køretur på cirka 2400 km. Både Sverige, Finland og Norge kommer vi igennem, og turen er helt utroligt flot. Det flotte Alta Pas passerer vi, og det indikerer, at vi er tæt på det endelige mål, hvorefter vi nyder de sidste 300 km imellem fjorde og bugter.

– Endeligt fremme bliver camp og både gennemgået af de dygtige guider, Peter og Rasmus. Vi kaster os straks over grejet, og inden længe er vi på vej ud på Det Norske Hav. Det bliver kun til en lille aftentur, men vi belønnes da med en fin helleflynder på 138 cm. Den bliver hurtigt målt i vandet, og får hurtigt sin frihed igen.

– De følgende dage er vejret bare med os, og der kommer rigtig mange flotte helleflyndere op. Karsten Cramer får en flot fisk på 178 cm, Eskild topper med en gigant plade på 215 cm, og der kommer faktisk en del op over 150 cm – bl.a. Jesper med en fisk på 152 cm på kastestang. Den giver ham virkelig kamp til stregen. Jeg fanger selv en fin helleflynder 145 cm på en flådfisket sej. Det er ret fedt at prøve, og hugget ser fedt ud på den store malleprop. Jeg får flere tilbud, som jeg desværre mister. Totalt fanger vi 12 mand på de 4 både 87 helleflynder, og ca. 95% bliver genudsat. Ud over flyndere bliver det til havkat, torsk, sej, ulk, kuller og brosmer. Stedet kan varmt anbefales, hvis man er til fiskeri efter store helleflyndere, men ud over det, så er der mange store naturoplevelser med hvaler, havørne og søpapagøjer i massevis, slutter han.

Læs også denne artikel om sensommerens og efterårets fiskeri efter helleflynder i Nordnorge.

 

Hvidovre Sport

FLOTTE NORSKE HELLEFLYNDERE

– Vi har den sidste uges tid haft et helt magisk helleflynderfiskeri hos Norway Guide Fishing her i Havøysund, fortæller Brian Larsen, der arbejder som guide. – Vejret har været alt fra mega blæsevejr og regn til helt fladt vand med solskin og flot nordlys-show på himlen om aftenen.

– Fiskeriet koger for øjeblikket, og vi har set flere flyndere – også fisk på over to meter – komme med helt op til båden efter både torsk, sej og jigs, og der er endda flyndere, som har taget jigs på overfladen efter at være fulgt med op fra dybet. En helt utrolig fed oplevelse.

– Den største flynder fra den sidste uge er på hele 182 cm, og vi har fået syv over 150cm plus mange imellem 80 – 150cm. Sæsonen er ved at være slut for os i år, men vi håber virkelig på at kunne slutte med en helleflynder på over to meter, med det fiskeri vi oplever i øjeblikket.

 

Hobie Outback fiskekajakker.dk

 

Morgenstemning ved Havøysund.

Morgenstemning ved Havøysund.

Kæmpe helleflynder fra norske Magerøysund

 –   Jeg og min ven Daniel Løken har netop været på havfisketur til Magerøysundet i Havøysund for at forsøge at slå vores tidligere helleflynderrekord på 171 fra stedet, som Daniel fik på vores forrige tur, fortæller svenske Ulf Hugsen. – Allerede i det første drift landede vi en på 130 centimeter og mistede en på nogenlunde samme størrelse. –  Vi tog derfor det samme drev en gang til, og det skulle vise sig at være en god ide. På vej op blev min døde agnfisk nemlig taget af en stor flynder, der lagde ud med et brutalt udløb – og så var det ellers bare om at følge efter med båden. Efter et stykke tid stoppede flynderen sit mega udløb, og det betød, at jeg stille og roligt kunne begynde at presse den op fra dybet. Nu var fisken meget mere rolig, og efter blot 10 minutters hård kamp kom den op til bådsiden. – Da vi havde sikret den ved siden af båden nede i vandet, kunne vi afmåle den til 219 cemtimeter, og vi var bare totalt glade i låget. Denne fisk var dog ikke min PB, da jeg tidligere har fanget en på 241, men flynderen vi lige havde fanget, var både bredere og tykkere. Så mit råd til alle jer der skal op og fiske flynder – book til det sene efterår. Det spiller.

Har du selv nogle vilde havfiskeoplevelser, som du gerne vil dele med alle os på fiskogfri.dk – så send din historie og et foto til jb@fiskogfri.dk eller sms til telefon 30 70 02 36. Vi ser frem til at høre fra dig.

 

Hobie Outback fiskekajakker.dk