HORNFISK PÅ HAVNEN – 10 TOPPLADSER

Fiskeriet efter hornfisk er som skabt til en hyggelig familieudflugt.

Det vrimler med hornfisk langs de danske kyster lige nu – og et af de allerbedste steder at fange dem er langs mange af landets moler. Her får du en spotguide til de ti bedste pladser, der vil kunne give dig masser af fleks på klingen.

 

AF JIM PEDERSEN, FOTOS: JENS BURSELL & JIM PEDERSEN

 

JEG ELSKER HORNFISK! Og – der er som regel nok af dem her i maj. Du kan fange hornfisk fra alle danske havne – bortset fra de få havne, der er beliggende i ferskvand. Vi har her udvalgt nogle af de bedste danske havne, hvor dine chancer for at fange hornfisk er rigtig gode:

 

Friluftsland

 

I Århus Havn kan du fiske der hvor der er markeret med rødt på kortet.

I Århus Havn kan du fiske der, hvor der er markeret med rødt på kortet.

Efter hornfisk i Århus Havn

Århus Havn er ret stor og rager langt ud i Århus Bugten. Laurits Flowbinder skriver om lystfiskeri for Århus Stiftstidende og har fingeren på pulsen i det østjyske, så jeg ringede til ham for at høre, hvad han kunne fortælle om fiskeriet efter hornfisk i Aarhus Havn. Desuden talte jeg med Claus Hingeberg, Fishing Gear (tidligere Stef’s Lystfiskergrej) i Fredensgade, Århus. Begge er enige om at Århus Havn byder på store muligheder, men desværre er det forholdsvis begrænset, hvor lystfiskere har adgang til at fiske.

Som det fremgår af kortet begrænser fiskeriet sig til to områder – nemlig et område mod nord og  et område mod syd og vest. På området mod nord, er det Århuskommune, der giver tilladelse til, at lystfiskere må fiske der. Det er kommunens holdning, at lystfiskere er et positivt indslag i livet omkring havnen. Området starter ved indsejlingen til Træskibshavnen, forbi Østhavnen og rundt langs Vestmolen til det grønne fyr. Derfra er det tilladt at fiske ind til hjørnet ved Udsigtstårnet.

Der er dog en udfordring ved at fiske ud mod det åbne vand, for et kort stykke fra land er der etableret en slags stenrev på langs med land, som er beregnet til at bryde kræfterne fra voldsomme bølger. Når du fisker hornfisk, burde det dog ikke være noget du skal være bekymret for, men det er rart at vide, at revet er dér

I det sydlige område er det Århus Havn, som administrerer i hvilke områder, der må lystfiskes fra. På ydersiden, må du fiske fra det område, der starter ved Sydmolen og går videre ud ad Østmolen, indtil dér hvor Miljøhavnen begynder. Du kan fange hornfisk på hele strækningen. Århus Havn er et besøg værd, fordi mulighederne for at fange hornfisk er ret gode. Du kan fange hornfisk fra alle de nævnte pladser.

Hvis du ankommer i bil, skal du være meget opmærksom på parkeringsreglerne. Det kan nemlig være dyrt enten i parkeringsafgifter eller parkeringsbøder.

 

I Grenå Havn kan du fiske der, hvor der er markeret med rødt på kortet.

I Grenå Havn kan du fiske der, hvor der er markeret med rødt på kortet.

Hornfisk i Grenå Havn

Grenå Havn ligger yderst på spidsen af Djursland, hvilket er en perfekt placering, når det gælder hornfisk. Formanden for Dansk Surfcastingklub Per Højsgaard bor i området, og han fortæller følgende: – Fiskeriet fra Grenå Havn er rigtig godt, men der er ikke er ret meget plads til lystfiskere. Til gengæld er det ret nemt at køre derud med bil. Du kører bare ud mod Kattegatcentret og parkerer. Derfra går du på den lange mole, hvor du kan fange hornfisk fra begge sider af molen.

Mellem Lystbådehavnen og Kattegatcentret, har Kolindsund Kanalen sit udløb. Husk, at der er et cirkulært fredningsbælte på 500 meter fra mundingen. På molen slutter fredningsbæltet ved enden af færgekajen. Det er oplagt at besøge Kattegatcentret, når du nu er på de kanter – og det uanset om du har din familie med eller ej.

 

I Ålborg Havn kan du fiske der, hvor der er markeret med rødt på kortet.

I Ålborg Havn kan du fiske der, hvor der er markeret med rødt på kortet.

Trækkende hornfisk ved Ålborg og Nørresundby

Ålborg og Nørresundby ved Limfjorden byder også på gode muligheder. Jeg har talt med en af de lokale, der har fingeren på pulsen – et erfarent medlem af Dansk Surfcastingklub – John Murer. – Hornfisken kan fanges på begge sider af Limfjorden, men der er især mange på den side af Limfjordsbroen, der vender mod Kattegat. Det er som om, at broen får hornfisken til at stoppe op i sin vandring, siger han. Den hyggeligste måde at fange hornfisk på, er med flåd og sildestrimmel, fortsætter John. – Og heldigvis er det den metode, de fleste bruger. Her er ikke noget med det rykfiskeri, der desværre foregår så mange andre steder. På sydsiden af fjorden fisker du bedst ved Vestre Havnepromenade, og på nordsiden er det ved Havnegade, at det foregår. Den kaldes også Sildekajen.

I Frederikshavn kan du fiske der, hvor der er markeret med rødt på kortet.

I Frederikshavn kan du fiske der, hvor der er markeret med rødt på kortet.

Hornfiskehygge i Frederikshavn

Frederikshavn er en solstråle historie. Her er man i gang med en kæmpe udvidelse af havne arealet – næsten to kilometer ud i Kattegat. Når jeg kalder det en solstråle historie, er det fordi man fra Havnens side har valgt en meget positiv tilgang til kravet om terrorsikring af internationale havne. Man har valgt, at det obligatoriske terror-hegn, opsættes på langs med den nye lange nordmole. Det vil sige, at der bliver etableret en bred adgangsvej på ydersiden, hele vejen ud til molehovedet, hvilket er en del af Havnens vision, at almindelige mennesker skal have adgang til at nyde en tur på molen.

Jeg har haft en snak med Søren Pilgaard fra havneadministrationen om de fantastiske nye fiskemuligheder, og det var en fornøjelse at høre, at man virkelig har taget den rekreative værdi med i sine overvejelser ved planlægningen af havneudvidelsen – og jeg fortalte, at vi som lystfiskere virkelig sætter stor pris på, at blive taget alvorligt.

 

I Skagen Havn kan du fiske der, hvor der er markeret med rødt på kortet.

I Skagen Havn kan du fiske der, hvor der er markeret med rødt på kortet.

Tidlige hornfisk ved Skagen

Skagen Havn byder på det helt tidlige fiskeri, fordi det er den første havn fisken passerer i de indre danske farvande allerede i april, hvorefter de spreder sig overalt i løbet af maj. Der er flere fiskemuligheder i Skagen Havn. Nogle er nemme at komme til, mens andre kræver egenskaber som en bjergged.

En af de lokale med fingeren på pulsen, er Claus Olsen fra Dansk Surfcastingklub. – Selvfølgelig kan der fanges hornfisk fra Østmolen, men det kræver stor vilje og energi, at komme derud, fortæller han. – Derimod holder jeg meget af at fiske fra Krydstogtskajen og Pier 10. Det kan desværre kun lade sig gøre, når der ikke ligger krydstogtsskibe ved kajen, for når det sker, er området spærret i henhold til terrorreglerne.

Mod vest afgrænses havnen af en ny meget lang mole – Vestmolen, som ender helt ude på 12-13 meters dybde. Til forskel fra nordmolen i Frederikshavn, har man i Skagen valgt, at Vestmolen er spærret for adgang, og der er opsat et hegn på tværs af molen et par hundrede meter ude. Man begrunder det således: – Pga. den store afstand til land og af hensyn til faren for overskylning af bølger, er det ikke tilladt at færdes eller fiske fra den yderste del af vestmolen. Inde i selve Skagen Havn er det tilladt at fiske fra de to mellemste molehoveder og for enden af Fragtkaj samt Havnevagtvej.

I Thorsminde Havn kan du fiske der, hvor der er markeret med rødt på kortet.

I Thorsminde Havn kan du fiske der, hvor der er markeret med rødt på kortet.

Hornfisk ved Thorsminde

Thorsminde Havn ligger på Vestkysten, hvor Vesterhavet og Nissum Fjord er adskilt af en sluse med 12 sluseporte, som afvander Nissum Fjord. Poul Anker Siig fra Thorminde Havnekontor fortæller, at der er et ret godt fiskeri efter hornfisk i Thorsminde.

Hornfisken trækker gennem havnen for at komme ind i Nissum Fjord, hvor den gyder. Lystfiskere er meget velkomne i havnen og som god service, har man opsat renseborde og muligheder for at skylle fangsten. Det er tilladt at fiske i stort set hele gennemløbet, fra ydermolerne til fjordsiden af slusen, bortset fra enkelte privatejede grunde.

På de gode dage, kan du fange rigtig mange hornfisk. Men lad nu være med, at falde for fristelsen og så fange mange hornfisk, bare fordi du kan. Vis dig som en god lystfisker og stop fiskeriet, mens legen er god.

 

I Knudshoved Havn kan du fiske der, hvor der er markeret med rødt på kortet.

I Knudshoved Havn kan du fiske der, hvor der er markeret med rødt på kortet.

Til hornfiskefest på Fyn

Knudshoved Færgeleje ligger på østsiden af Fyn ved Storebæltsbroen. Du ser de to moler, når du kører over Storebæltsbroen, og du har sikkert tænkt, at dér må du ned og fiske en dag. De to moler ligger perfekt i forhold til hornfiskenes trækrute, og der er fri adgang på begge moler. Det er meget bekvemt at gå ud på begge moler, og som navnet siger, er der tale om færgeleje fra den gamle færgeforbindelse mellem Fyn og Sjælland. Det betyder, at der er god dybde tæt på molen, og det er oplagt at fiske med glideflåd og sildestrimler. Den nordlige mole kommer du nemmest ud på ved at parkere ved cafeteriet Monarch. Vil du fiske på den sydlige mole, skal du finde Slipshavnsvej og derefter Fyrvej – helt ud for enden. Kommer du ad motorvejen, skal du tage afkørsel 45.

 

I Hundested Havn kan du fiske der, hvor der er markeret med rødt på kortet.

I Hundested Havn kan du fiske der, hvor der er markeret med rødt på kortet.

Hornfisk ved Hundested

Hundested Havn ligger ved indløbet til Isefjord og Roskildefjord. Alle de hornfisk, der skal ind i de to fjorde for at gyde, skal forbi Hundested – og det er godt nok mange… Den dybe rende ind til fjordene skærer sig ind lige uden for havnens ydermoler, og der er to steder, som du kan fiske i Hundested Havn.

Den ene er den nordre mole, mens den anden plads er for enden af vejen ”Ved Isefjorden”. Her er en 300 meter lang stensætning, der vender ret ud i sejlrenden. Mod syd er der et kajanlæg, hvor der indimellem kommer skibe med forskelligt gods, og kajen kaldes Krydstogtkaj. Desværre er området spærret pga terror reglerne. Ser man på hele Hundested Havn, er det tydeligt, at mange gode kreative kræfter gør rigtig meget, for at tiltrække besøgende til havnen.

Det ville være skønt, hvis beslutningstagerne kunne være lige så kreative, hvad angår muligheder for lystfiskere – eksempelvis med en fleksibel løsning på afspærringen med terrorhegn. Det kunne også være en rigtig fin ide med en slags ”bådbro” på langs med ydersiden af stensætningen for enden af Ved Isefjorden. Den rekreative værdi vil være enestående og til at starte med kunne man forsøge sig med en bådbro på bare 50 – 100 meter.

 

I Rødby Havn kan du fiske der, hvor der er markeret med rødt på kortet.

I Rødby Havn kan du fiske der, hvor der er markeret med rødt på kortet.

Masser af hornfisk ved Rødby Havn

Rødby Havn på Lolland er kendt af mange, der kører til Tyskland. Jeg får mig en god snak med Carsten Danielsen, formand for Rødby Sportsfisker Forening, om fiskeriet efter hornfisk fra molerne i Rødby Havn. – Der er fin adgang til begge moler, og de er nemme at gå på, afslører han.

– Der kan fiskes hornfisk fra begge sider af molerne. Kommer du i bil ad motorvejen, skal du tage afkørsel 50. Fra Færgevej kan du komme til begge moler. Vil du fiske fra den vestlige mole, kører du til højre og derefter til venstre ad Havnegade. Du parkerer for enden af Vestre Kaj. Vælger du at fiske fra den østlige mole drejer du til venstre ad Færgevej.

Drej til højre ad Gl. Badevej og parker for enden af vejen ved Udsigtstårnet. Mange bruger almindelige kogte rejer – dem uden skal. De bliver fisket på en lille krog og fast flåd uden belastning. Hornfiskene er vilde med rejerne, slutter han.

Efter hornfisk i Københavns Havn

Københavns Havn byder også på et godt fiskeri efter hornfisk. Hornfisken kan du fange mange steder, så jeg har taget en snak med Jan Kristoffersen fra Jan´s Lystfiskeshop. Er der nogen der ved noget, om fiskeriet i det nordlige af Københavns Havn, så er det Jan. – Der er virkelig mange meter fiskeplads, fortæller han. – Du kan starte ude på Tippen, hvor du kan fange hornfisk hele vejen rundt fra Nordsøvej og Færgehavn Nord, ud forbi fiskerihavnen Skudehavnen.

Herefter kan du fiske videre langs stensætningen hele vejen ud til enden af det opfyldte område længst mod nordøst. Og så er der Oceankajen, der ligger for enden af Oceanvej. Her er tale om et fantastisk langt kajanlæg mod fronten ret ud i Øresund. Desværre er det forbudt at fiske dér, idet området er terrorsikret på grund af de mange krydstogtsskibe. Kajen er spærret hele året uanset om der er krydstogtskibe eller ej, hvilket er lidt ubegribeligt, når man tænker på, at Langelinie kun er afspærret i krydstogtsæsonen. Som en lille trøst, er der tilladt at fiske i den sydligste ende af Oceankaj, der hvor bybusserne vender.

– Desværre har den plads ikke fisket så godt på det seneste, slutter Jan. På Refshaleøen er det, ifølge By & Havn, tilladt at fiske hele vejen rundt på ydersiderne. Du kører ud ad Refshalevej. Ude under vindmøllerne fisker du ud over god dybde og frisk strøm. Hvis du fisker med sildestrimmel, er det oplagt at bruge bombarda flåd. Mod syd har vi Sluserne ved Sjællandsbroen, der er en fantastisk spændende fiskeplads. Her trækker hornfisken i gennem både om foråret og om efteråret, når de vandrer tilbage.

 

Her kan du se, hvor det er tillandt at fiske i Københavns Havn.

Her kan du se, hvor det er tillandt at fiske i Københavns Havn.

 

Sluserne er en af Københavns hyggelige fiskepladser, der bliver besøgt af mange mennesker. Jeg husker TV-udsendelsen Nak og Æd, hvor de to gæve gutter, Jørgen og Nikolaj, skal fange hornfisk. Nikolaj Kirk fortalte med begejstring om Sluserne: – Når du kommer ned til Sluserne i København ikk’. Så står drengene med kasketter og de rigtige fiskejakker, de rigtige støvler, de rigtige fiskeguffer og med 27 fiskestænger. De står i ét hjørne på slusen. Hvis du gider at gå 100 meter længere hen, så står østeuropæerne. De står med de her plastposer du, med kasser og simpel fiskestang. Og de river fiskene ind. Dér vil jeg gerne hen, he he he he, slutter Nikolaj.

Jeg forstår Nikolajs begejstring: Sluserne er en fantastisk fiskeplads. Gør dig selv den tjeneste, at prøve den. Når du lærer den at kende, vil du opdage, at der året rundt er et meget varieret fiskeri efter mange fiskearter.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri april 2018.

 

Friluftsland

 

 

 

SOL, SOMMER OG RIMTER I HAVNENE

Rimten – alias strandkarpen – findes lige nu overalt langs den åbne kyst i de mere brakke dele af Østersøen. Lige fra den sydelige del af Øresund til Falster kan man finde den – både på den åbne kyst og inde i de mange småhavne.

I de små havne er de ofte lette at spotte, fordi der er læ og vindestille – samtidig med, at man står højt nok til let at kunne se fiskene – især hvis man har polbriller på. Netop disse to ting gør det oplagt at sightfiske eller dappe dem, hvilket er et super underholdende og sjovt fiskeri, der både kan bedrives med brødfluer på fluestangen – eller med rigtigt toastbrød og medegrej.

– Vi har netop fået en melding fra Martin Andersen, som lige nu er helt oppe at køre over dette fiskeri, hvor han iført badebukser, UL-grej og toastbrød har haft det sjoveste fiskeri med masser af action: – Fiskeriet er helt vildt lige nu, og der er masser af rimter i min lokale havn – ofte fisk i omegnen af de to kilo. Jeg har fået dem op til 2,3 kilo, men jeg har også set større. Nogle gange kan man få dem til at tage brødet direkte på overfladen, mens man andre gange – typisk hvis de bliver lidt mere sky – skal presse brødet sammen så det synker en anelse – for at få dem til at tage. Husk rigeligt med brød, så du også har til at fodre. Det kan jo ske at mågerne raider din fodring, og så er det godt at have rigelige forsyninger med sig.

Du kan også læse mere om rimtefiskeri her.

Rimten kan også fanges på UL-spinnegrej. Læs mere her.

 

Hobie Outback fiskekajakker.dk

 

FLERE FISK OG BEDRE BIODIVERSITET I HAVNENE

DTU Aqua er med i et projekt, der laver et idékatalog om biodiversitet og fisk i havne. Meningen er, at dette skal give bygherrer, planlæggere, rådgivere og lokale folk viden og værktøjer til bæredygtigt byggeri, der fremmer livet i havnene. Projektet kan forhåbentlig  bidrage til at udvikle rekreativt fiskeri i danske havne.

– Der er mange, der fangede deres første fisk på en havn eller fra en jolle tæt ved en havn, lyder det på fiskepleje.dk. – Der er måske også mange, der har oplevet, at fiskeriet er gået tilbage. DTU Aqua deltager nu i et projekt, der udarbejder et idékatalog om, hvordan vi får mere hav-natur i havnene. Kataloget vil illustrere, hvad bygherrer, arkitekter, planlæggere, rådgivere og lokale folk kan gøre for at understøtte livet under havoverfladen. Det gælder især i forbindelse med nybyggeri og renovering af eksisterende havneområder. Projektet hedder “Byudvikling og blå biodiversitet” og støttes af Velux Fonden. Projektet ledes af Bygherreforeningen. Desuden deltager virksomheden Habitats, Marint Kundskapscenter i Malmø og DTU Aqua.

– Livet under overfladen ved danske havne kan forbedres, og i disse år sker der omfattende ændringer i, hvordan havnene ser ud og bruges. Både i København, Aarhus, Vejle, Kolding og Aalborg udvikles havnene hurtigt. Byggerierne inddrager sjældent, hvordan de kan bidrage til et forbedret havmiljø. Men der er et kæmpe potentiale i, at byggerierne overvejer, hvordan de kan fremme biodiversiteten og levestederne for fiskene.

– For at udnytte potentialet er det vigtigt at udvikle praktiske metoder, hvor livet i havet inkluderes i byudviklingen. Det kan handle om at give fiskene bedre levesteder som f.eks. muslingerev, tangskove eller områder, hvor de kan yngle, siger seniorforsker Jon C. Svendsen fra DTU Aqua.

Du kan læse meget mere om det spændende projekt her.