DTU Aqua er med i et projekt, der laver et idékatalog om biodiversitet og fisk i havne. Meningen er, at dette skal give bygherrer, planlæggere, rådgivere og lokale folk viden og værktøjer til bæredygtigt byggeri, der fremmer livet i havnene. Projektet kan forhåbentlig bidrage til at udvikle rekreativt fiskeri i danske havne.
– Der er mange, der fangede deres første fisk på en havn eller fra en jolle tæt ved en havn, lyder det på fiskepleje.dk. – Der er måske også mange, der har oplevet, at fiskeriet er gået tilbage. DTU Aqua deltager nu i et projekt, der udarbejder et idékatalog om, hvordan vi får mere hav-natur i havnene. Kataloget vil illustrere, hvad bygherrer, arkitekter, planlæggere, rådgivere og lokale folk kan gøre for at understøtte livet under havoverfladen. Det gælder især i forbindelse med nybyggeri og renovering af eksisterende havneområder. Projektet hedder “Byudvikling og blå biodiversitet” og støttes af Velux Fonden. Projektet ledes af Bygherreforeningen. Desuden deltager virksomheden Habitats, Marint Kundskapscenter i Malmø og DTU Aqua.
– Livet under overfladen ved danske havne kan forbedres, og i disse år sker der omfattende ændringer i, hvordan havnene ser ud og bruges. Både i København, Aarhus, Vejle, Kolding og Aalborg udvikles havnene hurtigt. Byggerierne inddrager sjældent, hvordan de kan bidrage til et forbedret havmiljø. Men der er et kæmpe potentiale i, at byggerierne overvejer, hvordan de kan fremme biodiversiteten og levestederne for fiskene.
– For at udnytte potentialet er det vigtigt at udvikle praktiske metoder, hvor livet i havet inkluderes i byudviklingen. Det kan handle om at give fiskene bedre levesteder som f.eks. muslingerev, tangskove eller områder, hvor de kan yngle, siger seniorforsker Jon C. Svendsen fra DTU Aqua.
Du kan læse meget mere om det spændende projekt her.