FJORDFISKERI: HAVØRRED PÅ ULTRA LAVT VAND

En fisk tager fluen, da den rammer vandet. Vanddybden er kun 20 cm. Og det lave vand gør, at fisken kæmper som besat. Hvis man kroger en større fisk på lavt vand, kan det godt betale sig
at vade lidt ud i vandet, så kæmper fisken lidt mere roligt.

De fleste har nok oplevet at fange en havørred på lavt vand. Fisk & Fri’s Karsten Bech, er gået skridtet videre, og fisker konsekvent på 20-30 cm vand. Læs mere om et fiskeri, fyldt med korte kast, små agn, grove havørreder og masser adrenalin.

 

AF KARSTEN BECH

 

JEG ER KOMMET LIDT FOR SENT af sted, og da jeg ankommer ved fjorden, holder der allerede biler på parkeringspladsen. Waders og grej bliver pakket ud, og jeg forbereder mig på en længere gåtur, før jeg kan finde ledigt fiskevand. Fem fiskere står fordelt ud over bugten, og jeg begynder at gå langs stranden. Jeg er ud for fisker nummer fire, der står 45-50 meter ude i vandet, da en trykbølge viser, at jeg har skræmt en fisk på det lave vand. Dybden hvor fisken stod, er ikke mere en 20-25 cm, så jeg slår det hen som en tilfældighed, og går videre. Længere fremme gentager situationen sig, da endnu en trykbølge skyder ud mod dybere vand.

 

Fluebinding hos Grejxperten

 

Et par favoritter til efterårsspinpå lavt vand: Fra oven – Mini Goby, Trout Runner, Salty og Pilspidsen.

Et par favoritter til efterårsspin på lavt vand: Fra oven – Mini Goby, Trout Runner, Salty og Pilspidsen.

 

Jeg beslutter mig for, at det ikke kan være en tilfældighed, skifter mit blink ud med en lille højtgående kystwobler, og begynder at kaste langs land. Jeg er ud for fisker nummer fem, og føler mig lidt fjollet, sådan at fiske bag en person der står 30 meter ude i vandet. Da min wobler rammer vandet, starter en trykbølge et par meter fra den. Bølgen nærmer sig min wobler, og som i en skrækfilm bryder en finne vandoverfladen.

Mit hjerte pumper løs, og det suser nærmest imine ører, mens jeg stirrer på finnen, der kommer tættere og tættere på wobleren. Det hele foregår nærmest som i slowmotion Lige bag min wobler og halvt ude af vandet åbner en havørred munden, og inhalere min wobler, mens den svinger hele kroppen rundt, så jeg kan se de mange store sorte pletter langs ryggen. I samme øjeblik stoppes slowmotionklippet, og jeg bliver flået tilbage til virkeligheden, da min spinnestang krummer sammen. Fisken hugger så hårdt, at den kroger sig selv, og går straks fri af vandet. I to minutter er jeg vidne til en imponerende gang luftakrobatik, inden jeg kan lande en flot efterårsfisk på 60 centimeter.

Fiskeri efter kystørred på ultra lavt vand

Havørreder på lavt vand kan man opleve på de fleste kyst- og fjordpladser, men der er dog nogle pladser, hvor det sker oftere end andre. Jeg fisker primært på tre forskellige typer pladser. Den første type kendetegnes ved, at der er dybt under land. Helst sådan, at der allerede efter 5-6 meter er mere end to meter dybt.

Denne type plads foretrækker jeg, når der er pålandsvind og bølger, og det lave vand bliver »grumset« til, mens det dybere vand stadigt er klart. Her oplever jeg ofte, at fiskene trækker rundt på dybt vand, og så foretager kommando-raids ind på det lave vand, hvor det uklare vand skjuler ørrederne for deres byttedyr, samtidig med at bølgerne gør det svært for smådyrene, at gemme sig i tangen eller bag sten. Ofte er der en periode uden hug, og så pludselig dukker der en stime havørreder op for at jage – hvorefter der kommer en stille periode igen. Denne type plads fisker jeg primært med spinnestangen, da det er muligt at lave lange kast langs land, og derfor hurtigt at finde fiskene, når de kommer ind for at jage. Jeg foretrækker woblere i lidt kraftigere farver, som fiskene lettere kan se i det grumsede vand.

En gudeskøn Mariager fisk, derhuggede på det lave vand – på vej tilbage til sit rette element.

En gudeskøn Mariager fisk, der huggede på det lave vand – på vej tilbage til sit rette element.

Havørred på lavt vand med strøm

 Den anden type plads jeg fisker om efteråret er bugter, hvor skrå pålandsvind skaber en strøm inde under land. Når vinden trykker vand ind i bunden af bugten, opstår der simpelthen en udadgående strøm tæt under land. Havørrederne følger strømmen ind, og ligesom i en å, går de mod strømmen. Jeg har ikke oplevet, at fiskene kommer i stimer, men snarere at de kommer enkeltvis. Jeg affisker bugten ved at kaste i strømmens retning, så min agn ligner et lille byttedyr, der kæmper mod strømmen. Jeg foretrækker klart fluestangen til denne form for fiskeri. Små lette fluer, som får ekstra liv af strømmen, og som ligner smådyr fra det lave vand. Flere gange har jeg oplevet havørreder tage insekter på overfladen på denne type pladser, så jeg har altid et par tørfluer med i æsken. På min absolutte favoritplads, er der en sandbanke yderst, hvor vanddybden kun er 15-20 cm. Ved at sidde på en sten 25 meter fra sandbanken, kan jeg se når en fisk svømmer hen over den lyse bund. Så er det bare at rejse sig, og kaste til fisken. På en af de bedre dage kastede jeg 6 gange på en time, og fangede 6 havørreder.

Kystørred på lavt vand med mørk bund

Den sidste pladstype kendetegnes ved, at bunden først er mørk, eller der er et tangbælte under land. Herefter kommer der en stribe lys sand/stenbund, og så igen et bælte med mørk bund eller tang. Og det hele skal helst ikke være mere end to meter bredt i alt.

Denne type plads fisker jeg uafhængigt af vejret. Jeg har fanget havørred i fuld sol og 25 grader, og i styrtende regn og kuling på denne type plads. Fiskene trækker langs de mørke områder, og angriber alt spiseligt, der befinder sig fuldt synligt i det lyse område. Jeg har prøvet mange forskellige metoder på kysten, men ind til videre har jeg dog ikke prøvet noget så vildt og spændende som fiskeriet på det helt lavt vand. Fiskeriet er utroligt intenst og visuelt.

Ofte kan man opleve, hvordan en bølge kommer jagende efter agnen, og det hele kulminerer i en fontæne af vand, når fisken hugger. En sjov lille biting ved fiskeriet er størrelsen på de fisk der fanges. Normalt er gennemsnitsstørrelsen på havørrederne i Mariager Fjord, som er mit hjemmevand, 35-45 cm. Men på de sidste syv ture har jeg fanget 17 fisk, og holdt en gennemsnitsstørrelse på 56 cm. Hvorfor det er sådan kan jeg ikke forklare, men det må da være endnu en god grund til at prøve at fiskeriet på helt lavt vand.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 8/2014

 

Fluebinding hos Grejxperten

 

 

Patrice Barat med en fin efterårsfisk taget på 20 centimeter vand.

                                                Patrice Barat med en fin efterårsfisk taget på 20 centimeter vand.

FANTASTISK HAVØRREDFISKERI I ØSTJYSK FJORD

´- Vi har i den sidste tid oplevet et fantastisk fiskeri i lokalområdet med rigtig mange fisk – og også store fisk! Sådan lyder det fra Henrik Pold, der har nydt rigtig godt af det fine fiskeri. – Jeg var taget ud en tidlig morgen sammen med et par fiskevenner i jagten på de store fisk, fortsætter han. – Vi gik alle med bombarda og små brune fluer; jeg med en af mine egne fluer bundet på rør. Jeg lagde ud med en mindre fjordørred omkring 45 cm. som jeg gav friheden igen i håbet om, at en større ville med hjem. Den næste fisk var en fuldfed flot blank ørred på 54 cm, og så var jeg i ekstase, for det er dælme ikke så tit, at jeg fanger fisk i den størrelse. Selvfølgelig skulle den med hjem til grillen.

– Kort efter kom hugget: En virkelig stor fisk tog min flue hårdt og kontant. Den slog vildt med hovedet og rev godt med line af hjulet. Heldigvis var jeg flankeret af en særdeles dygtig fisker, som hjalp med at nette dyret. Inde på land målte vi den til 64 cm, og det var ny PR for mig, så jeg var helt oppe at køre. Den fik en over nakken og røg med hjem til røg. Og dælme om jeg så ikke i kastet efter ramte endnu en fisk på 54 cm, som naturligvis blev genudsat med det samme, da jeg havde fået, hvad jeg skulle have med hjem.

– Men her endte historien dog ikke, for inden jeg tog hjem fra kysten lykkedes det mig at lande yderligere en havørred omkring 45 cm samt endnu en på 64 cm! Det skal lige siges, at jeg slet ikke var ene om at have superfiskeri den morgen/formiddag. Den ene af de andre fik intet mindre end 10 havørred med de største på 62 og 68 cm, som alle blev genudsat. Den anden nøjedes med to omkring 50-55 cm. En helt utrolig oplevelse, som jeg næppe for lov at opleve igen med to fisk over den gamle PR på samme tur, slutter han.

Hvis du vil vide mere om havørredfiskeri, så tjek alle vores mange artikler om kystfiskeri på fiskogfri.dks artikelarkiv her.

 

Fluebinding hos Grejxperten