DTU AQUA: ER MANGEL PÅ UDBUD AF FORSKNING LOVLIG?

Er Fiskeristyrelsens øremærkning af penge til DTU Aqua lovlig? Dette relevante spørgsmål blev forleden rejst i fagbladet Forskerforum – mere specifikt i en sag om EU-midler til fiskeriforskning. Forskerforum har via aktindsigter afsløret, at Københavns, Aalborg og Århus Universitet har klaget over øremærkning af forskningspenge til DTU Aqua, hvor fx KU ifølge aktindsigten ”ønsker en forklaring, herunder på hvordan forskelsbehandlingen af de danske universiteter er lovlig”. Selvom sagen her drejer sig om forskning i erhvervsfiskeri, så er der en helt åbenlys parallel til fordelingen af lystfiskernes Fisketegnsmidler, hvor forskningsprojekterne i både salt- og ferskvand heller ikke kommer i udbud – med risiko for, at man betaler alt for meget – for for lidt. Mange af de forskningsprojekter, som DTU Aqua har monopol på, kunne præcist lige så godt være udført af forskere fra private virksomheder eller andre universiteter – og måske oven i købet både bedre og billigere.

”… DTU får opgaverne, fordi DTU-forskerne er mere positive over for trawlfiskeri end deres kolleger på andre universiteter.” Sådan lyder det i indledningen af artiklen på Forskerforum. I artiklen hedder det endvidere: ”… ministeriet har fortsat tætte bånd til den tidligere sektorforskningsinstitution (DTU Aqua, red.). Lidt for tætte, lyder det fra kritikerne, der mener, at DTU Aqua får særbehandling og unfair konkurrencefordele, når Fiskeristyrelsen udbyder forskningsopgaver. Opgaverne ender med at blive udført dårligere og dyrere, end hvis der havde været fri og fair konkurrence. De øvrige universiteter og private aktører burde have lige muligheder for at vinde opgaverne, siger kritikerne”.

Og her rammer Forskerforum hovedet på sømmet. For hvis forskningsprojekter bliver dyrere og dårligere på grund af manglende konkurrence, så betyder det omvendt, at hvis man lavede systemet om – ja så ville man øge chancerne for at få bedre forskning samt mere natur og flere fisk for pengene. Og det er vel det vi alle ønsker? Hvis man virkelig vil noget godt for de danske fiskebestande, er der således behov for at Danmarks Sportsfiskerforbund og brancheorganisationen Dansk Lystfiskeri, som repræsenterer det danske lystfiskeri i paragraf 7 udvalget, tager tyren ved hornene: Der er akut behov for, at få uvildige juridiske eksperter til at afklare følgende spørgsmål: Er DTU Aquas monopol på lystfiskernes Fisketegnsmidler – samt måde at omgå almindelige udbudsregler – lovlig og/eller hensigtsmæssig? Og – sikrer den et system, hvor vi får mest muligt natur og fisk for pengene?

I artiklen har Forskerforum bedt Jens Fejø, professor emeritus, dr.jur. på CBS læse sagsakterne og forholde sig til, om Fiskeristyrelsen har overtrådt lovgivningen: ”Han er ikke i tvivl om, at Fiskeristyrelsen har overtrådt loven, da EU-midler som hovedregel skal udbydes i fri konkurrence, hvis det overhovedet er muligt, og der ikke udtrykkeligt er taget forbehold”. Spørgsmålet er så – hvis Fiskeristyrelsen ikke er blege for at bryde loven i dette tilfælde – hvad så med manglen på konkurrence om forskningsprojekterne lavet for Fisketegnsmidler? Hvis ingen udfordrer denne praksis og får det lavet om – ja så er der i hvert fald ingen udsigt til bedre forskning, mere natur og flere fisk for vores Fisketegnsmidler, som der i forvejen ikke er for mange af.

DTU Aqua har ikke ønsket at udtale sig om sagen.

Du kan læse hele artiklen på Forskerforum her.

ILLUSTRATION: JESPER FOHRMANN

 

ForshagaAkademin 2026
Westin Cup 2026

ANTALLET AF FISKETEGN FALDET TIL TIDLIGERE NIVEAU

PRESSEMEDDELSE: Fiskeristyrelsen, som administrerer det statslige fisketegn – samt de penge der kommer ind for det, er netop kommet med en opgørelse, der viser, at det samlede salg af fisketegn stort set er tilbage på niveauet for 2018 og 2019, før corona-epidemien indtraf i foråret 2020.

Lystfiskertegn 2018 2019 2020 2021 2022
Årstegn 135.079 137.133 169.931 151.686 143.665
Ugetegn 21.170 22.645 13.449 11.315 19.527
Dagtegn 32.931 32.389 32.551 27.758 30.134
Lystfiskertegn i alt 191.198 194.186 217.951 192.780 193.326
Fritidsfiskertegn 29.497 28.059 32.670 29.407 27.503

 

– Salget af uge- og dagslystfiskertegn er steget i 2022 efter et fald i 2021 og 2020, fortsætter Fiskeristyrelsen. – Dermed er vi tæt på at være tilbage på samme niveau som før corona-epidemien. Denne udvikling kan skyldes, at corona-restriktionerne er bortfaldet og at der derfor er flere turister, der igen tager på fisketur i Danmark og køber fisketegn.

Salget af lystfiskerårstegn er dog stadig større end før corona-epidemien

Under corona-nedlukningen kunne der konstateres en væsentlig stigning i det samlede antal solgte lystfiskertegn. I 2020 var der således knap 35.000 flere lystfiskere, der købte årsfisketegn, end før corona-nedlukningen i 2018.

Fisketegnstype Årstal: 2019 2020 2021 2022
Lystfiskertegn Område
Årstegn I alt 137.133 169.931 151.686 143.665
Nordjylland 10.887 14.601 13.876 13.310
Midtjylland 28.334 37.630 34.048 31.603
Syddanmark 30.488 36.423 33.433 30.401
Hovedstaden 25.499 39.516 35.723 30.559
Sjælland 17.101 21.412 20.389 18.722
Udland og uoplyst 24.824 20.349 14.217 19.070

 

På trods af et generelt fald i salget af fisketegn i 2022 sammenlignet med salget under corona, kan der i de fleste regioner konstateres en fremgang i salget af årstegn i forhold til årene inden corona.

– Under corona-epidemien fik mange danskere smag for at prøve kræfter med lystfiskeriet, og vi så en stor stigning i salget af lystfiskertegn. Selvom vi ikke ser de samme høje tal for salget af fisketegn i 2022, som i 2020 og 2021, er salget af årstegn stadig lidt højere end i årene før corona,” fortæller kontorchef Kia Hee Gade fra Fiskeristyrelsens Fiskerikontrolkontor.

Hvem køber årstegn?

Baseret på oplysninger fra de personer, der har oplyst køn og alder, viser fisketegnsopgørelsen for 2022 en fordeling på 91% mænd og 9% kvinder.

Aldersfordelingen blandt fisketegnskøberne over 18 år og indtil pensionsalderen er mere jævnt fordelt med 40% i alderen 35-55 år, 35% fra 55 år og indtil pensionsalderen samt 25% i alderen 18-35 år.

Hvem skal have fisketegn?

Alle lystfiskere skal fra de fylder 18 år og frem til de går på folkepension have fisketegn for at fiske i Danmark. Man kan købe fisketegn hos Fiskeristyrelsen på fisketegn.dk

Hvad går pengene til?

Indtægterne fra salget af fisketegn går til fiskepleje gennem udsætninger, restaurering og lignende af vandløb og søer samt foranstaltninger og forskning, der i øvrigt har betydning for reproduktion, vækst m.v. af fiskebestandene.

Se tallene, fordelt på fisketegnstyper og landsdele 

Hvis du har spørgsmål om fisketegn, er du velkommen til at kontakte os på fisketegn@fiskeristyrelsen.dk  eller tlf. 72 18 56 00 alle hverdage mellem kl. 10:00 og 14:00.

Læs mere om køb af fisketegn

Læs mere om, hvad indtægterne fra fisketegn bliver brugt på

 

ForshagaAkademin 2026
Westin Cup 2026

FISKERIMINISTER VIL SÆTTE HÅRDERE IND MOD ULOVLIGT FISKERI

PRESSEMEDDELSE:

Fiskeriminister Rasmus Prehn vil hæve bødestraffen for ulovligt fiskeri i de danske farvande. Det sker efter Fiskeristyrelsen i 2022 allerede har taget 24 hollandske bomtrawlere i at fiske ulovligt. Samtidig vil ministeren styrke fiskerikontrollens mulighed for at konfiskere ulovlige fiskeredskaber.

Politianmeldelse og en bødestraf på 400.000 kroner. Det er, hvad der foreløbigt forventes i det seneste tilfælde i en række af sager, hvor hollandske bomtrawlere er fanget i at fiske ulovligt i de danske farvande. Bare i 2022 har fiskerikontrollen konstateret 24 overtrædelser, som alle er foretaget af hollandske bomtrawlere.

Fiskeriminister Rasmus Prehn skærpede i september 2021 kontrollen med fiskeriet i Skagerrak og Nordsøen. Men med det store antal overtrædelser bare i år er der ifølge ministeren behov for at undersøge, om der kan tages endnu skrappere midler i brug. Derfor vil Rasmus Prehn nu se på muligheden for at hæve bødestraffen for ulovligt fiskeri og forbedre muligheden for at konfiskere fiskernes udstyr.

– Jeg bliver ærligt talt rasende, når jeg hører, at hollandske bomtrawlere gang på gang bliver taget på fersk gerning i systematisk at overtræde fiskerireglerne, siger Fiskeriminister Rasmus Prehn. – På trods af skærpelse af kontrollen, politianmeldelser og en udsigt til høje bøder, så fortsætter de her sager med at komme, og det viser med al tydelighed, at der er behov for handling. Mit budskab er klart: Bøderne skal op og ulovlige redskaber skal konfiskeres. Jeg har nu bedt mit ministerium om at undersøge, hvor langt vi kan gå med at hæve bøderne for ulovligt fiskeri og skærpe muligheden for at konfiskere fiskeriredskaber ved lovovertrædelser. Det er fuldstændig uacceptabelt, at hollænderne sejler herop og ødelægger vores havbund og snyder på vægtskålen, når kvoterne skal gøres op. Det skal stoppes, og derfor skal vi se på, om vi kan tage skrappere midler i brug.”

 

ForshagaAkademin 2026

 

Fiskeriministeriet afsøger nu de juridiske muligheder for at skærpe bødestraffen for ulovligt fiskeri.

Sagerne i år kommer efter Rasmus Prehn i september 2021 skærpede kontrollen med fartøjernes AIS-signal. AIS-signalet fortæller, hvor fartøjet befinder sig, og hvor hurtigt det sejler. Ud af de 24 overtrædelser er 19 karakteriseret som alvorlige. Det vil sige, at de er sket ved bl.a. brug af ulovlige fiskeredskaber, slukket AIS-signal eller fiskeri i forbudsområder.
Henrik Bandholm, kontorchef for Fiskeristyrelsens Regionale Kontrol Vest, som fiskerikontrolskibet Vestkysten hører under, siger:

“Ved at intensivere kontrollen af fartøjer, som manipulerer med deres overvågningsudstyr, har vi succes med at afsløre andre grove overtrædelser af reglerne. Inden for de seneste to måneder har vi konstateret tre alvorlige tilfælde, hvor fartøjer har fisket med ulovlige inderposer eller har fisket i sårbare områder, hvor store bomtrawlere ikke må fiske. Vi vil fortsætte med at have fokus på reglerne om overvågning, da det kan være en indikation på, at der er noget skjule. Det gør vi for at bidrage til at sikre, at der også er fisk at fange for morgendagens fiskere.”.

Størstedelen af de 24 sager er endnu ikke afsluttet, men afventer endelig sagsbehandling i Fiskeristyrelsen og evt. overdragelse til politiet.

Tal og fakta:

  • Myndighederne ser på en mulig skærpelse af bødestraffen for ulovligt fiskeri. Og samtidig undersøges det, om myndighederne i højere grad kan konfiskere det ulovlige fiskeudstyr.
  • Fiskeristyrelsen oplyser, at der i 2022 er registreret 24 overtrædelser af hollandske bomtrawlere i dansk farvand. 19 ud af de 24 sager kan betegnes som alvorlige overtrædelser af fiskerireglerne.
  • Kontrollen med bomtrawlere i Nordsøen og Skagerrak er mere end fordoblet i perioden fra 2016 til 2019. I den efterfølgende periode har Fiskeristyrelsen arbejdet med at indføre nye og mere effektive kontroltiltag.
  • Den 1. september 2021 blev indført såkaldte kontrolpunkter til søs, som giver kontrollen mulighed for at tvinge fartøjer til at sejle til en bestemt position for at udføre kontrol og boarding.
  • Alle fartøjer over 15 meter skal have AIS-udstyr installeret. Udstyret fortæller, hvor fartøjet befinder sig, og hvor hurtigt det sejler. Nogle fartøjer slukker bevidst for deres AIS-signal for at skjule ulovligt fiskeri.
  • Til efteråret forventes også en evaluering af forsøget med droneovervågning, som på sigt kan blive et supplement til den eksisterende kontrol

 

ForshagaAkademin 2026
Westin Cup 2026

DANSK LYSTFISKERI – NU I PARAGRAF 7 UDVALGET

Brancheorganisationen for kommercielle aktører i den danske lystfiskerbranche – Dansk Lystfiskeri – er pr. 21 juni 2022 optaget i Paragraf 7 udvalget, udmeldes det på foreningens hjemmeside. Paragraf 7 udvalget er det råd, der bestemmer, hvordan de cirka 40 millioner som hvert år indbetales via fisketegn af lystfiskere i Danmark skal bruges.

PÅ DLs hjemmeside udmeldes følgende: – Dansk Lystfiskeri vil i udvalget arbejde for flere fisk til danske lystfiskere og en stærkere markedsføring af fisketegnet, så det bliver enklere for grejbutikker og overnatningssteder at sælge fisketegnet. Når flere indløser fisketegnet, vil det resultere i flere midler til fiskepleje og udsætninger af fisk, slutter DL.

Blandt de øvrige medlemmer i udvalget, som rådgives af DTU Aqua, er Danmarks Sportsfiskerforbund, Danmarks Fiskeriforening, Dansk Kystfiskerforening, Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark, Dansk Amatørfiskerforening, Dansk Fritidsfiskerforbund, Kommunernes Landsforening, Danmarks Naturfredningsforening og Dansk Akvakultur.

 

Westin Cup 2026

Westin Cup 2026

NY FORBEDRET UDGAVE AF FISKETEGN.DK

Den nye hjemmeside på fisketegn.dk giver den eksisterende løsning et tiltrængt ansigtsløft. Det gælder både i forhold til design og brugervenlighed for de borgere, der indløser fisketegn direkte via hjemmesiden, såvel som ift. administrationen for de salgssteder, campingpladser, turistinformationer mv., som formidler salg af fisketegn.

– Ud over det nye design lancerer vi nu en side med en ny betalingsløsning og et teknologisk løft, der sikrer, at siden lever op til de lovpligtige krav om webtilgængelighed. Ikke alene bliver det langt nemmere for borgerne at indløse og forny deres fisketegn og for salgsstederne at administrere deres salg. Rent teknisk giver den nye platform os også langt bedre mulighed for fremadrettet at tilpasse og videreudvikle siden på en ressourceeffektiv måde. Det er jeg meget tilfreds med, fortæller Joan Reimann, vicedirektør i Fiskeristyrelsen.

Indtægterne fra salg af fisketegn i Danmark går til fiskepleje. Aktiviteter som vandløbsrestaurering, udsætning af fisk og forskning i viden om fiskenes adfærd er en del af fiskeplejen i Danmark.

Den nye hjemmeside er tilgængelig på fisketegn.dk

 

Hvidovre Sport
Westin Cup 2026

2021: TILBAGEGANG I LYST – OG FRITIDSFISKERTEGN

– En ny opgørelse viser tilbagegang i salg af lyst- og fritidsfiskertegn i 2021, lyder det på fiskeristyrelsens hjemmeside. – Antallet af købte fisketegn i 2021 er nu opgjort, fortsættes udmeldingen. – Den store fremgang, der kunne konstateres i 2020, er ikke fortsat. Tallene er næsten tilbage på niveauet for 2019, før Covid-19 indtraf i foråret 2020.

– Der ses fortsat et lidt større køb af årstegn end i 2019, fra både lyst- og fritidsfiskere, hvorimod uge- og dagtegnskøbet af lystfiskertegn fortsætter faldet fra 2020. Det skyldes formentlig covid-19-restriktionerne, som har begrænset muligheden for at udenlandske turister især vores tyske naboer, har kunnet holde lystfiskerferie i Danmark i 2021, konkluderes det. 

Se tallene, fordelt på fisketegnstyper og landsdele

 

Westin Cup 2026

 

Salg af Lyst- og Fritidsfiskertegn i 2021

 

Westin Cup 2026

HVAD LAVER FISKERI KONTROLLEN – OG HVOR MEGET KOSTER DET?

I kølvandet på Fisk & Fris nyhed om, hvordan kontrollen af de rekreative fiskeri tilsyneladende bliver nedprioriteret, har vi fået aktindsigt i regnskaberne samt stillet Fiskeristyrelsen en række spørgsmål om prioriteringen af midler i driften.

AF JENS BURSELL

Fisk & Fris aktindsigt viser, at Fiskeristyrelsen i 2020 har haft udgifter på samlet 4,7 millioner kroner til administration og kontrol af fisketegn, hvoraf 3,2 millioner vedrører lønudgifter og 1,5 millioner går til driftsudgifter. Der er på finanslovens “§ 24.64.10.10. Fiskepleje” mulighed for finansiering med op til 4,1 millioner kroner, mens de resterende udgifter i 2020 på 0,6 millioner kroner finansieres af Fiskeristyrelsens ordinære bevilling – “§24.61.01.10. Almindelig virksomhed.”

Et markant fald i kontrollen af de rekreative fiskeri

Vi har stillet Fiskeristyrelsen følgende supplerende spørgsmål, som de har besvaret

FISK & FRI:  Hvor længe har det stået på, at kontrol af rekreativt fiskeri tilsyneladende er nedprioriteret?

Fiskeristyrelsen planlægger kontrollen med det rekreative fiskeri ud fra et risikoperspektiv med fokus på, hvor overtrædelser af lovgivningen forventes at optræde, forklarer Nanna Bille Adamsen fra Fiskeristyrelsen. – Samtidig indgår kontrollen med det rekreative fiskeri i styrelsens prioritering af kontrolindsatsen med det samlede fiskeri, dvs. også kontrollen med det erhvervsmæssige fiskeri.

– Der kan konstateres et generelt fald i kontrolaktiviteterne på det rekreative område i perioden fra 2018 til 2020, fortsætter hun. – Kontrolaktiviteterne, herunder kontrollen med det rekreative fiskeri, har i 2020 været påvirket af restriktionerne i relation til Covid 19-smitteforbyggelse, særligt i forbindelse med nedlukning af offentlige arbejdspladser i 1. halvår af 2020. Herudover har en række nye opgaver i forhold til kontrollen med det erhvervsmæssige fiskeri haft betydning for den kapacitet, der har været til rådighed til kontrollen med det rekreative fiskeri.

– Fiskeristyrelsen lever op til sin kontrolforpligtelse, når styrelsen løbende prioriterer de samlede kontrolopgaver – både i forhold til det erhvervsmæssige fiskeri og det rekreative fiskeri, understreger hun. Kontrollen tilrettelægges således at kræfterne koncentreres om de forpligtelser, styrelsen har i forhold til det erhvervsmæssige fiskeri og de EU-bindingerne, Danmark har på området, samtidig med, at styrelsen tilrettelægger en så effektiv kontrol med det rekreative fiskeri, som ressourcerne tillader.

Regnskabsudtræk Fisketegn 2020

Her kan du se Fiskeristyrelsens regnskabsudtræk, der viser hvordan pengene har været brugt på kontrol af Fisketegn i 2020.

 

Hvordan bruges pengene til kontrol af det rekreative fiskeri?

FISK & FRI:  Hvor mange penge har Fiskeristyrelsen i 2020 modtaget for at udføre kontrol med det rekreative fiskeri, som I ifølge jeres egen medarbejder tilsyneladende ikke rigtig kontrollerer for øjeblikket?

– Der er ikke en særskilt finanslovbevilling til den rekreative kontrol, og der sker ikke finansiering fra fisketegnsmidlerne af kontrollen af det rekreative fiskeri, idet indtægterne fra fisketegn udelukkende finansierer administrationen og kontrollen af fisketegn med op til 4,1 mio. kr. årligt, hvilket fremgår af finanslovens § 24.65.40.10. Fiskepleje, herunder udsætninger, siger Nanna Bille Adamsen.

FISK & FRI:  Ovenfor udtaler Fiskeristyrelsen, at I har haft 1580 kontroller i 2020. Hvor mange af disse har været almindelig kontrol af fisketegn – og hvor mange af disse har været sager, hvor I rent faktisk har rykket ud og kontrolleret ulovligt satte net – enten ved at I selv har opdaget dem eller ved, at det er blevet anmeldt?

-Foruden de 1.580 kontroller er der kontrolleret 2.326 fisketegn og 873 fritidsfiskertegn, siger hun. Fiskeristyrelsen registrerer ikke, om en kontrol er på baggrund af en anmeldelse.

FISK & FRI: Hvilken dato havde i den sidste kontrol af rekreativt fiskeri i hhv Ringsted afdelingen og landsdækkende?

 –Afdelingen i Ringsted udførte i 2020 en rekreativ kontrol den 22. december 2020 i Karrebæk Fjord, konstatere Nanna Bille Adamsen. – Den sidste rekreative kontrol i 2020 i Danmark blev udført den 29. december 2020 af afdelingen i Kolding.

FISK & FRI:  Hvordan har antallet af kontroller fordelt sig på årets måneder fra januar 2020 og frem til nu?

Antallet af kontrollerfordelt på årets måneder ses nedenfor:

Fsikerikontrol i årets måneder 2020

– De lavere antal kontroller i vintermånederne skyldes, at det rekreative fiskeri er aftagende i årets 1. og 4. kvartal og kontrollen tilpasse dette lavere niveau i fiskeri-aktiviteten på det rekreative område, forklarer Nanna. – I juli måned er det sommerferien, der ligger til grund for det lavere tal.

FISK & FRI:  Hvor mange penge har Fiskeristyrelsen i 2020 modtaget for at udføre kontrol med det rekreative fiskeri, som I ifølge jeres egen medarbejder tilsyneladende slet ikke kontrollerer for øjeblikket? Hvor stor en del af disse penge betales via Fisketegnsmidlerne – og hvor stor del betales via andre kanaler (og evt hvilke?)

 – Der er ikke en særskilt finanslovbevilling til den rekreative kontrol, understreger Nanna. – Der sker ikke finansiering fra fisketegnsmidlerne af kontrollen af det rekreative fiskeri, idet indtægterne fra fisketegn udelukkende finansierer administrationen og kontrollen af fisketegn med op til 4,1 mio. kr. årligt, hvilket fremgår af finanslovens § 24.65.40.10. Fiskepleje, herunder udsætninger.

FISK & FRI:  Hvor mange sager/udrykninger har Fiskerikontrollen haft på ulovligt rekreativt fiskeri i 2020, som er journaliseret?

 – Styrelsens 1.580 kontroller i 2020 har resulteret i afdækningen af 370 overtrædelser, hvor 1.131 ulovlige fiskeredskaber i er taget i bevaring. Der henvises til vedlagte datatræk fra Fiskeristyrelsens dynamiske database, slutter Nanna Bille Adamsen.

 

Fiskeristyrelsens oversigt over aktiviteter inden for fiskerikontrollen i 2020.

Fiskeristyrelsens oversigt over aktiviteter inden for fiskerikontrollen i 2020.

 

ForshagaAkademin 2026
Westin Cup 2026

FISKERISTYRELSEN: INGEN ELLER RINGE KONTROL MED REKREATIVT FISKERI?

Det har gennem lang tid været tydeligt for lystfiskere, der anmeldte ulovligt rekreativt fiskeri, at der ofte ikke skete særlig meget i den anden ende hos fiskerikontrollørerne fra Fiskeristyrelsen – til stor frustration for lystfiskerne.

Fisk & Fri er den 21 januar kommet i besiddelse af en e-mail korrespondance, som du kan se på billedet ovenfor, hvor en af fiskerikontrollørerne i forbindelse med en anmeldelse af ulovligt fritidsfiskeri siger, at de har fået besked om SLET IKKE at rykke ud på anmeldelser af ulovligt rekreativt fiskeri – og at det har stået på længe. Her får du den præcise ordlyd af svaret, på anmeldelse af en fritidsfisker, der sætter ulovlige garn på Stevns fra bredden og 30-40 meter ud (se foto nedenfor)

”Hej XXXXXX, Mange tak for din anmeldelse. Vi kan desværre ikke gøre ret meget ved det, da vi ikke har fået lov at bruge resurser på rekreativ kontrol i en længere periode. Ledelsen prioriterer erhvervskontrol langt højere. Det er frustrerende for alle parter, og jeg ville ønske jeg kunne byde ind med noget. Jeg vil dog opfordre til, at I bliver ved med, at anmelde, så vi kan påvise problemet, og jeg håber naturligvis at vi får lov at sejle igen. Og så vil det her netværk af gode anmeldere være guld værd!”

Fiskeristyrelsen får hvert år en klækkelig sum penge for at udføre kontrol af netop det rekreative fiskeri, og det kan derfor undre, at fiskerikontrollørerne tilsyneladende har fået ordre på slet ikke at rykke ud på anmeldelser af ulovligt rekreativt fiskeri.

Hvad siger Fiskeristyrelsen?

Vicefiskeriinspektør Steen Nielsen fra den regionale fiskerikontrol i Ringsted sender følgende kommentar:

”Det er ikke korrekt, at Fiskeristyrelsen ikke rykker ud på anmeldelser af ulovligt rekreativt fiskeri og at dette har stået på længe. Vi beklager, hvis en af vores medarbejdere har givet udtryk for, at det forholder sig sådan.

Fiskeristyrelsen planlægger kontrollen med det rekreative fiskeri ud fra et risikoperspektiv med fokus på, hvor overtrædelser af lovgivningen forventes at optræde. Samtidig indgår kontrollen med det rekreative fiskeri i styrelsens prioritering af kontrolindsatsen med det samlede fiskeri, dvs. også kontrollen med det erhvervsmæssige fiskeri.

Der kan konstateres et generelt fald i kontrolaktiviteterne på det rekreative område i perioden fra 2018 til 2020. Kontrolaktiviteterne, herunder kontrollen med det rekreative fiskeri, har i 2020 været påvirket af restriktionerne i relation til Covid 19-smitteforbyggelse, særligt i forbindelse med nedlukning af offentlige arbejdspladser i 1. halvår af 2020. Herudover har en række nye opgaver i forhold til kontrollen med det erhvervsmæssige fiskeri haft betydning for den kapacitet, der har været til rådighed til kontrollen med det rekreative fiskeri.

Fiskeristyrelsen lever op til sin kontrolforpligtelse, når styrelsen løbende prioriterer de samlede kontrolopgaver – både i forhold til det erhvervsmæssige fiskeri og det rekreative fiskeri. Kontrollen tilrettelægges således at kræfterne koncentreres om de forpligtelser, styrelsen har i forhold til det erhvervsmæssige fiskeri og de EU-bindingerne, Danmark har på området, samtidig med, at styrelsen tilrettelægger en så effektiv kontrol med det rekreative fiskeri, som ressourcerne tillader.

Vi kan oplyse, at Fiskeristyrelsen i 2020 gennemførte 1580 kontroller af rekreativt fiskeri., slutter han.

Fisk & Fri undersøger sagen nærmere

For at få belyst sagen yderligere har vi stillet direktøren for Fiskeristyrelsen, Nanna Møller følgende spørgsmål:

1) Hvor længe har det stået på, at kontrol af rekreativt fiskeri tilsyneladende er nedprioriteret? 

2) Hvor mange penge har Fiskeristyrelsen i 2020 modtaget for at udføre kontrol med det rekreative fiskeri, som I ifølge jeres egen medarbejder tilsyneladende ikke rigtig kontrollerer for øjeblikket?

3) Ovenfor udtaler Fiskeristyrelsen, at I har haft 1580 kontroller i 2020. Hvor mange af disse har været almindelig kontrol af fisketegn – og hvor mange af disse har været sager, hvor I rent faktisk har rykket ud og kontrolleret ulovligt satte net – enten ved at I selv har opdaget dem eller ved, at det er blevet anmeldt?

4) Hvilken dato havde i den sidste kontrol af rekreativt fiskeri i hhv Ringsted afdelingen og landsdækkende?

5) Hvordan har antallet af kontroller fordelt sig på årets måneder fra januar 2020 og frem til nu?

6) Hvad er forklaringen på, at Fiskeristyrelsen tilsyneladende pt nedprioriterer brugen af ressourcer på kontrol af det rekreative fiskeri?

7) Hvad er planen fremadrettet?

Disse ting tager naturligvis lidt tid at besvare – og vi afventer derfor en mere detaljeret redegørelse fra Fiskeristyrelsen, som vi vil publicere på fiskogfri.dk så snart vi har den. For at få dokumenteret sagen til bunds har Fisk & Fri endvidere søgt aktindsigt i Fiskerikontrollens arbejde og regnskab for 2020.

 

Tradera

 

Det var da denne fritidsfisker blev anmeldt for at sætte ulovlige garn ved Stevns, at en fiskerikontrollør meldte ud at Fiskeristyrelsen pt havde stoppet for kontrol med det rekreative fiskeri.

Det var da denne fritidsfisker blev anmeldt for at sætte ulovlige garn ved Stevns, at en fiskerikontrollør meldte ud, at Fiskeristyrelsen pt havde stoppet for kontrol med det rekreative fiskeri.

Westin Cup 2026