maj 8, 2024 | Nyheder, Sponsornyt
– I går var jeg hurtigt ude efter arbejde for at lede efter karper i det gode vejr, fortæller Jonas Kærlin. – Jeg var et par gange rundt om søen uden at se så meget andet end lidt bobler og nogle åkander, der flyttede sig lidt. Men pludselig kom den her store spejlekarpe, som du ser på billedet svømmende mellem åkanderne, og jeg lagde brødet ud. Fisken nappede brødet lige med det samme, mens det sank langsomt. Den tog et meget langt udløb imellem åkanderne, og satte sig uhjælpeligt fast 30-40 meter ude. Hjertet sad oppe i halsen, men efter noget tovtrækkeri gav jeg løs line, og fisken svømmede selv fri.
– Herefter fulgte den rigtig pænt med ind, og jeg kunne fighte den i det dybere vand lige foran mig. Og så sad jeg ellers der med våde fødder og var smurt ind i karpesnask fra top til tå. Men hold kæft hvor det føltes godt, for fisken vejede 15,06 kg og er min til dato største dappede karpe.
Fisken blev fanget på min Greys Stalking 7 fods stang med 2,75 lbs testkurve samt 0,17 fireline, 0,30 Trilene forfang af fluorocarbon med en JRC Widegape krog og toastbrød som agn.
Jonas bruger en stang fra Greys, der er specielt designet til dappefiskeri efter karper. Øverst Jonas Kærlin med sin nye PR på dappekarpe. Fisken var over 15 kilo.
apr 7, 2024 | Nyheder
Når forårsvarmen for alvor slår igennem, vågner karper og karpefiskere op. Finder man de områder i søerne, hvor karperne samler sig for at sole sig, kan man opleve et rigtigt fint fiskeri om dagen. Henrik Carl prøvede lørdag lykken på en større sø på Sjælland. – Ved elmotorens hjælp listede jeg mig frem i båden langs sivene, og efter omtrent 30 minutter fik jeg øje på en spejlkarpe, der stod og solede sig på cirka 50 cm dybde et stykke inde i sivene, fortæller han.
– Forsigtigt fik jeg stoppet båden og placerede et par regnorme 15 cm foran munden på karpen. Efter 30 sekunder skød fisken frem og inhalerede agnen, og allerede i første udløb satte den heldigvis kursen mod åbent vand, så fighten forløb uden den vilde dramatik. Få minutter senere så jeg den næste spejlkarpe kun ca. 100 meter fra den første, og seancen gentog sig – blot var karpen et par kilo større, og med sine 9,5 kg var det en af søens større fisk. Karperne stod tilsyneladende samlet i denne del af søen, for i løbet af den næste time så jeg yderligere omtrent 10 fisk, hvoraf det lykkedes mig at fanget de to – en spejlkarpe på 7,1 kg og en skælkarpe på 6,0 kg. Alt i alt en fin formiddagstur i dejligt vejr.
mar 22, 2024 | Nyheder, Sponsornyt
– Så blev det endeligt forår, selvom det stadig er koldt, fortæller Morten Lundsteen. – Det lykkedes dog solen at titte frem, hvorfor jeg lige måtte en tur forbi søen på vej hjem fra arbejde. Og så var det ellers på med pol-brillerne og en tur rundt om søen. Her fik jeg fundet et par karper, som fik serveret et stykke synkende toastbrød, og der gik da heller ikke mange minutter, før line stramme op, og der blev kvitteret med et hurtigt modhug. Efter en kort og udramatisk fisk, kunne jeg lande årets første dappekarpe, som jeg gerne vil tilmelde Kinetic Fiskecup 2024, slutter han.
Læs meget mere om Kinetic Fiskecup 2024 og alle præmierne på fiskogfri.dk her.
aug 26, 2023 | Nyheder
– Voldgravene ved Nyborg rummer en lille bestand af efterhånden flotte karper op mod de 15 kilo, fortæller Jan Ibsen. – De er svære at finde og tæt bevoksning gør det svært at fiske dem. Fiskeriet foregår med camomasker og 14 fods stænger, som man møjsommeligt lister millimeter for millimeter ud gennem grene og ukrudt, oftest med kun 20 cm fra krogen til topøjet. Regulære kast er ofte umuligt. Fiskene gemmer sig mellem pilerødder og nedfaldne grene og kan ikke nås på traditionel vis med boilies, rodpods,3-4 stænger osv
– Min dreng Willas og jeg bytter ofte plads som henholdsvis observatør og fisker. Visse steder kan en voksen mand ikke presse sig ind. Andre steder må træer bestiges, og det kræver lidt mere højde samt fysik. Det er afsindigt spændende, og selvom jeg efterhånden har fanget mange store fisk i udlandet på overflade agn, så er der noget specielt over et stykke brød i overfladen med store karper cruisende rundt for ens fødder herhjemme i DK. Et adrenalinkick der stadig kan gøre det svært at montere toastbrødet på krogen pga rystende karpefeber fingre.
– Karperne er sky og rammer brødet for tæt på dem, så forsvinder de stille og roligt. Derfor gælder det om præcist at forudse karpens kringlede rute igennem grenvirvarret og placere brødet præcist i dens bane. I dette tilfælde svømmede karpen væk, men jeg observerede et par ænder længere foran og håbede på, at et par velplacerede brødstykker kastet med frihånd mellem karpe og ænder ville lokke fuglene mod karpen, som måske ville ændre retning og svømme i min retning.
– Og det lykkedes. Jeg kunne dog hverken se karpe eller mit brød, men min knægt stod bedre placeret, hvilket er en af de store fordele ved at være to. Den har lugtet brødet far… vent, den stiger… stiger…NUUU!!!!!!!!… Jeg behøvede dog ikke tilslag, for inden jeg fik løftet stangen, var karpen allerede vendt i et kæmpesprøjt og borede sig nu fast i grene og møg. Vilkårene taget i betragtning har vi altid tømt lommer for mobiler, pung, bilnøgler osv for det er direkte i vandet og kæmpe sig frem imellem rødder og grene for at få fisken fri. En flot spejler på 12,8 kilo endte til sidst i nettet, og en god start på weekenden var sikret, slutter han.
sep 17, 2022 | Nyheder
– Der var egentlig ikke planlagt fiskeri i weekenden, men derimod frokost hos min søster, fortæller Ulrik Nielsen. – Efter endt besøg var der dog masser af ledig tid, så jeg besøgte også Thoke, der bor i samme by, og som altid gik snakken på grej og fiskeri inden på hans fiskeværelse. Vi kom omkring mange emner, bl.a. dappefiskeri efter karper, og jeg kunne mærke, at en sidste dappetur trak ret kraftigt i mig, så jeg lånte lige Thokes sæt bestående af et stærkt Okuma Cedros i str. 4000, en Rapala Classic Countdown 21-77 gr spinnestang, og selvfølgelig det obligatoriske stykke Sufix fluorocarbon monteret med en VMC 7022 Mystic Carp krog.
– Så var det ellers hurtigt forbi Netto og hente brød, og så videre ud til karpesøen. Fiskene søgte føde i overfladen, da jeg kom, så det endte i en super tur med tre fine spejlkarper på land.
sep 6, 2022 | Nyheder
Mandag den 5. september tog jeg til en jysk sø, alene for at se, om jeg ville kunne overliste en af søens beboere, beretter Flemming Kastbjerg Rottenberg. – Jeg havde næsten intet grej – kun lige en lille smule til at dappe med.
– Timerne gik, men pludselig så jeg en god fisk møffe rundt efter insekter i overfladen imellem åkanderne. Jeg blev lige lidt for ivrig og det hele filtrede sig sammen, men efter at have fået linen på plads, kunne jeg sætte brødet perfekt og BINGO. Brødkongen gik tungt og var på vej til noget træ, der var væltet ned i søen, så jeg måtte en tur i baljen for at kunne nette. Det lykkedes i tredje forsøg. Karpen vejede 18,1 kg, slutter han.
Flemming Kastbjerg Rottenberg med sin fantastiske 18 kilos karpe taget på brød i overfladen.
maj 31, 2022 | Nyheder
– Min rigtig gode ven og fiskemakker Allan Christiansen har virkelig haft noget godt fiskeri for tiden, og jeg blev efterfølgende inviteret med i en større park sø hvor han havde fundet nogle store flotte fisk, beretter Martin Olsen til Fisk & Fri.
– Sightfiskeriet var utrolig svært, og karperne var ikke at finde på grund af et større temperaturfald og overskyet vejr! Efter flere runder om søen i håbet om at finde nogle fisk stå i de forskellige snags, kom tre større fisk roligt svømmende langs land. Jeg tog et par hurtige skridt baglæns, og så var det ellers ud med en 12 mm hvid Hot Amanda popup fra CFC bait. Den ene karpe dykkede direkte ned og indhalerede agnen, og så skal jeg da lige love for, at min nye JRC Cocoon 2G 3lb stang blev presset til det yderste på det lave vand. Alt endte dog godt, og snart lå en fantastisk flot fisk i nettet.
Læs om Allan Christiansens vilde karpefangster her.
maj 17, 2022 | Nyheder, Sponsornyt
Maj og juni er topsæson til dappefiskeri – eller sightfishing – efter karper. En af dem, der har været ude og dyrke dette super sjove og ekstremt spændende fiskeri er Thoke Wistoft:
– Min sidste tur resulterede i 4 mindre fisk – 2 skælkarper og 2 spejlkarper. Den største var beskedne 3,6 kilo, men til gengæld blev den dappet lige under stangspidsen, leverede en super fight og havde virkelig flotte proportioner.
– Dappefiskeri er klart den mest underholdende form for karpefiskeri med godt gang i adrenalinen, når en karpe nærmer sig brødet. Det mest simple setup til dette fiskeri er uden sammenligning en kraftig spinnestang, løsline og en super skarp enkeltkrog. Til dappefiskeriet bruger jeg normalt fletline, mens den yderste meter er flourocarbon med en str. 6 VMC 7021 karpekrog for enden. Agnen er som regel bare toastbrød, men kan også være hundemad, i søer der er plaget af mange andefugle. Mit setup består af en 8 fods Rapala Countdown Classic stang i 21-77 grams kastevægt, samt et Okuma Cedros 4000, som egentlig er beregnet til saltvandsfiskeri, men som er et sindsygt stærkt spinnehjul, der egner sig virkelig godt til, når karperne skal holdes i kort snor, hvis der fiskes i nærheden af snags – eksempelvis sunkne grene eller lignende.
Til sit dappefiskeri bruger Thoke Wistoft en Rapala Countdown Classic stang i 21-77 grams kastevægt, samt et Okuma Cedros 4000 fastspolehjul.
maj 8, 2022 | Nyheder
Jesper Larsen er, som du læser dette, ude ved en lækker lille solbeskinnet sø med dappegrejet:
– Jeg ankom klokken 05.30 – riggede til og gik en runde om søen, mens jeg fodrede med toastbrød. Klokken seks blev brødet taget første gang, og to minutter efter sad en stor græskarpe på krogen.
– Fisken blev sikkert landet, og jeg er lige nu i den 7.ende himmel af græsserlykke med en ny PR på 10.4kg. Det er bare dappefiskeri level 2.0 med simpel og let oppakning. Græskarperne i søen vejede omkring 4-5kg for 2 år siden, hvor jeg hjalp ejeren til at kunne fange en på 4-5kg, så de er virkelig vokset sig stor
– Min nye PR-græsserhuggede her til morgen klokken 06.20, og lige nu fisker jeg lidt videre. Der har været minimal aktivitet efterfølgende. Nok fordi den store græsser pløjede rundt i det meste af søen i 10-15minutter, så den har sikkert skræmt alt…