– Voldgravene ved Nyborg rummer en lille bestand af efterhånden flotte karper op mod de 15 kilo, fortæller Jan Ibsen. – De er svære at finde og tæt bevoksning gør det svært at fiske dem. Fiskeriet foregår med camomasker og 14 fods stænger, som man møjsommeligt lister millimeter for millimeter ud gennem grene og ukrudt, oftest med kun 20 cm fra krogen til topøjet. Regulære kast er ofte umuligt. Fiskene gemmer sig mellem pilerødder og nedfaldne grene og kan ikke nås på traditionel vis med boilies, rodpods,3-4 stænger osv
– Min dreng Willas og jeg bytter ofte plads som henholdsvis observatør og fisker. Visse steder kan en voksen mand ikke presse sig ind. Andre steder må træer bestiges, og det kræver lidt mere højde samt fysik. Det er afsindigt spændende, og selvom jeg efterhånden har fanget mange store fisk i udlandet på overflade agn, så er der noget specielt over et stykke brød i overfladen med store karper cruisende rundt for ens fødder herhjemme i DK. Et adrenalinkick der stadig kan gøre det svært at montere toastbrødet på krogen pga rystende karpefeber fingre.
– Karperne er sky og rammer brødet for tæt på dem, så forsvinder de stille og roligt. Derfor gælder det om præcist at forudse karpens kringlede rute igennem grenvirvarret og placere brødet præcist i dens bane. I dette tilfælde svømmede karpen væk, men jeg observerede et par ænder længere foran og håbede på, at et par velplacerede brødstykker kastet med frihånd mellem karpe og ænder ville lokke fuglene mod karpen, som måske ville ændre retning og svømme i min retning.
– Og det lykkedes. Jeg kunne dog hverken se karpe eller mit brød, men min knægt stod bedre placeret, hvilket er en af de store fordele ved at være to. Den har lugtet brødet far… vent, den stiger… stiger…NUUU!!!!!!!!… Jeg behøvede dog ikke tilslag, for inden jeg fik løftet stangen, var karpen allerede vendt i et kæmpesprøjt og borede sig nu fast i grene og møg. Vilkårene taget i betragtning har vi altid tømt lommer for mobiler, pung, bilnøgler osv for det er direkte i vandet og kæmpe sig frem imellem rødder og grene for at få fisken fri. En flot spejler på 12,8 kilo endte til sidst i nettet, og en god start på weekenden var sikret, slutter han.