WESTIN CUP 2026: MONSTERHAVØRREDHUG PÅ 50 CM VAND

– Tilbage i starten af 2025 blev jeg sygemeldt med stress i min egen virksomhed, fortæller Daniel Lauritsen. – Det ramte hårdere, end jeg nogensinde havde forestillet mig.

– Mit hoved var fyldt, kroppen var træt, og jeg havde svært ved at finde ro. Jeg blev anbefalet at tage ud at fiske for at få tankerne væk – og det skulle vise sig at blive noget af det bedste, jeg nogensinde har gjort. Et år senere har jeg nærmest fisket, som var det et fuldtidsjob – men uden at blive besat. Tværtimod har fiskeriet givet mig noget helt andet: ro i hovedet, fantastiske naturoplevelser, gode bekendtskaber langs kysten og selvfølgelig masser af flex på klingen. I dag er det præcis et år siden, jeg købte mit første rigtige fiske-setup til havørredfiskeri. Det skulle vise sig at blive en ganske særlig mærkedag. Da jeg startede mit fiskeeventyr, gik der nemlig kun en uge, før jeg krogede min første store havørred – en fisk på 80 cm. Den lignede dog mere en slange end en fisk, da det var en tynd falder. Præcis ét år senere stod jeg igen med en fisk i samme længdeklasse – men denne gang i en helt anden vægtklasse:

– Efter tre timer uden den mindste kontakt, men under helt perfekte forhold, kom hugget endelig. Resultatet var en massiv overspringer på 82 cm og hele 6,4 kg. En fisk, der leverede en fight, som fik alle mine tidligere fights til at føles som ren barnemad. I næsten 10 minutter var jeg overbevist om, at jeg havde mistet fisken. Linen stod helt stille, og det føltes som om, at krogen havde sat sig fast i en tangbusk på en sten. Uanset hvor meget jeg trak, skete der ingenting. Men pludselig begyndte “stenen” langsomt at bevæge sig.

– Fisken, der huggede på et rødt blink, kom tungt ind mod land, og heldigvis stod René – en fisker jeg kun lige havde mødt – klar til at hjælpe mig med at få den enorme havørred sikkert i nettet. Lige når man tror, man allerede har haft nogle af de største øjeblikke i sit fiskeri, bliver man pludselig mødt af en uforglemmelig oplevelse som denne. Foråret og fiskeriet er for alvor tilbage – og jeg glæder mig til at møde jer alle derude på kysterne, slutter han og tilføjer at fisken selvfølgelig skal deltage i Westin Cup 2026 samt drømmerejselodtrækningen om en GT-Getaway tur til Egypten for to sponsoreret af iFish Travel.

Bemærk den klippede fedtfinne, som viser at det er en udsat fisk der har klaret sig godt.

ForshagaAkademin 2026

 

 

82 centimeter var Daniels Fantastiske overspringer fanget på blink.

82 centimeter var Daniels Fantastiske overspringer fanget på blink.

 

Dyrk lige haleroret på denne pragthavørred.

Dyrk lige haleroret på denne pragthavørred.

Westin Cup 2026

DAIWA OPEN 2025: EN SMUK ØRRED FRA GRUSGRAVEN

– Vandet er stadig den varme ende af skalaen til ørredfiskeri, men særligt morgen og aften kan det bestemt være umagen værd. Henrik Carl har været afsted på en morgentur i en privat grusgrav: – Da jeg listede ned gennem det høje dugvåde græs til søkanten, kunne jeg med det samme se en mørk skygge mellem sivkanten og et grødebælte, fortæller han.
– Morgensolen stod lavt, så jeg kunne ikke se, om det var en karpe eller en ørred, og da det lille blink første gang kom forbi fisken, svømmede den bare lidt til den ene side, uden at virke specielt interesseret. Jeg nåede lige at tænke, at det nok var en karpe, da blinket for anden gang passerede området og brutalt blev inhaleret af en hidsig fisk, der straks gik fri af vandet i et højt spring. Efter et par minutter med flere gode udløb og vilde spring blev ørreden, som du ser ovenfor, mere medgørlig, og der var ingen problemer med landingen. Efter et par hurtige billeder fik den lov at svømme videre.
Westin Cup 2026
Westin Cup 2026

WESTIN CUP 2025: EN FIN TORSK FRA HAVNEN

Københavns Havn giver gode muligheder for fiskeri fra kajerne, men desværre er der på andet år et totalt forbud mod hjemtagning af torsk. Der er dog andre arter at fiske efter – fx havørred, hornfisk og senere på sæsonen også makrel. Som bifangst under havørredfiskeri, sker det, at man fanger nogle af de torsk, som der faktisk er en del af i havnen – og det skete også for Axel Christensen forleden.

– Jeg fangede forleden denne torsk på et sort/rødt blink på 26 gram, fortæller han. – Fisken huggede omkring midt på dagen, og det var en super fed oplevelse, da jeg ikke har haft så meget tid til at komme ud at fiske. Jeg har derfor ikke fanget en fisk i noget tid, så det at få bid var en fantastiske følelse. Fisken blev selvfølgelig sat ud igen.

Se hvordan man hyggede sig med at fange torsk i havnen i denne video fra et par år tilbage, hvor det stadig var tilladt at hjemtage en enkelt torsk fra havnen.

Læs mere om Westin Cup 2025 her, hvor du kan være med i konkurrencen om at vinde en fed W8 stang stil en værdi af over 4000 kroner hver måned.

Husk at der blandt alle indsendte fangstrapporter og nye artikler i 2025 trækkes lod om en drømmefiskerejse til Amazonas sponsoreret af iFish Travel.

 

Hvidovre Sport

Westin Cup 2026

NY VIDEO: VÆLG DET RETTE KYSTBLINK – MED KLAUS AAES PÅ KYSTEN

At vælge det rette kystblink og den helt rigtige indspinningsteknik, der passer perfekt til en given lejlighed med både vind, strøm, bølger, belysning og temperatur, er ikke altid lige let. I denne video er vi taget på kysten med spinneeksperten Klaus Aaes fra Hvidovre Sport, der har fyrre års erfaring med kystfiskeri efter havørred i både Danmark og Sverige. I filmen præsenterer han sine favoritblink samt forklarer i hvilke situationer, de forskellige typer, størrelser og farver virker bedst.

Undervejs kigger vi nærmere på både plade-, tråd- og gennemløbsblink samt diverse kystwoblere – og får op til flere gode minder samt sveddryppende fangstberetninger fra de mange år på kysten serveret på et sølvfad. Glæd dig til en dejlig vinterdag på stranden i selskab med en af landets mest erfarne kystfiskere, som rundhåndet deler ud af tips og tricks til kystens ørreder, som vi også får et par stykker af i løbet af dagen. Vil du snakke mere med Klaus finder du ham til daglig i Hvidovre Sport, hvor han kan rådgive dig i alt vedrørende kystfiskeri efter havørred på kysten.

Se videoen på Fisk & Fris YouTube her. Husk at abonnere – det er gratis.

 

Hvidovre Sport
Westin Cup 2026

10-KILOS REGNBUEØRRED PÅ LILLE BLINK

– Her forleden havde jeg set, at søejeren ved Filskov Fiskesø havde lukket nogle store fisk ud, så jeg valgte at stå tidligt op næste morgen, fortæller Flemming Bjerrum. – Vejret var flot, og undervejs så jeg et par rådyr, der gik og hyggede sig.

– Jeg startede ud med et Tasty blink på 5,6 gram, men der skete ikke noget. Så prøvede jeg 5,6 grams Tasty i en nye farve, nemlig sort/orange, som jeg fiskede dybt. Lige pludselig mærkede jeg et forsigtigt hug, som jeg fulgte op med et spin-stop. Så fik jeg et reelt megahug fra en fisk, der gav en fantastisk god fight. Den tog nogle gode udløb, og lige pludselig kunne jeg se, at den var mega stor. For at være helt præcis, kunne den næsten ikke være i mit net, men jeg fik den da op, og op hold da kæft en stor bamsedreng på 91 cm med en omkreds på 61. Vægten stoppede ved 10,0 kilo, som du kan se på billedet.

 

ForshagaAkademin 2026

Westin Cup 2026

EN SMUK REGNBUE PÅ SVENSKEKYSTEN

– Der har her på det sidste været den helt rette vind og temperatur på Skånes sydkyst, fortæller svenske Bishar Bogdanov. – Det er præcis disse forhold, som man altid længes efter, når målet er en flot, sommerblank chromer fra kysten. Her forleden var det dog ikke en havørred, men en mega flot regnbue, der huggede på mit blink, og jeg skal ellers love for, at den fightede helt vildt og nærmest eksplosivt.

Fisken Bishar fik er sandsynligvis en af de mange regnbuer, der undslap fra danske havbrug i efteråret 2023.

Se hvordan man fisker målrettet efter regnbuer på kysten i en af disse tre videoer med henholdsvis flue, spin og rejer.

Kystregnbuer på flue – sådan fanger du dem.

Kystregnbuer på mikroblink

Kystregnbuer på rejer

 

Tradera
Westin Cup 2026

EN FLOT HAVØRRED, DA DAGEN GIK PÅ HÆLD

– Dagen startede lidt sløvt, men klubinstruktøren Mathias Lentoft fik en fin havørred på 58 cm, og efter tre skift af fiskeplads fandt min ven og jeg endelig nogle fisk. Sådan lyder det fra Nicholas Tang Jensen, der har været på klubtur med Fiskeklub København. Vi fik fire, og min gode kammerat fik en ny personlig rekord. Vi besluttede at fortsætte med at fiske, og det bar frugt i den sidste time, inden vi skulle hjem, for her fangede jeg en flot havørred, der var 66 cm og 3,4 kg. Alle mine fisk blev taget på Bornholmerpilen 20 gram i rå.

 

Tradera

Westin Cup 2026

FINE HAVØRREDER I DET SIDSTE LYS

En time før mørkets frembrud, besluttede jeg ikke at bruge dyrebare timer derhjemme, men i stedet tage på kysten, fortæller Roman Skrypnyk. – Da jeg nærmede mig den åbne kyst, lagde jeg mærke til, at vandet var for grumset, og tvivlede på, at fisken ville kunne se noget i sådan noget vand, men efter det tredje kast følte jeg et stærkt ryk, og en lang kamp begyndte. 

Fisken ville bare den modsatte vej, men efter noget tid blev den træt og lod sig glide over netkanten. Det var en fin fisk på 60 cm, og det lykkedes mig også at få nogle andre fisk på 43, 50 og 56 centimeter. Humøret var højt med masser af adrenalin i blodet, men der gik ikke længe, så var det mørkt. Til sidst mistede jeg min elskede JK Nail i pink og hvid, hvilket blev mit tegn til at stoppe fiskeriet, slutter han.

Har du selv fanget en flot fisk eller har haft en sjov og spændende oplevelse ude ved vandene, så send gerne din beretning og et foto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36. 

 

Hvidovre Sport

Westin Cup 2026

HAVØRRED: FISK NÅR FORHOLDENE SPILLER

– Det er ikke altid let at få familieliv, arbejde og ens passion til at gå op i en højere enhed, fortæller Kasper Weidick Iversen fra Team Sportex. – Det føles altid som om, at forholdene er bedst, når man sidder på kontoret eller midt i familie fødselsdagen. Men når forholdene skriger fisk, og der er et hul i kalenderen, så er det tæt på umuligt for mig ikke at gribe chancen! Og det gjorde det i weekenden.

– Solen var dårligt kommet frem, før jeg tog det første håbefulde kast med min Sportex Tiboron ud over en af Djurslands smukke rev. Forholdene var som taget ud af de diverse havørred bøger – med let farvet vand, strømrender, der kyssede pynterne, og dønninger der rullede smukt ind over revene. Bare det at stå og nyde “nuet” var hele køreturen værd. Men efter en kort stund blev tankerne skærpede. For i et kast helt inde langs land havde den første fisk taget blinket i et spinstop. Efter en kort fight kunne jeg dyppe hænderne i det kolde vand og afkroge en smuk blank fisk midt i 40´erne. Med et vift med halen sendte den en kaskade af vand i luften, som en afskedssalut, før den igen forsvandt i det farvede vand. Et par kast mere og næste ørred kunne landes samt sendes retur.

– Efter lidt tid stod jeg på en af pladsens bedste rev, og her kom det tunge hug. Fisken gik straks i overfladen og gav en fantastisk springopvisning. Men trods fiskens ihærdige flugtforsøg kom den til sidst i nettet. Maveindholdet på en ørred kan afsløre mange ting, så på vej tilbage til bilen, blev fiskens mave indhold undersøgt, men til min forundring var den helt tom. Afholdt vandtemperaturen stadig fiskene fra at jage? Eller var fiskene først ved at varme op, og gøre sig klar til dagens jagt?

– De næste to pladser blev afsøgt i et raskt tempo, men trods flere km i benene og de gode forhold, var de som støvsuget for fisk. Dette ændrede sig på dagens sidste plads, der skulle vise sig at være et godt valg. 15 kast på hotspottet, resulterede i 3 målsfisk og en 50er. Stimen forlod efterfølgende revet, men efter en stund blev de afløst af en stime af større fisk. Dette resulterede i to 50ere mere samt dagens største fisk. Efter at have hentet den anden fisk fra bilen kunne jeg i det sidste lys forevige dagens 2 største fisk med et hurtigt fotoshoot. En fantastisk dag med de tre største fisk på henholdsvis 58, 64 og 65 cm, der beviser at de rigtige forhold, virkelig kan sætte gang i ørrederne. Allé fisk blev taget på min Sportex Tiboron RS-3 Seatrout, med Climax MiG8 line og Climax Max Fluorocarbon forfang. Blinket blev i øvrigt fisket med et release-takel og alle ti ud af ti kontakter blev landet. Det var tankevækkende, at samtlige fisk sad på den forreste krog, slutter han.

Du kan læse alt om hvordan man laver release-takler med de mest opdaterede og simple metoder i Jens Bursells afsnit “De sidste 50%” i bogen “Havørred – Refleksioner på kysten”. 

 

Westin Cup 2026

 

 

Kasper Weidick Iversen med en af sine flotte havørreder taget på blink fisket med release-takel.

Kasper Weidick Iversen med nogle af sine flotte havørreder taget på blink fisket med release-takel.

Westin Cup 2026