– Det er ikke altid let at få familieliv, arbejde og ens passion til at gå op i en højere enhed, fortæller Kasper Weidick Iversen fra Team Sportex. – Det føles altid som om, at forholdene er bedst, når man sidder på kontoret eller midt i familie fødselsdagen. Men når forholdene skriger fisk, og der er et hul i kalenderen, så er det tæt på umuligt for mig ikke at gribe chancen! Og det gjorde det i weekenden.
– Solen var dårligt kommet frem, før jeg tog det første håbefulde kast med min Sportex Tiboron ud over en af Djurslands smukke rev. Forholdene var som taget ud af de diverse havørred bøger – med let farvet vand, strømrender, der kyssede pynterne, og dønninger der rullede smukt ind over revene. Bare det at stå og nyde “nuet” var hele køreturen værd. Men efter en kort stund blev tankerne skærpede. For i et kast helt inde langs land havde den første fisk taget blinket i et spinstop. Efter en kort fight kunne jeg dyppe hænderne i det kolde vand og afkroge en smuk blank fisk midt i 40´erne. Med et vift med halen sendte den en kaskade af vand i luften, som en afskedssalut, før den igen forsvandt i det farvede vand. Et par kast mere og næste ørred kunne landes samt sendes retur.
– Efter lidt tid stod jeg på en af pladsens bedste rev, og her kom det tunge hug. Fisken gik straks i overfladen og gav en fantastisk springopvisning. Men trods fiskens ihærdige flugtforsøg kom den til sidst i nettet. Maveindholdet på en ørred kan afsløre mange ting, så på vej tilbage til bilen, blev fiskens mave indhold undersøgt, men til min forundring var den helt tom. Afholdt vandtemperaturen stadig fiskene fra at jage? Eller var fiskene først ved at varme op, og gøre sig klar til dagens jagt?
– De næste to pladser blev afsøgt i et raskt tempo, men trods flere km i benene og de gode forhold, var de som støvsuget for fisk. Dette ændrede sig på dagens sidste plads, der skulle vise sig at være et godt valg. 15 kast på hotspottet, resulterede i 3 målsfisk og en 50er. Stimen forlod efterfølgende revet, men efter en stund blev de afløst af en stime af større fisk. Dette resulterede i to 50ere mere samt dagens største fisk. Efter at have hentet den anden fisk fra bilen kunne jeg i det sidste lys forevige dagens 2 største fisk med et hurtigt fotoshoot. En fantastisk dag med de tre største fisk på henholdsvis 58, 64 og 65 cm, der beviser at de rigtige forhold, virkelig kan sætte gang i ørrederne. Allé fisk blev taget på min Sportex Tiboron RS-3 Seatrout, med Climax MiG8 line og Climax Max Fluorocarbon forfang. Blinket blev i øvrigt fisket med et release-takel og alle ti ud af ti kontakter blev landet. Det var tankevækkende, at samtlige fisk sad på den forreste krog, slutter han.
Du kan læse alt om hvordan man laver release-takler med de mest opdaterede og simple metoder i Jens Bursells afsnit “De sidste 50%” i bogen “Havørred – Refleksioner på kysten”.