WESTIN CUP 2026: FIRE FEDE FISKEDAGE I SMÅLAND

– Fire dages fiskeri på mit smålandske ”hjemmevand” i alle vejrforhold gav mig gedder, sandart og selv grådige kilosaborrer på de 18cm store Westin Bullteez, fortæller Søren Frederiksen.

– Fiskeriet varierede meget og særligt sandarterne vekslede mellem total inaktivitet og hektiske hugperioder, som det jo er typisk. Samtidig var der dage, hvor rovfiskene stod pelagisk nærmest overalt og andre, hvor der skulle ledes længe efter hver fisk, men sådan er det jo med denne type fiskeri. I de sløve perioder kunne jeg kaste 5-10 gange til samme fisk, som nysgerrigt fulgte med agnen helt hen til båden – for så nonchalant af vende om på halen og stille sig tilbage på samme plads….eller endelig lod sig provokere tilstrækkeligt til at kaste sig over den formastelige og formentlig enormt irriterende gummifisk. Fra det ene minut til det andet vågnede de så op til dåd, og så var der i flere tilfælde 2-3 fisk, der var ved at komme op at slås om agnen.

Det fortryllende ved fiskeriet med LiveScope er jo netop, at man også ser de fisk, som ikke vil hugge. På den måde bliver dagen fyldt med action og lejlighedsvis frustration, men også en masse værdifuld læring om fiskenes reaktion på et ændret indspinningsmønster eller farverne på agnen. Selv om jeg efterhånden har rigtig mange timer med LiveScope under bæltet, så får jeg hver gang værdifuld og ny viden med hjem.

De fire dages fiskeri gav 14 sandart med 87cm på toppen, en god stribe gedder og som nævnt lidt aborrer, hvoraf de største ikke lod sig afskrække af en gummiagn på 18cm. God sommer, slutter han og tilføjer at fisken skal tilmeldes Westin Cup 2026. Og – som alle andre indsendere af fangstrapporter deltager han i lodtrækningen om vores 33.000 kroner drømmerejse efter GT i Egypten sponsoreret af iFish Travel.

 

Daiwa Open 2025

 

De smålandske søer kan bare noget...

De smålandske søer kan bare noget…

drømmerejse iFish Travel

FLOTTE ABORRER PÅ SMUK HØJTRYKSDAG

– Det fine halvlumre vejr forleden aften skulle udnyttes, og nu hvor det ovenikøbet også var blevet højtryk, blev bilen pakket, fortæller Magnus Jørgensen og Malthe Andersen fra Team Sportex. – Og så drog vi ellers afsted mod en sø til et par timers fisker efter de sortstribede. 

– En af vores bekendte, Kasper, havde spurgt, om vi ikke ville med på et lille sats, som vi takkede ja til. Det var i samme omfang en god mulighed for, lige for få testet lidt nye stænger, der var kommet ind ad døren fra Sportex – bl.a. en Seatrout Finesse Expert tiltænkt de mindre åer efter havørreder, men den kunne da få taget sin debut med – forhåbentligt nogle grove aborrer. 

– Kort inden vi skulle mødes ved bådrampen, sørgede vi dog for lidt småskaller samt løjer, som vi ville fiske på dropshot. Det først stykke tid ude på vandet gik med at finde nogen fisk, og efter lidt tid, så lykkedes det, hvilket resulterede i en god fisk mistet til Kasper og derefter en fisk i slut 30´erne, inden vi på det tredje kast, landede nogen fine efterlegsaborrer på 43,44 og 46 cm. Det blev til et par mindre fisk yderligere, inden vi drog mod land igen. Alt i alt en skøn aften, hvor der blev testet lidt nye stænger og fanget nogen fine fisk. 

Rapporten deltager naturligvis i vores fiskerejselodtrækning, som er sponsoreret af iFish Travel med en 33.000 kroners rejse til Egypten efter GT i 2027.

 

Hvidovre Sport

drømmerejse iFish Travel

WESTIN CUP 2026: SÅ STÅR DET LIGE PÅ ABORRER

– Aborresæsonen er godt i gang, og jeg fik lokket min kæreste med på søen, fortæller Jeppe Sikker Jensen. – Der gik ikke længe, før vi fandt lidt fisk på livescope og særligt en gruppe på 3-4 skygger fangede opmærksomheden. Nina fik præsenteret en jig for næsen af den og vippede let med stangen, da den pludselig flexede, og vi lidt senere kunne nette en fin aborre på 46 cm. Jeg måtte indrømme at min PR fra sidste år på 44 cm var slået.

– Der gik dog ikke mange dage, så måtte jeg ud igen. Jeg fandt hurtigt nogle fisk og fik et par pæne på 35 og 37 cm. Den ene spyttede en lille skalle op, så jeg prøvede at finde et gummidyr, der lignede. Men mens jeg fiskede, slog det mig, at jeg jo bare kunne sætte skallen på jiggen. Som sagt – så gjort: Den røg ud mod en lille flok fisk og nåede ikke ned, før de steg op og en pæn fisk tog skallen. Lidt senere kunne jeg nette min egen nye PR på godt 46 cm og 1,39 kg. Så har husfreden sænket sig lidt igen…

Beretningen er tilmeldt Westin Cup 2026 – samt vores lodtrækning om en fiskedrømmerejse til 33.000 kroner sponsoreret af iFish Travel – En GT-Getaway tur til Egypten.

Husk, at vi har masser af fede artikler om aborrefiskeri i vores artikelarkiv under prædatorfiskeri her.

 

Geddefeber

 

 

Jeppe Sikker Jense4n med sin nye flotte PR-aborre, der huggede på en skalle.

Jeppe Sikker Jensen med sin nye flotte PR-aborre, der huggede på en skalle.

drømmerejse iFish Travel

DE BEDSTE FISKEPLADSER I SUSÅEN

Sjællands største vandløb ligger i et naturskønt område og byder på et utroligt varieret fiskeri. Vi har taget en snak med et par af de lokale eksperter, der fortæller om, hvordan de griber fiskeriet an. 

 

AF KIM FABER OG GORDON P. HENRIKSEN, FOTO: LARS LAURSEN, OLIVIER PORTRAT, KIM FABER OG PRIVAT

 

SUSÅEN – et af Danmarks mest alsidige fiskevande – snor sig gennem Sydsjælland – og skifter løbende karakter undervejs. Udløbet i Karrebæk Fjord – Næstved Kanal, er et flodbredt stræk, der med sin rolige strømning og dybe vand er ideel til fiskeri efter en lang række medefisk – heriblandt tykmavede brasener og karper.

Fjorden sender også massive stimer af store rimter op på gydetogt i kanalen hele foråret. Midt i Næstved Havn samles fjordens og smålandshavets bestand af brakvandsaborrer, hvis ankomst efterhånden har taget form af en ren folkefest, når lystfiskerne flokkes i vinterhalvåret og forårsmånederne for at få fat i den hidsige rovfisk mellem lystbåde og fragtskibe.

 

Hvidovre Sport

 

Videre opstrøms ad den fritlagte del af åen i Næstved by til Rådmandshaven danner Susåen et pool-agtigt område, hvor artsrigdommen for alvor eksploderer. Snart sagt enhver fredfisk holder til her, og fiskes året rundt. Men også sandart, helt, havørred, gedde, og aborre lurer – og gør stedet til åens nok mest spændende plads. Et omløbsstryg fører fiskene op i niveau og gennem et meget smukt stykke af Herlufsholmskoven, hvor stier løber helt tæt til bredden. Her er det let tilgængeligt og nemt at fiske. Skønheden bliver ikke mindre, hvor skoven ender, og afløses af langstrakte, velfriserede plæner mellem gamle træer for foden af Herlufsholm Kostskole.

Længere oppe ad åen findes de dybeste partier af vandløbet. Det er her ved Gerdrup, Skelby og langs Gunderslevholm Gods’s arealer, at de grove ågedder kan lokkes på krogen. De lange engstykker har adskillige sivholdige sving og småvige, hvor krokodillerne stortrives. Med andre ord har åen fiskeri for enhver smag – både for den garvede og nybegynderen samt ung og gammel. Fiskeriet topper netop nu og foråret ud.

 

Rasmus Ingemanns gedde på 117centimeter og 13,72 kilo er sandsynligvis den største gedde taget i Susåen. Rasmus har dog ikke offentliggjort vandet/fangststedet før nu, da han ikke ønskede for meget opmærksomhed omkring fisken. Derfor er det lidt af et scoop, at vi ikke blot kan afsløre, en til dags dato, uofficiel Suså rekord i gedde, men også Rasmus’ bedste tips til geddefiskeriet.

Rasmus Ingemanns gedde på 117 centimeter og 13,72 kilo er sandsynligvis den største gedde taget i Susåen. Rasmus har dog ikke offentliggjort vandet/fangststedet før nu, da han ikke ønskede for meget opmærksomhed omkring
fisken. Derfor er det lidt af et scoop, at vi ikke blot kan afsløre, en til dags dato, uofficiel Suså rekord i gedde, men også Rasmus’ bedste tips til geddefiskeriet.

Efter storgedder på Susåen

 Geddefiskeri er den store passion for Rasmus Ingemann, der har fisket i Susåen siden femårsalderen. Det hele startede med, at en susågedde tog hans lille spinner. Siden da er det blevet til rigtig mange pæne gedder – inklusiv Susårekorden. – Mit fiskeri i Susåen starter i november, og eskalerer frem mod fredningen d. 1. april, fortæller Rasmus. – Grøde og åkander er væk i denne periode, og gør fiskeriet mere ligetil.

Denne periode er desuden også fri for kanosejlere, som vi fiskere ikke altid tildeler vore store begejstring. Fiskeriet styres 100 procent af mængden af nedbør, og det er afgørende at kende sin besøgstid. De store fisk, som jeg betegner fisk fra 8 kilo og opefter, har lært at det ikke kan betale sig at kaste sig hovedkulds ud i strømmen for et måltid, som måske forsvinder for næsen af dem. Derfor handler det efter min mening om, at fiske når strømmen er rolig og placere en agn så tæt på gedden som muligt. Ofte opholder gedden sig, hvor strømmen er svagest. Typisk er dette ved bunden, i bagvande eller langs sivkanter.

Min jagt efter store gedder i åen foregår primært med flådfisket agnfisk, så en lang og forholdsvis kraftig stang er at foretrække. Jeg benytter et kraftigt flåd, med en bæreevne på 70 gram, som er belastet med 65 gram synk, for at holde en agnfisk på den ønskede plads i åen. Det forholdsvis tunge lod gør det muligt at bremse agnen op over et bestemt punkt, så agnen forbliver bundnært. Den mindste urolighed fra skallen betyder, at den har fået øjenkontakt med en af de skarptandede. Brems flåddet og spin det eventuelt et par meter tilbage. Gentag indtil hugget udløses. Jeg har gentaget processen op imod 20 gange og fået fisken til sidst. Det er bare et spørgsmål om tålmodighed og en vis portion stædighed.

En lille detalje, som straks har givet udslag i flere situationer er at benytte et forholdsvis kort forfang på under 50 centimeter, hvilket gør agnens råderum mindre. Det bliver da langt lettere for de vintersløve gedder at fange agnen. Susåen er et meget omskifteligt vand, og er ikke altid let at fiske, men der skal dog ikke herske nogen tvivl herfra om, at den som finder melodien, kan forvente samme fantastiske fiskeri efter store gedder, som vi har set i Gudenåen de seneste år.

 

De bedste fiskepladser på Susåen.

De bedste fiskepladser på Susåen.

Rasmus Ingemanns topspots til gedder

Gerdrup Enge: NS 48 har et stræk af Gerdrup, som også udveksles gennem Fiskeringen. Strækket er et snorlige bredt eng – stykke, med et par dybe huller op i mod tre meters dybde. Strækket er nok et af de mest kendte og berygtede for store gedder op over 12 kilo. Strækket er ekstremt følsomt overfor nedbør, som tit bevirker at de nærliggende enge bliver oversvømmet. Vær forsigtig med fiskeriet i en sådan periode, da det kan være ekstremt svært at lokalisere åen!

Stridsmølle og Skelby: NS 48 har en båd liggende ved Stridsmølle, som på dage, hvor vinden er for hård til at tage på Tystrup-Bavelse søerne, må benyttes nede i åen. Bemærk, at strømmen kan være så kraftig, at det er umuligt at ro tilbage igen op imod strømmen. Strækket er et spændende stræk i efteråret og det tidlige forår, da enkelte fisk fra Tystrup-Bavelse søerne tager en afstikker ned i åen. Der er også her et par rigtig dybe huller, og et par indbydende sving. De siges, at fluefiskere hvert år fanger gedder over meteren nedstrøms Skelby kirke.

Gangesbro: Et forholdsvis lavvandet stræk af åen med hård grus og stenbund, som ikke umiddelbart ser særlig geddeagtigt ud. Men det kan snyde… Private haver grænser her helt ned til åen, og det er ikke umiddelbart lovligt at fiske med mindre du får lov af en lodsejer. Jeg har dog på kanoture set rigtig store fisk over meteren stå på bare en halv meter vand.

 

Her er det gedde på 5,9 kilo,som blev taget da Sportsfisker - foreningen Fladså havde et juniorarrangement i efterårs - ferien 2010 ved Herlufsholm.

Her er det gedde på 5,9 kilo, som blev taget da Sportsfiskerforeningen Fladså havde et juniorarrangement i efterårsferien 2010 ved Herlufsholm.

 

Geddesvinget: Ligger i slutningen af Gangesbro, og er som navnet lyder et stort u-sving med en lille tilhørende vig med stillestående vand. Her er der taget et par store gedder gennem tiden op til 12 kilo. Nedstrøms svinget er der et langt, bredt og 3,5 meter dybt stræk, som er rigtigt indbydende. Opfører man sig pænt, plejer det at være muligt at få adgang til fiskeri fra lodsejerens mark.

Herlufsholm til Kanohuset: Der kan købes dagkort til dette stræk, som er meget alsidigt med mange sving, huller og udhængende træer. Fladså foreningen har dette stræk, og jeg ved, at der er landet flere fisk lige under 10 kilo her. Jeg havde en spændende oplevelse her under rimtefiskeri for nogle år siden, hvor jeg fiskede under nogle udhængende træer ved Herlufsholmbroen. Under en fight med en rimte på over 1,5 kg oplevede jeg, at en gedde over meteren satte af, lige under mine fødder og inhalerede rimten. Det var en højst uventet oplevelse for mig, at finde en gedde af sådan en størrelse her, da strækket er super lav vandet og med kraftig strøm.

Gammel åen: Som navnet antyder er det et gammelt sideløb på skovstrækket mellem Kanohuset og Herlufsholm. Det er svært at fiske her, da området er en sump, men alt kan lade sig gøre med lidt omtanke. Der er ingen strøm inde i løbet, hvilket gør det særligt attraktivt for gedderne. Denne plads er også oplagt som gydeplads, da det stillestående vand hurtigere opvarmes. Gammel åen har produceret rigtige fine fisk op over 12 kilo.

 

Tradera

 

Susåens knuder

 – Knudefiskeri er en ubarmhjertig affære i Susåen, fortæller Rasmus Ingemann om sin lille vinterbesættelse. Fiskeriet topper nemlig i de kolde måneder, mens de fleste holder sig inden døre. – I nedre Suså findes en god bestand af fisk fra 0,5-1,2 kilo, og dog ved jeg med sikkerhed, at der er taget fisk op til 2,4 kilo, og jeg er sikker på, at de findes større, fortæller Rasmus. På Susåen fiskes som regel ved Cementkanten i Næstved, og her findes i perioder en god bestand knuder, som jeg tror er her, for at mæske sig i de andre gydende fisks rogn. Et oplagt og uudforsket sted er ude i selve kanalen, hvor der helt sikkert svømmer en ny Suså rekord – og måske endda en Danmarksrekord.

Fiskeriet forgår typisk med 3-8 centimeter lange strimler af sild, skalle, aborre el.lign. fisket på en enkeltkrog størrelse 4-6 på et almindeligt gliderig. Belastningens størrelse er afhængig af strømmens styrke, det er vigtigt, at taklet bliver liggende på den udvalgte fiskeplads. Mine bedste fangster er gjort på små sandbanker i åen. Fiskeriet starter typisk ved solnedgang, som på denne tid af året er omkring kl. 16. Jeg stopper som regel fiskeriet omkring kl. 22.

Rimtefiskeri i Susåen

Rimterne i Susåen kan fanges alle steder lige fra åens udspring til udmundingen af Karrebæk Fjord, fortæller den lokalkendte medefisker Morten Juul. – De to helt klart bedste og mest givende træk i åen er Cementkanten i Rådmandshaven og så udmundingen af åen ved starten af Næstved kanal. 

De rimter, der fanges her, er store brakvands rimter, som det meste af året opholder sig på Karrebæk Fjord, men i marts begynder gydetrækket op i åen. Den største jeg kender til vejede lige under tre kilo. Den helt klart mest underholdende metode er fiskeri med brød på overfladen. Husk at fodre med masser af brød, før du agner op. Bliver fiskene sky, skal brødet ned under overfladen med lidt belastning.

 

Her er det en blandt mange flottekarper som Morten Juul har fanget i Susåen – en spejlkarpe 7,8 kilo fanget langs Cementkanten.

Her er det en blandt mange flotte karper som Morten Juul har fanget i Susåen – en spejlkarpe 7,8 kilo fanget langs Cementkanten.

Karpefiskeri i Susåen

 – Karper kan fanges i hele åsystemet, men de sidste par år er karpefiskeriet nærmest gået amok på den nedre del af åen, fortsætter Morten begejstret. – Især ved Cementkanten er der de sidste par år blevet landet rigtig mange og fine fisk – både skæl og spejlkarper. Det var lige præcis ved Cementkanten, at jeg sidste sommer så den største danske karpe jeg til dato har set – en mega spejlkarpe på over en meter. Rigtig bred over ryggen og en bodega vom uden lige. Behøves jeg at nævne, at jeg ikke havde mulighed for at fiske den dag… Denne fisk er ikke nogen permanent beboer i åen, men helt klart en trækkende fisk fra kanalen, der lige var oppe i åen og snuse lidt rundt. Netop Næstved Kanal og Karrebæk fjord byder på et fantastisk spændende pioner fiskeri med uanede muligheder. Der er et væld af pladser at vælge imellem, og fiskeriet er frit med det statslige fisketegn. Dette område har et kæmpe potentiale for karper af rigtig grov kaliber og har et nærmest utømmeligt spisekammer af snegle, muslinger, rejer osv. Der ventes fangster af rigtig store fisk i den nedre del af åen samt kanalen i nær fremtid. Pt er de største fisk i åen, jeg har kend skab til en skælkarpe 11,6 kilo og en spejlkarpe på 12,5 kilo. Men mon ikke disse rekorder snart bliver slået, slutter Morten med et smil.

Artiklen her er fra 2011 – i dag er topkarperne betydeligt større.

 

Når det gælder Susåens sandartskal man kende sin besøgstid. Det er i skumringstiden det hele foregår.

Når det gælder Susåens sandart skal man kende sin besøgstid. Det er i skumringstiden det hele foregår.

Sandartfiskeri i Susåen

Det gode sandartfiskeri starter i sommerperioden, fortæller Fisk & Fri’s lokalredaktør for Sydsjælland og Bornholm, Kim Faber. – Rådmandshaven er det suveræne sikreste sandart-spot. Gå efter de dybeste partier af poolen, nærmere bestemt bunden af skrænten der tydeligt ses rundt om den store, sandede forhøjning midt i åen. Tunnelen, hvor åen løber ind under Fønixkrydset, er også et spot der gerne har en stribe sandart stående.

Sikreste metode er en lille bundfisket skalle eller alternativt små woblere og jigs. Men husk: Susåens sandart fanges tidligst ved tusmørketid. Glem alt om hygge i solen. Man skal være ved vandet omkring solnedgang, og du vil typisk have det bedste fiskeri den første time til halvanden efter solen er væk. Sommernatten er bestemt også en mulighed. En realistisk forventning til størrelsen på de sandart, der viser sig, bør nok være moderat. Langt de fleste fisk svinger mellem 0,5 og 1 kilo, og en sandart over 2 kilo er en flot fangst. Men der findes dog større fisk, som denne lille historie viser! I starten af marts, 2007 havde jeg hevet min syvårige søn, Andreas ned til Cementkanten ved Rådmandshaven. Jeg fik et forsigtigt hug på en ultralet Worm-Fly Jig bag en bombarda.

Andreas overtog stangen, og en gevaldig fisk rullede rundt i overfladen. Stangen stod spændt som et flitsbue, og det var lidt af en opgave for Andreas, mens fisken trak hårdt rundt i vandet under os. Meter for meter blev, hvad der viste sig at være en massiv sandart, trukket hen imod en brugbar landingsplads, hvor vi kunne komme ned ad en skrænt og få fingrene i fisken. Da den kom fri af vandet, var synet noget nær uvirkeligt: Fisken var 7,1 kilo tung og 85 centimeter lang. Det var den ubetinget største sandart jeg i mit liv havde set og hørt om i åen. Den fangst illustrerer ganske godt fiskeriet i åen, der oftest er et vand for mindre fisk, men engang imellem også stedet, hvor bemærkelsesværdige trofæer kommer op at vende.

Efter havørred i Susåen

 – Havørredfiskeri er ikke just det som Susåen er kendt for, men de fanges da, fortsætter Kim. – Generelt er havørrederne i den beskedne ende at skalaen – alt fra undermålere til fisk i tokilosklassen er normalt. Men de store fisk er som sagt også til stede. Og dette kan Kim bekræfte. Han har nemlig selv fået havørred op til 5,7 kilo i åen. Området omkring Herlufsholm Kostskole er et af Danmarks smukkeste stykker vand, hvor man nemt drømmer sig væk til klassiske, engelske floder. Dette lavvandede parti å er min favorit, og det kan nydes af både spinnefiskeren og fluefiskeren.

Information om fiskeriet på Susåen

 NS48 har rådighed over mange spændende stræk af Susåen samt en jolle på Tystrup Bavelse søerne, der kan bruges på den øverste del af åen. Sportsfiskerforeningen Fladså har fiskeret på et fire kilometer langt stykke ved Herlufsholm. NS48 er en forening med et meget stort attraktivt stykke af Susåen samt meget mere at tilbyde deres medlemmer. Næstved Egnens Turistbureau sælger fiskekort til NS48’s stræk ved Susåen v/Gerdrup, Stridsmølle og Vrangstrupstykket. Turistkontoret sælger dagskort til Herlufsholmstykket Cementkanten og Rådmanshaven er frit tilgængelige for alle. Se mere på www.bundhugget.dk og www.NS48.dk

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 2/2011

 

Geddefeber

 

Tidligere var der et godt forårsfiskeri efter helt i Susåen, men det er der ikke mere.

Tidligere var der et godt forårsfiskeri efter helt i Susåen, men det er der desværre kke mere.

drømmerejse iFish Travel

ABORREBONANZA PÅ ISEN

– Isen er på mange søer efterhånden blevet rigtig tyk, så jeg besluttede mig sammen med Danny Vitting, at prøve kræfter med isfiskeriet – og sikke nogle dage, vi har haft! Sådan lyder det fra Mads Davidsen – prostaffer for Savage Gear.

– Turen startede hjemme hos mig med at rigge de små, korte isfiskestænger til, så alt var klar til tre dages fiskeri. Herefter kørte vi til den sø, jeg havde planlagt at fiske i, men til vores store overraskelse var der en stor våge i søen. Vi blev hurtigt enige om, at den sø ikke var sikker at gå ud på – for sikkerhed frem for alt, når man isfisker. Vi fandt derfor en anden sø – en mindre skovsø, og det skulle vise sig at være et heldigt valg. Allerede da jeg skulle vise Danny, hvordan man fisker aborrer fra isen, fangede jeg flere med det samme. Det var super fedt, for så vidste vi jo, at fiskene var hugvillige.

– Danny kom hurtigt i gang og fangede ret hurtigt en del aborrer. De fleste var mindre fisk, men jeg fik et par stykker på omkring 36–40 cm, hvilket egentlig er rigtig fine aborrer. Da vi nærmede os eftermiddagen, fik Danny pludselig en rigtig god aborre på. Da den kom op af hullet, var vi ikke i tvivl – det var personlig rekord for ham! Aborren målte 51 cm og havde en estimeret vægt på mindst 1,7 kg. En helt fantastisk fisk, og et stort tillykke til Danny med den. Efter denne succes valgte vi, at dag 2 også skulle foregå på samme sø, da vi på dag 1 havde haft over 130 aborrer oppe af hullerne i isen.

– Vi startede i samme område af søen, men til vores store forbløffelse virkede det næsten helt dødt, og vi fik kun et par enkelte små aborrer. Derfor blev vi enige om at prøve andre steder i søen. Vi fandt et område, der var en del dybere, og her var alle fiskene åbenbart denne dag. Her fangede vi rigtig mange aborrer, men de fleste var dog helt små. Jeg fik også en håndfuld fine fisk, med de største på 41 cm og en helt oppe på 50 cm. Faktisk endte vi med at have fanget over 300 aborrer denne dag, så det var et helt fantastisk fiskeri, som vi slet ikke havde forestillet os.

– På tredjedagen startede vi igen på samme sø. Efter 2½ time og cirka 130 aborrer senere blev vi enige om, at vi havde fanget rigeligt med aborrer. Så vi tog en hurtig beslutning og pakkede sammen for at tage et andet sted hen og prøve efter gedder.

– Her satte vi to stænger hver med døde skaller for enden. Der gik kun omkring 10 minutter, før jeg havde et hug, men desværre slap gedden skallen. For mit vedkommende skete der ikke mere, men Danny fangede derimod tre gedder. Det var en helt perfekt afslutning på tre dages isfiskeri, slutter Mads, som du kan følge på Instagram her.. Fiskene blev tasget på vertikalfiskeri med softbaits – og den største aborre huggede på en Savage Gear Flying Minnow.

Husk at have styr på sikkerheden, hvis du vil isfiske. Vær altid to afsted og husk som et absolut minimum issyle, så du kan trække dig op, hvis du går igennem isen.

 

drømmerejse iFish Travel

 

Læs mere om sikkerhed på isen her.

drømmerejse iFish Travel

NYE REGLER FOR BRAKVANDSFISKERIET GIVER HÅB FOR GEDDER OG ABORRER

Så er den nye bekendtgørelse – ”Bekendtgørelse om fiskeri og landing af gedder og aborrer i visse saltvands- og ferskvandsområder ved Sydsjælland, Møn, Lolland og Falster” om beskyttelse af vores brakvandsrovfisk i det sydsjællandske område – gedder og aborrer, endelig trådt i kraft.

Det nye regelsæt har været gældende siden 1. januar – og meget tyder på, at det kan få stor betydning for både gedde og aborrebestandene, fordi presset fra fritids- og erhvervsfiskere vil nedsættes markant – samtidig med, at lystfiskeriet kan fortsætte og måske endda udvikles. Hjemtagning bliver forbudt i alle de indre brakvandsområder som fx Bøgestrømmen, Storstrømmen, Grønsund, området mellem Møn og Sjælland, Stege- og Jungshoved Nor, Præstø Fjord, Fanefjord, vandet mellem Lolland og Falster plus Karrebæk og Dybsø Fjord. 

Nedgarn vil desuden blive helt forbudt i Præstø -, Fane -, Karrebæk – og Dybsø Fjord samt Stege – og Jungshoved Nor. Endvidere kommer der en fredning på aborrer fra perioden 1. marts til 30 april i områdets åer og de mest ferske steder. Ud over dette indføres der et vinduesmål på 24-30 cm, hvor aborrer over og under denne størrelse ikke må hjemtages i det store område, der ligger inden for en linje imellem Afladshage (Amager), Møns Klint, Gedser, Vestlolland og Korsør. Dette vil indebære at aborrerne vil kunne nå at gyde flere gange, inden de evt fanges og hjemtages.

Du kan læse hele bekendtgørelsen om brakvandsgedder og aborrer her.

Det afsluttende arbejde for at få dette gennemført har blandt andet været katalyseret af projektet Rovfiskene Retur – et samarbejde mellem Lystfisker Danmark, Danmarks Sportsfiskerforbund, Miljøstyrelsen, kommuner, Københavns Universitet, DTU og Fishing Zealand,

 

Friluftsland

drømmerejse iFish Travel

NY FORSKNING: FLOURSCERENDE SOFTBAITS GIVER IKKE FLERE ABORREHUG

Det kan virke som om, at farverne på ens agn kan nogen gange have stor betydning, men der findes også arter, vande og forhold, hvor det tilsyneladende ikke har den store betydning.

I en ny undersøgelse publiceret i Canadian Journal of Fisheries and Aquatic Sciences har man således i et studie med over 300 aborrekontakter under forskellige lysforhold konstateret, at flourscerende softbaits ikke giver flere aborrer end ikke flourscerende agn. Hvorvidt man ud fra dette over en bred kam kan generalisere til andre vande og arter, er naturligvis et godt spørgsmål, der kræver flere undersøgelser.

Læs et resume af studiet ”Effectiveness of fluorescent angling lures on catch outcomes in European perch (Perca fluviatilis) under ambient light conditions” af Johannes Radinger med flere her.

Øverst – Jens Bursell med en smuk aborre fra en lille sø taget på softbait.

 

Daiwa Open 2025

drømmerejse iFish Travel

FINE PR-ABORRER PÅ FAR & SØN TUR

– Jeg har netop været ude på en dejlig morgentur ude i min lokale å efter aborrer, fortæller Alfred Weinholt. – Vi fiskede med levende rejer og også spinner.

– I starten fangede jeg en lille en på 210g på en lille grøn spinner. Senere fik min far en fin en på 340g, og denne her var fanget på en levende reje. Og det var hans nye PR aborre. Til sidst – lidt inden vi skulle hjem – fik jeg min nye pr aborre på 630g, som var fanget på reje og gav en god fight. Og lige efter fik jeg en på 270g.

– Vi endte dagen med at have fanget fire aborrer på 210g som den mindste og 630g som den største. Vejret var noget møg, lige da vi kom, men senere på dagen, da vi fangede alle vores fisk var det blevet godt vejr, slutter han og tilføjer, at fangsten skal være med i drømmerejselodtrækningen.

Læs mere om hvordan du kan fiske super effektivt med fjordrejer og baitbands i denne artikel – det kan både være efter aborrer og havørreder.

 

Tradera
drømmerejse iFish Travel

STORABORRER PÅ LØSLINE

Man kommer ikke meget tætte på det traditionelle Furesøfiskeri end løslinefiskeriet, hvor man bare har agnene hængende lige under båden på et strategisk godt udvalgt sted.

Netop dette fiskeri har Jan Kristoffersen opdyrket på det seneste med et par kammerater bl.a. Kim Andersen og Per Lien Petersen, som du ser ovenfor med en af gutternes fine fangster – en aborre på 1,425 taget på en løslinefisket skalle. – Vi fisker typisk på 5-10 meter vand omtrent halvvejs nede i vandsøjlen med vores agn og så ellers hjulet på knarre eller løs bremse, fortæller han. – Efter vi fandt de rette områder, har fiskeriet været stabilt med 1-3 store fisk pr. tur. En enkelt af de større fisk, vi har fået, har dog også været på jig. I alt er det blevet til tre fisk over 1,4 kilo og det er it at vi også før gedder på løslinefiskeriet.

– Jeg har også fisket en dem trolling med wobler omtrent 15 meter nede på 20-30 meter vand, hvilket har givet en del gedder op til seks kilo med den bedste dagsfangst på otte gedder, slutter han.

 

Geddefeber

 

Kim Andersen med en flot aborre fra Furesøen.

Kim Andersen med en flot aborre fra Furesøen. på 1,415 kilo og 45 cm taget på løslinefiskeri med en skalle. Ovenfor Per Lien Petersen – også med en 1,4 kilos. Jan Kristoffersen har også fået store fisk – men har ikke gode billeder, hvor han holder dem.

drømmerejse iFish Travel