Så er den nye bekendtgørelse – ”Bekendtgørelse om fiskeri og landing af gedder og aborrer i visse saltvands- og ferskvandsområder ved Sydsjælland, Møn, Lolland og Falster” om beskyttelse af vores brakvandsrovfisk i det sydsjællandske område – gedder og aborrer, endelig trådt i kraft.
Det nye regelsæt har været gældende siden 1. januar – og meget tyder på, at det kan få stor betydning for både gedde og aborrebestandene, fordi presset fra fritids- og erhvervsfiskere vil nedsættes markant – samtidig med, at lystfiskeriet kan fortsætte og måske endda udvikles. Hjemtagning bliver forbudt i alle de indre brakvandsområder som fx Bøgestrømmen, Storstrømmen, Grønsund, området mellem Møn og Sjælland, Stege- og Jungshoved Nor, Præstø Fjord, Fanefjord, vandet mellem Lolland og Falster plus Karrebæk og Dybsø Fjord.
Nedgarn vil desuden blive helt forbudt i Præstø -, Fane -, Karrebæk – og Dybsø Fjord samt Stege – og Jungshoved Nor. Endvidere kommer der en fredning på aborrer fra perioden 1. marts til 30 april i områdets åer og de mest ferske steder. Ud over dette indføres der et vinduesmål på 24-30 cm, hvor aborrer over og under denne størrelse ikke må hjemtages i det store område, der ligger inden for en linje imellem Afladshage (Amager), Møns Klint, Gedser, Vestlolland og Korsør. Dette vil indebære at aborrerne vil kunne nå at gyde flere gange, inden de evt fanges og hjemtages.
Du kan læse hele bekendtgørelsen om brakvandsgedder og aborrer her.
Det afsluttende arbejde for at få dette gennemført har blandt andet været katalyseret af projektet Rovfiskene Retur – et samarbejde mellem Lystfisker Danmark, Danmarks Sportsfiskerforbund, Miljøstyrelsen, kommuner, Københavns Universitet, DTU og Fishing Zealand,









