Amanda Klippinge med sæsonens første laks i nettet i poolen Collie, Spey.
En ny laksesæson er altid lige så uvis, som den er spændende. Vil du være blandt de første til at svinge fluen i strømmen, og se hvad året bringer, så giver Pelle Klippinge dig her en guide til det tidlige laksefiskeri i Europa.
AF PELLE KLIPPINGE
PREMIEREDAGEN er ren elendighed med voldsomt højt vand, der slider på både ben og vaders, men vi klarer dog at dyppe fluerne i nogle timer. Traditionen tro er vi ved Spey, selvom vandet er skyhøjt og de afvaskede brinker har efterladt vandet brunt og ufiskbart.
Så snart linen rammer vandet føles det næsten som om en mindre fisk har taget den – så hårdt er vandpresset. Floden buldrer og brager, og alt fra store træer og halmballer til druknede får kommer drivende med strømmen. Det er den usædvanlige høje temperatur, som har sat fart på snesmeltningen oppe i bjergene, der er skyld i flommen.
Den efterfølgende formiddag, begynder Spey at falde og temperaturen viser milde 15 grader i skyggen. Det er knapt til at tro, og det er nærmest befriende at vade ud i det otte grader »kolde« vand. Det er spændende nu, hvor vandet falder og klarer op. Strandskaderne sværmer langs bredden og fra skoven langs floden, høres alskens sangfugle. Det er Skotland, når det er bedst.
Naturen vågner til dåd, og pludselig nejer Amandas stang dybt i Collie Poolen. Laksen suser hurtigt nedstrøms og præsterer nogle flotte spring på vejen, inden hun får vendt fisken. Det er med et stort publikum hun fighter fisken ind til båden, hvor Rory Patterson på fornem vis netter hendes første laks på sæsonen – en smuk fisk på cirka fem kilo.

Amanda Klippinge satser på forårslaks i Örekilselven i maj.
Fantastiske forårsdage med laksene
Aprildagene går. Temperaturen har sneget sig op over 20 grader i luften og vandet tangerer nu 9 grader. Da min flue har svunget færdig og hænger lige nedstrøms i poolen Broom, lyner laksen, der har taget min flue. Jeg bliver enormt overrasket og når ikke at fundere over, hvad der er sket, før laksen har taget en del line.
Den er bomstærk, men jeg kører ufortrødent på. I det øjeblik Morrison skal nette fisken for mig, slipper krogen sit hold. Ærgerligt da vi ser, at fisken er i omegnen af 10 kilo – en storlaks i Skotland. Jeg tjekker mit forfang og bevæger mig op til Hollen Bush. Efter nogen tids slid ved indløbet af poolen, hugger en ny fisk. Jeg fighter fisken så hårdt, at jeg en stund er i tvivl om, at stangen holder, men det går, og da jeg kaner fisken, møder mit blik laksens iagttagende øje.
Krogen sidder stenhårdt og har penetreret laksens læbe med modhage og det hele, og da jeg afkroger dyret ser jeg laksens øje følge min hånds bevægelse.

11 kilos majlaks fra Mörrum bringer stor fiskelykke.
Oplev flere laksepremierer på ét år
Laksefiskeriet er skønt og en af de ting, der er med til at gøre det fedt, er at man kan opleve flere premierer på et og samme år. Mange prioriterer disse dage. Personligt besøger jeg hvert år i april Skotland. Jeg har svært ved at forstille mig en bedre start på lakseåret, selvom vejret kan skifte fra sommerlignende forhold til snestorm – og omvendt.
Fra synkeline og monster waddingtons til flydeline og microtubes. I modsætning til fx Norge, hvor de fleste elve åbner 1. juni, begynder fiskeriet i Skotland allerede i januar. Elvene som de hardcore og tidlige laksefiskere satser på, er de store; Tay, Dee, Spey og Tweed. Tay, der åbner tidligst af dem alle – allerede 15. januar – havde en forrygende 2013 sæson, med en del store laks blandt fangsterne. Men hvis du begiver dig over Nordsøen i starten af året, så husk godt med lange underbukser.

Laksetrappen ved Jockfall i Kalixelven, registrerede ekstremt store laks i 2013. Hele 151 centimeter var den største der passerede.
Glem ikke de danske laks
De danske åer skal man bestemt ikke glemme. Den første, som åbner op for laksefiskeriet er østvendte Gudenåen, som med sin ikke gydende laksestamme, allerede har premiere den 16. januar på Bjerringbro og Omegns Sportsfiskerforenings vand og 1. marts på Langå Sportsfiskerforenings fiskevandvand (1. april for dagkortsalg). Det er dog som regel først i april, der er stabilt fiskeri efter blanklaks, men der er førhen taget fine blankfisk så tidligt som starten af marts.
Resten af landets åer åbner den 16. april og byder de fleste år på fremragende fiskeri efter store nystegne laks fra premieredagen. De vestvendte åer har været i voldsomt fremgang det sidste årti, med mængder af store »springerlaks«. Fra Storå i nord til Vidåsystemet i syd bliver der hvert år landet fine aprillaks, med flere over 15 kilo og nogle år over 20 kilo, så de er definitivt et besøg værd for laksefiskeren, der går efter de store.
Gennemsnitsstørrelsen på de tidlige danske laks er stor, og laks over 10 kilo er ikke sjældne. Vanen tro stiller lokale som tilrejsende forventningsfuldt op ved de forskellige lakseførende vande, for at have chance for at bukke klinge med en nystegen aprillaks. Efter nogle dage er det værste »køfiskeri« loddet af og man kan mange steder gå nogenlunde uforstyrret. De år hvor kvoterne er slipper hurtigt op, kan der nærmest været mennesketomt langs mange af åernes stræk.
Til Mörrum efter en smut til Skotland
Mörrum åbner kort tid efter premierefesten i Skotland, og er allerede interessant i starten af maj, hvor de store nystegne blanklaks er i poolerne. Det er sandt at mörrumslaksen har været for nedadgående den seneste tid, men de mange nye tiltag er begyndt at vise tegn på bedre fiskeri.
Blandt andet er flere faste laksefælder i mundingen borte, hvilket forhåbentligt giver flere laks chancen for at komme op i åen. Der fanges hvert år rigtigt store fisk i Mörrum, hvilket gør det er svært at blive væk – man må bare af sted. Men – med det sagt, er de nordsvenske elve stadig hotte. Et tip til den, som ikke har været der eller måske ikke har planlagt årets laksefiskeri er: Rejs nordpå. Fiskeriet er billigt, og der findes mange rigtigt stærke konkurrenter til de dyre norske elve.

Ulf Leandersson med en smuk majlaks fra Örekilselven.
Elvene Torne, Lainio,Muonio, Kaitum og Kalix byder på fornemt fiskeri med periodisk rekordfiskeri. Flere kæmpelaks over 140 centimeter passerer »fotofælder« i forskellige laksetrapper, og man hører ofte om flere om knækkede liner samt braste drømme. I Kalixsystemet er der landet en kæmpe på 25 kilo, og i den mægtige Torne blev der landet flere over 20 kilo, med den tungeste på hele 26 kilo. Der går endda rygter om en på 30 kilo! Længere sydpå finder man Byskeelven, Vindelelven, Lödge elven, Ljungan og Dalelven, som også har kastet pænt med laks af sig i 15-18 kilos klassen. Den smukke Byske leverede en laks på 20 kilo og Dalelven ved Gävle fisker ofte godt især i juni og juli alene. Og her snakker vi ikke smålaks! Den sikreste periode i disse elve er svær at fastlægge, men allerede fra starten af juni kan det være interessant for den, som går efter de helt store blankfisk.

Stensåns udløb ved Båstad holder laks allerede fra marts.
Laks i Vestsverige
Vestkysten af Sverige byder ligeledes på en del fine og tidlige muligheder, hvis det da ikke bliver som sidste år med dårlig opgang og lav vandføring. Stensån og Rønne Å med tilløbet Bäljane Å er som regel meget interessante. Jeg husker tydeligt et besøg i Stensån en tidlig martsdag, da jeg fiskede det nederste stræk, hvor åen render i havet. Hverken min kammeret eller jeg havde mærket noget, da en medfisker kom med to havfriske laks med lus. De to »springers« vejede fire kilo hver og var taget lidt længere opstrøms ved byen Våxtorp. Lagan i Halland er et af Sveriges mest produktive laksevandløb hvad angår fangster, men den uregelmæssige vandregulering gør der svært at planlægge sit fiskeri. Visken og frem for alt Ätran ved Falkenberg længere nordpå er også gode bud på tideligt sølv med fluestangen.
Meget af fiskevandet i Ätran reguleres af lokale fiskeklubber, men det »åbne« stræk inde i Falkenberg er populært allerede i april. Fiskeriet der har en smule speciel atmosfære, da man fisker i park- og bymiljø. Man skal have god tålmodighed og vente på at få sin tur, da det er populært og velbesøgt fiskevand. Lidt længere mod nord finder man Örekilselven ved Munkedal. Fiskeriet her er enormt spændende og en super naturoplevelse.
Tæt på Örekilselven, men på den anden side af grænsen, løber den norske Enningsdalselven, som i den grad kan overraske. Fiskeriet åbner den 23. maj og det er som bekendt altid spændende at rejse til Norge og bedrive premierefiskeri. Det smukke landskab er i en klasse for sig og fiskeriet i de klare men hurtige vand er en udfordring. Laksen kan være stor her og byde på spektakulære fights.

Det smukke Onkkastræk i Lainioelven er foruden et fantastisk laksevand også billigt.
Laksefiskeri i midtnorge
Trondheim Fjord og elvene der afvander heri er sandsynligvis det sted, som sammen med elvene i svenske Norrland, byder på flest 20+ laks, hvis man ikke regner Finmarkselvene, som ikke er beskrevet i denne artikel, med. Gaula og Orkla er stadig blandt Skandinaviens hotteste lakseelve, selvom forrige sæson var en skuffelse med nærmest halverede fangster. Men man må, med flere års godt fiskeri, finde sig i en dårlig sæson. Det hører trods alt med til laksens naturlige cyklus – hvilket vi laksefiskere tit glemmer. Elvene er attraktive i starten, specielt de nederste 30-40 kilometer og derfor er det nødvendigt at booke sit fiskeri tidligt. Hold desuden øje med Namsen og bielven Bjøra, der har premiere den 15 maj. Stordalselven ved Fosen er inde for rækkevidde af Namsen og er en sand joker i den sammenhæng, da også den åbner den 15. maj. Andre norske jokere er Stjørdalselven, Eidselven, Laerdalselven og Nausta samt Numedalsågen.
Især på grund er den store usikkerhed om hvad, dersker med den norske vildlaksestamme, er der fortsat stramninger af regler i de norske elve, hvilket i sagens natur kan betyde ændringer i regler forskydning af sæson og premieredatoer. Strikse fangstkvoter har været hverdag i nogle år. Hvis man vil vide mere om premieredatoer, regler og kvoter kan man læse på www.lakseelver.no, hvor man også kan føl0ge de enkelte elves fangstbørser.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 2/2014

Sören Hoelgaard fighter premierelaks i norske Gaula.
LAKSEELVE I EUROPA – DET HURTIGE OVERBLIK
Skotland fra januar og fremefter
www.fishscotland.co.uk (her finder du Tay, Spey, Tweed og Dee)
Norge fra 15.maj og fremefter
Namsen og Bjøra www.namsenvassdraget.no
Stordalselva www.stordalselva.no
Stjørdalselva www.sjff.no
Gaula www.gaula.no
Orkla www.orklaguide.com
Eidselva www.eidselva.no
Laerdalselva www.laerdalselvi.no
Nausta www.naustedalen.no
Nomedalslågen www.lagenlaks.no
Enningdalselven www.ajffhalden.no
Danske laksevande fra 16. januar i Gudenå og 16. april i vestjyske åer
Gudenå www.gudenaalaksen.dk
Storå www.svstoraa.dk
Skjern Å www.skjernaasam.dk
Varde Å www.varde-sportsfiskerforening.dk
Sneum Å og Kongeå www.sydvestjydsk.dk
Ribe Å www.ribeaasystemet.dk
Brede Å www.brede-aa.dk
Vidå www.vidaa.dk
Svenske Østersøelve fra juni og
fremefter
Mörrumsån www.morrum.com
Älvkarleby www.alvkarlebysportfiske.nu
Ljungan www.fiskeisundsvall.se
Ljusnan www.ljusnesportsfiskeklubb.com
Byske älv www.byskealven.se
Lödgeälven www.nordmaling.se
Vindelälven www.laxsele.com
Kaitumälven www.sportfiskesiden.se
Kalix Älv www.jockfall.com
Torne og Lainio www.vildmarksmekka.com
Svenske vestkystelve fra april og fremefter
Stensån www.stensanslaxfiske.se
Rönne Å www.ksff.se
Lagan www.laholmslaxfiske.nu
Viskan kullagard.homeip.net
Örekilsälven www.orekil.com
Ätran www.visitfalkenberg.se