Street Fishing Fotokonkurrence nr.15

1½ times Street Fishing i Utterslev Mose gav en enkelt aborre til Mark og Sammi – men fedt var det med noget hygge i sommersolen.23-08-2012 – LIDT Street Fishing hygge skulle der lige til. Mark Sunne og Sammi Khan havde lige 1½ time, der skulle bruges til noget fornuftigt – så hvorfor ikke fiske lidt? Det blev der så gjort i Utterslev Mose.

Vandet var dog meget uklart – men en enkelt aborre blev det dog til, fortæller Mark og Sammi. Men hyggeligt var det – det er jo trods alt sommer.

Fisk og Fri’s Street Fishing fotokonkurrence nærmer sig hermed afslutningen for denne gang. Du kan i det kommende nummer af Fisk og Fri se hvem, der er vinderen af konkurrencen.

Hvidovre Sport

Forhistoriske fangster

Chiel Robben er netop nu med på Fisk & Fri’s læserrejse til Fraser River, B.C. hvor hårdt bliver sat mod hårdt i kampen mod floderns enorme stør!

23-08-2012 – TREDJEDAGEN på Fisk & Fri’s læserrejse til Fraser River i British Columbia, Canada, bød på størfiskeri i topklasse. Fisk & Fri’s Chiel Robben er med på turen og kommer her med en dugfrisk rapport om fisk, der potentielt kan veje over det firdobbelte af en selv og trække båden flere kilometer ned af en vildtbrusende flod:

– Efter to dagens fiskeri efter kongelaks og pukkellaks var dagen kommet til størfiskeriet – et fiskeri som jeg havde glædet mig enormt til at prøve kræfter med. Dagen startede med en formidabel morgenmad bestående af bacon & eggs med tilbehør på Fraser River Lodge, og klokken seks kørte vi med de dygtige guider op til Canyon-området. Området er kendt for lidt færre, men til gengæld rigtigt stor stør, så alle deltagerne var hooked på dagens fiskeri. Allerede efter 10 minutters fiskeri pillede den første stør ved agnen, og dette kan, modsat hvad man kunne tro om så stor og grov en fisk, være meget stille med kun få små nøk på stangtoppen som indikation. Modhuggets timing er derfor essentielt, men guiden havde helt styr på det og Jesper Stenholm var den første i rotationen til at fighte fisk. Jesper fik overrakt stangen, og komplet overrasket over fiskens enorme kræfter måtte han give alt igen og støtte sig mod rælingen! Fisken tog adskillige tunge udløb, så hårdt skulle sættes mod hårdt, men til slut lykkedes det endeligt for Jesper at vinde kampen, og dagens første stør på 143 centimeter var en realitet!

– Herefter gik det stort set slag i slag, og endeligt blev det min egen tur. Igen gav guiden modhug og overrakte mig stangen. I de samme jeg fik stangen, tog fisken et langt udløb ned af floden, mens Level Draggen på multihjulet blev spændt til det yderste. Pludselig kunne jeg mærke linen ramme en sten, hvorefter linen blev slap. Fisken var væk, og jeg var fuldstændig målløs! Heldigvis gik der ikke længe, før der var hug igen, og denne gang gik det bedre, og efter en hård og intens fight kunne jeg se min første stør i overfladen. Guiden landede støren, der i den specialbyggede vejeslynge blev målt til 126 centimeter – sikke en fantastisk oplevelse!

Hvidovre Sport

Brødre tog chancen

Rune Raknes med sin nye personlige rekordhavørred på 3,1 kilo. Fisken huggede på Runes yndlingswobler – en Kongetobis.23-08-2012 –DEN 12. AUGUST blev dagen, hvor Rune Raknes fra Allerød satte en ny personlig havørredrekord. Rune og sin bror, Bjarke, diskuterede hjemmefra om forholdene var gode nok til en Stevnstur om aftenen, da vinden blæste fra øst-nordøst. Da de ankom, var vandet grumset som brun sovs, og der var store mængder af ålegræs langs kanten.

– Vi fandt dog et sted midt på stranden, hvor forholdene var en smule mildere. Efter ca. tre timers fiskeri havde kun jeg haft et par hug på min yndlingswobler, Kongetobisen, mens min bror ikke havde haft noget på blink. Omkring midnat flexede min stang, og jeg troede egentlig, at jeg havde fanget bunden, hvad der næsten er umuligt med denne wobler. Efter en hidsig fight med masser af ålegræs på hovedlinen kom fisken i nettet, og først dér så jeg, at det måtte være en ny personlig rekord jeg fik landet – en sommerørred på 3,1 kilo, fortæller glad og tilfreds Rune Raknes.

Hvidovre Sport

Højt humør på Nakskov Torskefestival

Vinder af Nakskov Torskefestival blev Birger Aslnes med denne torsk på 6,28 kilo.MED HØJT vejr og højt humør ombord, på en af de varmeste dage til dato i år, blev de 125 deltagere der i år deltog i Nakskov Torskefestival, sendt af sted præcist kl. 8.00 af Havneudvalgs Formand den 19. august, Steffen Rasmussen, og Formand for Nakskov Sportsfiskerforening, Søren Andersen.

De 125 deltagere der var fordelt på de 10 skibe, fik en pragtfuld solrig tur ud gennem Nakskov fjord, og en meget varm og vind stille dag i Langelandsbæltet. Det stille vejr og den svage strøm gjorde dog, at i fiskeriet ikke var helt optimalt. Dog var der flere skibe, som alligevel havde en rigtigt god fangst med hjem, der kunne med være med til at rydde det store præmiebord på ikke mindre en 55 præmier og pokaler, som Nakskov Sportsfiskerforening havde fået sponsoreret af bl.a. byens handel.

Om eftermiddagen var vejret og humøret stadig højt blandt de 125 deltagere og de ca. 500 til 800 tilskuere, der var mødt op på havnen. Flere af deltagerne tog sig en tiltrængt afkølende dukkert i havnen inden præmieuddelingen, som igen i år blev foretaget af Havneudvalgsformand Steffen Rasmussen og Formand Søren Andersen.

Vinder af Nakskov Torskefestival 2012 blev.

1. Birger Arlnes, Horslunde, med en torsk på 6,28 kilo.

2. Hugo Poulsen, Guldborg, med en torsk på 5,21 kilo.

3. Steen Neimi, Nakskov, med en torsk 5,00 kilo.

4. Dame præmie. Anne Margrethe Jensen, Aabenraa, med en torsk på 3,32 kilo.

5. Junior præmie. Oliver Hansen, Nakskov, med en torsk på 3,72 kilo.

6. Sjældneste fisk. Svend Erik Larsen, Nakskov, med en makrel på 0,72 kilo.

7. Skipper præmie. Verner Møller, M/S Felix Nakskov.

Der er gensyn med Torskefestivallen til næste år den 25. august 2013.

Hvidovre Sport

Gunki street fishing i levende billeder

Gunki Street Fishing Tournament fight fra Sankt Jørgens Sø i det indre København. Det er Morten Ramsgaard fra Fisk og Fri’s, der her får lagt lidt længde til resultatet. Husk anden afdeling af Gunki i Silkeborg – den løber af staben inden længe.

Mads Grosell fortæller i reportagen – på engelsk – hvordan han vil gribe sit fiskeri an i Street Fishing konkurrencen. Nyttige tricks må man sige – strategien gav ham en plads i afslutningskonkurrencen i Malmø.DET VAR JO knapt med deltagerpladserne til Gunki Street Fishing konkurrencen den 13. maj 2012 i Sankt Jørgens Sø, idet interessen var meget større end forventet og mange deltagere måtte gå hjem uden et officielt deltagerbevis. Det var meldingen fra Sportdress, der sammen med Fisk og Fri samt Fiskeringen, var medarrangør.

Men Morten Ramsgaard fra Fisk og Fri og Robert Jonsson fra Nyttfiske var blandt de heldige, som var hurtige, og som fik adgang til søen midt i København. Og de to havde videoudstyret med.

Det er der nu kommet en fin reportage ud af, som du kan se her!

Allestedsnærværende Savagear main master inventer og stor eksponent for det vilde predatorgrej, the man himself, Mads Grosell, var også blandt deltagerne. Dem der kan vinderlisten uden ad ved også, at han gik videre til den afsluttende konkurrence i Malmø, som Fisk og Fri også vil dække.

Men i denne reportage fra Nyttfiske, Sæson 2, afsnit 3, er Mads Grosell så generøs at fortælle os lidt om sin fiskestrategi for dagen. Den er værd at bemærke – også for dem der snart skal til Gunki Street Fishing Tournament 2012 i Silkeborg, idet hans tilgang som sagt gav masser af fiskelænger som i Gunki-regi er altafgørende. Fiskelængder der førte ham til den kommende event i Malmø.

Ja, ja – der er noget at lære af endeagnssnedkeren fra Amager!

Hvidovre Sport

Fraser River – et paradis

Jakob Bech Benediktson med sin første kongelaks fra Fraser River. Et eksemplar på 10,0 kilo, som han netop har fanget på Fisk & Fri’s Canadatur.DAGEN STARTEDE kl. 5.00, hvor deltagerne på Fisk og Fri’s tur til Fraser River Lodge i Canada blev samlet til fælles morgenmad. Jakob Bech Benediktson er en af dem der deltager på turen.

– Vi pakkede herefter en hurtig madpakke og var alle meget spændte på dagens tur, hvor vi skulle ned og fiske efter kongelaks. Jeg er selv nybegynder med at fiske, og jeg var derfor ekstra spændt på, hvordan det ville føles at fange en laks, som måske har svømmet 200 km op ad strømmen og kunne veje om mod 25 kilo, fortæller Jakob og fortsætter.

– Samtidig var jeg også nervøs for, om jeg overhovedet ville være i stand til at kunne fange én, eller om jeg kun skulle være tilskuer til de andre deltagers fangster. Puha, fortæller en forventningspresset fisker.

– Vi blev delt op i to grupper med hver sin guide og drog herefter ned til floden. Vores guide, Dale, var en typisk canadisk skovhugger-type, som havde god tålmodighed med at sætte mig ind i, hvorledes jeg skulle fiske efter kongelaksen. Det var en lidt anderledes måde vi fiskede på, end jeg lige havde regnet med. Måden vi skulle gøre det på, var at der blev sat et 2-4once blylod på linien. Efter blyloddet var en linie på ca. 2,5 meter, hvor der bare sad en krog og en rød kugle. Vi skulle så kaste blyloddet op mod strømmen, hvorefter det skulle glide ned ad strømmen ca. 30 meter.

– Der skete ikke meget den første time vi fiskede, så jeg valgte derfor at tage en lille pause for lige at samle tankerne. Pludselig havde en af de andre fået noget på krogen, og det virkede som om, at det var en af de eftertragtede kongelaks. Jeg fik derfor ny energi og begyndte at lave nogle flere kast, beretter Jakob.

– Efter 3. kast var der pludselig gevinst – et kæmpe ryk i linien, som bare efterfølgende bare begyndte at løbe derud af. Jeg blev lidt paf, da jeg ikke helt var forberedt på, hvad jeg skulle gøre. Jeg havde heldigvis en god makker ved siden af mig, som fortalte mig, hvordan og hvorledes jeg skulle trække og i det hele taget håndtere hele processen med at få fisken i land. Efter en mindre kamp og en del kræfter lykkedes det mig at få fisken i land, hvor en af de andre gutter landede den i nettet. Det var en super flot kongelaks, som vejede 10 kilo – og hold da helt op en krabat. En god start på en god uge på Fraser River Lodgen, slutter Jakob.

Det kan man da kalde en fantastisk start – og sikkert også en oplevelse, som Jakob kommer til at leve længe på.

Følg med her dette holds tur på fiskogfri.dk i denne uge – mon ikke der kommer flere spændende oplevelser fra The Fraser RiverLodge!

Hvidovre Sport

Megaålen fra Fyn

Morten Højbo Hansens store ålefangst fra en lokal, men privat sø i det fynske. Den store megaål vejede 2,1 kilo og var 92 centimeter land. 22-08-2012 – DEN 13. AUGUST var Morten Højbo Hansen og bjørn hansen – begge Broby – taget ud til en lokal, privat sø.

– Vi havde siddet og fisket et par timer uden det store hel til at fange noget. Men lige pludselig gik proppen under, og der blev hurtigt givet modhug. Fisken svarer hurtigt igen ved et langt udløb. I starten troede jeg, det var en stor ørred, der sad på krogen, men da den kom ind til land efter 2-3 minutter, rullede en kæmpe ål rundt i vandkanten, fortæller Morten

Efter 10. forsøg blev den nettet, målt, vejet, fotograferet, genudsat og skyllet ned med en pils.

Hvidovre Sport

Lake Nasser i det gode hjørne

Phil Nadin med sin bedste fisk – et eksemplar på 128 pounds.

Lynne Nadin med hendes Nilaborre på 62 pounds.21-08-2012 – HVIS DU er til det eksotiske, endda til det eksotiske Nordafrika, så er der gode nyheder fra African Angler team, der har deres ture på Lake Nasser.

Efter en periode med politisk ustabilitet og omvæltninger i Ægypten, ser det ud til at turisterne igen begynder at komme til Ægypten. Også lystfisketuristerne. Det fortæller Tim Bailey.

Han fortæller også, at der er gang i Nilaborrerne – faktisk eksemplarer helt op til 128 punds.

Hvidovre Sport

Kilosmakrel på pirk

10 sømil nordøst for Bønnerup rendte Charlotte Sørensen ind i denne flotte makrel på 45 centimeter og 1,06 kilo.21-08-2012 – DER VAR frisk vind fra nordøst med hvide toppe og høj, klar himmel og fyldt med solskin den 14. august.

Det fortæller Charlotte Sørensen fra Hammel, der i sin båd var sejlet 10 sømil ud nordøst for Bønnerup. Her blev 100 grams pirken dyppet – endda med så god succes at hun kunne fighte og lande en rigtig flot makrel på 1,06 kilo. Sådan!

Hvidovre Sport