Det fjerde afsnit af FISKEguiden omhandler Put & Take fiskeri og er netop udkommet. Programmet indeholder masser af fangster og fisketeknik og Gordon kommer bredt rundt om de mest effektive metoder til fiskeri i P&T. Der bliver fortalt om spinnefiskeri med gennemløbsblink, wobler og spinner, og vi får en rigtig fin introduktion til hvorfor P&T søerne er et oplagt sted at komme i gang med fluefiskeriet. Afsnittet om fiskeri med bombardaflåd er særdeles grundigt og der er ingen tvivl om at mange lystfiskeres fangster i Put & Take søen vil stige gevaldigt efter at have set dette afsnit.
Vi ser både undervandsoptagelser og konkrete fiskescener hvor takler, knuder og grej forklares og vises grundigt. Gordons glæde ved fiskeriet er som altid tydelig og smittende. Undervandsscenerne giver nogle rigtig spændende indblik i hvordan både forskellige agn og ikke mindste fiskene opfører sig i forskellige situationer. Put & Take søer er et rigtig godt sted for nye lystfiskere at komme godt i gang, og med hjælp fra dette afsnit af FISKEguiden, vil alle kunne blive klar til at fiske effektivt allerede fra deres første tur i P&T.
– Niels og jeg har længe gerne ville lave noget om P&T-fiskeri, forklarer Gordon. –I forbindelse med mit arbejde som skribent for Fisk & Fri begyndte jeg at fiske sammen med to dygtige P&T fiskere: Casper Larsen og Preben Degnebolig. Her gik det virkelig op for mig, hvor mange nuancer der er i fiskeriet og hvordan simple små detaljer kan være afgørende succes. De har lært mig en hulens masse, der i den grad har gjort en forskel for mit eget P&T fiskeri, og denne viden har jeg gerne ville givet videre til så mange som muligt. Jeg håber at andre også vil opleve at deres fiskeri forbedres og håber virkelig at folk vil dele og henvise til den, så så mange som mulig kan få glæde af FISKEguiden. Tanken er også at alle P&T søer kan indlejre dette afsnit på deres hjemmeside og dele youtubelinket fra deres facebook osv., og på denne måde hjælpe deres gæster nemt og godt på vej.
Niels og Gordon arbejder på højtryk med torsk, makrel og fladfiskeafsnittet af FISKEguiden og disse forventes udgivet i løbet af sommeren. Du kan få det fulde overblik over hvilke afsnit der er udkommet og hvilke er på trapperne på www.fiskeguiden.info
Er du vild med hvaler? Så tag med på marsvinesafari i Øresundsakvariets store gummibåd og få en unik sommeroplevelse. Eller hvad med at iføre dig snorkeludstyr og opleve livet under havoverfladen.
De danske farvande vrimler med hvaler, det er bare ikke så ofte man ser dem, men nu har du mulighed for at komme tættere på nogle af dem. Sommeren igennem afholder Øresundsakvariet marsvinesafari på Øresund, hvor du sammen med akvariets formidlere sejler ud på sundet for at lede efter den lille hval. Undervejs vil formidlerne fortælle om marsvinets spændende levevis. Så tag med ud og saml appetit til aftensmaden eller få en fantastisk afslutning på dagen. Vi giver kaffe og kakao og du er naturligvis velkommen til selv at medbringe lidt spiseligt til turen.
Marsvinet er den eneste hval der yngler i danske farvande. Det anslås at der findes omkring 37.000 i de indre danske farvande og op mod 300.000 hvis vi regner Nordsøen og tilstødende farvande med. Til trods for at den er ganske talrig er der mange der aldrig har oplevet dem i naturen. Det hænger måske sammen med at den, med en længde på under to meter, også hører til blandt de mindste hvaler i verden. Da den samtidig tilbringer det meste af sit liv neddykket og kun kommer op til overfladen et kort øjeblik for at trække vejret, er den da heller ikke nem at få øje på for det utrænede øje.
Snorkelture
Vil du hellere have hovedet under vand er det også muligt, når der hver fredag eftermiddag afholder snorkelture fra akvariets gummibåd. Området omkring Helsingør gemmer på mange spændende snorkelsteder med masser af dyreliv. Og iført våddragt kan du nemt holde varmen selvom vandet ikke er så varmt. Akvariets guider er med i vandet og fortæller om det vi ser.
Marsvinesafarierne finder sted hver tirsdag og torsdag kl. 16-18 og igen kl. 19-21, i ugerne 26-31, samt kl. 15-17 og 18-20 i ugerne 32-34. Det koster kr. 350,- for voksne og 300,- for børn (under 12 år) + kr. 5. i bookinggebyr og inkluderer entré til akvariet på dagen og den efterfølgende dag. Man skal minimum være 6 år for at deltage og børn under 10 år skal være ifølge en voksen.
Snorkelturene foregår hver fredag fra kl. 12-15 i ugerne 26-32. Det koster kr. 395,-+ kr.5 i bookinggebyr og inkluderer alt udstyr samt entré til akvariet på dagen. Du skal selv medbringe badetøj og håndklæde. For at deltage skal du være fyldt 10 år og kunne svømme 200 m.
Tilmelding foregår elektronisk via akvariets hjemmeside (http://www.oresundsakvariet.ku.dk/). Der tages forbehold for aflysninger pga. vejret. Der er plads til 12 personer i båden. Tilmelding foregår elektronisk via akvariets hjemmeside. Der tages forbehold for aflysninger pga. vejret.
At fange, dræbe og spise en fisk er et urinstinkt – og ethvert menneskes helt naturlige ret. Fisk på bordet er derfor en vigtig – og helt uadskillelig del af glæden ved selv at fange sine egne fisk. Når det er sagt – så betyder kombinationen af sårbare fiskebestande og et øget fiskepres ofte, at catch & release i visse vande er noget man nødt til at forholde sig til, hvis man vil bevare et godt fiskeri.
Her på Fisk & Fri spiser vi alle en stor del af de fisk, som vi fanger – og det er ikke en tilfældighed, at vi i næsten hvert eneste nummer har en god fiskeopskrift på tapetet. Vi genudsætter dog også en hel masse fisk; enten for at overholde love og regler, fordi vi har fanget rigeligt til gryden – eller fordi vi fisker i vande, hvor det er bedst for bestanden på den lange bane at genudsætte fiskene frivilligt.
Når vi i de sidste par numre har bragt en del catch & release stof, er det altså ikke fordi vi mener, at det er forkert at dræbe og spise fisk – tvært imod. Men når vi som lystfiskere står i en situation, hvor vi enten skal – eller frivilligt vælger – at genudsætte en fisk, så bør det foregå på en måde, der tilføjer fisk og fiskepopulationer mindst mulig unødig skade.
I sidste nummer bragte vi derfor en stor artikel om de nye anbefalinger for skånsomt lystfiskeri fra DTU Aqua, der til daglig forvalter vores fiskebestande. I dette nummer følger vi op med en guide til, hvordan man sikrer maksimal overlevelse for de dybt krogede fisk, der – hvis ikke man bruger de rette metoder og afkrogningsteknikker – i alt for høj grad bidrager til den gennemsnitlige dødelighed ved catch & release på 15,9-18 %. – Danmarks Sportsfiskeforbund bakker om de nye anbefalinger til skånsomt fiskeri fra DTU Aqua, siger DSF´s direktør Lars Rasmussen – og det samme gør vi her på Fisk & Fri. Anbefalingerne går blandt andet på at bruge teknikker, der muliggør brugen af mindre kroge, der skader fiskene mindre – samt muliggør afkrogning 100 % under vand – selv på dybtkrogede fisk. Præcis hvordan man gør dette – samt hvilke krogløsere, der er de bedste til afkrogning under vand, kan du læse meget mere om i juni/juli udgaven af Fisk & Fri, der netop er kommet på gaden. I de kommende numre at bladet supplerer vi desuden med et par nye teknikker, der gør det endnu nemmere at leve op til de nye anbefalinger for skånsomt fiskeri. Dette nummer byder desuden på alt fra sandart og kystørred til karpe- og tunfiskeri. Velkommen om bord på Fisk & Fri´ s store sommernummer.
Fisk & Fri-turen til Værøy i Lofoten med Per Sjøstrøm fra Wildwater/Verona blev en gedigen succes med fem fangede helleflynder samt masser af torsk og sej. Der var fem deltagere i Pers båd: udover skribenten fra Fisk & Fri var det Niels fra Odense og Randi, Rikke og Knud fra Jels.
Helleflynder
-Det begynder at værke i min arm, klager Randi, men fisken for enden af linen reagerer ikke med nogen som helst form for barmhjertighed. Stangen står fortsat spændt og linen synger, når den da ikke overdøves af knarren fra Penn-hjulet.
Det er første dag på Værøy og Randi har fået hug af en helleflynder. Det er der ikke spor tvivl om – der er heller ikke tvivl om, at hun er en sej kvinde, der vil have den fisk, som også uden tvivl er den største hun nogensinde har kæmpet med. Dagen efter er der en pris, der skal betales i form af øm overarm, men den tid den sorg, for lige nu drejer det sig om at få fisken til bådsiden og indenbords. Randi giver sig ikke og til sidst må helleflynderen kapitulere, Per gaffer den og slæber den op over rælingen. Alle jubler – og så bryder helvede løs – helleflynderen hamrer rundt i båden med en krog i gabet og agnkrogen svirpende rundt, mens Per brøler, at vi skal trække lemmerne til os. Det gør vi gerne, indtil dyret er passiviseret med en våd klud over øjnene. Randi er overlykkelig, og vi andre glæder os virkelig på hendes vegne over, at en stor og i bogstavelig forstand våd drøm er gået i opfyldelse. Målebåndet viser 128 cm helleflynder og på vægten ved Værøy Brygge bliver den vejet til 28½ kilo. Flot fisk!
På førstedagen blæser det meget og er diset, så vi går kun efter helleflynder på lavt vand, og det lykkes at fange to mere – Niels får en flynder på 12½ kilo og skribenten en på 22 kg. Fiskeriet på lavt og klart vand er fantastisk spændende, fordi man ofte ikke bare mærker fisk, men også kan se dem, og vi stirrer ned i dybet i håb om, at en monsterstor bordplade skal svæve gennem vandet. Det sker ikke denne dag, men helleflynder i mere almindelig størrelse ser vi et par stykker af, men oftest bliver vi narret af svajende kelp.
Endnu større helleflynder
Andendagen er det mindre blæsende og diset, men dog så meget, at kvinderne vælger at tage en slapper i land. Vi andre har fået smag for flynder og starter igen på lavt vand, og det viser sig at være et rigtig, rigtig godt valg, for skribenten fanger sin drømmefisk. Først ligner det et bundbid, men da ’bunden’ rusker i stangen, er vi klar over, at noget andet er på spil. At det er en helleflynder, tvivler vi ikke på, selv om hugget i første omgang ikke lignede den sædvanlige helleflynder-snasken i agnen, for den trækker bare afsted, som om der ikke var stang, mand og båd i den anden ende. Endnu større kræfter mobiliserer dyret, da gaffen i første forsøg ikke får fat, men blot dasker til fisken, som kvitterer med et rasende udløb. Hvordan fisken kan ræse afsted, når bremsen er helt i bund er en gåde, men en stor helleflynder er en voldsom fisk, og da den endelig er gaffet og hevet ombord, viser den hvor voldsom. Det er som om et nedrivningsfirma er gået i gang med at arbejde ombord, halen hugger i dørken med formidabel kraft, men heldigvis kan den ikke flintre rundt i båden, da den på grund af størrelsen er mere eller mindre låst fast mellem bådsider og centerkonsol. Helleflynderen måles til 148 cm og vejes i land til knap 50 kilo. Fantastisk fisk – og ny PR for skribenten.
Eftermiddagen tilbringer vi på dybere vand, selvom der stadig er en urolig sø med ubehagelig dinglevand, men vi skal have et par stortorsk med hjem. Det får vi – og Knud fanger ovenikøbet en helleflynder på en meter! Torsk i metermål
På tredjedagen er vejret skiftet til højsommerlignende forhold – temperaturen er på 15 grader, solen brager fra en skyfri himmel, vinden har lagt sig og havet er silkeblødt. Kvinderne, der jo ikke var med på gårsdagens torskefiskeri, vil også gerne prøve kampen med stortorsk, så vi går i det gode vejr direkte ud på dybt vand ved skrænterne vest for Værøy. Resten af dagen hives og slides der i stortorsk og sej. Vi får ingen over 20 kg, men Niels fanger fisk på 16 – 17 kg og dem er der et par stykker af, og der er tale om velproportionerede og velnærede spisefisk – ikke grimme rogntykke trofæfisk. Midt i torskekalaset under drift over et undersøisk plateau får skribenten hug af en helleflynder, og selv om den senere viser sig kun at være godt en meter, så giver den kamp til stregen for at få den op fra 160 fods dybde. Randi får brug for alle sine armkræfter igen, og slår sin egen PR for torsk med adskillige kilo, eftersom den største hun hidtil har fanget var på 4 kg.
Dagsprogrammet
Dagene startede udover morgenmaden hver gang med at vi fiskede efter småsej, som skulle bruges som agn. Det foregår med ’sildeforfang’ og med samme fisketeknik, så det er hurtigt overstået, hvis man ellers kan finde sejstimerne, og det kan Per. Derefter gik det ud til den fiskeplads, som efter forholdene var mest optimal – tidevandet bestemmer. Efter fiskeriet trådte sjakket ind i ’produktionshallen’ – tre mand fileterede fisk i passende stykker og to kvinder vakuumpakkede og fordelte i flykasserne, som selvfølgelig opbevaredes i frysehus til hjemturen. Man må tage 15 kilo filet med ud af Norge. Bagefter hjalp vi guiden med aftensmad, hyggede med øl og whisky og trimlede omkuld efter dagens strabadser.
Lofoten og Værøy – vi ses igen!
Vil du med på næste Fisk & Fri-tur efter store fisk højt mod nord, så kontakt Søren Honoré eller fiskeguide Per Sjøstrøm, tlf. +45 23 24 98 41, mail: Per@wildwater.dk.
Efter skredet ved Stevns Klint nord for Kirkevig ved Højerup søndag morgen d. 5.6.2016, har fagfolk besigtiget stedet og konstateret at der fortsat hænger et uunderstøttet udhæng umiddelbart over skredet, og at der derfor er stor risiko for endnu et skred det pågældende sted.
Derfor frarådes al færdsel på stranden i Kirkevig nord for Højerup Gl. Kirke.
Stevns Kommune og Udviklingsgruppen Stevns Klint er ved at opsætte hegn og yderligere advarselsskilte i området.
Det vurderes umiddelbart, at det er sikkert at færdes på Trampestien og på stranden indenfor kystsikringen under Gl. Højerup Kirke, men de besøgende mindes om at Stevns Klint er et stykke levende natur og at al færdsel ved Stevns Klint altid foregår på eget ansvar.
Ved yderligere spørgsmål, kontakt Naja Habermann, Site Manager Stevns Klint verdensarv mobil 20546404 eller Tine Jensen, Natur- og Miljømedarbejder i Stevns Kommune mobil 21 14 09 97
For et par dage siden var havde Thomas Petersen fra Westin inviteret Fisk & Fri´s Jens Bursell på en testtur med den nye ællingeimitation Danny the Duck. Og gedderne var vilde med de imaginære ænder. I løbet af dagen blev det til 26 gedder fine gedder op til cirka 7 kilo – taget på alt fra Danny i naturfarven – til “badeand” og “mandarin”. Læs mere om de nye superhotte ællinge-imitationer i det nye nummer af Fisk & Fri, der netop er kommet på gaden.
Lørdag d. 4. juni afvikler Simons Put and Take et 36 timers fiskemarathon, hvor der for hvert solgte fiskekort doneres 100,00 Kroner til Kræftens Bekæmpelses stafet for livet.
Der er præmier for 22.000,00 Kroner, og alle kan være med, idet præmierne primært fordeles ved lodtrækning. Fisk & Fri støtter arrangementet med halvårsabonnementer til præmiepuljen.
Danmark har fået en ny instruktiv programserie om lystfiskeri. Det hedder “Fiskeguiden”, og de to første programmer om henholdsvis geddefiskeri og havørredfiskeri er nu online og kan ses/streames helt gratis. I løbet af året vil der udkomme yderligere otte afsnit, som også vil kunne streames gratis. FISKEguiden er en serie på 10 gratis fiskeprogrammer, der kan inspirere og hjælpe dig med at blive en dygtigere lystfisker. Programmerne har fokus på instruktion og er primært tiltænkt nybegyndere i alle aldre.
FISKEguiden vil byde på et mix af inspirerende praktisk fiskeri og alt det basale om valg af krogtyper, stænger, liner, hjul, agn, forfang og teknikker, fortæller Gordon. Vi vil gå helt i dybden og forklare alt fra bunden og vise grejet, knuderne og detaljerne. Ikke bare ved snak, men også ved praktisk fiskeri – og ikke mindst fangster. Regler for fiskeriet såsom fredningstider, mindstemål osv. bliver gennemgået for de forskelige arter, og der bliver lagt stor vægt på etik, god stil og bæredygtigt lystfiskeri, forklarer Gordon.
FISKEguiden publiceres via Danmarks Sportsfiskerforbunds YouTube-kanal, og herfra kan de efterfølgende frit indlejres på alt fra hjemmesider, blogs, facebook og lignende. Tanken er, at alle fiskeforums og medier, grejbutikker, bloggere mv. kan indlejre de enkelte afsnit på deres egne websites, og at alle kan dele filmene, hvor det måtte være relevant. På denne måde kan vi alle sammen være med til at sprede viden om fisketeknikker og god stil ved fiskevandene gennem de næste mange år.
I løbet af juni udkommer der også et afsnit om hornfisk samt Put & Take, og senere i løbet af 2016 kommer der afsnit om torsk, makrel, sild, aborre, fladfisk og medefiskeri. De nye afsnit vil løbende blive publiceret på Danmarks Sportsfiskerforbunds YouTube-kanal, og du kan altiholde dig orienteret om samtlige afsnit, der er udkommet, på www.fiskeguiden.info
DTU Aqua vil vide mere om brakvandsgedderne ved Sydsjælland og Møns kyster. Derfor skal der nu mærket et stort antal brakvandsgedder – og du, kære læser, kan være med til dette vigtige arbejde ved at melde dig under geddefanerne.
Af Lene Jacobsen, DTU Aqua
Hvad er fangstjournalen?
Hvis du fisker efter brakvandsgedder, vil vi gerne opfordre til at du melder dig som Fokusfisker og indrapporterer dine fangster via Fangstjournalen som findes både som browser-version til PC, se fangstjournalen.dtu.dk, og som mobil app. App’en downloades via Appstore eller Googleplay. Fangstjournalen er et smart redskab til alle lystfiskere, hvor man kan holde styr på sine fisketure, gemme billeder, se fangststatistik for området samt meget mere. Man kan vælge at holde sine fangster hemmelige, så ingen andre kan se, hvor og hvad man fanger, men man kan også ”prale” – og vise fotos til andre af sine fangster. Men vigtigst af alt, bidrager man med data til en bedre fiskepleje. Læs mere og se videoer om, hvordan du bruger fangstjournalen på din telefon på fangstjournalen.dtu.dk.
Hvordan gør jeg, når jeg tager ud og fiske efter brakvandsgedder?
Start fangstjournal app’en ved fiskepladsen, tryk ”start fisketur” og vælg herefter dit fiskested fra listen – så er du klar.
Når du fanger en gedde: indtast fangst, herunder længde og evt. vægt. Dermed registreres der også en GPS position af geddens fangststed. Herefter genudsættes gedden skånsomt.
Hvis gedden er mærket: registrer nummeret på mærket (fx: D0341), og skriv det i det særlige mærkefelt. Herefter genudsættes gedden skånsomt.
Når fisketuren er slut så husk at afslutte din fisketur i Fangstjournalen – ellers når dine data ikke frem til os.
Hvis du fisker med redskaber og gedden er død i redskabet eller du finder en død gedde med et mærke, vil vi gerne have, at du indsender mærket til os med oplysninger om gedden. Mærket sendes til
DTU Aqua, att. Lene Jacobsen
Vejlsøvej 39
8600 Silkeborg
DTU AQUA beder derfor lystfiskere, der fisker i området, om at melde sig som fokusfiskere og registrere deres fangster af brakvandsgedder – både med og uden mærker på. Disse oplysninger vil være med til at give viden om den enkelte geddes vandringer og adfærd samt viden om størrelsen på geddebestanden.
Mærkningen foregår i første omgang i Stege- og Jungshoved Nor samt i farvandet ud for de to områder, dvs. Stege Bugt og Bøgestrømmen. Mærkningen er gået i gang i marts 2016, og sker i samarbejde med en gruppe frivillige lystfiskere – de såkaldte Mærkefiskere, der er oplært af DTU Aqua i at mærke gedder.
GEDDERNE får et lille aflangt gult mærke – et såkaldt Floy-tag – placeret lige under rygfinnen. Mærket har et unikt nummer, så vi kan genkende den enkelte gedde. Gedden, som fanges på stang -bliver målt og vejet. Geddens nøjagtige fangststed bliver registreret med en GPS position. Efter mærkningen, der tager få minutter, bliver gedden skånsomt genudsat. Indtil videre er der mærket over 300 gedder. Mærkningen vil fortsætte i en længere periode for at få mærket rigtig mange gedder, og sikre det bedst mulige grundlag for undersøgelsen.
BLIV FOKUSFISKER. Som Fokusfisker deltager man i projektet og registrerer sine fisketure og fangster. Til gengæld vil man som Fokusfisker få jævnlig information om projektet. Fokusfiskerne skal indrapportere deres fangster i den helt nye Fangstjournal, som DTU Aqua har udviklet, se faktaboksen. Selvom man ikke ønsker at være fokusfisker, vil DTU Aqua stadig gerne opfordre til, at man registrerer sine fisketure i området og fangster af både umærkede og mærkede brakvandsgedder i Fangstjournalen.
Når vi får mange indrapporterede fisketure med fangster af både mærkede og umærkede gedder, kan vi vurdere tætheden af gedder i de enkelte områder – og efterhånden også beskrive, hvordan geddebestanden klarer sig. Det vil være vigtig viden i forhold til at forvalte bestandene og vurdere effekten af den nuværende 5-årige beskyttelse af gedderne i disse områder. Fangsterne af de mærkede gedder vil desuden give os en masse spændende viden om andre sider af geddernes biologi – fx vandringer og vækst. Alt sammen vil gøre forvaltningen af bestandene mere præcis, hvorved bestandene på sigt kan øges, så fiskeriet bliver endnu bedre end i dag.
Lære mere
Projektet er finansieret af fisketegnsmidlerne og foregår i samarbejde med Fishing Zealand og flere kommuner i området. Hvis du vil læse mere om undersøgelsen, så scan koden eller se her: fiskepleje.dk/brakvandsgedder. Her finder du også et link til at melde dig som Fokusfisker. Du er også velkommen til at kontakte seniorforsker Lene Jacobsen, DTU Aqua på lj@aqua.dtu.dk eller tlf: 35883132.
VIDEN MANGLER. Mærkningen foregår som en del af et større projekt omkring brakvandsgedder og –aborrer, som DTU Aqua gennemfører i disse år. Der har været stor fokus på især brakvandsgedderne de senere år, men der er ikke ret meget dokumenteret viden om brakvandsgeddernes biologi og adfærd i Danmark. Eksempelvis har vi ikke meget viden om, hvor brakvandsgedderne gyder i de enkelte områder – fx hvorvidt de gyder i det brakke vand i områder langs kysten eller søger op i ferskvand for at gyde. Vi ved heller ikke, hvor langt en brakvandsgedde vandrer omkring, og derfor er det også vigtig at holde øje med gedder med mærker på andre steder end i de områder, hvor gedderne er mærket.
This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. Cookie settingsACCEPT
Privacy & Cookies Policy
Privacy Overview
This website uses cookies to improve your experience while you navigate through the website. Out of these cookies, the cookies that are categorized as necessary are stored on your browser as they are essential for the working of basic functionalities of the website. We also use third-party cookies that help us analyze and understand how you use this website. These cookies will be stored in your browser only with your consent. You also have the option to opt-out of these cookies. But opting out of some of these cookies may have an effect on your browsing experience.
Necessary cookies are absolutely essential for the website to function properly. This category only includes cookies that ensures basic functionalities and security features of the website. These cookies do not store any personal information.
Any cookies that may not be particularly necessary for the website to function and is used specifically to collect user personal data via analytics, ads, other embedded contents are termed as non-necessary cookies. It is mandatory to procure user consent prior to running these cookies on your website.