mar 3, 2017 | Nyheder

Northwest Fishing Guides tæller nogle af kongerigets ypperste lystfiskere og mest erfarne guides. Nordvestjylland er kommet på lystfisker-industriens Danmarkskort med manér.
Danmark oplever i disse år et sandt boom i lystfiskeriet. Omsætningen i lystfiskerindustrien har for længst rundet tre milliarder kroner om året på landsplan, og kurven stiger stadig stejlt.
Set i det lys, er det ikke mærkeligt, at nye guide-virksomheder ser dagens lys på nærmest ugentlig basis. Men Northwest Fishing Guides skiller sig ud fra mængden. Den nye guidevirksomhed med base omkring Holstebro og Storåens lakseførende vande, har nemlig haft held til at hyre nogle af de klarest lysende stjerner på lystfiskerhimlen. Således er lakselegenden Frederik Iversen og hans mindst lige så legendariske kæreste, den pighvarfiskende Senja Furbo at finde på listen over guider.
Det samme er Simon Shimizu, som i 2016 slog den over 60 år gamle danmarksrekord for største stangfangede laks med et monster af en fisk på 142 centimeter. Måske kan han finde den igen i Storåens vande. For fisken blev genudsat.
Dertil kommer, at firmaet fra start tilbyder guidning af de mest populære typer af fiskeri, og at der fra start af er helt styr på overnatningsmuligheder for enhver pengepung. North West Fishing Guides satser desuden på at lave firmature, hvor man både stiller guides og fiskegrej til rådighed for deltagerne.

Simons rekordlaks 141 cm. fra storåen.
Helt centralt i Northwest Fishing Guides er naturligvis laksefiskeriet i Storåen, som efter mange års målrettet indsats med fiskepleje, har formået at placere sig helt i top over Skandinaviens allerbedste laksevandløb. Men også Pighvarfiskeriet på vestkysten, havørredfiskeriet i Limfjorden og ikke mindst det populære fiskeri efter kæmpeørreder i Karup Å er vigtigt.
– Tanken er jo, at man skal kunne få det, som man vil have det, hos os, siger medindehaver Kennet Brask, som selv er et kendt ansigt i lystfiskerkredse, idet han har fisket, Limfjordens, Storåens og Karup å’s vande til skum i over 30 år.
– Vi kan tilbyde snart sagt alt slags fiskeri og også pakketure med en blanding af de forskellige typer fiskeri. Det er der vist ingen andre i Nordvestjylland, der kan, siger Kennet Brask.
Alsidighed er en dyd, og tillige én, som guideteamets sidste medlem besidder til overmål. Lasse K. Eriksen kan fiske stort set alt, der kan fanges på en stang, og som juniorleder i HOF og lærerstuderende, har han også demonstreret både viljen og erfaringen til at lære fra sig.
Kennet Brask har startet firmaet sammen med sin gamle ven og fiskemakker Per K. Haaning. De er begge erfarne fiskeguides.
– Vi har jo begge fisket i udlandet, og har set hvor stor og professionel lystfisker-turismen kan vokse sig, hvis man har det rigtige fiskevand. Og det har vi her i Nordvestjylland. Så vi tror på, at forretningen kan vokse og blive endnu større. Det vil jo være til gavn for både fiskepleje og økonomi og arbejdspladser her i regionen, siger Kennet Brask.

Medejer Per K. Haaning
– Vi har allerede en lang række samarbejdspartnere i regionen, såsom hoteller og havkajakforhandler mm. Og firmaet forventer flere, som vil være med
For mere information:
Kennet Brask: 41262303
Per K. Haaning: 22832873
Læs mere på: Facebook: Northwest Fishing Guides

Kennet Brask med havørred fra Karup Å
mar 1, 2017 | Nyheder
En af årets store begivenheder for os lystfiskere er Danish Fly Festival som afholdes lørdag den 4. og søndag den 5. marts i KFUM hallerne i Kolding.
På messen kan der handles, udveksles erfaringer, lyttes til spændende foredrag, opleves gode kastere, afprøves grej og mødes med gamle og nye fiskevenner.
Fisk & Fri har som sædvanligt også en lille stand, her kan du hilse på Per Fischer, Jesper Forhmann fra Fishmadman og Jimmy Haug Andersen og Erik Tveskov fra Fisk & Fri der sælger fluer, skjorter og ikke mindst har nogle fabelagtige abonnementstilbud med.
Desuden kan du for kun kr. 79,- få lavet et Fisk & Fri krus med billede af din bedste fangst, som et kært minde, men det kræver du har et højt opløseligt billede med på vores stand, eller sender det til sh@fiskogfri.dk.
Så har du kruset inden for 8-10 dage.
KFUM Hallerne Kolding, Peter Tofts Vej 21 – Kolding
Begge dage kl. 10.00 – 17.00.
mar 1, 2017 | Nyheder

Der er kun 15 pladser tilbage. Der er nu tæt på udsolgt. Her til morgen var der 15 pladser tilbage af de 350 mulige deltagere. Vi kan se på fordelingen af tilmeldinger, vi lige nu mangler 16 bornholmske både. Hvis de alle gerne vil deltage igen, så går det jo galt. Der kommer til at mangle en plads. Men de sidste pladser er ikke reserveret til nogen, så det gælder kun om at komme først. I kan altid følge en live opdateret liste over tilmeldte på dette link: http://www.tv2bornholm.dk/events/trolling/trolling-2017.aspx
Tilmeldingen sker på dette link: http://www.tv2bornholm.dk/events/trolling/trolling-2017/trolling-tilmelding.aspx
Som noget nyt sender TV2 Bornholm dagen før starten – dvs. tirsdag den 25. april – fra værftet i Tejn. Kom forbi og oplev en optakts udsendelse, hvor du kan møde hovedpersonerne fra konkurrencen 2016 og gense billederne fra den hårfine afgørelse på kun 40 gram mellem den største og den næststørste laks.
Baren er åben, så det er muligt at købe drikkevarer. Kom forbi fra kl. 19. Udsendelsen begynder kl. 19.45.
TMB 2017 finder sted fra den 26. til den 29. april i Tejn. Ung debutant Signe Pedersen på 9 år var forleden ude med Per Sjøstrøm fra Verona Sportsfiskeri i farvandet nordvest for Hammerknuden. Her debuterede hun med at fange og lande en laks på 5,6 kg. Når man debuterer med den størrelse, så kan hun nemt blive en farlig outsider i konkurrencen!
Alle udsendelser fra i år – og de tidligere år – er på web-tv. Gå til play.tv2bornholm.dk Søg efter trolling i søgefeltet.
Spørgsmål vedrørende konkurrencen sendes til: trolling@tv2bornholm.dk
feb 20, 2017 | Nyheder

Søens nye forpagter Simon med en af søens stør.
Simon Nielsen har fra d. 19. februar 2017 overtaget forpagtningen af Iglekær Put & Take på Lolland. Simon fortæller, at han ser forpagtningen af søen som en drøm der går i opfyldelse. Iglekær P & T er ikke ukendt for Simon idet, han under den tidligere forpagter har været tilknyttet søen som fiskeguide.
Simon fortæller, at han vil fortsætte det gode arbejde som der gennem de sidste par år er blevet lagt i søen. Der vil blive afholdt forskellige arrangementer og konkurrencer i søen, hvor der vil være fokus på arrangementer for børn og unge.
Når det kommer til søens fisk vil der regelmæssigt blive udsat regnbue- og guldørreder. Udsætningerne vil kunne følges på Facebook samt søens hjemmeside. Simon fortæller, at der på sigt vil blive udsat flere og større stør samt karper.
Simon håber på, at der vil kunne blive bygget endnu et shelter, således søen bliver mere attraktiv for overnattende gæster. Som endnu et led i at gøre søen mere attraktiv for de besøgende arbejdes der også på etableringen at toiletfaciliteter.
Søen åbner for fiskeri mandag d. 20. februar. I kan læse mere om regler og priser på søens hjemmeside som er http://www.iglekær.dk
feb 19, 2017 | Nyheder

Foto: Henning Eskol
Den 17. februar var Jens Grønlund ude for at købe en ny fluestang, og lørdag den 18. februar skulle den indvies.
Indvielsen af stangen skulle foregå i den nordlige del af Isefjorden. På strækket som skulle fiskes,
er der, en lang markant kant mellem mørk og lys bund et stykke nede af stranden. Jens var egentlig på vej ud i vandet før stykket med den markante overgang. Jens fortæller, at han tænkte ”nu tager du dig lige sammen og går de sidste 100 meter, før du går i vandet”.

Efter tre kast sad fluen fast, og det udviklede sig til det klassiske bundbid, der først blev levende og derefter blev til, hvad der jo så viste sig at være en rigtig stor havørred, fortæller Jens.
Jens fortæller videre, at fighten tog overraskende kort tid. Heldigvis var det muligt at råbe efter en fiskekammerat længere nede ad kysten, som kunne hjælpe med at tage billeder samt måle fisken.
Jeg troede ikke rigtigt på det, og spurgte flere gange min makker om det passede – men jeg kunne jo selv konstatere, at målebåndet viste 98cm fortæller Jens.
Længden er dermed bevidnet, hvis ikke billedet taler sit eget tydelige sprog.
Den eksisterende danmarksrekord (som ikke bliver officielt udfordret af Jens), er på 8,750kg, og konditionstabeller antyder, at Jens’ havørred vejede 9,5kg – måske endda mere.
Fisken blev ikke vejet, da Jens valgte at genudsætte den. Jens fortæller, at han var mere optaget af, at fisken fik lov til at svømme videre. Den stod fint i vandet, da den blev løftet tilbage i rette element, og at dømme efter de 3-4 rolige slag, den slog med halen på vej ud, har den ikke lidt mærkbar overlast.
Den imponerende havørred blev fanget på en klasse 6 fluestang og en str. 6 pink tangloppe.
Fra Fisk & Fris redaktion skal der lyde et stort tillykke til Jens med den imponerende fangst.
feb 16, 2017 | Nyheder

Fishing Zealand er partner i det EU-støttede projekt CATCH sammen med en række partnere fra Tyskland, Litauen og Polen. Projektet omhandler bæredygtigt lystfiskerturisme omkring Østersøen og er tidligere blevet omtalt her på bloggen. Du kan læse mere om projektet her.
Som en del af projektet har Rostock Universitet til opgave at lave en spørgeskemaundersøgelse omkring lystfiskerturismen for at blive klogere på, hvordan lystfiskere tænker, og hvilke kriterier der lægges vægt på, når lystfiskere vælger destinationer til deres fiskeferier.
I den sammenhæng er der netop brug for din hjælp – og det tager kun 12-15 minutter at udfylde den online spørgeskemaundersøgelse, som du finder via dette link:
https://ww2.unipark.de/uc/catch-angler-dk/
De vil meget gerne modtage din besvarelse senest d. 15. marts, hvor spørgeskemaundersøgelsen slutter. Data fra denne undersøgelse vil behandlet fortroligt og vil kun blive brugt i forbindelse med dette forskningsprojekt.
Fishing Zealand opfordrer til deltagelse i denne online spørgeskemaundersøgelse, hvor dine svar vil bidrage til at forstå lystfiskers krav og forventninger til en god fiskeoplevelse.
Spørgeskemaundersøgelsen gennemføres i alle de fire deltagende lande, og Fishing Zealand vil også kunne drage nytte af de resultater, der herved frembringes.
Har du spørgsmål til spørgeskemaundersøgelsen, er du meget velkommen til at kontakte den danske projektleder på CATCH, Niels Lagergaard Pedersen, på email: ndpn@vordingborg.dk
På forhånd tak for din deltagelse!
feb 14, 2017 | Nyheder

Aalestrup Open 2017 finder sted lørdag den 18. marts i foreningens lokaler, Ådiget 40 i Aalestrup. Som navnet siger, er det en åben konkurrence, hvor alle fluebindere kan deltage.
Indskrivningen starter kl. 09.00, og der bindes fra 10.00 til 15.00.
Der bindes i følgende klasser:
Klassisk Laks, Moderne Laks, Vådflue, Tørflue, Nymfe, Kystflue, Geddeflue samt en Juniorklasse hvor der kan
indleveres alle typer fluer og hvor aldersgrænsen er 14 år.
For et startgebyr på kr. 50,- pr. klasse kan du deltage i lige så mange klasser, du har lyst til. Der kan indleveres 1 flue i hver klasse. Du med-bringer selv værktøj og materialer og bestemmer selv, hvilke mønstre du vil binde. Du får udleveret en flueæske for hver klasse, du delta-ger i. Ved konkurrencens afslutning kl. 15.00 afleverer du dine fluer i æskerne, og efter præmieoverrækkelsen kl. 17.00 får du dine æsker med hjem. Foreningen beholder dine fluer. Fluerne vil blive indrammet og udstillet til beundring i foreningens lokaler, sammen med fluerne fra sidste år, samt dem fra de tidligere konkurrencer i Fårup.
Nærmere program og kørselsvejledning vil blive indlagt på foreningens hjemmeside: www.aalestrup-lystfisker.dk Der vil for evt. interesserede være mulighed for overnatning i en af foreningens 4 hytter – (se nærmere beskrivelse på hjemmesiden.) evt. reservation på tlf. 30 13 84 15 / 20 86 42 89.
Der er naturligvis flotte præmier til de bedste deltagere i de forskellige klasser, ligesom der vil blive trukket lod blandt samtlige deltagere om en uges gratis ophold i en af foreningens hytter.
feb 6, 2017 | Nyheder

Fiskeriet efter søernes rovfisk bliver mere og mere populært. Fisk & Fri har derfor valgt at starte Danmarks største Predator Cup – hvor der dystes i at fange de flotteste og vildeste rovfisk. Det er bare med at komme op af stolen og ud til vandet, for i hvert eneste nummer får du nu muligheden for at vinde lækre præmier fra bl.a. Garmin og Westin.
FISK OG FRI er stolte over, at kunne præsentere den nye store konkurrence for danske lystfiskere, med hang til søernes glubske rovfisk. Hvem ved, måske er det dig, der kan kalde dig for én af Danmarks skarpeste predatorfiskere, når året er omme!
MORTEN BAK, der igennem en årrække har været kendt som en af landets dygtigste og mest erfarne predatorfiskere, bliver redaktør og dommer for Fisk & Fri´s Predator Cup. Du kan derfor roligt glæde dig til nogle superfede sider, der rammer bulls eye for dig, der bare ikke kan få skarpe tænder nok.
Konkurrencen forløber i 12 måneder med start fra d.18. januar og slut d.31. januar 2018. Deadline for tilmelding af fisk til marts nummret er allerede d. 8 februar, og til de øvrige numre den 10 ende i måneden – dvs 10. marts (april nr), 10. april (maj nr), 10. maj (juni-juli nr), 20. juni (august nr), 10. august (sept nr), 10. sepember (okt nr), 10. oktober (nov nr) 10. november (december nr) og 5. januar (feb nr). Der vil være præmier til de største fisk i hver af kategorierne gedde, aborre og sandart samt ”andre arter” (søørred, knude, malle og stør).
Du kan tilmelde så mange fisk, som du ønsker, men kun de fem største i hver kategori tæller med i den samlede stilling. Når året er omme, kåres vinderen af hver kategori samt den samlede nr. 1, som bliver fyrsteligt præmieret. Præcis hvad præmierne er, kan du læse mere om i næste nummer af Fisk og Fri, men der vil være præmier for cirka 50.000 kroner.
For at give deltagerne mulighed for at tilmelde catch & release fangster med minimal skade på fisken til følge – bedømmes fiskens størrelse på dens længde. Alt hvad du skal gøre er derfor at tage et målebåndsbillede af fiskens ene side på afkrogningsmåtten – samt lave et fedt trofæfoto, som vi kan vise i bladet. Skriv en god fangstberetning – og send det hele til Morten på mb@fiskogfri.dk
Der må tilmeldes fem fisk pr. kategori. Fanger en deltager et større eksemplar end én af de fem fisk deltageren allerede har tilmeldt, i én af kategorierne, vil denne nye fisk skubbe den mindste af deltagerens allerede tilmeldte fisk af listen.
Man kan altså med andre ord tilmelde flere fisk end fem pr. kategori, men det er kun deltagernes
fem største eksemplarer, der vil tælle i den samlede stilling.
Den enkelte deltagers placering i konkurrencen vil blive afgjort af den gennemsnitlige længde af de fisk, som den enkelte deltager har tilmeldt til hver kategori. Du kan læse meget mere om konkurrencen og præmierne i marts nummeret – samt se præmierne. Det komplette regelsæt ligger på Fiskogfri.dk Glæd dig!
feb 1, 2017 | Nyheder

Foto: Tania Lundberg Lykkegaard
I vinterferien leger vi gemmeleg på Øresundsakvariet, og kigger på havdyrenes evner til at camouflere sig.
Hvordan skifter rødspætten farve? Hvem gemmer sig i ålegræsset? Og hvorfor er det smart at gemme sig? Få svar på spørgsmålene og mange flere, når vi dykker ned i en verden af camouflage. Kan du finde alle dyrene, der gemmer sig? Kom og klap en fladfisk og se den skifte farve. Kom helt tæt på dyrene og den fantastiske verden, der normalt er skjult.
Alle dage i uge 7 og 8 kan du deltage i vores ”Rør ved levende havdyr”, hvor en formidler vil fortælle omkring de mange forskellige camoufleringsevner hos havdyrene. Du får mulighed for at komme helt tæt på og røre ved de forskellige dyr.
Så kom og test din skjulte viden i en camouflage-quiz, vær med til dissektion af hajer og klumpfisk, hjælp til med fodring af dyrene kl. 11, oplev dyrelivet i Øresund og klap en taskekrabbe. Hvis du tør!
Dissektion af hajer og klumpfisk alle hverdage i uge 7 og onsdag i uge 8 kl. 12:10
Rør ved levende havdyr og klap den store krabbe:
• Alle dage i uge 7 og 8 kl. 11:25 og kl. 13:25
Øresundsakvariets formidler står klar alle dage med sjove historier, og vi fodrer dyrene hver time. Kl. 11 kan du selv være med til at fodre dyrene i børnerørebassinet. Så kom og vær med.
Øresundsakvariet har åbent 10-17 fra den 11.-19. februar samt den 25.-26. februar og kl. 10-16 fra den 20.-24. februar.
Læs mere på Øresundsakvariets hjemmeside: www.oresundsakvariet.ku.dk