Nu kan du lægge Trolling Master i kalenderen

Trolling Master 2018 tilmelding

Trolling Master Bornholm – Nordeuropas største fiskekonkurrence – afholdes i  2018 fra den 2. til den 5. maj

Evalueringen er overstået og fangsterne spist, men de gode folk på TV2 Bornholm ligger ikke på den lade side.

Planlægningen af næste års Trolling Master er nemlig allerede i fuld sving, og hvor uge 17 tidligere har været konkurrenceuge, er den i 2018 flyttet til uge 18, så  den ikke karambolerer med bededagsferien, og dens medfølgende konfirmationer og travlhed på færgen.

Tilmeldingen åbnes den 1. oktober, og det er da også denne dag du skal sidde klar ved computeren, hvis du ønsker at sikre dig en af de billige biletter til Færgen der ligeledes åbner for salget d. 1. oktober.

Reglerne for næste års konkurrence offentliggøres i september, og i arbejdet med at fastlægge dem, tages der bl.a. fat i fiskerikontrollen. Et gennemgående tema i evalueringerne var nemlig, at folk fiskede for tæt på kysten så ledelsen håber, at de har mulighed for at patruljere langs øens vestkyst.

/ask

Hvidovre Sport

Nu starter sommerfiskeriet på Øresund – 3 hurtige tips!

Sommerfiskeri på Øresund efter torsk med Fyrholm

Torskefiskeriet på Øresund er brandvarmt i øjeblikket – Her et billede fra turbåden Fyrholm, der en af de både der fisker målrettet efter de bomstærke sommerfisk – foto: Martin Hubert

 

Fiskeriet på Øresund boomer i disse dage, og her på redaktionen vil vi gerne give jer et par tips med, til sommer-torske-fiskeriet.

  • Fisk med lettere grej om Sommeren

Selvom strømmen i Øresund til tider kan være drilsk, er det sjældent ligeså slemt som om vinteren. Om sommeren står fisken nemlig ofte på sundets sydlige pladser, hvor der unægtelig bliver presset mindre vand igennem. Derfor kan du fiske med markant lettere grej. Jigs og pirke fra 150-400 gram er alt rigeligt, og giver dig en langt federe fight.

  • Ophængere er OK

Hvor man om vinteren kan være stensikker på at blive temmelig upopulær hvis man har ophængere på, er det helt i orden om sommeren. Fisken er meget mere bidelysten og kaster sig gerne over alt, fra blæksprutter til torskefluer.

  • Flere fisk og bedre vejr

Det siger sig selv, at vejret er markant bedre om sommeren, så husk solcremen! Fiskeriet er i reglen også langt bedre – bevares, chancen for en måler er måske ikke helt ligeså stor som om vinteren, men der er mange flere fisk, og så fighter de bare langt bedre. Skal du have fisk med hjem, så husk at lægge et par sodavandsflasker med vand i fryseren aftenen før – ellers er der ikke meget spiseværdi i fangsten, efter en hel dag på et varmt dæk.

 

Knæk og bræk med dit sommerfiskeri

 

/ask

Hvidovre Sport

Ny Bog: Mit liv med bondelandets natur – om et liv ved de ferske vande

Klaus Brodersen Bog

Kaj Sand-Jensen, der er professor i ferskvandsbiologi ved Københavns Universitet – har netop udgivet endnu en spændende bog som seneste det skud på stammen af værker om de ferske vande og den danske natur.

I bogen fortæller Kaj Sand-Jensen om sine personlige oplevelser og opdagelser i den danske natur fra drengetiden ved Limfjorden og Ryå i Nordjylland til nutiden ved Furesø og Grib Skov i Nordsjælland.

 

Fortællingen er krydret med studier af havgræsserne i Middelhavet og tørketålende arter på Ölands kalkklipper samt tilbageblik til dengang, naturen var næsten uudforsket på Carl von Linnés og Charles Darwins tid.

 

Kaj Sand-Jensen fortæller undervejs om fascinerende tilpasninger hos farvestrålende guldsmede og seksuelle kapløb hos vandkalve, hvor hunnerne udvikler furede rygge for bedre at kunne ryste uvelkomne hanner af. Vi får også fortællingen om det ekstreme miljø i dammene, som betyder, at arterne må kunne tåle temperaturstigninger på 15 grader og ti timers iltsvind hver eneste sommerdag.

 

Samtidig beretter forfatteren om det store naturtab i Danmark gennem de seneste 100-200 år, der har budt på afdansningsbal for brushøns og udryddelse af nøjsomme planter og smådyr i søerne, i skovene og i det lysåbne land.

Kaj Sand-Jensens glæde over den danske natur går hånd i hånd med forfatterens faglige afskrælning af den politiske opportunisme og de overgreb på naturen, som kendetegner disse år. Viden og indsigt indebærer ifølge Kaj Sand-Jensen en absolut oplysningspligt til landets borgere om de rette sammenhænge mellem naturens tilstand og menneskets forurening og ødelæggelse. Han dokumenterer i bogen det nærmest ufattelige tab af biodiversitet, som den danske natur har lidt gennem de seneste par århundreder.

 

Kaj Sand-Jensen peger samtidig på de seneste 10-20-års naturhistoriske mirakler – tilbagekomsten af havørnen, de springende laks i Skjern Å og rigdommen af nye planter i den genskabte Filsø.

»Hvor der er vilje og vedholdenhed, udfolder naturen atter sin styrke og kan komme tilbage i overflod. Så visionen er, at private fonde og staten, med fælles indsats, kan sikre naturoplevelserne for de kommende generationer«, siger Kaj Sand-Jensen.

 

Nysgerrig? Læs et uddrag her:

Fremtidshåbet for Danmarks natur kunne være, at ørredvandløbene blev skattede af alle fremfor forhadte. Og kysten – det vildeste vi har – ikke blev yderligere bebygget.

 

Ånden i åen

 

Ånden boede i de dybe huller i åen i gamle dage. Farligt var det, hvis man skulle passere over åen om vinteren, når den var dyb, bredfyldt og hvirvlende, og man havde vakt åndens vrede, hvad så end grunden kunne være.

Nu er ånden borte, fordi den ikke trivedes sammen med det mekaniske uvæsen, der sejler ned gennem åen én til flere gange om året, og skærer grøden bort.

Istedet flokkes nutidens lystfiskere i antal for at lokke de store ørreder op af hullerne. Det er en passion, de har, lystfiskerne. Man kan ikke sætte sig ind i, hvor dyb den er, med mindre man har fulgtes med én af dem, fra før solen står op, til efter den er gået ned på hans eller hendes tålmodige vandring langs åen.

At tage den store fangst er målet, men den egentlige lykke er den mentale tilstand, der opnås ved at vandre med fiskestangen i fred og ro en hel dag uden kontakt med den hektiske omverden, men i nær kontakt med åen og dens indvånere. Opleve odderen lege i vandet og se isfuglene drøne forbi som blå lyn. Måske se fuglen sidde på en gren ud over åen og lure på fangst af småørreder.

 

Ørreder fremfor orkidéer

 

Et par af mine jyske venner er inkarnerede lystfiskere. De forlader den skønne natur på Öland allerede efter fire dage midt i orkidéfloret for at køre tilbage til Jylland for at være på plads, når højsæsonen for havørredfiskeri begynder i de himmerlandske åer.

Når Danmark er lukket ned af vinteren, forlader de landet og bliver sat af fra en helikopter i mennesketomme egne på New Zealands sydø for at fiske ørred. Rygsækken er pakket med henblik på, at kødforsyningen skal dækkes af fangede fisk, for der skal være plads til fiskegrej, insektnet mod horder af sultne sandfluer og andre livsfornødenheder.

I sandhed er det en dyb passion, som gennem livet skifter fokus fra først mange fisk til siden store fisk for endelig mere og mere at dreje sig om at være ude i naturen med tid og lejlighed til at opleve og blive klogere på åens mysterier. Dog altid med drømmen om den store eller den særlige fisk som drivkraften.

Jeg har aldrig selv været der – altså inkarneret lystfisker. Tålmodigheden mangler. Som dreng kunne jeg godt sidde på bredden af Ryå med en bambusstang med prop og vente på ål i et par timer. Men det var sjovere at tatte dem fra båd i skumringen med en tæt samling orm (en tat), hvor man skulle liste dem indenbords, når de bed sig fast i ormeklumpen. Det var svært og udfordrende.

Jeg fangede nu mest ål på bundsnører, der blev sat ud i åen fra båd og skulle røgtes ved solopgang. Skete det for sent, var der risiko for, at ålene havde filtret snørene sammen og havde hængt sig. Ålene gik i rent vand for at slippe af med muddersmagen, inden de blev stegt. Sådan gik en sommer, da jeg var tolv år. Men siden har jeg ikke været på lystfiskeri en hel dag.

Men ønsket om alt godt for lystfiskerne. Det er fredelige og omgængelige folk med en afstressende hobby. Et råd til andre – lad være med at tirre dem ved at kalde deres vandløb forhadte, og husk at behandle vandløbene ordentligt. Sats hellere på at fortsætte arbejdet med at opnå bedre vandløb i fremtiden. Ellers lægger I jer ud med livsglæden og passionen hos et hundrede tusinde mennesker, og hvis de først får samlet sig, så udgør de en stor og værdig modstander. Det har vi set et eksempel på for nylig, da vandløbene uforsigtigt blev lagt for had.

Hvidovre Sport

Maller i Danmark – ja tak

malle

Forstil dig at sidde i sommernattens fortryllende mørke, mens du kigger ud over en blikstille sø. Pludselig hyler bidmelderen, linen fyger af hjulet og i det samme du kroger fisken, flår den 50 meter line af hjulet, mens stangen krummer sammen helt ned til budduppen. Efter et langt udløb hører du et gigantisk plask fra en massiv hale derude i mørket – og du må lægge hårdt mod hårdt for at få fisken til at vende. Det bliver en lang kamp, men til sidst overgiver stormallen sig – og i pandelampens skær kan du beundre en over to meter lang malle i det lave vand foran dine fødder.

– Det kunne også være et helt andet scenarie: Forstil dig at drive langs med de udhængende grene, mens du lægger præcisionskast med din jig eller flue helt ind under land. Pludselig ser du en kæmpe hvirvel efterfulgt af en dommedags trykbølge – hvorefter en stormalle et splitsekund efter er ved at flå stangen ud af hånden på dig. Alt sammen hjemme i gode gamle Danmark…

Denne drøm kan blive til virkelighed: Den sidste ynglebestand af maller blev udryddet ved Sorø i 1799, men fisken har været naturligt forekommende i det sydøstlige Danmark i over 10.000 år. Den danske natur er således gearet til, at Europas største ferskvandsfisk sørger for en naturlig balance mellem fredfisk og prædatorer. Mallen er en af de mest eftertragtede sportsfisk i Europa, så udover at bidrage til en højre artsdiversitet og bedre økologisk balance i de ferske vande – vil en re-introduktion af mallen på sigt kunne give dansk lystfiskeri et kæmpestort løft. Derfor lancerer Fisk & Fri i dette nummer en kampagne for at få mallen tilbage til de danske vande. Alt dette – og mere til kan du læse om i det nye nummer af Fisk & Fri, der er på vej til din postkasse.

Hvidovre Sport

Brødglade karper i varmen

mikkel-carl-med-koi

Mikkel Carl fra Brønshøj brugte det fantastiske vejr i Kristi Himmelfarts-ferien til en dappetur efter karper i en sø i provinsen. Straks efter ankomsten til søen spottede han en orange skygge i det grumsede vand, og bevæbnet med en fiskestang og et stykke toastbrød listede han sig ind på den. Allerede i første kast landede agnen forsigtigt et lille stykke foran fisken, der hurtigt viste interesse og indhalerede brødstykket. En kort, men intens fight fulgte, før en flot koikarpe på 8,0 kg gled i nettet. Efter et par hurtige billeder fik den naturligvis sin frihed igen. Varmen havde fået flere af søens fisk til at slikke sol i overfladen, og nogle få minutter senere gentog seancen sig – denne gang med en spejlkarpe på 8,7 kg, der efter en dramatisk tur i åkanderne også måtte se sig besejret. Turen gav yderligere et par mindre fisk, før det blev besluttet at tage videre på stranden.

Hvidovre Sport

Følg den daglige smoltvandring i europæiske vandløb

Skjern Å

Skjern Å

Projektet SMOLTRACK viser udvandringen af smolt fra flere store vandløb i Nordirland, Irland, England, Spanien og Danmark. Dette giver en helt unik mulighed for at følge og sammenligne smoltvandringen i et stort område af laksens udbredelsesområde fra de sydligste bestande i Spanien over Danmark til Storbritannien.

Smoltene bliver fanget i fælder under vandringen nedstrøms i de store vandsystemer. Når smoltene er registreret, bliver data for de enkelte vandløb vist på grafer, som opdateres dagligt. På den måde kan forskere og andre få viden om, hvornår og hvor mange smolt der udvandrer fra vandløbene.

Graferne, som viser den daglige smoltudvandring, er vist i disse links:

River Skjern Å, Danmark

River Bush, Nordirland

River Erriff, Irland

River Ulla, Spanien

River Tea, Spanien

River Tamar, England

Fælderne fanger kun en andel af smoltene og at denne andel bliver løbende udregnet med henblik på at fastslå den samlede smoltudvandring. Fangttallene mellem fælderne kan således ikke sammenlignes direkte før undersøgelserne er afsluttede.

Her kan du få overblik over smoltudvandring fra andre danske vandløb fra de foregående år.

Af Kim Aarestrup, Henrik Baktoft og Finn Sivebæk, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer.

 

Hvidovre Sport

Stop sandsugningen og beskyt Øresund

torsk

Fishing Zealand samt flere NGO’er og kommuner ønsker stop for sandsugning og bedre beskyttelse af Øresund. FZ, 14 danske og svenske kommuner, Länsstyrelsen Skåne samt en række NGO’er sender fælles erklæring til den svenske og den danske regering om at beskytte naturen i Øresund.

Erklæringen opfordrer regeringerne fra de to lande, til at gå sammen og indgå en ny fælles aftale om en langsigtet beskyttelse af Øresund. I dag foregår der eksempelvis sandsugning, der giver store lokale skader på havbunden. I erklæringen står der bl.a. ”Sandsugning skal stoppes i Øresund”.

Gennem adskillige måneder har en lang række personer og organisationer haft et stærkt samarbejde med et fælles mål. Fælles for alle deltagende aktører er, at alle vil have en bedre beskyttelse af Øresund og at sandsugning stoppes. Gordon P. Henriksen og Fishing Zealand har været en del af denne proces sammen med bl.a. Danmarks Sportsfiskerforbund, og de håber på, at når nu så mange organisationer og kommuner på begge sider af sundet står sammen, at politikerne vil lytte – og vigtigere endnu, handle på anbefalingerne fra Fishing Zealand og DSF.

Gordon P. Henriksen udtaler, at han har set frem til i dag, hvor erklæringen offentliggøres og arbejdet med at sætte fokus på visionerne kan begynde.

Stærkt varemærke for hele Øresunds-regionen
Kommunerne og NGO’erne understreger i erklæringen, at formålet ikke generelt er, at lægge begrænsninger på erhvervs- eller fritidsaktiviteter på vandet, men at det skal foregå bæredygtigt. På den måde kan vi både bevare det mangfoldige liv i vandet og det kan samtidigt blive et stærkt varemærke for hele Øresunds-regionen. Et sundt sund til en millionbefolkning.

Af erklæringen fremgår det, at:

Formålet med en beskyttelse af Øresund er primært at langtidssikre den helt unikke og meget varierede natur, som findes i sundet. Øresund skal stadig kunne benyttes af både erhvervs- og fritidsbrugere, men de enkelte aktiviteter skal foregå på en skånsom og bæredygtig måde.

En fremtidig og mere effektiv beskyttelse af Øresund skal således sikre at både nuværende og kommende generationer får størst mulig glæde af den rene og varierede natur vi har i et meget tætbefolket og kraftigt benyttet område. Denne kombination udgør samtidigt et kæmpepotentiale for formidling af viden om havmiljøet og et stort potentiale for turisme.

Hele erklæringen er blevet præsenteret for miljø og fødevareminister Esben Lunde Larsen og kan læses her: Fælles erklæring om beskyttelse af Øresund.

Forældet beskyttelse
Det meste af Øresund er beskyttet af et trawlforbud fra 1932, lavet af hensyn til skibstrafikken i sundet. Det ønsker kommunerne og NGO’erne afløst af en beskyttelse begrundet i sundets rige og unikke samling af meget forskellige plante- og dyresamfund. Den store rigdom beror på de markante dybdeforskelle, og de varierede bundforhold og saltholdigheder i Øresund.

Her findes alt fra klippekyster over stenrev til sand- og blød mudderbund. Der er registreret over 500 større arter af bunddyr ved Helsingborg og over 100 fiskearter i sundet. Fiskearterne har samtidigt en naturlig størrelses- og aldersstruktur – noget der sjældent ses i danske farvande, hvor store og gamle fisk oftest er en mangel pga. trawlfiskeriet.

FAKTA:

Følgende kommuner og län i Øresundsvandsamarbejdet støtter op om erklæringen:

Helsingør, Fredensborg, Hørsholm, Lyngby-Taarbæk, Gentofte, Rudersdal, Höganäs, Helsingborg, Landskrona Stad, Kävlinge, Lomma, Burlöv, Malmö Stad, Vellinge og Länsstyrelsen Skåne.

Følgende NGO’er står bag erklæringen:

Oceana, Friluftsrådet, Fishing Zealand, Danmarks Sportsfisker Forbund, Øresundsfonden, Marinbiolog.se, Sea-U, Natürskyttsforeningen Skåne, Øresundsakvariet, Greenpeace, WWF, Danmarks Naturfredningsforening, Den Blå Planet.

Hvidovre Sport

Spiser ålene den invasive sortmundede kutling?

sortmundet-kutling_mund

Foto: Henrik Carl

I Karrebæk og Dybsø Fjorde vokser ålene usædvanligt hurtigt. Forskere vil nu undersøge, om det skyldes, at ålene spiser løs af de mange sortmundede kutlinger i området
Der er sjældent at høre noget positivt om den sortmundede kutling, som har invaderet de kystnære områder i den østlige del af Danmark til stor gene for miljøet og ikke mindst fritidsfiskerne. Men måske er de mange sortmundede kutlinger forklaringen på, at ålene i Karrebæk og Dybsø Fjord vokser usædvanligt hurtigt.

I 2011 og 2012 blev der udsat 75.000 små ål i Karrebæk Fjord med støtte fra fiskeplejemidlerne. Ålene er mærket med et lille såkaldt cw-mærke, som kan registreres med en scanner, og DTU Aqua har siden i samarbejde med lokale fritidsfiskere undersøgt de udsatte åls overlevelse og vækst i området.

”Allerede et til to år efter udsætningerne var nogle af ålene 40 cm lange, og det er usædvanligt. Det er et tegn på, at der er masser af føde tilstede for ålene, og vi har en formodning om, at ålene spiser løs af de mange sortmundede kutlinger i området,” siger marin fiskeplejekonsulent Mads Christoffersen, DTU Aqua.

DTU Aqua går nu i gang med at undersøge, om formodningen er korrekt, altså om ålene rent faktisk spiser sortmundede kutlinger. Det gøres ved at undersøge maveindholdet af de ål, der fanges i området. Undersøgelsen finansieres af fiskeplejemidlerne.

”Det bliver aldrig ålen, der udrydder kutlingen, men det er fint, hvis ålen bruger en ressource, som vi ikke selv står og skal bruge,” siger Mads Christoffersen.

Hvidovre Sport

Øresundsakvariets aktiviteter i Kristi himmelfartsferien

Foto: Tania Lundberg Lykkegaard

Foto: Tania Lundberg Lykkegaard

I Kristi himmelfartsferien ser Øresundsakvariet på havdyrenes form og hvad den kan fortælle om deres levested og føde. Hvorfor er nogen fisk tynde og lange? Mens andre er flade eller tykke? Hvorfor har torsken overbid? Og er det smart at have underbid? Hvad betyder formen (altså på fisken), for det sted hvor fisken lever? Få svar på spørgsmålene og mange flere i himmelfartsferien. Bliv klogere på havdyrenes former, klap en fladfisk og sig hej til taskekrabben.

Rør ved levende havdyr

• Alle dage i Kristi himmelfartsferien
o kl. 11:25
o kl. 13:25

Øresundsakvariets formidler står klar alle dage med sjove historier, og dyrene fodres hver time. Kl 11 kan du selv være med til at fodre dyrene i børnerørebassinet. Så kom og vær med.

Øresundsakvariet har åbent 10-17 alle dage 25.-28. maj.

Læs mere på vores hjemmeside www.oresundsakvariet.ku.dk

Hvidovre Sport