Størfiskeri: Utrolig start på året i Størcuppen

Igen i år bydes der velkommen til den årlige og nationale Størcup. Første heat løb af stablen den 14. april, i Donslund mølle fiskesøer, og redaktionen har modtaget denne rapport fra heatet.

Fiskerne var indbudt til søen kl 06.30 til stort morgenbord ved søens ejer og kl 07.00 kunne der bydes velkommen til konkurrencen foran hovedbygningen, hvor der var information omkring de obligatoriske regler; måtte, kroge og baits.

Lodtrækningen foregik ved nummertræk. Det havde vi valgt i år for at udligne fordelen for de lokale fiskere, hvilket de selv havde ønsket i deres tilbagemelding fra 2017.

Så blev fiskerne sendt afsted mod vandet og kl 08.00 kunne konkurrencen blæses i gang…. Der gik ikke 10 minutter før at Mathias kunne give modhug og tage kampen med en af dagens første stør, en hvid stør på 14.65 kg. Fisken var dårligt blevet udsat før pladsen ved siden af, kunne melde fisk. Her kunne Per nette endnu en hvid stør på 10.20 kg.


Det skal nævnes der går 11 hvide stør i søen og inden konkurrencen var afsluttet, var der fanget 10 af dem!

Inden klokken 09 havde endnu to fiskere fat i søens store stør: Først Benny med søens største hvide stør på 27.70 kg og derefter Bo med en russer på 10.30 kg!

Herefter gik der lidt over en time før der igen kunne meldes om fisk. Denne gange var det dagens andenplads, Christian, der kunne fighte søens største Veluga (krydsning mellem Beluga og en hvid stør) på 17.10 kg på land. Christian brugte dog ikke mere end 40 minutter før han kunne fighte endnu en god fisk – en hvid stør på 17.90 kg.

Flere fiskere havde fisk og særligt østenden af søen fiskede stabilt igennem dagen og særligt Heino havde travlt i perioder. Efter to fisk kunne han sætte krogen i en solid fight og igen lande en af søen tunge drenge, 24.10 kg og med Heino’s to næste fisk kunne han i alt lande 77.85 kg fisk og lægge sig helt i front.

Benny på tredje- og Christian på andenpladsen, lå kun 7.3 kg fra hinanden igennem det meste af dagen og der var skarp kamp mellem de to. Christian forsøgte at holde sin finaleplacering og lægge afstand og Benny at få den næste fisk der kunne skubbe Christian ned og ud af finalekampen. Jokeren var naturligvis søens store Beluga som vejede 44.50 kg sidst den var oppe og kunne skubbe hele feltet!

Den udeblev desværre men efter 12 timers fiskeri, havde fiskerne landet 14 fisk og samlet 208.15 kg med største fisk på 27.70 kg. Det er halvdelen af søens besætning!

1. Plads. Heino med 77.85 kg og 5 fisk
2. Plads. Christian med 35.00 kg og 2 fisk
3. Plads. Benny med 27.70 kg og 1 fisk

En stor tak til Knud, søens ejer, for at sørge for både morgenmad og frokost med drikke til deltagerne og et kæmpe well done til deltagerne for denne rigtig gode præstation.

Størcuppen er på plads igen i Hove med 2 heat allerede 21 april. Der er stadig ledige pladser!

drømmerejse iFish Travel

LAKSECUP: 16+ til Freddi Hansen der fører cuppen igen

Freddi Hansen sejlede ud ved 6-tiden i blankt vand en dag i sidste uge uden de store forventninger, da vandet havde været brunt i de sidste 14 dage.

– Jeg skal love for det blev en god dag fortæller Freddi og fortsætter: – Solen skinnede hele dagen, og vinden mærkede vi ikke noget til, hvilket er lidt vildt taget i betragtning af, at der for en uge siden var snestorm, lyder det!


Dagen bød på en del laks til den dygtige lystfisker, med de to største på 16,8kg (Vejet i land ) og 10,2kg. Det var Freddi Flutter fisket i overfladen i farven “Møn Special” der var laksens livret den dag.

Disse to fisk bringer Freddi tilbage på førstepladsen i kampen om, at blive den samlede vinder af Fisk og Fris LakseCup. Lejf Pedersen ligger dog stadig godt til, med kun 1,74 kilo op til Freddi Hansen.

Se den samlede stilling HER

Laksecup logoer

drømmerejse iFish Travel

LAKSECUP: 2 mere til Sam Slesvig

Så prøvede jeg lige 40 meteren igen. Vandet var stadigvæk meget uklart, men jeg var heldig og ramme laksen.

Denne gang fik jeg begge fisk på dipsy diver. Først huggede den på 5,5 kg. Den tog et grønt pirat blink, og jeg nåede kun lige at få den op, og så huggede den anden på 4 kg. Den tog en sort apex, og det var dejligt med fisk i båden efter et par nul ture.

Laksecup logoer

drømmerejse iFish Travel

LAKSECUP: PR forbedret to gange på en dag

Den ene af Team NO-Luck’s 2 faste trolling gaster kunne desværre ikke i år – på grund af arbejde – deltage i Påsketræffet på Bornholm. Skipper på NO-Luck var således nødsaget til, at finde en afløser.

Morten Bonde fra Thy, der er selv er SeaFox ejer var frisk på at skifte den vanlige skipper rolle ud med rollen som dæks monky på NO-Luck. Morten kom til Bornholm med mange mange forgæves trolling timer i bagagen, en extrem lav (men ubegrundet) selvtillid hvad egne trolling evner angår.

Hertil en personlig rekord i laks på blot 64,5 cm !!. Han havde derfor en kæmpe appetit på mere og Skipper på NO-Luck var næsten ikke mærket af det deraf afledte pres !!!.

Med udgangspunkt i Hasle planede vi på konkurrencens dag på fladt vand den lange vej Syd Vest over til trussekanten. Pladsens navn gav allerede her dag et Morten hjemve efter hans unge smukke kone, der måtte blive hjemme i Thy.  Vi andre tænkte vores – det kunne godt gå en og blive en lang uge – med Ham ombord!!!!.

En lang historie gjort kort: Allerede da vi satte grej i halvmørket kastede laksene sig over agnene. En flot laks tog den inderste planer med et vogntog. Vi kunne næsten ikke se på Mortens fight stil, at det var en Nordsø vragfisker vi havde ombord.

Efter en fin fight lå en – desværre dybt gællekroget men – flot laks i bunden af NO-Luck. Morten havde ikke engang fisket i NO-Luck i en time før hans tidligere bette personlige rekord var eftertrykkeligt forbedret til hele 9,82 kg. Den efterfølgende Sejers dans på NO-Luck’s agterdæk var den kongelige ballet værdig.

Senere samme dag fik vi et rigtigt godt Dobbelt hug med 2 laks over 10 kg. Så hver af gasterne havde ”pænt” nok at se til. For anden gang denne dag forbedrede Morten sin PR, idet fisken senere blev konkurrenceindvejet til 10,52 kg.

drømmerejse iFish Travel

Fanger du den næste store laks i Kongeåen?

Fra den 16. april og frem til 31. oktober må du fiske i Kongeåen og alle de andre vestvendte åer i Jylland, når du har fisketegn og fiskekort. Ny folder viser, hvor du må fiske i Kongeåen, hvilket fiskekort du skal købe samt faciliteter langs Kongeåen.

At være lystfisker er at slippe stress og jag og finde den indre ro, når man står ude i naturen med snøren i vandet og venter. Og venter. Det er også adrenalinsuset, når der endelig er bid og sejrsrusen, når man efter hvad der måske kan være lidt af en kamp, får hevet fisken i land.

“Jeg nyder freden og roen ved åen, hvor man på mange strækninger kan gå helt uforstyrret. Når jeg er herude, åbner jeg sanserne op og lægger mærke til de små detaljer i naturen. Jeg ser isfugle, oddere og mange andre dyr og fugle, og det gør oplevelsen større. Jeg oplever altid noget nyt, når jeg kommer ved åen; det er en stor fornøjelse”, fortæller Simon Simonsen fra Vejen og Omegns Sportsfiskerforening.

Kongeåen er et naturligt vandløb, der snor sig gennem landskabet og er hjem for blandt andet ørreder og laks, gedder og aborrer foruden stalling og den mere sjældne snæbel, som begge er fredede hele året.

Der kommer flere laks
I 2017 blev den sidste store spærring i Kongeåen fjernet, så der nu er fri passage i åsystemet. Det betyder, at man fremover vil kunne fange flere og flere fisk, fordi bestandene vokser. Samtidig planlægger sportsfiskerne sammen med kommuner og lodsejere nye projekter, så fiskene får endnu bedre levevilkår i åen og dens tilløb. “Naturen er blevet sluppet fri, så det bliver spændende at se, hvordan det udvikler sig de kommende år”, siger Simon Simonsen.

Det er Vejen Kommune med sparring fra sportsfiskerforeningerne, der har lavet folderen som en del af formidlingen om Kongeåen og Kongeåstiens mange muligheder. Folderen dækker hele Kongeåens forløb gennem Vejen Kommune og Esbjerg Kommune.

Gode faciliteter ved Kongeåen
“I forbindelse med etableringen af Kongeåstien, der stod færdig i 2015, er der lavet mange gode faciliteter som shelters, toiletter, bord-/bænkesæt og broer, der også kommer lystfiskerne til gode. Folderen giver et hurtigt overblik over mulighederne og er tænkt som en appetitvækker. Nu hvor laksen igen frit kan vandre op i åen, er der endnu mere grund til at slå et slag for, at flere kommer ud og oplever den dejlige natur ved Kongeåen”, siger Inge Lise Møller Jensen, der er biolog i Vejen Kommune.

Se folderen på www.vejen.dk/lystfiskeri og www.kongeaastien.dk under Fiskeri. En trykt folder kan hentes på bibliotekerne i Vejen Kommune.

Kongeåstiens app er et godt værktøj
Som et supplement til folderen er Kongeåstiens app god. Her kan man se sin placering på et kort og finde blandt andet spise- og overnatningsmuligheder foruden toiletter og parkeringspladser i nærhed af Kongeåen. VisitVejen har desuden lavet en oversigt over overnatning langs Kongeåen for lystfiskere, som kan ses på www.kortlink.dk/visitvejen/t3ae.

HUSK AT TILMELDE DINE FANGSTER FRA KONGEÅEN TIL FISK OG FRIS STRØMVANDSCUP – DET GØR DU HER: fiskogfri.dk/stromvandscup

 

drømmerejse iFish Travel

Udsætning: 10.000 ørreder til Mølleåen

Du kan være med til at gøre søndag den 15. april til en festdag ved at deltage i udsætningen af mere end 10.000 ørreder i mundingen af Mølleåen.

Udsætningen begynder kl. 16.00, hvor Den sjællandske Grusbande og Fyns Laksefisk vil stå for arrangementet.

Du må meget gerne dukke op med din familie og endog sætte din egen lille portion ørreder ud.

De mange små ørreder skal forbedre fiskeriet langs Øresundskysten og i Københavns Havn, hvor fænomenet ”streetfishing” i disse år er under rivende udvikling.

Sidste år mødte mere end 150 nysgerrige tilskuere op til denne ekstraordinære udsætning af ørreder mindre end 12 km fra Langelinie, og var i den grad med til at gøre udsætningen til en festdag.

Den sjællandske Grusbande og Fyns Laksefisk havde stillet akvarier op, så alle kunne komme helt tæt på for at kigge på de små levende ørreder, inden de blev sat ud i Mølleåen.

Derefter fik alle børn lov til at sætte en lille portion ørreder ud i åen, hvor også resten af de i alt 10.000 ørreder påbegyndte deres frie liv.

Igen i år skal der sættes ørreder ud i Mølleåen.

Muligheden er igen i år opstået, da Fyns Laksefisk i Odense har haft en ekstraordinær fin overlevelse af ørreder, der skulle sættes ud i mundingen af vandløb i Nordsjælland.

Det er Fyns Laksefisk, der opdrætter ørreder til udsætning i blandt andet Nivå og Højbro Å, som en del af den nordsjællandske fiskepleje.

I år er der igen mindst 10.000 ørreder i overskud til Mølleåen.

De mange små ørreder vil i den kommende tid, vandre ud i Øresund og bidrage til lystfiskernes fangster langs Øresundskysten.

Nogle vil formentlig endda kunne fanges i selve Københavns Havn, og med al respekt er det ikke mange hovedstæder i verden, der kan prale af ørredfiskeri langs havnemolerne.

DTU Aqua har givet grønt lys til udsætningen

Fiskeplejen planlægges og administreres af DTU Aqua i Silkeborg, der er ansvarlig for udsætningerne i hele Danmark. Og Peter Geertz Hansen fra DTU Aqua har givet tilladelse til at foretage denne ekstraordinære udsætning af ørreder.

– Det vil give et løft til fiskeriet efter havørred langs Øresundskysten og forhåbentlig vil mange af de københavnske fiskere få glæde af denne udsætning, forklarer Peter Geertz Hansen.

Ørrederne vandrer nemlig ud igennem mundingen af Mølleåen for at leve ”det frie liv” langs Øresundskysten.

– De små ørreder er alle afkom af moderfisk fanget under elektrofiskeri i efteråret 2016 i Esrum Å. Ørrederne er derfor genetisk godt rustet til at kunne klare sig, da moderfiskene er tilpasset livet langs Nordsjællands og Øresunds kyster, fortæller Peter Geertz Hansen.

Ørrederne vil dog aldrig kunne vandre op i Mølleåen for at gyde, da Strandmøllen, samt en håndfuld andre møller og andre spærringer, hindrer fiskene i deres gydevandring.

Derfor er udsætningen alene en fiskeriudsætning, der skal tilgodese lystfiskeriet.

Grejbranchen støtter udsætningen

Finansieringen af de 10.000 ørreder har grejbranchen medvirket til, idet tre københavnske fiskegrejsforretninger har været sponsorer for udsætningen. Forst og Jagthuset i Lyngby, Sport Dres fra det indre København, samt Salmon Fly i Brønshøj har hver købt 2500 stk. ørreder til udsætning.

Det er Den sjællandske Grusbande, der er et samarbejde mellem Danmarks Sportsfiskerforbund og Fishing Zealand, der står for selve udsætningen i samarbejde med Fyns Laksefisk, og du kan altså være med til at sætte fiskene ud søndag den 15. april til et lille event ved Strandmøllen på Strandvejen 895, 2930 Klampenborg.

Arrangementet forventes at begynde klokken 16.00.

Vi sætter akvarier op, så du kan se de små ørreder helt tæt på inden de bliver sat ud i Mølleåen og hvis du har lyst, kan du få en lille portion ørreder, som du selv kan sætte ud i åen.

-Det er en fantastisk gestus overfor de nordsjællandske og københavnske lystfiskere, og på vegne af Den sjællandske Grusbande, er jeg utrolig glad for det fine samarbejde til glæde for de mange tusinde lystfiskere i Københavnsområdet, som igen i år får glæde af denne udsætning, fortæller Rune Hylby, der er bandeleder for Grusbanden.

drømmerejse iFish Travel

LAKSECUP: Og månedens vindere er…

Vi har nu fundet vinderne af månedens lodtrækningspræmier i Fisk & Fris LakseCup. Der er flotte præmier fra Rhino til tre heldige lystfiskere, og vinderne er:

2 sæt flasher/softlure fra Rhino: Peter Drelicharz

1 grejæske med 6 blink: Lars T. Mortensen

1 sæt sideplanere fra Rhino: Rene Juul Pedersen

Tillykke med præmierne, som i kan se frem til at modtage indenfor en uges tid.

Laksecup logoer

drømmerejse iFish Travel

LAKSECUP: Titro trækker fra

Leif K. Pedersen begynder at lægge afstand til de øvrige deltager i fisk & Fri’s LakseCup. Den dygtige bornholmer har netop tilmeldt endnu en fisk over 10 kilo:

Efter påskens kolde vejr og sne her på Bornholm, blev det igen  vejr til en fisketur ca 12 mil syd for hjemhavnen Nexø. Sydlig  vind 4-5 sek/m og solskin.

Vi satte grejet lidt nord for kanten af gravspidsens vestlige ende og allerede efter en halv times fiskeri fik jeg denne fine fisk i 130 fod. Den tog igen en gummifisk med flasher foran  og gav en fin fight med flere lange udløb i dybet. Til sidst kom den dog sikkert i nettet. Vel i havn sagde den godkendte klubvægt 12,30 kg og længden  105 cm. En kort og fed fedtfinneklippet hunfisk.

drømmerejse iFish Travel

LAKSECUP: 3 Mere fra påsketræffet

Morten Bonde var også med som gast hos Kent Morel/Team No-Luck  til påsketræffet på Bornholm. Her følger de to fangstrapporter.

Dag 2 bød på mindre fisk

Dag 2 af Påsketræffet på Bornholm (Melsted Trolling Cup) blev en dag præget af mindre laks i – vurderet 5-6 kg’s klassen. Da vi dagen før havde indvejet vores maksimale antal laks (3 stk. der alle var over 10 kg), blev det derfor en udpræget C&R dag.

En stribe flotte og velfightende laks var inde ved bådsiden for afkrogning. Dagen bød på både 3 dobbelt og 5 dobbelt hug så der var konstant nok at se til. Dette medførte en del brok fra gasterne, der dermed ikke kunne få deres planlagte formiddags- middags- og eftermiddagslur i NO-Luck’s kabine.

En af dagens mindre laks var desværre dybt gællekroget og det lykkedes mig ikke, at tang-afkroge den ved bådsiden. Fisken blødte en hel del fra gællerne og vi valgte derfor at hjemtage denne fisk. Fisken var i øvrigt turens første taget på downrigger, idet alle andre fisk denne dag, og dagen før, var taget i overfladen. Agnen var et ambulance farvet Rhino Gummi dyr fisket efter en ditto farvet flasher i 90 fod.

Vi havde ret hurtigt fået Morten afvænnet med hans Nordsø-vrag-fight-pumpe teknik – og i fin stil havde han stået for fighten. Selvom det desværre ikke lykkedes at afkroge/genudsætte fisken, var fangerens glæde over fisken ikke til at tage fejl af. Fisken blev senere vejet på konkurrencevægten i Melsted (men ikke tilmeldt konkurrencen). Vægten på denne finde madfisk var 5,64 kg.

FINE BORNHOLMER LAKS I SNEVEJR

 

Påsketræffets 4 dag blev også den sidste konkurrence dag for Team NO-Luck. Vejret var allerede dag 4 blæsende og med snebyger, der senere gik over i vedvarende sne. I lighed med de øvrige dage sejlede vi fra Hasle i mørket og i tiltagende mod sø ned til Syd Østsiden af Gavlbank.

Ret efter vi havde sat grejet kom vi igennem et strømskel med lidt varmere vand på den anden side. Ekkoloddet eksploderede i fødefisk og jeg lavede – næsten pr. automatik – en ”crazy Ivan”.

Da jeg igen satte båden i gear fik vi et godt hug. Det var lidt før den ikke synlige sol skulle havde været oppe over øst himlen. Laksen gik (I lighed med så mange gange før) på et mikro blink efter en stor Antikink plade fisket på yderste planer.


I den tiltagende strøm sø blev bjærgningen af de øvrige pinde en udfordring, men til sidst kunne Morten tage stangen og fighte fisken. Da vi havde på fornemmelsen at dagen blev turens sidste (p.g.a. det kommende stormvejr), havde vi besluttet (hvis vi fangede dem), at hjemtage dagskvoten på 3 laks.

Fighten og netningen gik uproblematisk og fisken blev senere indvejet til 8,35 kg.
Senere på dagen fik Morten yderligere en god fight med en villert af en laks på 6,72 kg. Fisken tog en af mine sidste oldgamle og ikke længere skafbare originale NK-28 i blank svensker.

Laksecup logoer

drømmerejse iFish Travel