Igen i år bydes der velkommen til den årlige og nationale Størcup. Første heat løb af stablen den 14. april, i Donslund mølle fiskesøer, og redaktionen har modtaget denne rapport fra heatet.
Fiskerne var indbudt til søen kl 06.30 til stort morgenbord ved søens ejer og kl 07.00 kunne der bydes velkommen til konkurrencen foran hovedbygningen, hvor der var information omkring de obligatoriske regler; måtte, kroge og baits.
Lodtrækningen foregik ved nummertræk. Det havde vi valgt i år for at udligne fordelen for de lokale fiskere, hvilket de selv havde ønsket i deres tilbagemelding fra 2017.
Så blev fiskerne sendt afsted mod vandet og kl 08.00 kunne konkurrencen blæses i gang…. Der gik ikke 10 minutter før at Mathias kunne give modhug og tage kampen med en af dagens første stør, en hvid stør på 14.65 kg. Fisken var dårligt blevet udsat før pladsen ved siden af, kunne melde fisk. Her kunne Per nette endnu en hvid stør på 10.20 kg.
Det skal nævnes der går 11 hvide stør i søen og inden konkurrencen var afsluttet, var der fanget 10 af dem!
Inden klokken 09 havde endnu to fiskere fat i søens store stør: Først Benny med søens største hvide stør på 27.70 kg og derefter Bo med en russer på 10.30 kg!
Herefter gik der lidt over en time før der igen kunne meldes om fisk. Denne gange var det dagens andenplads, Christian, der kunne fighte søens største Veluga (krydsning mellem Beluga og en hvid stør) på 17.10 kg på land. Christian brugte dog ikke mere end 40 minutter før han kunne fighte endnu en god fisk – en hvid stør på 17.90 kg.
Flere fiskere havde fisk og særligt østenden af søen fiskede stabilt igennem dagen og særligt Heino havde travlt i perioder. Efter to fisk kunne han sætte krogen i en solid fight og igen lande en af søen tunge drenge, 24.10 kg og med Heino’s to næste fisk kunne han i alt lande 77.85 kg fisk og lægge sig helt i front.
Benny på tredje- og Christian på andenpladsen, lå kun 7.3 kg fra hinanden igennem det meste af dagen og der var skarp kamp mellem de to. Christian forsøgte at holde sin finaleplacering og lægge afstand og Benny at få den næste fisk der kunne skubbe Christian ned og ud af finalekampen. Jokeren var naturligvis søens store Beluga som vejede 44.50 kg sidst den var oppe og kunne skubbe hele feltet!
Den udeblev desværre men efter 12 timers fiskeri, havde fiskerne landet 14 fisk og samlet 208.15 kg med største fisk på 27.70 kg. Det er halvdelen af søens besætning!
1. Plads. Heino med 77.85 kg og 5 fisk
2. Plads. Christian med 35.00 kg og 2 fisk
3. Plads. Benny med 27.70 kg og 1 fisk
En stor tak til Knud, søens ejer, for at sørge for både morgenmad og frokost med drikke til deltagerne og et kæmpe well done til deltagerne for denne rigtig gode præstation.
Størcuppen er på plads igen i Hove med 2 heat allerede 21 april. Der er stadig ledige pladser!