apr 15, 2020 | Nyheder
– Jeg har lige været et smut ude i den friske vind og den dejlige skinnede sol, hvor jeg har været på jagt efter den eftertragtede ørred, fortæller Tüncer Öztürk. – Jeg havde lige et par timers fiskeri, men der gik alligevel ikke længe, før den flotte ørred du ser på billedet fulgte min Sten Karlsen Wobler i naturlige farve ude over det mørke og ind over en flot lys sandbund. Alt, hvad der skulle til, var et kort spinstop små syv meter ude, og sikke et fantastisk syn at se den hapse tobisefterligningen.
– Den flotte havørred blev presset hårdt, og selvfølgelig skulle den blære sig med at springe flere gange fri af vandet, men landet blev den. Tak for kampen til en fed og smuk fisk på 63 centimeter og 3 kilo. Knæk og bræk derude, slutter han.
Har du også fået en god fisk, så tøv ikke med at kontakte redaktionen på jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
apr 15, 2020 | Nyheder
Claus Eklundh Christensen, som også er fiskeguide, er en af de mange kystfiskere, der har været ude at svinge stangen de sidste par dage:
– Jeg havde en fantastisk dag i går med en del gode følgere, men huggene udeblev desværre, selvom der var gode forhold med vind på 10-11 m/s og god bevægelse i vandet, fortæller han. Men – det viste sig, at den rette medicin var ekstremt lange spinstop, der var så lange, at det var lige før, man blev nervøs for at få bundhug. På et af disse ekstremt lange spinstop huggede den skønhed, som du kan se på billedet ovenfor på en 19 grams tobisfarvet Langelandswobler. Fisken vejede 2,5 kilo og var 60 centimeter lang.
– Under fiskeriet havde jeg en fed oplevelse med to marsvin, der svømmede rundt om båden et par gange og iagttog os virkelig tæt på. Desværre nød jeg øjeblikket så meget, så jeg ikke fik filmet det, men det er jo heller ikke så ringe endda, slutter han.
apr 15, 2020 | Nyheder
I weekenden var der mange, der var ude efter trollinglaks i området syd for Møn – og en af dem, der gjorde det godt, var Niels Kromann-Rasmussen.
– Jeg har fisket laks i nogle år nu, men kun fra Bornholm med Sjællands Småbådeklub, fortæller han. Vi skulle også have været derovre i uge 15, men det blev Corona aflyst, og hvad gøre man så? Jo – så beslutter man bare at prøve en tur til Møn. Men jeg bor i Dianalund, og det tager godt to timer hver vej i bil, så det er jo ikke noget, man bare lige gør. Om lørdagen så vejret ud til at blive meget stille med 1-4 sm, så nu skulle det være.
– Vi havde hørt, at mange ville tage derned, så det var bare om at komme af sted, fortsætter han. – Klokken 02:30 ringede uret, og båden var pakket, så der skulle bare laves lidt kaffe til turen. Gasten Søren havde lånt en seng, så han også var på pletten.
– Der var lidt kø ved rampen i Klintholm Havn, men det var dejligt at se, at alle gerne vil ud, så det tog ingen tid, før båden var i vandet. Cirka klokken 5:30 sejlede vi 22 sømil sydøstover. Søren’s fætter var også på vandet, og havde givet os koordinator på, hvor de sejlede hen, så vi fulgte bare dem det meste af dagen. Og her vil jeg bare sige: Har man ikke en AIS på båden – så få det. Denne tur var den første sejlads i min båd, hvor jeg havde det installeret, og det virker bare.
– Som det sker så tit, mens man tjekker udstyret, så hugger fisken, og i dette tilfælde skete det cirka 40-50 fod nede på riggen. Laksen blev fristet af en gul/grøn Rhino Lax Spoon XL. Den tog nogle fine udløb, og var hurtigt oppe i overfladen samt nogle gange over. Men – den ville dog ikke lige sådan ind. Efter lidt kamp med fisken, fik vi ryddet alle stængerne og satte farten helt ned. Efter 25-30 minutters kamp svømmede laksen hen til båden. At få nettet laks af denne størrelse kan dog til tider være en udfordring, men denne gang svømmede den bare lige ind i nettet. Jeg havde lidt svært ved at få fisken op i båden, indtil jeg lige fik kigget ned og så, at nettet sad fast i pullerten i siden af båden…l Laksen vejede 13,2 kilo, og så var dagen reddet.
– Resten af dagen fik vi kun et par torsk, og sidst på eftermiddagen gik turen retur til Klintholm Havn, hvor vi var i land igen kl. 16:00. Det var en super dag på vandet, og selv om der ikke blev fanget mange fisk i alt på alle bådene, så er det nok ikke sidste gang, at vi tager den lange tur til Klintholm Havn, slutter han.
Har du selv en god historie fra vandet, så husk at sende den lige efter fangsten til jb@fiskogfri.dk

Laksen blev fristet af en gul/grøn Rhino Lax Spoon XL
apr 14, 2020 | Nyheder
På det gode skib Fyrholm er der landet utallige gode fisk gennem tiden. Men i dag skete der noget helt specielt under fiskeri med softbaits på båden:
– På dagens tur med Fyrholm huggede en fin havørred på 4.3 kilo under kastefiskeri efter torsk, fortæller Martin Hubert fra Spar Lystfiskeri, der også har bådene Øby og Sværd.
– Vi fiskede på 10-12 meter vand, og havde fundet et område med lidt større torsk end sædvanligt, fortsætter han. – Det var fisk mellem 3.5 og 5 kilo, så vi havde et ganske underholdende fiskeri. På et tidspunkt var der en lille pause i fangsten af torsk, da ørreden huggede på en rød/sort jig nede ved bunden helt inde ved båden.
– Jeg kunne godt fornemme, at det ikke var en torsk, jeg havde fat i, da den piskede op langs stævnen af skibet. Og glæden var da også stor, da vi fik nettet den fine fisk og fik den op på dækket, slutter Martin sin beretning fra dagens fiskeri på Fyrholm.
Foto: Gordon P. Henriksen
apr 14, 2020 | Nyheder
– En overnatningstur fra lørdag til søndag i påsken kastede to fisk af sig, fortæller Leo Laugesen til Fisk & Fri. Hele lørdag skete der intet, og det var først klokken to om natten, at det første run kom.
– Hugget viste sig at være fra en flot græskarpe på 10.5 kilo, og det var ny PR, fortsætter han. – Midt i fotoseancen af kører stang nummer 2 igen med en græsser, og denne gang er det en fantastisk fisk på 12.4 kilo og igen en ny PR. Fiskene blev fanget på esterberry og chocomalt fra MTC, så det var en tilfreds fisker, der kørte hjem om søndagen. Knæk og bræk derude, slutter Leo.
Har du selv været ude og medefiske, så lad os høre hvad du har fanget på jb@fiskogfri.dk eller 30 70 02 36.
apr 14, 2020 | Nyheder
CFC-Baits har efterhånden skabt sig noget af et ry som en storkarpemagnet, og det er bestemt også tilfældet med Spicy Squid boilien. Det sidste skud på stammen af danske drømmekarper på denne agn står Janus Hjort for.
For lidt under en uge siden, og efter en kortere foderkampagne, hvor et større område var blevet fodret op med Spicy Squid boilies soaket i krill- og leverolie, oplevede Janus et karpefiskeri, som er de færreste forundt. Det var det første sats i en større sjællandsk sø, og Janus ramte jackpot, da han fiskede sine stænger op mod et sivbælte mellem de spæde åkander. – Jeg havde vinden i ryggen, hvilken ikke er optimalt, fortæller Janus. – Heldigvis så passede vejrudsigtens forudsigelser for en gangs skyld, og vinden vendte 180 grader i løbet af natten. Og med den ændrede vindretning fulgte også karperne. Lidt over midnat blev jeg vækket at et brutalt run, hvor bidmelderen hylede som aldrig før. Da jeg fik kontakt til fisken, var det tydeligt, at der var tale om en tung fisk. Karpen gik dog uden problemer fri af åkanderne, og efter en relativt udramatisk fight, kunne jeg lande det, der viste sig at være en solid ny, slutter Janus.
Og en Solid PR var det i den grad, for vægten blev trukket helt ned til imponerende 18,8 kilo. Sikke en fisk. Så vidt vi ved her på redaktionen, er det årets første karpe over 18 kilo. Det næste halve døgn bød på fire andre fisk i samme område, hvoraf de alle var over 10 kilo, og den største af de fire var en skælkarpe på 12 kilo.

apr 14, 2020 | Nyheder
– Mig, min far og en makker blev enige om at stå tidligt op og køre til Langeland i håbet om den store overspringer, fortæller Sven Riber Hougaard. – Dog var det ikke en overspringer jeg fik fat i, men en helt vildt smuk og grov havørred, som var godt på vej til den blanke form efter at have været i åen.
– Vi kørte hjemme fra klokken 5.45 med fuld fart mod kysten, fortsætter han. Den første plads fiskede vi af i et par timer uden det mindste tegn på fisk, så vi kørte videre. Vi kørte 2-3 kilometer længere ned ad kysten. På den nye plads viste der sig hurtigt lidt fisk i overfladen, så det kunne ikke gå for langsomt med at komme ud med stængerne og i gang. Men fiskene ville ikke lege med, så vi kører igen. Troen var ved at forsvinde efter mødet med nogle så inaktive fisk, men vi hang på og udså os et spot på GoogleMaps, som vi tog chancen og kørte til.
– Vi ankommer til spottet og ser hurtigt, at vandet er noget klarere end de steder, vi kom fra, så troen kommer igen. Lige nedenfor der, hvor vi parkerede, ligger der et fedt lille rev, hvor jeg starter med at gå på venstre side af det og fisker til højre. Vandet ser godt ud, der er gang i overfladen, vandstanden er høj og vandet er klart.
– Da jeg kommer op til revet, står der rigtig mange tangplanter fri af vandet, som jeg stiller mig ind i, for ikke at skræmme en fisk der evt. står tæt på. En lille pink glimmerreje bliver sat på, og med den gode vind når jeg langt ud over revet mellem to store sten, der står mellem bølgerne. Jeg tror helt vildt på det, og da fluen ligger lige mellem stenene, får jeg et utroligt hårdt hug som sætter #6 stangen i fuldt spænd. Havørreden går i overfladen med det samme og begynder at trække line af fluehjulet.
– En fed fight er startet, og jeg kalder efter min makker, som står 100 meter længere nede af kysten, og han begynder at løbe mod mig med nettet klar. Jeg får fisken tættere på og bliver nødt til at presse den lidt ekstra, da der er mange store sten og tangplanter foran, som den ikke skal sidde fast i. Første gang den kommer helt ind foran får min makker fisken i nettet og vi går sammen ind til land, hvor vi tager nogle billeder i vandkanten og genudsætter fisken nænsomt, slutter han.
Har du selv fanget en flot fisk så husk at sende os en rapport på jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36
apr 13, 2020 | Nyheder
– 14 dage med intensivt fiskeri er slut, fortæller Maciek Popielski. – Arbejdet kalder og jeg kan kigge tilbage på to uger, der har budt på lidt af hvert. – Jeg startede ud med en masse ture til de mest kendte pladser på Vestsjælland omkring Kalundborg, som da gav lidt fisk, men ikke i de mængder eller størrelser jeg havde regnet med.
– Jeg havde halvanden times køretur til pladserne hver morgen, for så at køre hjem igen for at komme igen senere på dagen, fortsætter han. – Der er blevet kørt, kastet og tænkt…Hvor er de stimer af fisk, der skulle være? Hvor er de større fisk? Tvivlen begyndte at ramme, da jeg dag efter dag kun fik mindre målsfisk.
– I juni sidste år startede jeg kystflue fiskeriet igen efter 12 års pause. Jeg havde ingen anelse om, hvor jeg skulle starte, men fandt et par pladser i efteråret, som jeg tænkte måtte indeholde fisk, så snart forårssolen begyndte at afgive sin eftertragtede varme.
– En dag i slutningen af marts begav jeg mig endnu engang afsted, og eftersom mit vækkeur ikke synes jeg skulle tideligt op, så ankom jeg til pladsen kl 10.00, og efter en gåtur på 20 minutter stod jeg ved vandet. En anden lystfisker kom gående og fortalte, at her ingen fisk var, samt at en fluefisker længere nede af kysten havde fået 2 under målet. Når man hører sådan noget, så tænker man straks, at det må kunne gøres bedre. Der skal være fisk på kysten nu. Hvor skulle de ellers være?
– Kraftig vind fra venstre samt lyset fra solen gjorde, at jeg kunne se et tangbælte langt ude, som jeg aldrig har set før. Jeg vader ud, så jeg lige akkurat kan ramme med 5 meter line plus forfang ind i det nyfundne tangbælte. Pludselige er der et tag i linen, og det kraftigt sug mærkes i linen. Min klasse 5 Winston krøller helt sammen, og fisken hopper fri af vandet. Med rystende knæ begynder en nervepirrende fight, som man kun kan drømme om.
– Efter 5 minutter med en god mængde bagline ude ryger krogholdet. Jeg vil ikke komme ind på, hvor stor fisken var, da det nok ville føre til en indlæggelse på sankthans. Men stor det var den, og den spøger stadig i min bevidsthed. Jeg får samlet tankerne og fokuserer på et kast i samme retning. Fluen lander nøjagtig samme sted.
– 1 tag, 2 tag, 3 tag….. Fluen når næsten ud af tangbæltet, da jeg mærker et forsigtigt hug, der mest af alt føles som en hornfisk. Jeg løfter stangen, og kan mærke en god vægt i den anden ende. Fighten er ikke så dramatisk, som den første fisk, men er ude af vandet et par gange. Denne gang vil jeg trække fisken på land og under forsøget ryger krogholdet…
– Jeg var gået væk fra traditionelle fluer bundet på krog, netop fordi jeg mistede mange fisk. I dag var det ikke til at holde ud, 2 gode fisk med den sidste der nok lå på omkring de 60cm var smuttet af krogen. Jeg sætter en lille rørflue kutling på, monteret med swingtube samt en lille str. 14 Owner trekrog. Jeg vader ud igen og kaster til samme tangbælte som før.1 tag, 2 tag, 3, tag – BANG – fluen bliver taget brutalt. Jeg er ikke længere nervøs for at miste fisken, i og med at jeg aldrig mister fisk på rørfluen. Fisken springer et par gange og krøller klingen godt sammen, men den kommer sikkert på land. Målebåndet viste 63cm og spejlblank.
– Kastet efter får jeg en mere på 62cm – igen spejlblank, og den ryger som den første også retur. I andet kast efter den sidste fisk får jeg endnu et fint hug. Jeg får landet fighten og må desværre konstatere, at fluen er slugt så kraftigt, at det ikke vil være forsvarligt at genudsætte fisken. Den er 63 cm og lidt slank, men stålblank.
– Jeg har de seneste par dage oplevet et forrygende fiskeri med dage, hvor 5-10-20 fisk over målet var været en realitet. Der har været en del fisk over 50 cm samt en fisk på 65 til at toppe ferien med, slutter Maciek.

apr 13, 2020 | Nyheder
Der er nu for alvor begyndt at komme godt gang i karpefangsterne. En af dem der har været ude er Thomas Holm Østergaard Hansen:
– Jeg havde egentligt ikke lige planlagt en overnatning, men eftersom vejret havde været fantastisk, besluttede jeg mig for at tage en hurtig overnatning, fortæller han. – I området jeg valgte at fiske, er der en muslingebanke, som går fra helt lavt til cirka tre meter vand. Jeg spredte 1,5 kg Spicy Squid samt 0,5 Hot Amanda boilies fra CFC Bait ud over området, hvorefter jeg fiskede to stænger med Hinged Stiff Rigs med en 18 mm Spicy Squid pop-up på hver. Klokken 01.00 kørte min inderste stang, og jeg kunne kort efter lande årets første karpe på 12,4 kg, slutter en glad Thomas Holm.
Har du også været ude på nogle af dine første overnatninger efter karper, vil vi meget gøre høre om dine oplevelser på jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.