Når tankerne siger “kør til åen” – så kør…

– Nogle aftener eller nætter er bare bedre end andre – særligt dem, hvor ens drømme bliver til virkelighed, fortæller Thomas Tharup – Jeg stod om aftenen i forhaven, og mærkede efter på temperaturen samt kiggede på himlen. Det så og føltes helt rigtigt – jeg måtte bare en tur til åen. Så få minutter efter var jeg hoppet i waders, og grejet placeret i bilen, hvorefter turen gik mod ådalen.

– Jeg ankom til fiskepladsen, og til min store undren var jeg helt alene – et sjældent tilfælde på denne tid af sæsonen. Jeg fiskede en runde med en stor buleflue fisket med høj hastighed på tværs, men ingen reaktion. Hørte dog fisk på stykket, så jeg besluttede at gå tilbage, hvorefter jeg ligeledes skiftede flue til en lettere dresset rørflue med gummiben og skum monteret forrest, så den danner en fin V-profil på åens overflade.

– Inden for kort tid rejste jeg tre fisk, hvoraf nummer to var en rigtig god fisk. Den kom blot denne ene gang, så jeg fiskede videre, så den fik ro. Foruden de fisk jeg rejste, hørte og så jeg flere fisk fri af vandet i mørket – og det var min klare oplevelse, at dette var et hold trækkende fisk. Derfor gik jeg tilbage på ny, og monterede igen min blå/sorte rørflue med disc – i manglen på et mere opfindsomt fluenavn for nuværende – da troen på denne flue altid er tilstede.

– Kort tid efter var jeg atter på plads ved standpladsen til den tidligere rejste fisk – så opmærksomheden og sanserne blev skærpet til det yderste. Første kast kom ellers fint på tværs med jævn hastighed men ingen reaktion. Næste kast lagde jeg yderligere på tværs, rykkede i linen for at ”starte fluen op”, og strippede herefter linen ind med nymfetag for øget hastighed. I slutningen af drevet kom fisken så til overfladen, hvor den tog fluen med stor eksplosion af overfladen – sådan! Herefter gik den ret i dybet, og jeg kunne tydelig mærke på tyngden bag, at denne var go´. Jeg lagde et stort sidepres på fisken, og forsøgte at få den mod overfladen, så den ikke satte sig fast i grøden, hvilket lykkedes til fulde – så efter lidt tid og kontant fight gled en skønhed af en havørred over netrammen, hvorefter lykken var gjort. En forrygende oplevelse og samtidig kulminationen på en tur til åen, hvor alt bare føltes perfekt, intentionen var den rigtige fra aftenens start og havørrederne var ”enige” heri. Så når intentionen og tankerne siger ”kør til åen”…. så kør! Havørreden målte 80 cm og vægten 5,63 kg – en helt vidunderlig nygået fisk ret fra fjorden! Knæk og bræk til jer – og afsted til åerne hvor alle de gode oplevelser venter derude.

 

Hvidovre Sport

 

drømmerejse iFish Travel

Happy Fishing på Neptun

– Så er 2 dage med glade børn og voksne vel gennemført, fortæller Max Pil fra Happy Fishing, der hjælper med at give børn gode fiskeoplevelser. – Det har været super godt vejr til fiskeri på Langelandsbæltet mandag og tirsdag. Mandag var Happy Fishing derfor ude med børn og voksne fra Lop & Leg Nykøbing F samt Nykøbing F Skytteforening og Broen Lolland. Det blev til 67 fladfisk, 6 hvilling og en masse alt for små fladfisk, så man kunne dermed sammen med de unge konstatere, at der er god mulighed for at fange dem igen næste år. En stor tak skal lyde til Lop & Leg for de fine gavekort til de børn der var med.

– Tirsdag var det Broen Lolland og Familie Ringen der havde arrangeret tur med Happy Fishing, og det blev en blandet dag, hvor der igen blev fanget mange små fladfisk, men også små torsk. Der blev i alt fanget ca. 30 fladfisk, 9 torsk, 1 lange, 14 sild og en hvilling. Alt i alt en nogle super dage, hvor alle børn som voksne mærkede, hvordan det føles, når en fisk bider på – og også når en lidt tungere torsk bider på krogen.

 

Hvidovre Sport

 

Happy Fishing på Neptun

 

drømmerejse iFish Travel

Fire gigant helleflyndere til Jakob Lindberg

Blandt hardcore havfiskere er Jakob Lindberg et velklingende navn. Jakob har gennem mange år fanget masser af storfisk fra småbåd – og hans fangster er ikke blevet mindre spektakulære med tiden.

Her i juli har han været to gange i Norge for at prøve kræfter med de kæmpestore helleflyndere i Moskenæs Straumen ved Lofoten:

– Jeg har fisket deroppe i to omgange. Første gang var med min kæreste, og der fik vi godt med fisk. Hun fik op til 140 cm, mens jeg fik en hel del fisk med to topfisk på 223 og 235 centimeter. På den anden tur fiskede jeg de tre første dage med min ven Filip Faurholm, som efter tre dage tog hjem. Jeg blev så og fiskede to dage yderligere, hvilket blandt andet gav to fantastiske flyndere på hhv 220 og 237 centimeter. Den største, som du ser på begge fotos, kæmpede helt vildt, og det tog næsten en time at lande fisken i den hårde strøm. Den kæmpestore flynder blev estimeret til at veje 170-200 kilo ud fra længde/vægt tabellerne.

– Metoden vi har fanget de fleste fisk på er fiskeri med agn som fx hele sej og makrel på en Anti Twist Rig fra Westin med stor cirkelkrog, så det er let at afkroge og genudsætte alle fiskene uden skader.

– Vi fiskede med både, som vi havde lejet hos Nordic Sea Angling, og det har været nogle fantastiske ture, slutter han. I alt fangede Jakob og hans venner cirka 34 helleflyndere, som alle blev genudsat forsigtigt, slutter han.

FOTO: ANDRE STARKENBERG, NORDIC SEA ANGLING

Har du selv haft nogle vilde fiskeoplevelser i ferien, så skriv endelig til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30700236.

 

Friluftsland

 

Jakob Lindberg med en fantastisk 235 cm+ helleflyder fra Lofoten

drømmerejse iFish Travel

Tid til en hestemakrel!

Mark Hemmingsen er en super dygtig artsjæger, der efterhånden har fanget et utal af danske arter. Alene i år har han fanget 60 arter! –  Her de anden dag var det blevet tid til en tur efter hestemakrel, fortæller han:

– Vejrudsigten lovede relativt varmt og solrigt vejr med svag vind fra den rigtige retning, så jeg måtte jeg altså bare en tur ud efter hestemakrel efter endt arbejdsdag. Fiskeriet foregik med makrelforfang fisket hen over bunden, men efter flere timers fiskeri uden så meget som et enkelt hug, valgte jeg at skifte til et tobisforfang med små kroge, og sørme om der ikke pludseligt var kontakt til hestemakrel. Aftenens fiskeri resulterede i to hestemakreller og en sild, slutter han.

Har du selv været ude at fiske og har du fået en usædvanlig fangst er vi altid meget interesserede i at høre fra dig på jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.

 

Friluftsland

 

drømmerejse iFish Travel

Stevnsørred i badekarret!

Kim Faber var på kysten ved Stevns i skumringen her i går, og det kom der en rigtig fin tur ud af: 

– Med en fin vind fra nordvest lagde jeg vejen forbi Stevns i den tidlige morgenstund, og forholdene så fine ud ved en stenet bugt, hvor springende småfisk tydede på sultne havørreder, fortæller Kim Faber. – Inden solen var stået op, og inden det første kvarter var gået, kom så hugget. Et langt kast ud over en badekarlignende plads blev returneret med rusk i stangen fra en kampberedt ørred. De seneste ture havde givet mistede fisk efter spring og rul i overfladen, og jeg var opsat på, at det ikke skulle gentage sig. Så jeg gav et solidt modhug med stangspidsen sænket langs vandoverfladen og fuld kontakt til havørreden.

– Bremsen var sat ret stramt, så jeg fik løsnet den efter det første udløb. Fisken var herligt hidsig og trykkede gang på gang udad i kontante sprint. Imens trådte jeg frem på vandkantens glatte sten, og gjorde mig klar til landing. Igen og igen fulgtes vundne meter på hjulet af stærke udløb fra fisken, der aldrig viste sig i overfladen, men gav sig til kende med skøn snurren fra spolen. Og rimeligt hurtigt var den nær mig. Men det var slet ikke lykkedes at udtrætte den, så en dans foregik med ørreden, der snart var til venstre og snart til højre for mig – i en afstand af mindre end 10 meter.

– I strakt arm og med stangen højt hævet fik jeg den i synsfeltet og i rækkevidde af nettet, hvor den omsider udmattet stod stille lige foran skridtstøvlerne. Med venstre hånd kunne jeg liste netrammen under den og få den i sikkerhed på bredden. Det var en rigtig flot stevnsørred med sul på kroppen og bred ryg, der lå udstrakt over stenene. Jeg kunne ikke andet end bare nyde synet. Med vandet drivende over de spættede skæl og for min del med en god portion taknemmelighed over at krogholdet først slap, netop da havørreden var på land.

 

Friluftsland
 

drømmerejse iFish Travel

Flotte brasen og suder

– Endelig fik vi sommerferie og mulighed for og komme ud og svinge matchstangen lidt, fortæller Jesper Clausen. – Erik og jeg havde været afsted flere gange på morgenture fra 4 til 7 inden arbejde, men nu var muligheden for en længere tur. Vi startede som vi plejer kl 4.00 og riggede stille og roligt til, mens lyset tog til. Der var allerede fisk på pladsen, som tøffede rundt og boblede lystigt, så vi var tændte fra start af.

– Pladsen blev forsigtigt fodret med små kugler foder, pellets og majs. Aktiviteten steg i takt med interessen for fodret, men de var mega forsigtige og puffede bare lidt til agnen. Vi blev enige om at prøve og fjerne naphaglet. Det gjorde udslaget med det samme og nu kom der ordenlige hug. Det er ligesom, at nogle dage så virker det bare bedre, når majsen svæver ned gennem vandet den sidste halve meter. Flere fine sudere kom på land med de største på knapt 3 kilo. Da klokken slog 8 kom Erik´s kone med morgenbrød sammen med deres dreng Valde. Han blev så opslugt af fiskeriet, at han blev og hyggede med resten af dagen. Ved 14 tiden blev vi enige om at bryde op, men lige pludselig fik jeg et godt hug og en fin brasen på 4,6 kg. 10 minutter efter var det Erik´s tur med en fin brasen på 4,2 kg, så blev vi enige om vi ikke havde mere til gode denne dag, slutter han.

Har du selv været ude at fiske, så hører vi meget gerne fra dig på jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.

 

Friluftsland

 

Suder

 

drømmerejse iFish Travel

TUNFISKERI  2020 I SKAGERRAK

Foto: Johnny Jensen

Traditionen tro fortsætter DTU Aquas projekt med at mærke tun i Skagerrak, som et samarbejde mellem forskere og sportsfiskere. Projektet løber af stablen fra 22. august til 6 september.

– Forskerne og sportsfiskere arbejder, i lighed med tidligere år, sammen om at fange og mærke tunen med avancerede mærker, som gemmer oplysninger om fiskens omgivende miljø (dybde, temperatur og lys) og sender data tilbage via satellitter, hedder det i den seneste nyhed på fiskepleje.dk. – Disse data kan forskerne bruge til at undersøge, hvor fisken har været og afslører foretrukne områder til fødesøgning, og hvor lang tid de opholder sig i disse “fiske-restauranter”.

– Nogle tun bliver også udstyret med akustiske mærker, som kan opfanges på lytte stationer som findes i et globalt netværk og nogle enkelte bliver mærket med accelerometer mærker, som giver meget detaljeret information om fiskens svømmeadfærd og ikke mindst hastighed, fortsætter forskerne. – Den blåfinnede tun er nemlig en af verdens hurtigste fisk. Der bliver også taget biologiske vævsprøver af fiskene, som bl.a. kan bruges til at undersøge fiskens kondition, og hvilke af de to atlantiske undergrupper af tunfisk, de tilhører. Den blåfinnede tun i Atlanten har nemlig to gydeområder i henholdsvis den Mexicanske Golf og Middelhavet, og begge grupper kan krydse Atlanterhavet. Det er særligt vigtigt, fordi de to grupper bliver forvaltet forskelligt.

– Den nye undersøgelse i 2020 bruger samme metode som benyttet med succes i 2017-2019. Erfaringerne fra de tidligere forsøg bruges til at optimere fiskeriet og mærkningen, så fisken skånes mest muligt. Erfarne sportsfiskere fanger nænsomt tunen, hvorefter forskerne påsætter mærkerne og genudsætter fisken. Tunen er ellers ulovlig at fange i danske farvande, men projektet har fået en dispensation. De nye videnskabelige resultater vil hjælpe forskerne til at forstå, hvordan faktorer som fiskeri, klima og fødetilgængelighed kan påvirke tunens opholdssteder og vandringsadfærd, og i hvilket omfang de to grupper af tun opholder sig sammen. Herigennem håber forskerne bedre at kunne forstå bestandsdynamikker og dermed bedre kunne rådgive i forhold til en bæredygtig forvaltning fremover, således at tunen vedbliver med at være en del af den danske fiskefauna.

Sportsfiskere skal fange fisk til mærkning

– Udgangspunktet for projektet bliver Skagen, hvor fiskere og forskere mødes i perioden fra 22. august til 6. september, udmeldes det. – Det største arbejde udføres af frivillige sportsfiskere, som stiller erfaring, båd, grej og muskelkraft til for at fange tunene til forskerne. Planen er, at de erfarne sportsfiskere nænsomt fanger tunen, hvorefter forskerne påsætter mærkerne og genudsætter fisken. Det er ikke tilladt at fange blåfinnet tun i danske farvande, men projektet har fået en dispensation. Har du lyst til at hjælpe DTU Aqua med at mærke blåfinnet tun, er du velkommen til at kontakte Kim Aarestrup, kaa@aqua.dtu.dkinden den 10. august kl 17. For at kunne komme i betragtning som hjælpefisker skal man kunne dokumentere erfaring med big game fiskeri og erfaring med fangst af meget store tun (over 200 kg) er en klar fordel. Derudover findes der en række krav til udstyr og både. Kravene til sportsfiskere, der ønsker at deltage i mærkningen af tun er vist i faktaboksen sidst i denne artikel.

Hvordan er tunens fremtid i danske farvande? 

– De nye videnskabelige resultater vil hjælpe forskerne til at forstå, hvordan faktorer som fiskeri, klima og fødetilgængelighed kan påvirke tunens opholdssteder og vandringsadfærd, og i hvilket omfang de to bestande af tun i Atlanterhavet opholder sig sammen, fortsætter DTU Aqua. Det vil også hjælpe forskerne til at vurdere tunens påvirkning af andre fisk i vore farvande. Forskerne håber, at forsøgsresultaterne kan bidrage til en større forståelse af ændringer i tunbestandene og dermed forbedre grundlaget for rådgivningen i forhold til en bæredygtig forvaltning, så tunen kan blive ved med at være en del af den danske fiskefauna og fremover også en værdifuld fiskeressource, slutter de. 

Du kan læse meget mere om projekt samt hvordan du kan deltage i fiskeriet her.

 

drømmerejse iFish Travel

 

 

drømmerejse iFish Travel

Kæmpehavørred fra Karup Å

– Opgangen i Karup Å startede meget sent i år, fortæller Stig Jensen. – Normalt er der fisk i åen i slutningen af april, men der var kun sporadiske fangster fra april og hen til slutningen af juni. Men et ordentlig blæsevejr i slutningen af juni fik iltniveauet op i Skive Fjord. Dette – kombineret med en vandstigning i fjorden gjorde, at havørrederne virkelig begyndte at gå op, og der var dagsfangster på næsten 30 fisk. De store blev ikke fanget, men de var kommet nu. Størsteparten lå på fantastiske 3-5 kilo.

– Alle har vel set Junior-Marcus med hans fantastiske havørred på 12,5 kg fanget for ca en uge siden, og her den anden dag blev det så min tur til en storfisk fra åen: – Normalt er mine sommerture strikket sammen, så jeg kommer efter aftensmaden, hvorefter jeg fisker lidt med orm og måske flue i skumningen. Jeg er heldig at have overnatningsmuligheder tæt ved Karup Å i min hytte. Her sover jeg måske 3-5 timer og tager morgenfiskeriet, inden jeg kører hjem.

– Jeg startede fiskeriet med orm klokken 19, og klokken 19.30 fik jeg hugget. Efter tilslag kom den op i overfladen i et sprøjt. Otte kilo tænkte jeg, men kort efter sprang den fri af vandet, hvorefter jeg ændrede mit bud til mere end otte kilo. En hektisk fight fulgte, og den startede med et udløb på 40-50 meter opstrøms helt inde under modsatte brink. Jeg fik derefter rimeligt styr på den, og udtrætningen fortsatte. Pludselig vendte den og gik ned, hvor den stillede sig under en landevejsbro. Her var der på den ene side strømfyldt og på den anden side roligt vand i egen side. Efter en hel del tovtrækkeri, hvor den ville være i strømmen, og jeg ville have den i det rolige vand, så den ikke fik så meget ilt, lykkedes det at lande en hanfisk på 97 cm og 10,96 kg. Fighten tog vel 20 minutter. Tak for støtte til de folk der fulgte fighten, og den glæde de kunne have over en anden’s fisk. Det kostede lidt vand i den ene skridtstøvle, men var det hele værd. Med tanke på den kæmpelaks jeg fik i Gudenåen d . 4 april 2020 på 121cm og 18,00 kg kan man vist ikke klage over denne sæson, Knæk og bræk derude og Karup Å leverer.

 

Friluftsland

drømmerejse iFish Travel

En solid vegetar går til fadet

– Det skulle egentlig have været en enkelt overnatning i en større sø, som vi kun havde fisket i en enkelt gang før, men damerne havde spurgt, om vi ikke ville ud aftenen før. Og det er jo svært at sige nej til, fortæller Anders Csizmadia Adelørn. – Vi overvejede det lige lidt grundet vejret, men til sidst fik vi pakket bilen med alt vores grej.

– Vi ankom til søen kl. 20, og det blæste 10-12 m/s ved vindstød på op til 20, så det var svært at finde en plads, hvor vores telte også ville blive stående til dagen efter. Til sidst fandt vi en plads med lidt læ. Det var faktisk samme plads, som sidst, hvor min fiskebuddy havde fået en græsser på 9,9 kilo.

– Stængerne blev gjort klar, og cirka kl. 22.30 var alle takler i vandet, så der var god tid til at sidde drikke lidt rom og fortælle røverhistorier. Klokken 01.00 gik min stang med et takel der læ tæt på et åkandebælte. Det var et brutalt take, og gav et langt skrig fra alarmen. Jeg var hurtigt over stangen, og kunne godt mærke med det samme, at det var en god fisk. Efter 7-8 minutter fik vi fisken i nettet, og kunne lave et højt brøl. Jeg kiggede på Anders, og vi kunne godt se, at den ikke var for sjov den fisk i nettet. Med sine 13,5 kilo var det var ny PB, og så endda med et stykke til den tidligere PB.

– Lettere pumpede på adrenalin og glæde, fik vi taget lidt billeder, og så kom den store græsser ellers hurtigt tilbage i vandet. Efter 30 timer ved søen og to overnatninger, sluttede vi med græskapen. Vi fik også en brasen på 4 kg og spejlkarper til min ven Anders på henholdsvis 15.6 og 9,8 kg, og han fik ny PR på spejlkarpe.

-Fedt at man ikke behøver ikke tage i put and take for at få store fisk. Der er faktisk en del store fisk i de mere naturlige danske vande, og med lidt helt og lidt snilde, så skal man nok også få sin chance her.

 

Friluftsland

 

drømmerejse iFish Travel