– Nogle aftener eller nætter er bare bedre end andre – særligt dem, hvor ens drømme bliver til virkelighed, fortæller Thomas Tharup – Jeg stod om aftenen i forhaven, og mærkede efter på temperaturen samt kiggede på himlen. Det så og føltes helt rigtigt – jeg måtte bare en tur til åen. Så få minutter efter var jeg hoppet i waders, og grejet placeret i bilen, hvorefter turen gik mod ådalen.

– Jeg ankom til fiskepladsen, og til min store undren var jeg helt alene – et sjældent tilfælde på denne tid af sæsonen. Jeg fiskede en runde med en stor buleflue fisket med høj hastighed på tværs, men ingen reaktion. Hørte dog fisk på stykket, så jeg besluttede at gå tilbage, hvorefter jeg ligeledes skiftede flue til en lettere dresset rørflue med gummiben og skum monteret forrest, så den danner en fin V-profil på åens overflade.

– Inden for kort tid rejste jeg tre fisk, hvoraf nummer to var en rigtig god fisk. Den kom blot denne ene gang, så jeg fiskede videre, så den fik ro. Foruden de fisk jeg rejste, hørte og så jeg flere fisk fri af vandet i mørket – og det var min klare oplevelse, at dette var et hold trækkende fisk. Derfor gik jeg tilbage på ny, og monterede igen min blå/sorte rørflue med disc – i manglen på et mere opfindsomt fluenavn for nuværende – da troen på denne flue altid er tilstede.

– Kort tid efter var jeg atter på plads ved standpladsen til den tidligere rejste fisk – så opmærksomheden og sanserne blev skærpet til det yderste. Første kast kom ellers fint på tværs med jævn hastighed men ingen reaktion. Næste kast lagde jeg yderligere på tværs, rykkede i linen for at ”starte fluen op”, og strippede herefter linen ind med nymfetag for øget hastighed. I slutningen af drevet kom fisken så til overfladen, hvor den tog fluen med stor eksplosion af overfladen – sådan! Herefter gik den ret i dybet, og jeg kunne tydelig mærke på tyngden bag, at denne var go´. Jeg lagde et stort sidepres på fisken, og forsøgte at få den mod overfladen, så den ikke satte sig fast i grøden, hvilket lykkedes til fulde – så efter lidt tid og kontant fight gled en skønhed af en havørred over netrammen, hvorefter lykken var gjort. En forrygende oplevelse og samtidig kulminationen på en tur til åen, hvor alt bare føltes perfekt, intentionen var den rigtige fra aftenens start og havørrederne var ”enige” heri. Så når intentionen og tankerne siger ”kør til åen”…. så kør! Havørreden målte 80 cm og vægten 5,63 kg – en helt vidunderlig nygået fisk ret fra fjorden! Knæk og bræk til jer – og afsted til åerne hvor alle de gode oplevelser venter derude.

 

Søsportens Sikkerhedsråd Sejl Sikkert

 

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This