Kim Faber var på kysten ved Stevns i skumringen her i går, og det kom der en rigtig fin tur ud af:
– Med en fin vind fra nordvest lagde jeg vejen forbi Stevns i den tidlige morgenstund, og forholdene så fine ud ved en stenet bugt, hvor springende småfisk tydede på sultne havørreder, fortæller Kim Faber. – Inden solen var stået op, og inden det første kvarter var gået, kom så hugget. Et langt kast ud over en badekarlignende plads blev returneret med rusk i stangen fra en kampberedt ørred. De seneste ture havde givet mistede fisk efter spring og rul i overfladen, og jeg var opsat på, at det ikke skulle gentage sig. Så jeg gav et solidt modhug med stangspidsen sænket langs vandoverfladen og fuld kontakt til havørreden.
– Bremsen var sat ret stramt, så jeg fik løsnet den efter det første udløb. Fisken var herligt hidsig og trykkede gang på gang udad i kontante sprint. Imens trådte jeg frem på vandkantens glatte sten, og gjorde mig klar til landing. Igen og igen fulgtes vundne meter på hjulet af stærke udløb fra fisken, der aldrig viste sig i overfladen, men gav sig til kende med skøn snurren fra spolen. Og rimeligt hurtigt var den nær mig. Men det var slet ikke lykkedes at udtrætte den, så en dans foregik med ørreden, der snart var til venstre og snart til højre for mig – i en afstand af mindre end 10 meter.
– I strakt arm og med stangen højt hævet fik jeg den i synsfeltet og i rækkevidde af nettet, hvor den omsider udmattet stod stille lige foran skridtstøvlerne. Med venstre hånd kunne jeg liste netrammen under den og få den i sikkerhed på bredden. Det var en rigtig flot stevnsørred med sul på kroppen og bred ryg, der lå udstrakt over stenene. Jeg kunne ikke andet end bare nyde synet. Med vandet drivende over de spættede skæl og for min del med en god portion taknemmelighed over at krogholdet først slap, netop da havørreden var på land.
