nov 21, 2020 | Nyheder
Henning Trier fisker godt igennem for tiden og har fået godt gang i de lidt større sølvblanke havørreder ude langs de sjællandske kyster. I sidste uge fik han blankfisk op til 3,5 kilo, og her i morges var der også gang i den:
– Jeg var oppe, før fanden fik sko på og stod i vandet, da det så småt begyndte at lysne i øst. Vinden var opfriskende, og i den hårde sidevind kom der godt gang i vandet – og i fiskene. Inden der var gået et par timer, havde jeg fået seks fine blankfisk, med den største fisk på 2,6 kilo, som du kan se på billedet. Alle fiskene huggede på en brun Bornholmerpil fisket med et releasetakel, slutter han.
Har du selv været på kysten for at give den gas, så send din historie til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30700236.
nov 21, 2020 | Nyheder
Bestanden af brakvandsgedder er ikke, hvad den har været i Stege Nor, men hvis man rammer rigtigt, kan man dog stadig være heldig og få en god dag:
– Vi havde lejet et sommerhus ned til vandet, hvor vi skulle to familier på afslapningstur, fortæller Robert Iversen. – Og selvfølgelig skulle båden med.
Dagene op til blev der undersøgt, hvad der var kommet ind af fangstrapporter, og det så ikke så lovende ud, da de fleste var taget fra Noret uden held. Ud over det, var vejrudsigten da også en lille udfordring, da det var sat til at blæse 20m/s. Men afsted skulle vi.
Vi fiskede tre dage, hvor vi havde kontakt til en fin portion fisk, og fik da også en god portion i båden. Top fiskene blev på 105-94-90. Alle fisk blev taget på egne agn.
Vi må krydse fingre for, at der igen kommer en flot bestand af gedder i Noret, da det er et virkeligt fedt fiskeri.
nov 21, 2020 | Nyheder
– Fishing For Life indleder nu et stort fremtidigt samarbejde med Kræftens Bekæmpelses i forbindelse med kampagnen – KRÆFT ER IKKE FOR BØRN. Sådan lyder det fra David Lind Nordby fra Fishing For Life.
Kræft er ikke for børn, og kræft kan ramme alle. Børn og unge kan blive såvel pårørende som kræftpatienter. Uanset hvad, så er kræft ikke for børn. Kræftens Bekæmpelse arbejder bl.a for en bedre og mere effektiv behandling af børn og unge. Derudover gøres en stor indsats for at støtte og hjælpe de børn og unge, hvis forældre rammes af kræft.
Fishing For Life planlægger Danmarks største velgørenhedsarrangement til foråret, hvor vi vil fiske for Kræftramte børn og deres forældre.
Der kommer meget mere info om arrangementet, men har fået accept fra Martin (Odense Jagt & Fritid), Henrik Breinholdt (Go Fishing Odense), Chris Gregers Halling (Formanden for vandplejefyn), Jesper Kjærgaard (Teamleder TFT), Mikkel Frey Damgaard (Journalist Danmarks Radio), Marc Skovby (Skjern River Guiding), Jonas Stokke Stokholm (Stokke Fishing) og mange mange flere.
Fishing For Life Danmark afholder stadig arrangementer, som støtter knæk Cancer, men vores fokus vil hovedsageligt være kræftramte børn og deres forældre, slutter udmeldingen fra Fishing For Life.
nov 21, 2020 | Nyheder
Der er her de sidste par dage landet fint med sølvblanke havørreder rundt omkring på de sjællandske kyster. En af dem, der har haft held i sprøjten, er Søren Packert:
– Vi startede fiskeriet ved 9 tiden med at køre en tur til Stevns. Egentlig vidste vi godt, at det ikke var de allerbedste forhold i forhold til vejret, men vi tog chancen alligevel. På trods af hårde odds lykkes det alligevel at få fisk og en god gang flex på Otto Poulsen og Stens Karlsens wobler. Det var ikke verdens største men der var godt med fisk til alle mand, slutter han.
Skal du selv på kysten i weekenden? Send os din beretning fra turen og er godt foto til jensbursell@gmail.com eller 30700236.
nov 20, 2020 | Nyheder
For et stykke tid siden satte Mads Grosell fra Savage Gear sig for at lande 100 aborrer over 40 centimeter i 2020, og siden da har han give den gas efter brakvandsaborrerne – især i og ved de østsjællandske åer.
– Målsætningen har givet en masse fede ture, fortæller Mads, der netop har rundet de 81 striber over 45. Her den anden dag var blot 20 minutters fiskeri nok til at give en god gang action og et par stykker mere på listen. Det blev til tre store aborrer med den største på hele 49,5 centimeter. Alle fiskene blev taget på SG Gravity Twitch 83 i farven Blue Chorme. Udover de fine aborrer fik jeg også et drøn af en havørred, som du kan se nedenfor. Fisken leverede en tung og hidsig fight, hvor man fra første sekund let kunne mærke, at det ikke var endnu en stor aborre.
Når – og nok ikke hvis – Mads når sit mål med hunderede aborrer over 40 cm i 2020 – får du hele historien om projektet og de mange spændende erfaringer han har gjort sig her på fiskogfri.dk
Har du selv været ude efter striber – så send os en fangstrapport til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.

Mads Grosell fra Savage Gear med en flot havørredbonus taget under aborrefiskeri med SG Gravity Twitch
nov 20, 2020 | Nyheder
– På trods af en vejrmelding, der viste 14 meter i sekundet, så måtte jeg bare ud, fortæller Jimmi Frederiksen. – For mit vedkommende er der stort set kun mulighed for fiskeri om torsdagen, da arbejde og familie skal prioriteres resten af ugen. Jeg havde min nyindkøbte spinnestang med, og jeg havde faktisk slet ikke fået fisk på denne Derfor var det bare fantastisk, da denne fisk huggede, og at den så var i en fin størrelse – ja det var jo bare endnu mere perfekt. En venlig mand, der var ude at gå, var så flink at hjælpe mig med et par hurtige billeder. Fisken blev hverken vejet eller målt, da jeg gerne ville have den hurtigt ud igen. Vi skød den til omkring 2,5 kg og nok omkring de 60 cm. I stedet håber jeg på en blank i samme størrelse – eller større – næste gang jeg skal ud.
Har du selv været ude på kysten for at fiske efter havørred, så drop os en historie og et foto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
nov 20, 2020 | Nyheder
Statens Naturhistoriske Museum og Biologisk Institut, Københavns Universitet, og Køge Sportsfiskerforening udfører fra 2020 til og med 2022 i fællesskab en større undersøgelse af aborrerne i Køge Å og Tryggevælde Å. Der bliver lavet undersøgelser af bestandstørrelser, vandringer mellem åerne, genetiske slægtskaber og gydeområder – alt sammen for at gøre forvaltningen af bestandene bedre.
Allerede er et omfattende mærkningsprogram af aborrer i Køge Å og Tryggevælde Å sat i værk. Undersøgelsen er et såkaldt Citizen Science projekt, og som lystfisker/fisker kan man være med til at hjælpe. Mærkede aborrer kan registreres via hjemmesiden www.saltnfish.dk. OBS! Hvis fiskene genudsættes, er det vigtigt at lade mærket sidde.
Der vil løbende blive udsendt nyheder fra undersøgelsen via diverse medieplatforme (bl.a. Fiskeatlassets og Køge Sportsfiskerforenings Facebook). Der vil desuden blive afholdt arrangementer, hvor man kan deltage i fiskeriet efter aborrer til mærkning samt møde de personer, der står for undersøgelsen.
Aborrer i kystområderne i det sydøstlige Danmark er unikke og specielt tilpasset de lokale høje saltholdigheder, der forekommer i området. Desværre er der meget lidt konkret viden om disse bestande. Denne undersøgelse vil derfor give vigtig grundviden om bestandenes sårbarhed og biologi. Aborrer i kystområderne i det sydøstlige Danmark er interessante for både det erhvervsmæssige og det rekreative fiskeri, og undersøgelsens resultater kan således blive et vigtigt led i en fremtidig bæredygtig forvaltning. Undersøgelsen udgør også det afsluttende kandidatforløb hos en biologistuderende på Københavns Universitet.
Undersøgelsen er finansieret af Køge Kommune og “Grosserer Schiellerup og hustrus Fond” og gør desuden brug af en stor frivillig indsats fra medlemmer af Køge Sportsfiskerforening.
Spørgsmål til undersøgelsen eller ønske om yderligere information kan ske på mailadressen: aborre@saltnfish.dk
nov 19, 2020 | Nyheder
– Jeg var egentlig på fisketur efter brakvandsaborrer, men efter at have set adskillige havørreder rulle/springe i overfladen, var jeg ikke overrasket, da der efter kort tids fiskeri var en havørred på krogen, fortæller Henrik Carl. – Fisken var en farvet han på cirka 2 kg, som hurtigt fik sin frihed. Efter at have landet en flot stribe aborrer på op til 1720 g, var der pludselig noget tungere, der inhalerede agnen.
– Fisken gik tungt, og ruskede med hovedet, og der gik lidt tid, før en smukt farvet havørredhan viste sig i overfladen. Den blev forsigtigt guidet ind i det gummibelagte landingsnet, og efter en superhurtig vejning og fotografering, fik den 5,2 kg store fisk friheden, så den kunne deltage i arbejdet med at sikre de kommende generationer. Efter den fangst var det som om, at blæsten og støvregnen ikke længere var nær så generende, slutter han.
Har du selv fået en god overraskelse på din fisketur, så send 10-15 linjer og et foto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
nov 19, 2020 | Nyheder
Mikkel Matzen og Jacob Juul var sidste vinter på aborreeventyr i det sydlige Europa – og de har holdt resultatet af deres fantastiske tur fuldstændig hemmeligt. Her får du historien om deres vilde aborrefangster.
– Min fiske kammerat Jacob Juul og jeg hørte, for snart en del år siden, rygter om gigantiske aborrer i Sydeuropa, fortæller Mikkel Matzen. – Så som med alle andre tossede projekter vi har sammen, skulle dette også afprøves.
– Nu har Jacob og jeg efterhånden været på en del fiskeeventyr sammen, og vores erfaring siger os, at halvdelen af kampen bliver vundet hjemmefra. Planlægning er nøglen til succes! Derfor gik vi i gang med at forberede os og fandt de nødvendige oplysninger igennem vores netværk, for at kunne udarbejde en plan for at komme afsted.
– De første par år handlede om at udforske og kortlægge søen samt at lære fiskenes mønstre at kende. Vores mål var at fange en trekilos fisk, og for at det lykkes, skal man igennem rigtig mange fisk.
– På den seneste fire dages tur, var vejret fuldstændig imod os. Der var tåget, og der var is i øjerne indtil middag, hver eneste dag vi fiskede. Det er langt fra optimale forhold til aborrefiskeri, men vi er rigtig gode til at reflektere over fiskeriet hele tiden, og på den måde løfter vi hinandens fiskeri. Hug perioderne var sindssygt korte, og der skulle kæmpe for hvert eneste hug. Jeg har aldrig i min fiske-karrierer fisket så koncentreret som på disse ture, da det er marginalerne, der gør hele forskellen. Resultatet af vores planlægning, optimering og kræftanstrengelser taler for sig selv. Det lykkedes os at fange mere end 40 fisk over 2 kilo med en vanvittig gennemsnitsvægt på hele 2300 gram. Den største var 2750 gram, så vi vidste nu, at målet om en 3 kilo fisk var muligt.
– Allerede inden vi tog hjem, begyndte vi at tale om næste tur og blev enige om, at vi ville sætte alt ind på at nå målet om drømmefisken. Alt blev nøje planlagt, og vi var klar til at tage af sted, så vi kunne fiske aborrerne lige inden de ville gå på leg. Her er de nemlig størst, men også sværest. Men så ramte Covid Europa, og dagen inden vi skulle rejse, lukkede det danske udenrigsministerium ned for rejser i Europa. Selv nu – over et halvår senere, sidder vi begge tilbage med følelsen af at have misset chancen for noget fantastisk! Vi vil dog 100% sikkert tage kampen op igen, så snart det kan lade sig gøre! Og når vi kommer afsted – så kommer du til at høre mere fra os.

Jacon Juul med en af hans mange store tokilos aborrer fra turen. Øverst ses Mikkel Matzen med et pragteksemplar af en aborre på langt over to kilo.