– Jeg var egentlig på fisketur efter brakvandsaborrer, men efter at have set adskillige havørreder rulle/springe i overfladen, var jeg ikke overrasket, da der efter kort tids fiskeri var en havørred på krogen, fortæller Henrik Carl. – Fisken var en farvet han på cirka 2 kg, som hurtigt fik sin frihed. Efter at have landet en flot stribe aborrer på op til 1720 g, var der pludselig noget tungere, der inhalerede agnen.
– Fisken gik tungt, og ruskede med hovedet, og der gik lidt tid, før en smukt farvet havørredhan viste sig i overfladen. Den blev forsigtigt guidet ind i det gummibelagte landingsnet, og efter en superhurtig vejning og fotografering, fik den 5,2 kg store fisk friheden, så den kunne deltage i arbejdet med at sikre de kommende generationer. Efter den fangst var det som om, at blæsten og støvregnen ikke længere var nær så generende, slutter han.
Har du selv fået en god overraskelse på din fisketur, så send 10-15 linjer og et foto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.