mar 26, 2021 | Nyheder
DTU Aqua er med i et projekt, der laver et idékatalog om biodiversitet og fisk i havne. Meningen er, at dette skal give bygherrer, planlæggere, rådgivere og lokale folk viden og værktøjer til bæredygtigt byggeri, der fremmer livet i havnene. Projektet kan forhåbentlig bidrage til at udvikle rekreativt fiskeri i danske havne.
– Der er mange, der fangede deres første fisk på en havn eller fra en jolle tæt ved en havn, lyder det på fiskepleje.dk. – Der er måske også mange, der har oplevet, at fiskeriet er gået tilbage. DTU Aqua deltager nu i et projekt, der udarbejder et idékatalog om, hvordan vi får mere hav-natur i havnene. Kataloget vil illustrere, hvad bygherrer, arkitekter, planlæggere, rådgivere og lokale folk kan gøre for at understøtte livet under havoverfladen. Det gælder især i forbindelse med nybyggeri og renovering af eksisterende havneområder. Projektet hedder “Byudvikling og blå biodiversitet” og støttes af Velux Fonden. Projektet ledes af Bygherreforeningen. Desuden deltager virksomheden Habitats, Marint Kundskapscenter i Malmø og DTU Aqua.
– Livet under overfladen ved danske havne kan forbedres, og i disse år sker der omfattende ændringer i, hvordan havnene ser ud og bruges. Både i København, Aarhus, Vejle, Kolding og Aalborg udvikles havnene hurtigt. Byggerierne inddrager sjældent, hvordan de kan bidrage til et forbedret havmiljø. Men der er et kæmpe potentiale i, at byggerierne overvejer, hvordan de kan fremme biodiversiteten og levestederne for fiskene.
– For at udnytte potentialet er det vigtigt at udvikle praktiske metoder, hvor livet i havet inkluderes i byudviklingen. Det kan handle om at give fiskene bedre levesteder som f.eks. muslingerev, tangskove eller områder, hvor de kan yngle, siger seniorforsker Jon C. Svendsen fra DTU Aqua.
Du kan læse meget mere om det spændende projekt her.
mar 26, 2021 | Nyheder
For et par dage siden bragte vi nyheden om, at Byg og Havn har åbnet for frit fiskeri i meget store dele af Københavns Havn, hvilket virkelig giver en hel masse nye og spændende muligheder. Der er blandt andet åbnet for fiskeri i den indre og meget attraktive del af havnen i vinterhalvøret fra 1. oktober til 30. april, hvor der ikke er nær så meget bådtrafik i havnen, som der er på en sommerdag.
Nu har By og Havn meldt ud, at de har nogle rettelser til deres kort over, hvor man må fiske. Her får du det opdaterede kort – og læg især mærke til områderne i den nordøstlige del af Havnen – fx den østlige del af Refshaleøen og Margretheholms Havn, hvor man imodsætning til de tidligere oplysninger fra By og Havn – ikke må fiske.
Knæk & Bræk i havnen.
Hvis du fanger en god fisk derude, så husk og send os en lille beretning og et foto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
mar 24, 2021 | Nyheder
Det tidlige forår er traditionelt en god tid til at fange rogntunge rimter i mange åer. En af dem, der har haft fint held med fiskeriet på det seneste, er Morten Juul:
– Jeg har fisket lidt i nedre del af Susåen, og fra Rådmandshaven samt ned til Suså Havn, er det lykkedes at få en del fine rimter med den største på 2375 gram. Forholdene har været svære med ekstrem strøm og hård vind, så belønningen af disse fine fisk, var bestemt det hele værd, slutter han.
Har du selv været ude i foråret og medefiske, så send din beretning samt et foto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30700236
mar 24, 2021 | Nyheder
– Turen gik til Møn i håbet om den store overspringer, fortæller Michael Mannerup Nielsen, der skulle ud for at teste sin nye stang – en Sportex Carat GT-S Finesse. – Den første plads gav ikke rigtig noget, så vi valgte at skifte plads, og det skulle vise sig at være et godt valg. På det nye sted var der let grumset vand og god vind . Vi begyndte at fiske strækket af, og der var hurtigt kontakt med en fisk, men jeg mistede den.
– Vi fiskede videre og fandt også nogle små fisk. Jeg valgte så at gå tilbage til der, hvor jeg havde kontakt første gang, og der mærkede jeg et par puf til blinket helt ude i kastet. Men først ca 15 meter foran mig mærkede jeg noget, og lavede et langt spin-stop – og bang, så sad den der. Efter 10 -15 minutter landede jeg min længe ventede overspringer, som var en ny PR på 75 cm og 4kg lige ud. Den kunne simpelthen ikke stå for mit 16 grams S-blink i farven Als Special.
– Jeg råbte til min makker, som stod længere nede på strækket “DEN ER GOOOO”, så han skyndte sig op af vandet og løb ned til mig. Efter en lille pause fiskede vi videre, men jeg kunne simpelthen ikke koncentrere mig mere, så jeg valgte at sige til min makker, at jeg ville takke af for I dag, for min hjerne lå oppe på stenen i strandkanten sammen med fisken.
mar 24, 2021 | Nyheder
– Hej Fisk & Fri. Jeg har netop fået fin lille havørred på 53cm og lidt over 1,6kg, som jeg gerne vil tilmelde til Westin Kyst Cup 2021, lyder det fra Jørn Poulsen.
– Jeg stod på Kronborgpynten og småsnakkede med en medfisker og diskuterede forskellen mellem frontbremse kontra bagbremse, mens jeg demonstrerede fordelen ved bagbremsen på mit Strafic GRMC, da linen pludselig blev strammet gevaldigt op. Heldigvis havde jeg lige løsnet bremsen efter den havde været strammet helt, så fisken kunne tage et gevaldigt udløb. Jeg kunne så demonstrere, hvor let jeg kunne justere bremsen under fighten, hvorved fisken kunne trættes og kanes uden problemer. Som det ses, blev fisken taget på en Westin D360 i farven chartreuse, som er min vinter-favorit agn, slutter han.
Har du selv fået nogle blanke havørreder over 50 cm, kan du også deltage i Westins Kyst Cup, hvor der ud over flotte præmier for de tre største blankfisk også er en lodtrækningspræmie i form af en lækker W3 stang + nogle kystagn. Første pladsen er en superfed W6 kyststang + en stak kystagn. Tjek alle de fede præmier samt hvordan du tilmelder dine fisk her.
Stillingen i Westin Kyst Cup pr 22 marts 2021:
- plads: Niclas Johan Bech – havørred på 66 cm
- plads: Søren Erhard Hansen – havørred på 65 cm
- plads: Niclas Johan Bech – havørred på 65 cm
- plads: Niclas Johan Bech – havørred på 61 cm
- plads: Kim Christensen – havørred 57 cm
- plads: Kim Christensen – havørred 53 cm
- plads: Kim Christensen – havørred 53 cm
- Jørn Poulsen – havørred 53 cm
mar 24, 2021 | Nyheder
– Jeg hedder Villads Fredslund og er 5 år gammel. Min mors kæreste Jonas har givet mig et par vaders og lovet, at vi skulle ned og fange en stor “Ged” (Gedde). Med solskin og 400 meter til Gudenåen hjalp jeg Jonas med at pakke skaller og fiskestang, og så tog vi afsted. Jonas fandt et godt sted, hvor jeg hjalp ham med at gøre fiskestangen klar. Jeg er nemlig god til at fange de små skaller med hænderne og give dem til ham.
– Det tog ikke lang tid, før der var en på krogen og da vi fik den op kunne jeg se at den var vildt stor. Faktisk næsten lige så stor som mig. Jeg er 114 cm og fisken var 95 cm. Jeg så dens stor skarpe tænder og den sprællede meget i den pose Jonas vejede ”Geden” i. Den vejede 8 kilo. Jeg blev en smule bange, men heldigvis havde Jonas godt fat i den, så vi kunne få taget billeder. Da vi havde fået taget fotos sendte vi den ud til dens familie i vandet igen. Vi prøvede at se, om vi kunne finde en der var større, men de havde alle gemt sig. Pyt med det, for vi havde en hyggelig tur, og vi prøver bare igen en anden gang.
mar 24, 2021 | Nyheder
Så blev det officielt, at By og Havn har åbnet for fiskeriet i meget store dele af Københavns Havn – en åbning som bl.a. DSF og en række privatpersoner har arbejdet hårdt på at virkeliggøre gennem lang tid.
Det er nu tilladt at fiske i det store Havneløb og alle sidekanaler fra Kødbyen i sydvest og op til Kastellet i nordøst i vinterhalvåret fra 1. oktober til 30. april (gult) Længere ude havnen kan der de fleste steder fiskes året rundt (grønt) på nær enkelte steder, hvor fiskeriet er fuldstændig lukket af sikkerhedshensyn.
Det, at der er åbent for fiskeri på alle de attraktive moler i den indre by åbner nu virkelig op for den perfekte kombination af hyggefiskeri og byliv på samme tur (rødt).
mar 24, 2021 | Nyheder
– Vi er i marts måned, og det betyder jo gedder på fluekæppen for mit vedkommende, fortæller Danni Kikkenborg. – Så det var bare på med synke 3 linen, pumpe flyderingen op og så ellers derud af. Der gik ikke længe, inden jeg havde den første tyksak i nettet. Det var En rigtig fin +5 kilos gedde, som efter et hurtigt billede blev genudsat igen. Jeg fiskede videre, mistede nogle stykker og fangede ydeligere 3 flotte fisk, hvorefter jeg rendte ind i en virkelig god gedde. Denne gedde blev vejet til 7.5 kilo. Det var en meget, meget tyk gedde, men mit kamera “fuckede up”, og jeg opdagede først dette, da jeg var kommet hjem igen. – Jeg havde kun fået billeder af den fine +5 kilos gedde, hvilket var en del træls, men det er altid rart med bare lidt billeder af ens fangster, uanset størrelse. Alt i alt en super fed tur!
mar 24, 2021 | Nyheder
– Så har vi endelig været på vandet igen, lyder det fra Jan Svenstrup. – I går var Henrik og Benjamin med fra Møn, og det var dagen, hvor min nye hjemmeside kom ud samtidig med, at jeg havde fiskepremiere med nye stænger fra ABU – nemlig Altum 12-25 Lbs. De virker helt vildt fede og er kun dejlige 7 fod, hvilket er perfekt i en småbåd.
– Det var ingen nem dag, men vi kæmpede os til to laks med den største på 5 kilo til Henrik Madsen. Det var dog ikke dårligt, når man aldrig har fanget laks før, så glæden var dobbelt så stor. Dejligt og være på havet igen. På forrige tur var dagens største til Allan Jensen lige over 10 kilo – nemlig den fisk, som du ser ovenfor. I dag skal vi prøve nogle nye pladser.

Henrik med sin velfortjente trollinglaks.