DANSKERE FÅR SVENSKE KÆMPESANDART

– Vi har haft 12 fiskedage i midten af november med kun et eneste mål: Store sandart. Sådan lyder fra Rasmus Christensen. – For et stykke tid siden var forberedelserne endelig færdige, så min far Casper og jeg kunne drage afsted til Sverige. Efter et par dages søgen rundt efter nye søer med potentiale til store fisk, fandt vi dem, og så var det ellers bare om at være effektiv. Vi søgte rundt med et par knob med øjnene klistret til skærmen som viste Garmin LiveScope samt GT56-sidescan for at finde de store fisk.

– Pludselig står der en fisk, som drejer rundt og kommer langsomt nærmere. Jeg fisker min agn med nogle enkelte hårde twitches for at få den til at bellyflash. Så laver jeg et lille løft og BAAM. Kort efter kommer dagens første supersize sandart over (90+) i båden. Selvom man skal være glad for en stor fisk og tage sig tiden til at håndtere dem ordentligt samt tage billeder, er der ingen tid at spilde. Vi havde nemlig luret dem. De var her, og det var nu.

– Vi fandt hurtigt agnen, der virkede bedst på dagen, nemlig en Westin Twinteez 20cm i farven bass orange. Herefter satte vi tempoet og stoppede ikke, før tiden løb ud. Vi fangede mellem 10 og 15 sandarter mens vi fik os styret ind på hvilke typer af viste fisk var store og værd at bruge tid på, og hvilke der ikke var. I alt fik vi syv 90cm+ sandarter med seks af dem over 9kg. To vejede over 10kg og to var over 100cm: 10,76 – 10,18 – 9,76 – 9,38 – 9,02 – 9,0 og 7,5kg.

 

Friluftsland

 

Rasmus med en af turens kæmpesandart. Øverst hans far - Casper.

Hvidovre Sport

GEDDEDEBUT I BLEKINGES SKÆRGÅRD

– Jeg havde længe hørt om geddefiskeriet i Blekinge fra min makker, så med mulighed for en forlænget weekend tog vi afsted, beretter Jan Konradsen til Fisk & Fri. – Vi var opsat på, at der skulle fiskes mange pladser af med fluestængerne for at finde dem, og vi var parate til at gi´den gas. Yderkysten var fisketom og gav nultur på førstedagen.

– Den næste dag søgte vi gedderne i de inderste vige og bugter. Her stødte vi på mange pindegedder og et sandt eldoradofiskeri gik i gang. Bl.a fik jeg fem gedder på fem kast – dog i mindre kaliber. Jeg grinede, mens jeg sagde til min makker: ”Med disse pindegedder kunne vi lige så godt være blevet hjemme i den lokale sø”.

– Pludselig forplantede et tungt hug sig i fluestangen, og gedden tog efterfølgende et langt udløb, hvor backingen kom ud af topøjet. Jeg var ganske imponeret over de vilde udløb, for dem ser man desværre sjældent i Danmark. I alt havde jeg fire dages fiskeri, hvoraf kun to var nul ture, så jeg var ganske godt tilfreds. I alt kom over 40 gedder til tandeftersyn, så jeg besøger gerne det svenske igen.

 

Friluftsland

Hvidovre Sport

HAVØRRED: FLOTTE FARVER I FJORDEN

– Så var der lige lidt havørreder fra i formiddags, hvor jeg var et smut i fjorden, lyder det fra Kim Christoffersen. – Et par timer i Isefjorden gav flere gode fisk, og i alt blev det til fine syv fisk i hånden, hvoraf du kan se de to største fisk her på billederne.

– Alle fisk taget på et Seeker blink på 16 gram i rød/sort. Det var faktisk den mest farvede havørred, som gav den allerbedste fight, slutter han. Alle fiskene genudsat, og er forhåbentlig snart på vej op i åerne.

Har du selv haft en god dag på kysten, så tøv ikke med at sende os 10-15 linjer og et godt foto. Du kontakter redaktionen på jb@fiskogfri.dk eller via sms på 30 70 02 36.

 

Geddefeber

 

Denne fine farvedee havørred to et Seekerblink i Isefjorden.

Denne fine farvede havørred tog et Seekerblink i Isefjorden.

Hvidovre Sport

STORGEDDE PÅ DØD AGN

– Så var det i dag, at deadbait sæsonen endelig skulle kickstartes efter et par nulbonner med spin de sidste par gange vi har været afsted, fortæller Mikkel Heidtmann. – Vi ankom til vores spot klokken 8.30, hvor byttefiskene tydligt var at se, hvilket satte forventningerne op. Vi var nu utrolig tændte og nærmest desperate efter at få vores agn i vandet, så da det var gjort, var det bare om at læne sig tilbage og vente.

– Tiden gik uden et eneste run på nogen af de fire stænger, og da klokken blev omkring 13, var vi klar til at kapitulere. Men – kort før vi pakkede sammen, lød der sød musik fra mit hjul, og efter et hurtigt modhug samt en hektisk fight, kunne jeg lande min nye PR på 114cm og 11,4 kg, slutter han.

Har du selv været ude efter gedder, så hører vi meget gerne om din tur. Send din beretning og et godt foto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.

 

Tradera
Hvidovre Sport

NYE REFLEKSIONER PÅ KYSTEN

Jeg har, som du har kunnet læse tidligere, netop påbegyndt arbejdet med den helt nye udgave af havørredbogen ”Refleksioner på Kysten”, sammen med Rasmus Ovesen. Værket udkom for første gang i 2013 og blev genoptrykt med en 2. udgave i 2014. Siden da har bogen været udsolgt fra forlaget. Den efterhånden klassiske havørredbog, der også indeholder kapitler med blandt andet biolog Jens Jeppesen, Henning Trier, Per Ekstrøm og Thomas Hansen fra “Havørredens Hemmenligheder”, kommer til at dække alt, hvad der er værd at vide for den moderne kystfisker – hvad enten du er til spinne, flue eller bombardafiskeri.

Alle de fisketekniske kapitler om flue, spin og bombarda, kommer til at gennemgå en grunding opdatering. Et af de kapitler, der kommer til at gennemgå den mest omfattende revidering, er sektionen ”De sidste 50 %”, som går i dybden med de specialtakler, der kan øge din landingsrate med 50-100% set i forhold til traditionelle spinne, flue og bombardateknikker. Selvom grundprincipperne for at opnå markant højere landingsrater er de samme som i 2013 – har jeg siden da udviklet en række nye versioner af taklerne, der gør det markant lettere at perfektionere sit fiskeri med disse. Siden “Havørred – Refleksioner på Kysten” udkom er grundprincipperne bag effektiviteten og funktionaliteten af taklerne belyst endnu bedre med yderligere et par tusinde kontakter – samt underbygget af, at de samme mønstre ses for både regnbueørred, laks og gedde. Undervejs er vi også blevet klogere på hvilke parametre der betyder allermest for både krogning og skånsom genudsætning – samt hvordan. Alt dette betyder, at vi i bogen kommer til at præsentere det absolut nyeste og ypperste indenfor havørredteknik anno 2022.

Jeg har netop været ude for at teste den allernyeste version af mit releasetakel til kystblink- og woblere – og det virker perfekt, som du kan se på videoklippet af den fine 60 cm+ havørred der lod sig friste af en Rhino Sandeel på 21 gram fisket på en testversion af taklet forleden. Men – til forskel fra originaltaklet er den nye 2021/22 version betydeligt lettere at binde – og man kan selv vælge, om der skal én eller to kroge på alt efter situationen. Taklet, der er perfekt optimeret til skånsom afkrogning 100 % under vand med pushback disgorger vil også komme i en helt færdig “Rigged´N´Ready” version, der vil kunne købes i grejbutikkerne fra 2022. Tilsvarende vil selve de modificerede releaseblink også kunne fås færdigt lavede – lige til at sætte på taklet.

De nærmere detaljer om taklet og de nye releaseblink afsløres i bogen. Du kan roligt glæde dig.

Bogen, der udgives af Outdoor Consult/Fisk & Fri, kan forudbestilles både af private og butikker ved at sende en mail til jb@fiskogfri.dk

Vi ses derude – Jens Bursell

 

 

Hvidovre Sport

HAVØRRED: BORNHOLM LEVERER

– Vi var forleden på en opvarmningstur efter de blanke kystørred, inden vi skulle ud med Per Sjøstrøm fra Verona Sportsfiskeri efter laksene, fortæller Claus Frandsen. – Det var en hård dag omkring Snogebæk med vestenvind, og vi så også et par medfiskere ryge ned i hullerne. Vi fiskede aktivt og prøvede en del forskellige agn, inden Kasper lagde sig på en bænk og tog en fiskemeditation efter en hård færgetur den pågældende morgen. Herefter skiftede han gennemløber til et rotationsblink i pink/hvid, og efter lidt hidkaldning af god fiskeenergi placerede sig med god fiskekarma helt henne ved kanten af en masse tang, der var skyllet ind de sidste par nætter. Vinden var vendt – og bum, så sagde det SMÆK. Havørreden kæmpede for livet, men Kasper landede den sikkert efter en flot kamp og satte den skånsomt ud igen efter en smukt billede, som vil være et unikt minde fra vores tur til Bornholm.

 

Tradera

Hvidovre Sport

KÆMPEØRRED FRA VÄNERN

Sveriges største sø – Vänern – er gigantisk og det store vand gemmer på de vildeste fisk. Det måtte Helena Liljestrand og Johan Sävman sande for nylig, da de var taget ud for at trolle efter laks og ørred på søen. Det var første gang Helena prøvede dette fiskeri, så det var Johan, der stod for guidningen.

– Allerede ret kort tid efter, at agnene var sat, huggede en ørred på 59 centimeter, som røg retur – og en mindre fisk fulgte også i kølvandet på denne, fortæller de. Lidt senere så de to trollingfiskere måger over søen, hvilket som regel er tegn på rovfisk, der jager småfisk op i overfladen, hvor mågerne så angriber fra oven. – Pludselig fik vi et tungt hug og Johan lod mig få stangen, for at fighte fisken, som efter en god fight viste sig at veje utrolige 9,28 kilo fordelt på 89 centimeter, beretter Helena. Storørreden huggede på et Ismo Quack 106 i chatreuse.

Johans egen PR ligger ”kun” på flotte 6,59 kilo, så man må sige, at det var et ædelt move at give stangen videre.

 

Friluftsland

Hvidovre Sport

BORNHOLM: LAKSETROLLINGSÆSONEN GODT I GANG

– De lovede endelig fint vejr, så nu var det, at det skulle prøves, at sejle langt efter laksene, beretter Kim Finne fra EastSide Trolling. – Målet var lagt omtrent 22 sømil nordøst fra Nexø. Jeg kom frem relativt sent omkring klokken 11 om formiddagen, og grejet blev hurtigt sat.

– Først søgte jeg lidt rundt, da vandet stadig er lidt varmt – for at være mere præcis 9,4 grader i overfladen. Efter 1 time fandt jeg lidt køligere vand, og der var de: Først gik den yderste sideplaner, og jeg kunne straks se, at det var en god fisk, der susede derudaf med en masse hop. Da den kom op i båden, kunne jeg se, at den var fedtfinne klippet.

– Jeg fik næsten kun lige sat grejet igen, og så gik den midterste stang på riggen i 55 fod. Snart kom endnu en fin fisk ind, og næsten lige efter gik der en sideplaner. Da den kom ind til båden, kunne jeg se, at den også var fedtfinne klippet. Herefter fik jeg endnu et hug på riggen i 40 fod cirka 30 minutter efter. Denne laks gik direkte op og fri af vandet, men den smed krogen i sit hop. Sidst på dagen kom der også en lille fed blank havørred på et blink i overfladen. Alt dette skete på kun 4,5 times fiskeri, så i dette område var det en stor procentsats, der var fedt finne klippet.

 

Hvidovre Sport

Hvidovre Sport

MASSIV BLANKFISK TIL GORM ANDERSEN

Gorm Andersen fra Team Daiwa har netop haft en fantastisk tur på kysten, hvor der var god action på fluestangen:

– Det var en spændende dag på kysten i dag med fluestangen i god vind og bølger, fortæller han. Selvom vandet var oprørt, var det stadig klart. I løbet af dagen fik jeg fem flotte havørreder samt den smukke blankfisk, som du ser ovenfor. Den kraftigt byggede overspringer gav en vild og intens fight efterfulgt af sikker landing efter et par forsøg. Havørreden huggede en Ghost Tobis flue i størrelse 10. Fisken huggede helt ude i kastet.

Friluftsland

Hvidovre Sport