– Jeg havde længe hørt om geddefiskeriet i Blekinge fra min makker, så med mulighed for en forlænget weekend tog vi afsted, beretter Jan Konradsen til Fisk & Fri. – Vi var opsat på, at der skulle fiskes mange pladser af med fluestængerne for at finde dem, og vi var parate til at gi´den gas. Yderkysten var fisketom og gav nultur på førstedagen.

– Den næste dag søgte vi gedderne i de inderste vige og bugter. Her stødte vi på mange pindegedder og et sandt eldoradofiskeri gik i gang. Bl.a fik jeg fem gedder på fem kast – dog i mindre kaliber. Jeg grinede, mens jeg sagde til min makker: ”Med disse pindegedder kunne vi lige så godt være blevet hjemme i den lokale sø”.

– Pludselig forplantede et tungt hug sig i fluestangen, og gedden tog efterfølgende et langt udløb, hvor backingen kom ud af topøjet. Jeg var ganske imponeret over de vilde udløb, for dem ser man desværre sjældent i Danmark. I alt havde jeg fire dages fiskeri, hvoraf kun to var nul ture, så jeg var ganske godt tilfreds. I alt kom over 40 gedder til tandeftersyn, så jeg besøger gerne det svenske igen.

 

Owner

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This