mar 7, 2023 | Nyheder, Sponsornyt
– Efter et par gode fisketure på kysten her i starten af året, var det tid til min premieretur i Sæby Å, fortæller Andreas Christensen. – Efter et par timers ormefiskeri skiftede jeg til en FC Compact Spinner, og efter fem kast bankede denne flotte havørred på 67cm på krogen. Det var desværre en nedgænger, som måtte lade livet, da den var kroget meget dybt, slutter han og tilføjer, at fisken skal tilmeldes Kinetic Fiskecup 2023.
Du kan læse meget mere om Kinetic Fiskecup 2023, hvor du også selv kan deltage her.

mar 7, 2023 | Nyheder
Morten Saxtorph har forleden fanget en gedde på fluestangen, der er langt over den gældende danske rekord for fluefanget gedde:
– Jeg plejer at fiske én gang om ugen, men jeg havde ikke haft tid de sidste 4 uger, så nu kunne jeg ikke mere, fortæller han. – Jeg skulle bare ud og fiske… Det havde været koldt om natten, så min yngste søn og jeg tog først ud klokken 10.
– Vi var næsten lige kommet, og jeg hade nok kun fisket 3-4 minutter, da der kom et meget tungt hug på min fluestang. Jeg gav tilslag og mærkede fast fisk. Den kom hurtigt til overfladen, hvor den ruskede vildt med hovedet. Der var jeg godt klar over, at det var en kæmpe gedde, som havde taget min flue. Jeg kunne tydeligt se, at den var mindst 15 kg – og havde på trods af størrelsen rimelig styr på den, indtil min søn kom med mit net og landede den. Der blev taget nogle hurtige billeder, hvorefter fisken nænsomt blev genudsat, og den svømmede hurtig afsted. Det var virkelig en kæmpe oplevelse til far og søn. Gedden var 116 cm og 17,35 kilo.
Den gældende rekord for fluegedde er taget af Mads Nørgaard Christensen. Den vejede 15,71 kilo og blev fanget den 19 januar 2019.
mar 6, 2023 | Nyheder, Sponsornyt
Rasmus Christensen fra Team Westin er sammen med sin far Casper – som sidste år på samme tid – draget til Holland efter kæmpegedder. – Da jeg også fandt nogle store aborrer sidste år, ville vi på denne tur også lige prøve at se, om vi kunne finde dem igen på et helt nyt kæmpestort vand – uden guide og nogen form for info omkring fiskeriet efter aborrerne, skriver Rasmus til Fisk & Fri.
– Vi havde vores idéer og tanker om, hvor de skulle stå, og hvordan de skulle fiskes. Og sørme ikke om vi ramte plet. Den første fisk huggede ekstremt hårdt, og fighten mindede noget mere om en femkilos gedde end en aborre, men de der hovedryst er ikke til at tage fejl af: Det her var en rigtig stor aborre, og vi skreg da også godt til, da den kom i nettet. Fisken var nemlig intet mindre end 53cm og 3,25kg – hvilket var ny PR til den gamle.
– Vi fiskede selvfølgelig videre dagene efter, men fiskeriet var svært, og fiskene var få, men til gengæld var de kæmpestore – blandt andet en ny PR-aborre, som jeg fik på 2,9kg! Desuden fik vi et par stykker mere på 2,7 og 2,3kg, inden det blev mørkt og vores geddefiskeri startede.
– Geddefiskeriet er også gået godt – og er fuldstændig unikt. Indtil nu har vi fanget 53 gedder hvoraf 24 er over 7 kg og 12 er over 10kg! Vores top-5 geddeliste fra turen ser således ud: 14,8 kg – 14,2kg – 13,6kg – 13,3kg og 12,8kg, slutter han.

Rasmus med en af turens mange flotte gedder. Øverst Casper Christensen med sin fantastiske PR-aborrer på over 3 kilo.
mar 6, 2023 | Nyheder
Marco Nielsen fiskede i sidste uge med sin gode kammerat Daniel Palomero på Tenerife, og det var ikke let fiskeri:
– Planen var, at vi skulle fiske tun, men vandet og forholdende havde ændret fiskeriet fuldstændig, fortæller han. – Vi besluttede derfor at tage nogle dage på vandet i hans lille 6 meter båd efter de store amberjacks. Det skal dog siges, at dette fiskeri heller ikke var nemt, men efter godt to dages fiskeri og to timer tilbage inden solnedgang, så fandt vi endelig nogle solide mark’s på loddet. Og med et stort smil på læben kunne vi lande to amberjacks på over 45 kilo i sidste øjeblik, inden jeg skulle rejse retur til Danmark.
Har du selv fanget en stor fisk, så tøv ikke med at sende 10-15 linjer og et godt foto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36


mar 6, 2023 | Nyheder
– Selvom 2/3 af søen var dækket af is, og der hang en tæt tåge over søen, skulle vi alligevel have et forsøg efter gedderne, fortæller Mikkel Glintborg. – Vi fiskede med jigs og woblere – samt fik hurtigt kontakt til en fisk. Kort efter huggede en 82 cm lang gedde blot to meter fra stangspidsen. Det var min vens første gedde og dermed PR. Efter foto og måling på landingsmåtten, kom den flotte fisk tilbage i sit rette element.
– Jeg valgte, at skifte agn til en shad i blå/sort. Efter få kast var der fast fisk. Til at starte med havde jeg fornemmelsen af, at det var en mindre fisk, men pludselig tog den et langt udløb i overfladen. Flere forbipasserende kom forbi og overværede fighten, og en garvet geddefisker hjalp til med landingen, hvorefter en 108cm rogntung dame kom på måtten. Dette var ligeledes min nye PR, og den var også større end min fars største gedde, slutter han.
Husk at du kan finde en masse artikler om geddefiskeri på fiskogfri.dks artikelarkiv her.
mar 5, 2023 | Nyheder, Sponsornyt
– Forleden var dagen, hvor alt bare spillede, lyder der fra Jesper Lind Sørensen. – Forholdene var helt perfekte, så troen på at få nogle havørreder i tale var høj. I tredje kast var der allerede kontakt med første fisk – en slank falder på 46, der hurtigt fik sin frihed.
– Herefter gik jeg lidt længere hen og affiskede det næste stykke. Efter cirka 10 kast stoppede agnen brat med kun 1,5 meter line ude, og en intens fight med masser af rul, spring og udløb startede. Det lykkedes mig dog at nette den flotte overspringer på 59 cm og 2300 gram. Jeg fik yderligere to over målet og en enkelt undermåler. Alle fisk blev taget på en 10 grams tobisimitation i Haderslev Fjord slutter han og tilføjer, at han gerne vil tilmelde fisken til Kinetic Fiskecup 2023, som du kan læse mere om her.
mar 5, 2023 | Nyheder
Klokken 16 i dag lukkede dørene for Danish Fly Festival 2023, der har været en stor succes. Især om lørdagen var der traditionen tro virkelig mange mennesker – og der var en summen af liv på Pulzion i Kolding.
Der blev nørdet grej, bundet fluer, kastet på banerne – samt hygget, snakket og udvekslet spændende idéer. Arrangementet bød på en stribe inspirerende foredrag, og som besøgende kunne man beskue og nyde alt det nyeste grej inden for fluefiskeri – både hvad angår stænger, hjul, liner kroge, forfang, fluer samt ikke mindst alt det uundværlige udstyr man kan erhverve sig som lystfisker.
På Fisk & Fris & Fishmadmans stand var der masser af liv, og i løbet af dagen blev der bundet masser fluer. Jens Bursell (i midten) fabrikerede In-line Claw Fly Shanks i rå mængder, som herefter blev forvandlet til mønstre som Høtyven og Polar Magnus af Peter Rødsgard (tv). Tak til alle jer, der slog et smut forbi standen.
Vi glæder os allerede til næste gang.
Foto: Jimmy Haug Andersen & Jens Bursell

Blandt de mange spændende udstillere var Fairpoint Flyfishing, der fremviste de seneste nye stænger fra Sage.

Det myldrede af liv på Danish Fly Festival 2023 – bunden indenfor og udenfor.

På podiet til Danish Fly Festival 2023 blev der bundet fluer, så blodet sprang af en lang række super dygtige fluebindere – blandt andet Martin Jørgensen fra globalflyfisher.com
mar 5, 2023 | Nyheder, Sponsornyt
– Jeg var taget til Tusaagaard Put and Take i håbet om at fange en af de to regnbueørreder på 8 kilo, som jeg var ret sikker på stadig svømmede rundt i storfangersøen, fortæller Mikkel Nørgaard. – Men – efter en lang dag uden det helt store, skal jeg da lige love for at søen gik amok, da de endelig huggede. Jeg startede ud med denne dejlige 6 kilos skønhed, og er du gal en fight den gav! Faktisk tror jeg, at den var rundt i hver en krog af søen, inden den gav op!
– Det var nu godt nok ikke den, som jeg gik efter, men jeg var super glad for, at den bed på! Den ligger helt sikkert i top tre af de fights, som jeg har prøvet med ørreder! I alt blev det til tre fisk den aften – alle fanget med aktivt fisket Powerbait, der var formet som en lille fisk, så den lavede en masse bevægelse i vandet, slutter han og tilføjer, at fisken skal tilmeldes Kinetic Fiskecup 2023, som du kan læse mere om her.

mar 5, 2023 | Nyheder
– Fridag var lig med fiskedag, så forleden skulle min fiskemakker og jeg ud at prøve et af vores faste fiskespots, fortæller Robert Nielsen. – Normalt på denne årstid, fisker jeg altid med bombarda og flue, men på mine sidste to ture, havde jeg dog ikke mærket eller set skyggen af fisk. Derfor valgte jeg, at prøve mit trofaste “sømmet” i rå.
– Vi gjorde, som vi plejede og gik ud på den første revle, hvor vi kastede derudaf med nogle enkle kast ind over badekarret. Der gik ikke længe, før jeg havde en følger ind over badekaret, men jeg kunne ikke få den til noget og forsatte. Vi havde kontakt til flere fisk, men uden at fange noget.
– Herefter tog vi en velfortjent pause – og overvejede om vi skulle kalde det en dag, eller give det et skud mere. Vi tog selvfølgelig en tur mere, men med mere fokus på badekarrene. Denne gang valgte jeg at gå inde på stranden og fiske ud over badekaret. Efter et par kast fik jeg en fisk på omkring målet, som hurtigt kom ud igen, og vi forsatte fremad. Jeg tror vi begge blev overraskede over, hvor mange fisk sådan et badekar kan indeholde.
– Vi havde rigtig mange kontakter, men de var forsigtige. Jeg gik og overvejede, om jeg skulle skifte til bombarda og flue, da jeg pludselig får et godt og hårdt hug tre meter fra land, og det var en rigtig fin overspringer på 53 cm. Lykken var gjort, så jeg overvejede at stoppe fiskeriet, da jeg havde fået, hvad jeg var kommet efter, men vi var jo kun halvvejs gennem badekaret, så efter en kort pause forsatte jeg, og så kom hugget, hvorefter endnu flot overspringer viste sig i overfladen 3-4 meter ude foran mig.Jeg kunne se, at det var en rigtig god fisk og efter en kort, men en intens fight, hvor den fik taget nogle gode udløb, kom den i nettet: 64 cm sølvtøj. Min fiskedag sluttede med at sidde på stranden og nyde solen og det gode vejr med et smil på læben. Min fiskemakker fange en regnbueørred på 4-5 kg.
En helt fantastisk dag, hvor det var badekar fiskeriet der gjorde udslaget.