jan 13, 2025 | Nyheder
– Onsdag aften, efter jeg kom hjem fra aftenturen med min hund, så jeg vejrudsigten, hvor vinden ville falde til 1-3 meter i sekundet dagen efter. Sådan lyder det fra Jesper Strømvig. – Så var det ellers bare at fortælle konen om den kommende trollingtur, og ringe til kammeraten Jan Thomsen samt gøre klar. Næste morgen tog vi ned til båden og var ude af Københavns Havn kl.9.00. Undervejs ud samlede vi stængerne, så de var klar til fiskeriet.
– Da vi kom ud til Middelgrunden, valgte vi at sejle mod nord, og grejet blev sat. Der gik ikke mere en 20 minutter, så skete der noget på Jan´s inderste sideplaner. Den blev trukket fem meter tilbage, og så slap den. Fem minutter efter begyndte en af mine sideplanere at gøre det samme. Der var ikke noget vildt i bevægelsen, men jeg tjekkede lige – og BUM, så sad der en havørred på 2,6 kg.
– Vi havde lige trukket den ind, og så begyndte en anden at bevæge sig. Det var heller ikke så vildt. Jeg hev den ud af klemmen, hvorefter Jan tog stangen og fik den ind til båden. Det var en havørred på 1,650 kg. Vi var nu helt oppe at køre – så vi råbte og skreg. Det var en fed oplevelse. Vi blev enige i at vende båden og blive i samme spor, men der skete ikke rigtig mere her.
– Så vendte vi båden, og sejlede nord på igen. Der gik 10 minutter, før et af hjulene pludselig knagede, og stangen bøjede vildt meget. Jeg tog stangen ud af holderen, men fisken blev stædigt og stille i samme spor. Jeg tror der gik 8-10 minutter, før jeg fik den så langt ind, at jeg kunne få sideplaner og snap-on af. Den ville bare ikke i nærheden af båden, og jeg var så nervøs for, at jeg skulle tabe den. Men efter fem gange ind til båden og på det tredie netningsforsøg kom den største havørred jeg havde set ind over netrammen. Fisken vejede 7,6 kg, så I kan næsten forestille jer, hvor meget vi hoppede og dansede.
– Det var i sandhed en god start på et nye år, slutter han.
Du kan få en masse tips til trollingfiskeriet i Øresund i denne video med Mads Grosell på Fisk & Fris YouTube.

Disse tre havørreder blev resultatet af Jesper Strømvigs tur på Øresund sammen med kammeraten Jan.
jan 12, 2025 | Nyheder
I går var der vinterkonkurrence i Simons Put and Take, hvor 25 mand stod klar lørdag morgen i nul graders “varme” i en stiv kuling fra vest.
Simon Agerholm havde sørget for en solid udsætning af “nye spanske” regnbueørreder på 4-7 kilo, som de skulle forsøge at varme sig på – og det skulle vise sig, at de rent faktisk fik varmen. Trods de noget bidske forhold var humøret højt under tophuerne, og fiskene ville gerne lege med. Rasmus tog 1.præmien med en regnbue på 6,46 kilo, Asbjørn blev nummer 2 med en fisk på 6,32 kilo, og Victor blev nummer 3 med 4,65 kilo. Særligt Asbjørn har gjort sig bemærket på det sidste, for han har haft fire fisketure i træk, hvor han har fanget regnbueørred over de fem kilo.
Læs mere om Simons Put and Take her.

Fra venstre Asbjørn, Rasmus og Victor med vinderfiskene til Simons Vinterkonkurrence.
jan 12, 2025 | Nyheder
– Min mindste søn Nicas på 12 år og jeg, var ved at slutte af efter en hyggelig tur, hvor der dog ikke havde været nogen kontakt, fortæller Michael Svensson. – Vi blev dog enige om lige at tage 5-10 kast hver tæt på der, hvor vi havde parkeret.
– Min søn skiftede til sin Savage Gear 4play V2, og i andet kast råbte han: “Der er bid, og den er stor”. Gedden kom med høj fart og slog på agnen helt inde ved bredden, og var dermed fuldt synlig i overfladen. Den tog omgående et udløb, og det blev til fire af slagsen, før fisken var langt nok inde, til at jeg kunne få kejsen under den. Det var en meget stolt ung mand, som insisterede på selv at genudsætte den 9,4 kilo tunge gedde, slutter han.
Du kan læse masser af artikler om geddefiskeri i artikelarkivet her – eller få det fulde overblik over fiskeriet i bogen “Geddefeber” – som du kan købe her (REKLAME)
jan 10, 2025 | Grejnyt, Nyheder, Sponsornyt
Danske releaserigshop.com, som har specialiseret sig i high-end forfang og rig-bits til releasetakler har netop fået de legendariske japanske Decoy SN-5 Spiral Snaps hjem. De små “selvlåsende hægter” – eller mikro blinklåse – er super elegante, og på trods af den tynde wire er de ekstremt stærke i forhold til deres størrelse. Hvis du er til det lette spin efter fx havørred, regnbueørred eller søens aborrer, finder du nok ikke et mere elegant bud på noget, der samtidig skal være stærkt op operationelt selv med kolde fingre. Og – fisker du fx større rejefluer mm vil denne hægte i str. 0-1 være rigeligt elegante og stærke. Selv de mindste kunstagn “roteres” så let som ingen ting af og på – selv i dårligt lys og under de værst tænkelige vejrforhold.
Decoy SN-5 Spiral Snaps er som noget helt unikt perfekt loddet i samlingen til øjet, hvilket ikke blot gør den stærkere, men konstruktionen eliminerer også enhver risiko for, at øjets samling kan slide på linen, hvilet er et stort plus, når den anvendes til at fæstne blink på release rigs, for her er hægten nemlig ikke bundet for enden af et forfang, men sidder semi-fixeret glidende på selve forfanget.
Du kan se de nye Decoy Spiral Snaps til Lystfiskermessen i Middelfart i morgen den 11 januar i Fisk & Fris stand i Lillebæltshallerne.
Du kan købe Decoy SN-5 Spiral Snap i releaserigshop.com her – eller købe den som en af delene til et komplet release-rig kit til kystens havørreder her.

jan 10, 2025 | Nyheder
– Jeg har til formiddag været ude og fiske efter gedder i mit lokale vand, fortæller Mikkel Birkedal. – Fiskeriet startede klokken 10 med en Savage Gear Real Eel, da den har virket rigtigt godt på tidligere ture. Lidt længere oppe af formiddagen havde min Real Eel dog ikke givet noget, men lidt længere rundt om søen kendte jeg et spot, hvor jeg på tidligere ture havde fanget rigtigt gode fisk.
– Da jeg nåede spottet, så jeg en stime skaller blive skræmt ud af vandet for fuld fart. Jeg fik helt kuldegysninger, for det betød jo, at der var en sulten gedde på jagt. Jeg valgte, at skifte til min absolut favorit agn som er en SG Freestyler V1 Rainbow Trout, da jeg altid kan stole på den. Jeg lagde spændt det første kast, og det landede 5 centimeter fra sivkanten. Det var helt perfekt, og jeg lavede nogle små ryk i stangen, for at få min agn til, at skyde fra side til side. Bang! En meter fra sivkanten mærkede jeg et tungt og kontant hug i stangen. Med det samme kunne jeg mærke, at det var en større fisk, jeg havde fået fat i. Efter fem minutters tid, fik jeg landet fisken fint i vandkanten. Vægten sagde 8,1 kg og 100 cm lige ud. Det var da en mega god start på mit geddefiskeri i 2025, slutter Mikkel. Du kan følge Mikkel og hans kammerat på Instagram her.
jan 10, 2025 | Nyheder
– At være medlem af en lystfiskerforening som Odsherreds Sportsfiskerforening (OSF) handler om mere end blot glæden ved at fiske – det er også et stærkt fællesskab og engagement i vores havmiljø. Sådan lyder det fra foreningens formand Torben Birch.
– Dette blev tydeligt på et velbesøgt informationsmøde om vandmiljøet i Isefjorden, arrangeret af OSF. Over 200 deltagere hørte indlæg fra næstformand i Danmarks Sportsfiskerforbund, Morten Jacobsen, havbiolog Gunni Ærtebjerg og udviklingsingeniør Jan Henningsen. De præsenterede alarmerende fakta om Isefjordens tilstand, som er tæt på at være død på grund af muslingeskrab og kvælstofudledning.
– Morten Jacobsen understregede Danmarks Sportsfiskerforbunds arbejde og støtte til en sober og faktabaseret tilgang til at løse problemerne. Gunni Ærtebjerg og Jan Henningsen bidrog med videnskabelige indsigter, og skræmmende fotomatriale, der afdækkede årsagerne til fjordens ødelagte økosystem.
– Mødet resulterede i en stærk opfordring til handling. OSF har gennem sit udvalg, ”Værn om Vandet” (VOV), taget initiativ til at samle organisationer og skabe en folkebevægelse for at lægge pres på politikerne – især i det kommende valgår. Første skridt bliver at samle kræfterne via en ny Facebook-gruppe, som vil fungere som koordineringspunkt for de kommende initiativer, først mod stop af muslingeskrab og reducering af kvælstofudledning.
jan 9, 2025 | Nyheder
– Årets anden tur havde ladet vente på sig, men i dag lagde vinden sig endelig, fortæller Kristian Graubæk. – Målet var nogle af grusgravens grove gedder, og metoden var en enkelt flådfisket skalle i håndfladestørrelse.
– Efter blot få minutter fandt jeg nogle fisk på ekkoloddet, og bemærkede også, at min agnfisk var temmelig stresset. Kort efter faldt hugget, og den krogede fisk kom hurtigt til overfladen. Ud fra tyngden at dømme, troede jeg den var en lille gedde, men de kraftige hovedryst gjorde, at jeg mistænkte, det måtte være en aborre. Det var det også og endda en fin en på 40 cm og omtrent ét kilo. Det var ny PR – fedt.
– Efter noget rolig sejllads på den stille sø, gentog det sig igen. Agnfisken blev urolig igen, men denne gang fulgte en aborre i samme størrelse med helt op til overfladen, før den huggede. Agnfiskene var nok lige en kende for store til aborrer, men jeg fik kroget begge, og jeg tilskriver det rigget jeg brugte. På skating hook rig, som er en del af releaserigs serien, sidder den bagerste krog nemlig ret langt bagude og derfor, behøvede aborren ikke at indhalere hele skallen. En skøn start på året!
Se hvordan du laver et skating hook rig til gedder i denne video med Jens Bursell.
jan 9, 2025 | Nyheder
– I går den 8. januar startede kortsalget til det traditionelle fiskeri i Sydsvenske Mørrumsåen. – Der er stadig gode dage ledige, men hvis du skal opleve en virkelig traditionel måde at starte en sæson på, skal du nok skynde dig at få købt kort. Tilsvarende – hvis du vil opleve det magiske laksefiskeri i maj måned, så er der stadig ledige kort – lidt endnu… Sådan lyder det fra Peter Fisker.
– Sæsonerne i Mørrum er i mange, mange år blevet skudt i gang den sidste fredag i marts. For bare få år siden var området og åen præget af vinter, og tit når vi ankom til en premiere, var der masser af sne og mini isbjerge har drevet i åens te-farvede vand. Den dato har været fast – lidt som Juledag, Påske og fødselsdage. Men – traditioner er til for at brydes, og en innovativ ny ledelse har i år valgt at ændre på startdagen. Begrundelsen for at ændre datoen er, at man har en formodning om, at klimaforandringerne har gjort, at fiskene forlader det ferske vand tidligere end førhen. Derfor startes fiskeriet næsten en måned før normalt, for at lystfiskerne kan få flere fisk på krogen, mens de stadig er i vandløbet.
Derfor vil kanonen i år blive skudt af den 1. marts klokken 09.00. Ud over denne ændring er der også indført nye regler, og antallet af kort til salg er reduceret. Alt dette kan du læse om på Mørrums hjemmeside.
Selv tager jeg naturligvis til Mørrum et par dage. Både til premieren og til det pragtfulde majlaks fiskeri. Måske vi ses?
jan 8, 2025 | Nyheder, Sponsornyt
Lørdag den 11 januar afholdes der Lystfiskermesse i Lillebæltshallens Hal C. Fisk & Fri er naturligvis på pletten med en stand, hvor du kan møde Jens Bursell og give input til, hvordan fiskogfri.dk kan blive endnu bedre.
På standen vil du som et særligt messetilbud kunne købe alle Jens´s seneste bøger – blandt andet den nyeste udgave af ”Havørred – Refleksioner på kysten” til blot 200 kroner (normalpris 379 kroner) – samt ”Geddefeber” og ”Friluftsliv – fra drøm til virkelighed”. Som et andet særligt messetilbud vil du kunne købe nogle af de absolut fedeste Owner trekroge til hele 30% rabat (se fotos nedenfor).
På standen vil du også kunne høre om, hvordan du øger din landingsrate med 50-100 % på netop dine favoritmetoder – og købe en stor del af produkterne fra Jens´s webshop releaserigshop.com – eksempelvis Release Connectors, Claw Connetors – samt komplette kits til den nyeste version af release taklerne til blink med den ultimative hægte til formålet – Decoy Spiralsnap.
Det vil også være muligt at få demonstreret og købe det nye In-Line Claw Fly system, der giver dig mulighed for at opnå en markant forøget landingsrate på dine større kystfluer – eksempelvis rejefluer – helt uden brug af avancerede takler. På standen binder Peter Rødsgaard polar rejer på In-Line Claw Fly Shanks, der håndbukkes af Jens Bursell på standen, så du selv se hvordan det gøres. Der sælges maksimalt 1 flue pr mand – og de vil koste 40 kroner. Alle materialer til disse shanks kan købes på standen. Du kan også købe kystrørfluer til L-rigs og meget, meget mere.
Til eventet kommer hele 31 udstillere med diverse spændende tilbud og grej til lystfiskere. Lystfiskermessen foregår i Lillebæltshallerne på Færøvej 74-76 i Middelfart fra klokken 10-15. Entre 50kr.
Læs mere om arrangementet og se den fulde udstillerliste her.