– Onsdag aften, efter jeg kom hjem fra aftenturen med min hund, så jeg vejrudsigten, hvor vinden ville falde til 1-3 meter i sekundet dagen efter. Sådan lyder det fra Jesper Strømvig. – Så var det ellers bare at fortælle konen om den kommende trollingtur, og ringe til kammeraten Jan Thomsen samt gøre klar. Næste morgen tog vi ned til båden og var ude af Københavns Havn kl.9.00. Undervejs ud samlede vi stængerne, så de var klar til fiskeriet.
– Da vi kom ud til Middelgrunden, valgte vi at sejle mod nord, og grejet blev sat. Der gik ikke mere en 20 minutter, så skete der noget på Jan´s inderste sideplaner. Den blev trukket fem meter tilbage, og så slap den. Fem minutter efter begyndte en af mine sideplanere at gøre det samme. Der var ikke noget vildt i bevægelsen, men jeg tjekkede lige – og BUM, så sad der en havørred på 2,6 kg.
– Vi havde lige trukket den ind, og så begyndte en anden at bevæge sig. Det var heller ikke så vildt. Jeg hev den ud af klemmen, hvorefter Jan tog stangen og fik den ind til båden. Det var en havørred på 1,650 kg. Vi var nu helt oppe at køre – så vi råbte og skreg. Det var en fed oplevelse. Vi blev enige i at vende båden og blive i samme spor, men der skete ikke rigtig mere her.
– Så vendte vi båden, og sejlede nord på igen. Der gik 10 minutter, før et af hjulene pludselig knagede, og stangen bøjede vildt meget. Jeg tog stangen ud af holderen, men fisken blev stædigt og stille i samme spor. Jeg tror der gik 8-10 minutter, før jeg fik den så langt ind, at jeg kunne få sideplaner og snap-on af. Den ville bare ikke i nærheden af båden, og jeg var så nervøs for, at jeg skulle tabe den. Men efter fem gange ind til båden og på det tredie netningsforsøg kom den største havørred jeg havde set ind over netrammen. Fisken vejede 7,6 kg, så I kan næsten forestille jer, hvor meget vi hoppede og dansede.
– Det var i sandhed en god start på et nye år, slutter han.

Disse tre havørreder blev resultatet af Jesper Strømvigs tur på Øresund sammen med kammeraten Jan.









