Så er der gang i St. Vejle Å

Per B. Larsen med turen største aborre på lige over to kilo! Flot fisk og flot hat… I LØRDAGS, d. 1. november var jeg sammen med Per B. og Lars Schmidt i St. Vejle Å på sæsonen første tur, betretter lokalredaktør Per Ekstrøm.

Lokalredaktør Per Ekstrøm med en fin aborre på 1,6 kilo. – Det gik over al forventning. Til sammen fik vi mellem 60 og 70 aborrer. Heraf var de 10 over kiloet og største som Per B. fik, var på hele 2.005 kilo. Lidt af en bamse, som faldt for en reje fisket tæt over bunden.

Selv fik jeg 2 over 1½ kilo på henholdsvis 1.540 og 1.610. Det kørte faktisk fra vi kom til vi gik, men kun nogle enkelte perioder var der var lidt stilstand. Nogle gange oplevede vi, at vi alle 3 havde fisk på samtidig. Det var helt forrygende, slutter Per Ekstrøm.

Bemærk iøvrigt de flotte Fisk & Fri kasketter som de to gange Per begge har på. Bestil din egen kasket eller hue her.

Hvidovre Sport

Arnåen er hot

30.10.08 ARNÅEN er med igen med endnu en flot fangst. Fisken er fanget af Harry Ekelund, vejer 7,7 kilo, måler 83 centimeter og faldt for en wobler. Det tog Harry halvanden time at fighte og lande fisken. I den tid måtte Harry ud i åen og under en bro og skynde sig op på land på den anden side af broen, inden vandet igen blev for dybt! Men det lykkedes til sidst og vi gratulerer med den flotte fisk.

Hvidovre Sport

Gang i vertikalfiskeriet

Gert Mikkelsen med en fin gennemsnitssandart fra Juelsø

30-10-08 GERT MIKKELSEN, som sidste år fangede en sandart på over 10 kilo, har sammen med sine kammerater fra silkeborg området de sidste par uger fået rigtig godt gang i vertikalfiskeriet på bl.a. Juelsø. I løbet af en 14 dages periode fik de rigtig mange fisk op til 7 kilo. Kameraet var desværre ikke med den dag, den største huggede – men her kan du se en fin gennemsnits fisk fra søen. Der har været lidt stille den sidste uges tid, men gutterne håber på højtryk med stille og klart vejr, der kan sparke sagerne igang igen. Indtil videre har der dog ikke været tale om de helt store koncentrationer af fisk – ofte spottes pletter med 3-4 fisk spredt ud over 500 m2, slutter Gert sin rapport til Fisk & Fri

Hvidovre Sport

Savage Gear drengene slår til

Christian Møller, kendt som Jokeren, med en fantastisk gedde på 12,0 kilo og 111 cm.

Henrik S. Lund nyder øjeblikket. Det er ikke så mange der får fornøjelsen af at holde en 11,3 og 13,2 gedde op for fotografen på en gang. 30-10-2008 SAVAGE GEAR teammedlemmer Christian Møller (the Joker) og Henrik S. Lund, har ramt jackpot igen. De er lige kommet hjem fra Sverige hvor de filmede til den sidste af de fire Savage Gear film, der udkommer i januar.

Jokeren og Henrik fremviser en effektiv måde til at fange store gedder på agnfisk og landede ikke mindre end ni store gedder over ti kilo, samt adskillige flotte fisk over fem kilo på deres tur til Sverige. Gutterne fiskede med de nye 2009 MP Pro stænger og combi links af Spectrum FC and Sofflex wire.

På DVD’en om agnfiskeri vil du kunne se de teknikker som Jokeren og Lund benytter, som har givet dem mange skandinaviske storfisk i tidens løb. Her på Fisk & Fri ser vi frem til at kunne bringe en anmeldelse af filmene når de kommer på gaden.

Hvidovre Sport

Sejl på fiskeferie til Island

Tag færgen til Island og Fæøerne og du kan få bilen og en masse fiskegrej med.

Mulighederne for fiskeri på Island er mange, heriblandt fluefisker efter fjeldørred. DET FÆRØSKE REDERI Smyril Line, der bl.a. sejler med luksusfærge mellem Hanstholm, Tórshavn og Østisland, sender netop nu sit feriekatalog for 2009 på gaden – og her er masser muligheder for lystfiskere der overvejer en tur til Færøerne eller Island til sommer. Nu introducerer Smyril Line, der bl.a. sejler mellem Hanstholm, Tórshavn og Seyðisfjörð, sommerhusferie i Island med den frihed, det giver at rejse i egen bil. Det sker i forbindelse med lanceringen af det nye feriekatalog 2009 fra rederiet, der netop sendes på gaden og ud til rejsebureauerne.

En variant af Smyril Lines sommerhustilbud, kaldet Explorer North, er først og fremmest for dem med kun en uge på Island og i det samme hus i hele perioden i det spændende Akureyri/Mývatn-område, hvor der er mange fiskemuligheder i nærheden. Læs mere på www.smyril-line.dk

Søger du inspiration til dine fiskerejser i 2009, kan du glæde dig til årets sidste blad, da vi har et stort rejsetema i december udgaven af Fisk & Fri med masser af fiskehistorier fra hele verden og gode råd til planlægningen af dine fiskerejser.

Hvidovre Sport

Mere gang i vertikalfiskeriet…

En stolt fisker med en flot eftersårsgedde på 12 kilo og 118 centimeter 31.10.08 – GEDDEFISKERIET bliver i disse dage/uger praktiseret i stor stil over hele landet. Men selvom nogen planlægger fiskeriet efter sandart i stedet, går det ikke altid som forventet. Måske nogen gange bedre! En planlagt sandarttur, fik en noget uventet drejning, men bliver næppe glemt. Franz Bodum har sendt en dugfrisk rapport fra det jyske.

Læs her hvad han skriver om turen.

Min lillebror Mike og jeg havde aftalt at vi ville på søen efter sandart. Jeg besluttede at jeg ville tage af sted lidt tidligere, ca. 1 time før aftalt og samle Mike op når han var klar. Jeg var hurtigt på pladsen og så aktivitet på loddet, hvorefter jeg smed mine 2 markører. Målet var fiskeri efter de bundnære sandart, fisket vertikalt. Dybden var ca. 14 meter. Jeg havde monteret en fireball på en speedmaster jig stang der sad i stangholderen og fiskede lige over bunden, samtidig med at jeg aktivt jiggede en fin’s. Da jeg sejlede ind efter Mike så jeg et andet sted fin aktivitet på skrænten og ville se om det var noget når vi kom ud igen. Vi fandt hurtigt skrænten igen og jeg begyndte fiskeriet, hvorefter jeg straks fik kontakt, inden Mike havde rigget til. Det var hurtigt meget klart at det var en rigtig fin gedde og ikke en sandart der havde hugget. Dybden her var 13 meter og jeg havde max pres på stangen, og var indstillet på at miste uhyret da linen kun er en 0,06 fletline med en brudstyrke på ca. 4,4 kg. Jeg fastholder presset og efter ca. 10 min. sej kamp kan jeg med lillebrors hjælp lande en fin gedde på 118 cm og 12 kilo rent i båden.

Hvidovre Sport

Gråt vejr gir´ røde fisk

Flotte farver fra denne kildeørred. Fisken var 2.8 kilo og 61 centimeter 30.10.08 – REGNEN væltede ned i lårtykke stråler over det meste af landet i søndags. Men hvornår har regnvejr holdt en inkarneret lystfisker tilbage? Og hvem gider også ligge under dynen en søndag morgen i oktober mens det pisker ned? Én der ikke blev holdt tilbage af vejret var Brian Thomsen fra Nordjylland. Læs hans regnvåde søndagsberetning her:

– Vi var nogle stykker som blev enige om at tage til Medestedet for fange nogle af søens regnbuer og kildeørreder (ja, jeg har endnu ikke fanget sådan en). Det stod ned i stænger da jeg ankom til søen kl. 8, så jeg fik lavet en lille lejrplads ved et af bordene under den medbragte parasol. Ganske kort efter kom Esben. Der var ikke meget gang i ørrederne, så den først 1½ time gik uden fangst. Jeg riggede min spinnestang til, og allerede efter få kast skete der noget. En flot kildeørred angreb min spinner i et voldsom hug, og så begynde en god fight. Esben kunne lande den for mig efter en god fight, og så kunne der lige tilføjes endnu en fisk på CV´et. Stort tillykke herfra med den flotte fisk.

Hvidovre Sport

Farvel til Gudenå-dæmning

Efter næsten 100 år er det slut. Nu kommer der masser af nye gydepladser og forhåbentlig også flere fisk. ET LILLE STYKKE Danmarkshistorie dør og et nyt kapitel begynder, når plankerne i det gamle stemmeværk ved Vilholt Mølle den 30. oktober kl. 13.00 hæves for sidste gang. Umiddelbart efter begynder nedrivningen af den næsten 100 år gamle dæmning, så vandet atter kan fosse vildt og frit i Gudenåen.

Stemmeværket bliver fjernet som led i et stort naturgenopretningsprojekt, som Skov og Naturstyrelsen, Søhøjlandet gennemfører i tæt samarbejde med Horsens Kommune og lokale lodsejere. For at give alle interesserede en allersidste chance for at se stemmeværket i funktion inviterer Skov- og Naturstyrelsen derfor til Åbent Hus arrangement på dagen. "Vi har lånt og udnyttet Gudenåen i 142 år og nu leverer vi den tilbage med tak for lån. Det bliver i sandhed en historisk dag, der også markerer at arbejdet med at føre Gudenåen tilbage til sit oprindelige udseende nu går ind i en afgørende fase," siger projektleder Ole Juul Andersen fra Skov- og Naturstyrelsen, Søhøjlandet. Det ventes at vandmasserne vil sprænge forbi dæmningen med mellem 10 – 20.000 liter vand i sekundet når først vandet får frit spil. Bygningsværket er den sidste total-spærring i Gudenåen og fjernelsen af den sker for at give fisk og vandlevende dyr mulighed for at vandre frit. "Sø-ørreden har nu i 142 år banket snuden mod opstemningen. Efter torsdag den 30. oktober kan den svømme forbi og vandre helt op til Gudenåens kilder og få kilometervis af nye gydepladser," oplyser Ole Juul Andersen. Alle interesserede er velkomne på dagen på Vilholt Mølle, hvor der også bliver mulighed for rundvisning. Gæster opfordres til at komme i god tid inden kl. 13.00 af hensyn til de smalle skovveje og parkeringsforholdene på stedet. Skov- og Naturstyrelsen byder på varm kaffe og vandkringle på åbredden.

Hvidovre Sport

Gedder på tailbaits

Thomas Munksgaard blev inspireret af en artikel i Fisk & Fri og købte et par tailbaits. – De virker altså, fortæller han og fremviser her en fin gedde taget på Zam-Z-tail. EFTER at være blevet inspireret af Fisk & Fri’s tailbait artikel i augustbladet, måtte jeg prøve om det nu var rigtigt at disse gummihale agn virkelig kunne fange fisk. Jeg fik erhvervet mig et par tailbaits og på næste geddetur skulle de testes. På geddeturen startede jeg ud med min foretrukne jerkbait hvilket dog efter et par timer kun havde resulteret i en fisk. Et hurtigt kig i grejkassen og jeg fik øje på min tailbait, nu skulle den stå sin prøve. Efter et par kast mærker jeg nogle forsigtige nap og efter agn kommer en lille gedde nysgerrigt svømmende. Fem kast senere kommer der så et solidt hug, en fin gedde på ca 3 kilo har grådigt slugt min tailbait som er helt væk i kæften på gedden.

Da dagen er omme er det blevet til en god håndfuld fisk på tailbaiten, så mon ikke en tailbait ryger på enden af forfanget på næste geddetur….

Hvidovre Sport