jan 9, 2009 | Nyheder

Tom Nielsen med en flot midtjysk gedde på 10,1. Denne fisk var bare en blandt en flot stribe gedder på flere dages fiskeri. 09.01.09 TOM NIELSEN, som er formand i Gundsø Sportsfiskerforening har sendt os følgende rapport fra juleferien: – Dagene mellem jul og nytår blev tilbragt i båden på en midtjysk sø på jagt efter gedder.
2 juledag kom der en kæmpe hvirvel bag flåddet og stangen krøllede helt sammen. Desværre må fisken have hugget forkert for da den kom til båden sad krogen i siden. Heldigvis var skaden på fisken minimal den var utrolig tyk så vi valgte at veje den – 11.9 kilo sagde vægten. Resten af dagen gav en fisk på 8,75 kilo til min makker og de næste par dage kom der kun mindre fisk i båden.
Men så d. 30. var de store på finnerne igen og hele 5 stk over 8 kilo med den største på 10,1 kilo var en tur oppe og vende i båden.
Dagen efter var vi igen ude et par timer men kulden havde taget til og bidelysten var faldet men det blev da til en 5 kilo og en rigtig fin fisk på 9 kilo, slutter Tom.
jan 8, 2009 | Nyheder

Jacob Andersen med sin fantastisk smukke og lange 15,5 kilos gedde fra det midtjydske. Et stort tillykke fra Fisk & Fri. JACOB ANDERSEN er en glad mand: – Jeg har virkelig gjort en ihærdig indsats efter gedderne i slutningen af 08 og her i starten af 09, fortæller Jacob til Fisk & Fri. Grundlæggende har jeg fisket efter princippet STORE skaller fanger STORE gedder.
Dagen hvor det hele gik op i en højere enhed kom endelig en af de første dage i januar, hvor mig og min kammerat var draget ud på en af de store jyske søer i håbet om at få en af de store madammer op i båden. Det var dog ikke det mest optimale fiskeri, da topspottet jeg var blevet tippet om lå under isen længere inde mod land. Men – vi måtte jo få det bedste ud af det, når nu vi var kommet afsted. Så grejet blev pakket ud, og vi fik søsat nogle rigtigt gode skaller, som jeg havde skaffet dagen i forevejen. Alle skaller er over 300-400g.
Vi lagde ud med at dørge langs iskanten, så tæt på de undersøiske skrænter som overhovedet muligt. Efter ca. et par timers sejllads frem og tilbage langs iskanten fik vi nok og begav os tilbage i retning mod lavere vand i håb om at nogle fisk havde glemt at trække ud på dybere vand, som resten af deres artsfæller. Vi var dog ikke sejlet ret langt før der på den ene flådstang blev hevet line af hjulet, akkurat som et tackel der har sat sig i et solidt bundbid. Det kunne dog ikke rigtigt passe, da skallen fiskede langt over bunden… Men da der blev givet tilslag, var der hverken skalle eller gedde i den anden ende – øv.
Vi fik sat en ny skalle på trekrogene, og fik vendt skuden, så vi kunne forsøge det samme sted igen for at se, om det var en gedde, der var sulten. Det tog dog lidt tid og sejle i en stor bue uden om, så alle stænger kom til at fiske over stedet igen. Fremgangsmåden var som sidst; da vi sejlede ind over det samme sted. Men denne gang var det bare en af bundstængerne, der satte sig som et solidt bundbid, og bådens fart fik linen til at rulle af hjulet… Vi fattede ikke rigtigt noget, og troede igen at det måske var et bundbid. Der var nemlig ikke de karakteristiske nøk i stangtoppen, som normalt indikerer, at det er en fisk, som har taget skallen.
Men da jeg kort efter gav et solidt tilslag, kunne jeg tydeligt mærke, at der var noget, som rørte sig i den anden ende. Sekundet efter fløj linen af hjulet i den modsatte retning af båden. Fisken tog hurtigt 20-30meter line, før jeg fik den vendt, og jeg kunne tydeligt mærke, at det var en rigtigt god fisk. Alt for god til at jeg ville miste den. Efter ca. 5-10 minutters fight under båden kom den endelig til syne i overfladen. F… hvor var den STOR. Aldrig havde jeg da set så stor en gedde. Normalt håndlander jeg mine gedder, men denne fisk ville jeg ikke risikere noget med, så nettet blev taget i brug.
Da gedden var klar til landing og skulle ind over netrammen, kunne vi så konstatere, at nettet var for lille. Den kunne simpelthen ikke komme ned i netrammen. I samme sekund satte den yderste trekrog sig i netkanten og uden tøven kastede jeg stangen fra mig i bunden af båden. Og med linen i den ene hånd fik jeg med et splitsekund den anden hånd ind under gællelåget og fik et solidt greb i gedden, så den ikke kunne vriste taklet fri af nettet. Jeg tænkte overhovedet ikke på, hvor trekrogene sad i geddens gab. Jeg måtte bare ikke miste den fisk. Men heldigvis sad to af trekrogene solidt plantet i modsatte side af mundvigen så jeg ikke fik smadret mine fingre. Da jeg skulle løfte den op i båden, kunne jeg knapt hive den over rælingen, og det kom til at ligne en anden big game landing, som man kender fra havfiskeri, hvor bugen af fisken slæber hen over rælingen af båden. Den var længere end bunden af båden på tværs. F… mand, den var langt over de 100 cm kunne jeg konstatere, idet gulvpladen i bunden af båden målte 110cm. Da jeg endelig fik den bugseret ind i vejeslyngen hoppede vægten op på hele 15,50 kilo! Så kunne det nok være, at der blev råbt et glædes skrig ud over søen, så samtlige mennesker i miles omkreds kunne høre, at der var et par tossede fyre, der var vanvittige nok til at tage ud at fiske i frostvejr. Der er nok ingen tvivl om at denne gedde bliver et af mine livs fangster, slutter Jacob, der fangede fisken på en stor gråskalle monteret med 3 trekroge i ryggen samt et stk smileblade foran. Fisken målte for øvrigt 127cm.
jan 8, 2009 | Nyheder

Snart skal Tom Christensen fra Skanderborg til Costa Rica og nyde varmen og forhåbentlig nogle gode fights! VINDEREN AF EN FISKEREJSE til Costa Rica er fundet. Vi har som lovet trukket lod bl.a. alle vore abonnenter og fundet en heldig vinder der skal på en gratis fiskerejse til Costa Rica, sammen med Pure Fishing og bl.a. vinderen af Gulp Cup.
Vinderen af vores lodtrækning blev Tom Christensen fra Skanderborg.
Tom har aldrig været på Big Game Fiskerejse og troede næsten ikke på det da vi gav ham beskeden. "Jamen det kan da ikke være rigtigt – jeg har aldrig vundet noget før", udbrød han. Tom fisker for det meste i Gudenåen med spinnestangen, så mon ikke Costa Ricas sejlfisk og guldmakreller bliver lidt af en oplevelse for ham. Vi bringer selvfølgelig lidt i bladet om hvordan det er gået Tom, når han er hjemme igen.
Se mere om konkurrencen og præmien her.
Et stort tillykke herfra skal det lyde.
jan 7, 2009 | Nyheder

Bendt Erik Larsen fik denne flotte 4+’er på Vestsjælland den 5. januar. BENDT ERIK LARSEN var den 5. januar taget ud til et kyststykke syd for Korsør, han aldrig havde fisket før. Efter to timers fiskeri med en 12g tobis var han begyndt at blive godt kold så han ville lige fiske nogle få udvalgte steder på tilbageturen. Han skiftede til wobler, og ville lige tage et par kast før tilbageturen Der var fisk i første kast, men den røg dog af ti meter fra kysten. Seks syv kast mere og efter et spinstop sidder den der, og efter en lang fight med flere udløb lander han denne blanke havørred på lidt over fire kilo.
Det er lige den slags at vinterfiskeri på den åbne kyst handler om. Du kan allerede nu glæde dig til næste nummer af Fisk & Fri, som er spækket med vintertips til kysten.
jan 6, 2009 | Nyheder

Allan Larsen med en flot 10,5 kilos gedde fra anden juledag på Tuel Sø. ALLAN LARSEN fra Dianalund, var et smut på Tuel Sø for at få lidt frisk luft oven på al julemaden 1. juledag, hvor denne flotte gedde huggede på en skalle. Allan fortæller at der lød et kæmpe hurra da fisken kom i båden som nok ku høres flere kilometer væk…
Tilykke herfra skal det også lyde.
jan 5, 2009 | Nyheder

Søren Larsen med en blank nytårsørred der ikke kunne stå for en Herring Spoon.

Mads Grosell med en niendedel af dagens fangst…SAVAGE GEARS produkt manager, Mads Grosell, var på trolling tur i Køge Bugt med Søren Larsen lige før nytårs aften. Ikke for at fage nytårstorsken, men nytårshavørreden. Her oplevede de et sandt champagne fiskeri med 18 smukke fisk i båden med en fin snitstørrelse. 16 af ørrederne var taget på Savage Gear’s nye Herring spoon i 11 eller 14 cm fisket på overfladen bag en 30 grams Kusomo diver. De sidste to nuppede en Prey115 I den nye sandeel farve. Se mere om de nye agn på Savage Gears egen hjemmeside.
Vi håber at flere af vores læsere også får fornøjelsen af lidt "Champagne fiskeri" her i det nye år.
jan 2, 2009 | Nyheder

Kim Hansen med en skøn bornholmerlaks på 14,2 der huggede på en Big Ed i Grøn/gul/grøn m. glow. LAKSEFISKERIET er godt i gang på Bornholm.
– Efter 2 meget sløje dage med kun en mindre laks, skulle taktikken ændres på den sidste mulige fiskedag inden vinden ville tage til, og lukke for et muligt fiskeri, de næste mange dage, skriver Kim Wittenborn Hansen fra Sønderborg om sin trollingtur til Bornholm kort før jul.
– På opfordring fra en af de lokale trolling-fiskere, skulle der fiskes højere i vandet. Og ingen flasher/dodgere… Så jeg riggede om til ren blink og kun to stænger på hver riggerne, som fiskede højt i vandet. Kursen blev samt mod Graven, selvom der var store bølger på nordspidsen af øen. Den sidste stang på downrigger blev sat i 30 fod. Jeg ville til at sætte en sideplanner på, da hjulet på den stang jeg lige havde sat, gik helt amok. Jeg vidste med det samme at dette var en rigtig god fisk.
– De 3 andre stænger kom hurtig op i båden. Og jeg kunne nu starte med at fighte fisken… Efter en halv time, med flere udløb inde ved båden, var laksen klar til at blive nettet…. Og sikke en fisk. Jeg var sikker på at kæresten ikke kunne nette denne fisk… Den var for tung. Så da fisken var ved at være træt, fortalte jeg hende at hun snart ville få stangen fra mig, også skulle hun "bare" trække i stangen alt hun kunne…
Ø jeblikket kom, hun fik lynhurtigt stangen. Jeg tog nettet. Da hun hev alt hun kunne, gled fiske perfekt i nettet…
Sikke en dejlig oplevelse, som vi i fællesskab kunne nyde, slutter Kim.
dec 29, 2008 | Nyheder

Lars Graversen var selvsagt tilfreds med sin flotte overspringer på 3 kilo fra Karrebæksminde. Så skulle du få lyst til lidt frisk luft oven på nytårsnat, var det måske en idé med en lille havørredtur.JULEFERIEN er havørredtid for mange. Den 28 dec. var Lars Graversen da også taget til Karrebæksminde for at jagte de blanke overspringere. Først fiskede han med flådfiskede skalrejer, og det gav et enkelt hug på en times fiskeri. Så prøvede han en anden fiskeplads et stykke nede ad kysten. – Jeg satte en rød/hvid Storm wobler på, og efter ca. et kvarters fiskeri uden hug tog en ørred wobleren hårdt helt ude i kastet, fortæller Lars. Fighten varede ca. 10 min. En forbipasserende fyr nettede den for mig, og jeg var en glad mand, da jeg kunne konstatere, at det var en fin blank fisk på ca. 3 kilo, slutter Lars.
dec 28, 2008 | Nyheder

ÅRETS FLOTTESTE FORSIDE er nu kåret. Masser af læsere har indsendt deres bedømmelse af året forside og vi har talt stemmerne op og trukket lod blandt alle de indsendte forslag om en stribe flotte præmier.
Årets forside blev blad nr. 9, november 2008, der forestiller en kystfisker med solnedgangen i baggrunden. Billedet er taget af Fisk & Fri’s redaktør, Jens Bursell.
På andenpladsen kom blad nr. 2, med Yngve Asks billede af en kystfisker i store bølger og på tredjepladsen kom december nummeret med rejsetemaet og en giant trevally på forsiden. Dette blad er stadig ude i butikkerne endnu.
Her ses vinderne af lodtrækningen:
1 Præmie: Geoff Anderson MWS Vadejakke:
Steen Andersen, Køge.
2. Præmie: Ambassadeur 7000i:
Kåre Andersen, Odense
3. Præmie. Scierra Chestpack:
Kim Nielsen, Horsens
4-10. Præmie, Fisk & Fri Cap:
Per Holm, Nyborg
Jan Mikkelsen, Sengeløse
Lars Andersen, Hornum
Chris Bundgaard Mose, Herning
Rigmor Petersen, Åbenrå
John Hansen, Frederiksberg
Martins Skjoldan, Kalundborg