JUNIOR NARRER GEDDEN GRUM

Den skrappe juniorfisker med sin gedde. En så flot gedde på helt let grej er bestemt værd at være stolt af. GEDDER ER SNU ROVDYR, som til tider kan være problematiske at fravriste søens eller mosens dunkle vande. Unge Simon Uldal fra Roskilde har dog, hvad der skal til. D.20marts var han med farmand i en privat sø for at fiske gedder, og det gik over al forventning.

På en let 6fods spinnestang og 0,15line lykkedes det Simon at kroge en stor gedde, som han i 15 lange og intense minutter måtte kæmpe med, før den lå sikkert på land. Den flotte fisk, der ikke kunne stå for et gult Daredevil blink, målte 96 centimeter og vejede godt og vel seks kilo, og så blev den – selvom far fiskede ivrigt med, og der i løbet af dagen var andre fisk på land – meget passende turens absolut største fisk.

Friluftsland

FED OG SMUK BLANKFISK

Jepper Sikker Jensen med en misundelsesværdig smuk havørred fanget en tidlig og stille forårsdag. FORÅRET ER TOPSÆSON for havørredfiskeriet langs de åbne danske kyster, og med lidt held kan man fange både mange og store fisk. Jeppe Sikker Jensen fortæller, at han for nyligt var af sted på en tidlig morgentur med 2 af sine venner. – Morgenen gav en mindre Havørred og et par følgere, der ikke rigtigt ville gå til stålet i det klare vand. Jeg overvejede et skift til bombarda, men besluttede at give blinket endnu en chance.

Pludselig mistede jeg kontakten til blinket halvvejs inde, fik hurtigt strammet op og givet tilslag, og en god havørred kvitterede med et par spring fri af vandet. Jeg fik løsnet bremsen, men den ville ikke rigtigt mere og fulgte bare med ind. Her stod jeg så med en havørred på kort line, der absolut ikke var træt. Jeg begyndte at "gå tur" med den, og så kom der ellers liv i den, og den strøg 20-25meter ud. Herefter forløb fighten rimeligt normalt, og jeg kunne kort efter nette en af mine smukkeste havørreder til dato, beretter Jeppe.

Friluftsland

ROGNTUNG ABORRE

Hans Henrik Christensen med en af de smukke og tunge brakvandsaborrer, som St.Vejle Å efterhånden er blevet så kendt for. 26.03.09 – ABORREFISKERIET I ST.VEJLE Å er uovertruffent, men ikke alle dage er lige nemme. Per Ekstrøm var forleden dag en tur ved St.Vejle Å på en dag, hvor aborrerne ikke rigtigt ville noget. Eneste fisk blev fanget af en medfisker – Hans Henrik Christensen – men den var til gengæld også stor.

Per Ekstrøm assisterede med målning, vejning og fotografering, og kunne herefter, sammen med den glædesstrålende fanger, nyde synet af den prægtige gydefisks returnering til åen. Fisken, der blev fanget på jig, målte 47cm og vejede intet mindre end 1,920kilo. –En rigtig tyksak.

Friluftsland

Trolling Masters 2009

Der er mulighed for at få både mange og store laks i båden i de bornholmske farvande.

KONKURRENCEN BLIVER HÅRD, men så er der til gengæld også mulighed for både store sølvblanke laks og ikke mindst flotte præmier og masser af prestige. Tilmeldingsfristen for Trolling Masters Bornholm 2009, der løber af stablen 29.april – 2.maj, er tirsdag d.14.april – en dato som hastigt nærmer sig. Selve tilmeldingen foregår via følgende link: www.tv2bornholm.dk/trolling, og alle med båd og storlaksedrømme kan være med.

Til alle interesserede kan nævnes, at der for kort tid siden er fanget en imponerende storlaks umiddelbart syd for Bornholm på intet mindre end 15,4 kilo. Og glæd dig så i øvrigt til aprilnummeret af Fisk&Fri, der byder på en beretning fra Fisk&Fri’s redaktionstur til Bornholm – en tur, som bød på ganske mange flotte Bornholmerlaks.

Friluftsland

Team Garmin rykker

Jakob Nielsen med den stærke Furesøgedde på 12,1 kilo, som blev spottet på ekkoloddet. TEAM GARMIN HAR VÆRET PÅ VANDET igen, og denne gang et det Jakob R. H. Nielsen, der har udmærket sig med en Furesøgedde i den tungere ende af skalaen. HAns bådmakker Lars Nielsen fortæller, at de to igennem længere tid har bikset med at gejle deres søbåd, og at de i lørdags – selvom båden endnu ikke er færdig – bare måtte af sted og teste de første ændringer og modifikationer.

– Blandt andet har vi frontmonteret saltvandselmotor med autopilot, som giver en nærmest ufattelig kontrol over situationen i båden, fortæller Lars. Jakob havde kun fisket i 5 minutter, da han på 10 meter vand så en kæmpe banan på ekkoloddet helt nede over bunden, og sænkede sin agnfisk ned til den. Fisken huggede omgående, og efter en benhård fight, som er typisk for Furesøgedderne, kom en usædvanligt stor og velproportioneret gedde på 12,1 kilo i båden. Kanon ilddåb for vores nye båd, som givetvis ikke har set sin sidste store rovfisk, slutter Lars.

Friluftsland

To grove gedder

Lars Duponts forårsgedde må så sandelig siges at være i flot stand. 3.WEEKEND I MARTS skulle blive årets første tur på vandet for Lars Dupont. – Første tur har aldrig været så sent i kalenderåret før, fortæller Lars. – Så jeg var noget ivrig efter at komme af sted. Allerede søndag morgen lidt over 8, faldt det første hug. En gedde på 12,4 kilo som var en ny PR! På det tidspunkt var jeg godt tilfreds, men resten af dagen skulle der jo også fiskes. Lidt over tolv lå jeg inde over lavt vand med fire friske agn og skulle se, om der var lidt fisk. Det store hug faldt lidt uventet, fordi jeg var i gang med at afkroge en pjevs under tre kilo. Der blev givet et forsigtigt tilslag, da jeg var i tvivl om agnen havde sat sig i bundvegetationen. Min drømmegedde fightede tungt, og jeg var godt klar over, at denne fisk kunne være lige så stor som den fra tidligere på dagen.

Efter at gedden var kommet i nettet, parkerede jeg fisk og net i en stangholder, ryddede op i båden for at gøre plads og løftede så fisken ind! Dvs. jeg løftede fisken, men fisken blev nede i vandet og mit net med stålramme bøjede af og gav efter. Det var noget flippet! Nu vidste jeg, at fisken var stor. Endelig i båden, kunne jeg se, at gedden var min drømmefisk – en fætter på 120 centimeter som vejede 15,4 kilo. Som sportsfisker skyndte jeg mig at tage noget data på min drømmegedde, fotografere den og sætte den nænsomt tilbage i dens egen verden. Det er ikke sikkert, at nogen anden fisker ser den igen, men jeg tænker stadig på min drømmegedde, slutter Lars Dupont. Desværre fik vi ikke Lars til at afsløre hvor han nuppede kæmpe gedden henne.

Friluftsland

Snart tid til Vejle Fisker

Bjarke Horst Jensen genudsætter en blank nedgænger i Vejle Fjord. VEJLE FJORDS ØRREDFOND afholder d. 1. 2. og 3. maj for 43. gang Nordeuropas største kystkonkurrence "Vejle Fisker". Vejle Fjord danner som sædvanlig de flotteste tænkelige rammer omkring vores arrangement, skriver bestyrelsen i deres pressemeddelese. – Rødkilde Gymnasium danner igen rammen omkring konkurrencen. Her forefindes sekretariat, indvejning og præmieuddeling. Dette er også mødestedet, hvor der snakkes fiskeri, vejr, grej, teknik og "hot spots".

Den massive interesse for at deltage i og støtte denne konkurrence er overvældende. Omkring 650 betalende deltagere var med sidste år. Det er et kæmpe stykke arbejde at stable arrangementet på benene, men lønnen kommer, når de mange deltagere rykker ind i telte, campingvogne, hoteller og vandrerhjem.

I samarbejde med vandløbsmyndighederne bidrager Vejle Fjords Ørredfond med økonomiske midler, som forbedrer de fysiske forhold i vandløbene, hvorved fiskens frie vandring i vores vandløb sikres, og den naturlige reproduktion fremmes. I tillid til de mange trofaste sponsorer, loves der virkelig flotte præmier til arrangement, hvor den samlede præmiesum forventes at blive på ca. 150.000 kr.

Konkurrencen starter fredag kl. 15.00, og indvejningen slutter søndag kl. 14.00.

Deltagerprisen er mindst 125,00 kr., og derudover kan der købes familiekort til 200,00 kr. Familiekort omfatter 2 voksne og hjemmeboende børn under 18 år. Tilmelding kan ske ved indbetaling på giro 928-1088.

Yderligere oplysninger fås ved formand Jimmy Pedersen, 40 81 30 06 eller Jens Jørgen Siersbæk,

75 83 49 34.

Det endelige program kan ses på klubbens hjemmeside www.vejle-fisker.dk

Friluftsland

Ufattelig Rügen-debut!

13,3 kilo laks i første forsøg er ikke dårligt. Mon ikke Brian og Michael vender tilbage til Rügen endnu engang?

BRIAN MILKOWSKI og hans makker Michael skulle for første gang udforske det omtalte laksefarvand ved Rügen. Fisk & Fri får ind imellem flere spændende rapporter fra Rügen og denne rapport bekræfter endnu engang, at fiskerriet er helt fantastisk uden for den tyske ø.

– Efter en times sejlads fra Klintholm stoppede vi et tilfældigt sted ved 40 meter kurven og satte grejet, fortæller Brian Milkowski til Fisk & Fri. – Vi havde spottet en masse fødefisk på loddet, så vi sejlede lidt rundt i området. Det førte til en lille ørred på 1.13 kilo og kort efter kom et rigtigt hårdt hug, som trak en god portion line af hjulet. Først troede vi, det var laks, men da udyret kom til syne, viste det sig at være en torsk på 9 kilo. Jagten på storlaksen kunne således fortsætte og vi måtte vente til 14:20, hvor endnu et kraftigt hug spændte stangen til bristepunktet. Denne gang på en af Michaels stænger der bukkede og vi var ikke i tvivl…Det her var blankfisk! Efter 35 minutters nervepirrende fight, med flere lange udløb, lykkedes det at hive vores første Rügen-laks i båden. Vægten stoppede ikke før den nåede 13.30 kilo! Den flotte blakfisk fordelte sig på 102 centimeter og havde taget en blå og gul Grizzly Salar. Laksen huggede i 80 fods dybde over 120 fod vand ved 3 kn fart. 

På havnen i Klintholm fandt vi senere ud af, at vi ikke var de eneste der havde fået storlaks i båden denne dag. En Kanon dag ved Rügen, som i den grad fik vorers laksedrømme til at gå i opfyldelse.



Vi på redaktionen ønsker de to Rügen-debutanter stort tillykke med fangsten.

Det er ikke kun laks man kan fange på Rügen. Geddefiskeriet er også helt fænomenalt. Læs mere om geddefiskeriet i februar 2009 udgaven af Fisk & Fri.

Friluftsland

Flere aborrer fra St. Vejle Å

Gorm Siiger fra Stenlille har været ved St. Vejle Å et par gange og det er blevet til flere imponerende aborrer, bl.a. denne på 1,860 kg og 48 cm.

Gorm Siiger fiskede en dag sammen med Lars Søbye og fik taget dette billede af hans størst og eneste aborre på ikke mindre end imponerende 2,025 kg. ST. VEJLE er bare noget helt særligt. Gorm Siiger fra Stenlille har været på besøg i det østsjællandske med flotte aborrer som resultat. En medfisker, Lars Søby, fangede en imponerende aborre på 2,025 kg og 50 cm. Det blev i øvrigt hans eneste fisk hele dagen, så det blev jo et imponerende "gennemsnit". Gorm fangede selv 3 aborrer på henholdsvis 1,0 – 1,3 og 1,325 kg. Nogle dage senere var Gorm igen ved det berømte aborrevand, og denne gang blev det til 4 aborrer over kiloet, med en fisk på 1,860 kg og 48 cm som dagens største.

Friluftsland