13,3 kilo laks i første forsøg er ikke dårligt. Mon ikke Brian og Michael vender tilbage til Rügen endnu engang?
BRIAN MILKOWSKI og hans makker Michael skulle for første gang udforske det omtalte laksefarvand ved Rügen. Fisk & Fri får ind imellem flere spændende rapporter fra Rügen og denne rapport bekræfter endnu engang, at fiskerriet er helt fantastisk uden for den tyske ø.
– Efter en times sejlads fra Klintholm stoppede vi et tilfældigt sted ved 40 meter kurven og satte grejet, fortæller Brian Milkowski til Fisk & Fri. – Vi havde spottet en masse fødefisk på loddet, så vi sejlede lidt rundt i området. Det førte til en lille ørred på 1.13 kilo og kort efter kom et rigtigt hårdt hug, som trak en god portion line af hjulet. Først troede vi, det var laks, men da udyret kom til syne, viste det sig at være en torsk på 9 kilo. Jagten på storlaksen kunne således fortsætte og vi måtte vente til 14:20, hvor endnu et kraftigt hug spændte stangen til bristepunktet. Denne gang på en af Michaels stænger der bukkede og vi var ikke i tvivl…Det her var blankfisk! Efter 35 minutters nervepirrende fight, med flere lange udløb, lykkedes det at hive vores første Rügen-laks i båden. Vægten stoppede ikke før den nåede 13.30 kilo! Den flotte blakfisk fordelte sig på 102 centimeter og havde taget en blå og gul Grizzly Salar. Laksen huggede i 80 fods dybde over 120 fod vand ved 3 kn fart.
På havnen i Klintholm fandt vi senere ud af, at vi ikke var de eneste der havde fået storlaks i båden denne dag. En Kanon dag ved Rügen, som i den grad fik vorers laksedrømme til at gå i opfyldelse.


Vi på redaktionen ønsker de to Rügen-debutanter stort tillykke med fangsten.
Det er ikke kun laks man kan fange på Rügen. Geddefiskeriet er også helt fænomenalt. Læs mere om geddefiskeriet i februar 2009 udgaven af Fisk & Fri.