apr 3, 2009 | Nyheder

Martin Lassen med den største af de mange imponerende torsk han og kammeraterne fangede i Norge. 04.04.09 – TORSK OVER 10 KILO hører bestemt til sjældenhederne herhjemme, men ved nordnorske Sørøya kan drømmen om mange og store torsk for alvor gå i opfyldelse.
Martin Lassen var i slutningen af marts på fire dages fiskeri i området for at fiske efter torsk, og resultatet var overvældende. Alt i alt havde Martin og hans makkere 22 såkaldte målere (torsk over 10kilo) i båden, og selv fangede Martin turens største torsk på 140centimeter og hele 23kilo – en fisk, som måtte håndlandes, da gaffen ikke var kommet med på vandet netop den dag. Fisken blev fanget på en knap 400gram tung jig i farven Rainbow.
Hvis du skulle have fået lyst til selv at prøve kræfter med Sørøyas store torsk, kan du lære mere her: www.nordic-sea-angling.se
apr 3, 2009 | Nyheder

En af de mange flotte fisk, som blev fanget og indvejet til konkurrencen i Skyggehale Put&Take.03.04.09 – IKKE FÆRRE END 41 FISK med en samlet vægt på lidt over 72kilo landede de 25 fremmødte konkurrencedeltagere ved Skyggehale Put&Take d.28marts. Der var da også sat 300kilo fisk ud i søen, så der var masser af ørreder at fiske efter i det forårsagtige vejr.
Den suveræne vinder af konkurrencen blev Carlo Gregersen fra Nr.Snede med en nydelig regnbueørred på 6.01kilo. Anden pladsen indtog Erik Budtz med en fisk på 4,3kilo og tredje pladsen tog Søren Andersen sig af med en regnbueørred på 3,97kilo.
Udover at det var årets første konkurrence i Skyggehale Put&Take var det også startskuddet for salg af maratonbilletter og deltagerkort til Skyggehale Mesterskaberne. I øjeblikket er der to ledige pladser tilbage til maratonen og ét deltagerkort til Skyggehale Mesterskaberne, hvor op til 18 hold kan konkurrere.
Læs mere her: Skyggehale Put&Take
apr 2, 2009 | Nyheder

Lars Chr. Bentsen med en smuk fluefanget laks fanget tidlig morgen. FISK & FRI’S Lars Chr. Bentsen var med, da laksesæsonen i Varde Å blev skudt i gang. Han beretter, at åen bød på faldende vandstand og en fornuftig temperatur, og at forholdene i det hele taget næppe kunne have været mere optimale.
– Forventningerne var store til årets premiere i Varde Å, og forventningerne blev da også indfriet. Formand for Varde Sportsfiskerforening, Jørgen Bohnensach, fortæller, at der formentlig er fanget omkring 30 friske opgangslaks i løbet af dagen, men også at der er fanget flere nedgængere end sædvanligt. Foreningen vurderer, at der kan have været op mod 400 lystfiskere ved åen i løbet af dagen. Jeg selv havde fornøjelsen af at fange en af de første laks på dagen, slutter Lars Chr. Bentsen.
Følg med de næste dage på Varde Sportsfiskerforenings hjemmeside, og se hvad de kommende dage ved Varde Å byder på af fangster.
apr 2, 2009 | Nyheder

Kenny og Per med et par prægtige laks fra Skjern Å premieren. 02.04.09 – 1.APRIL LØD STARTSKUDDET til årets laksesæson i Skjern Å, som de seneste år har budt på et eminent laksefiskeri, der bare er blevet bedre og bedre.
Kenneth Nielsen fra grejbutikken Seatrout, fortæller, at der var mødt rigtig mange lystfiskere op til premierefiskeriet på Hernings fiskevand ved Skjern Å, og at mange af de fremmødte var ganske spændte på, om laksen nu også var kommet. Det skulle vise sig, at det var den!
– Der blev set godt med fisk rundt på de forskellige stræk, som Herning Sportsfiskerforening råder over, og så fangede Kenny Fros en flot nysteget laks på 9,8kilo. Og Per Lauersen fik en rigtig flot laks med lus på 7,1kilo – begge fanget om morgenen.
Udover de utroligt fine laks, der blev fanget i løbet af dagen, blev der ifølge Kenneth Nielsen også fanget en hel del flotte regnbueørreder. Så alt i alt var det en rigtig fin premiere ved åen.
Læs eventuelt mere her: www.herning-sportsfiskerforening.dk www.sea-trout.dk
apr 1, 2009 | Nyheder

Fra idag kan du nu gå on-line på Fisk & Fri´s web-magasin og læse komplette fiskeblade inklusiv alle artikler som pdf´er – helt tilbage til 1/2007.
01-04-2009 FISK & FRI´S WEB-MAGASIN er nu på i luften. For første gang på en dansk fiskehjemmeside kan du på www.fiskogfri.dk under artikler nu gå ind og læse komplette fiskeblade som web-magasin i pdf-format. Fremover up-loades alle blade, der er mere end tre måneder gamle. Som appetitvækker kan du læse bladet tilbage til 2007, men i den kommende tid up-loades Fisk & Fri helt tilbage til 2006. Det nye web-magasin åbner mulighed for at søge på specifikke artikler eller emner, hvilket giver dig uanede muligheder for at tilegne dig praktisk information og viden via de gamle udgaver af bladet – som dermed får et nyt pust af liv via internettet. Kan du fx ikke finde artiklen om Djurslands bedste pladser eller huske hvordan man lige binder den epoxy reje vi skrev om for et år siden, så kan du finde den på nettet. Artiklerne er delt op i kategorier, så der er også mulighed for at sidde og "bladre" online i artiklerne om fiskerejser eller fx madopskrifter.
Se for dig selv her, men vær advaret – der er til mange timers læsning.
Men… Hvis du vil være ajour med de nyeste trends og hotteste fiskenyheder, så er der dog kun ét at gøre; nemlig at købe det nyeste nummer af bladet, der netop er kommet i handlen. Fisk & Fri´s web-magasin, der udgør et overflødighedshorn af læsestof, er nemlig ikke tænkt som en erstatning for bladet – men som inspiration til at købe det. For uanset, hvor flot bladet ser ud på skærmen, så er overskuelighed og læsekomfort markant højere, når fiskenyhederne læses på papir.
Er du ikke abonnent i forvejen kan du se vore mange tilbud her.
mar 31, 2009 | Nyheder

Brian Kristoffersen med en velkonditioneret gedde fanget på wobbler hen under aften. 31.03.09 – GEDDEFISKERI HAR ALTID været blandt Brian Kristoffersens højeste prioriteter, og den seneste tid, har han i fællesskab med forskellige fiskekammerater bådfisket en masse imponerende fisk på den nedre del af Gudenåen. Efter en række ture med en del mindre gedder og et par pæne sandart, havde Brian d. 20.marts inviteret sin kammerat Jens Hay en tur med på åen.
Det skulle blive en kanon tur i godt vejr, som Brian beretter. – Vi tog afsted i strålende solskinsvejr og alujollen var rigget til med wobblere bagude. Vi havde ikke fisket mere end 15 min. før jeg fangede den første gedde – en fisk på ca. 2 kilo. Lidt senere fangede Jens Hay så en gedde på ca. 2,2 kilo og kort efter mistede han endnu en gedde på cirka samme størrelse. Så blev han spydig og spurgte, om jeg hvilede på laurbærene? Næ, minuttet efter fik jeg et godt hug og kunne så lande en gedde på 3 kilo!

Jens Hay med hans nye personlige gedderekord – en forbedring på mere end 5 kilo.
Så passerede lidt tid, hvor vi ikke fangede noget, men bare nød det gode vejr. Ved solnedgang fik jeg igen et godt hug, og denne fisk gik dybt! Efter en lang og god fight kunne vi nette en flot gedde på 98 cm og anslåede 7,5 kilo. Efter foto og genudsætning havde vi ikke fisket mere end 5 min, så fik Jens bid – og denne fisk gik også dybt. Pludselig kom den op og var klar til landing og vægten viste 8 kilo, hvilket var et betragteligt løft af Jens’ personlige rekord: En forbedring fra cirka 2,5 til 8 kilo. En helt igennem perfekt tur, slutter Brian!
mar 30, 2009 | Nyheder

Michael Roccato fik sin sag for, da den massive havørred inhalerede hans flue.
FLUEFANGEDE KYSTØRREDER OVER FEM KILO er bestemt ikke hverdagskost, men med tilpas meget ihærdighed – og ikke mindst held – kan det nu alligevel lade sig gøre. Lidt sent op af dagen d.12marts drog Michael Roccato af sted på en kysttur til Odense Fjord, og blev her mødt af synet af utallige andre fiskere, fortæller han. – Jeg fandt mig dog et hul, som jeg egentlig ikke troede meget på. Men nu var jeg dér, og nu skulle min nye fluestang prøves! Jeg fiskede i cirka 30 minutter uden at mærke noget, og så fik pladsen selvfølgelig skylden.
Jeg gik så jeg en tur langs vandet, i håb om at finde en bedre plads, men der stod lystfiskere overalt. Efter 30 minutter endte jeg, hvor jeg kom fra; på den dårlige plads. Godt sur på mig selv over at være kommet for sent ud, måtte jeg tage til takke med den dårlige plads, men jeg besluttede mig for at blive en times tid, når
jeg nu var kommet af sted.
Allerede i tredje kast blev den dårlige plads med ét forvandlet til en super plads. Dårligt var fluen landet på vandet, førend den blev taget i et ordentligt hug, og en havørred sprang ud af vandet flere gange. Jeg kunne med det samme se og mærke, at den var lidt større end de havørreder, jeg har fanget før. Men det var først efter 10 minutter, da den første gang kom tæt på land, og en makker – der var kommet hen for at hjælpe, fortalte mig, at den
ikke kunne være i mit net – at jeg blev klar over, at den var rigtig stor. Efter cirka 25 minutter og mange udløb, lykkedes det mig med et par hjælpende hænder at lande min til dato største havørred på hele 5,7kilo. og 81centimeter.
Så trods den "dårlige" fiskeplads, blev det en super dag, som jeg sent vil glemme, slutter Michael sin beretning.
mar 28, 2009 | Nyheder

Fisk & Fri´s udsendte Lars Chr Bentsen svinger stangen den anden fiskedag på Mørrum.DEN ANDEN fiskedag ved Mørrum er nu overstået. Dagen begyndte godt med høj sol og godt vejr – ganske forårsagtigt med vindstille og høj sol. Det lykkedes endog undertegnede at fange en havørred på ca. 3 kg i pool 9. Over middag forsvandt solen, og det blev koldt. Min fornemmelse er, at fiskeriet gik mere eller mindre i stå over hele åen. Der er dog blevet landet flere fine fisk, bl.a. en god håndfuld blanke opgangshavørreder.
mar 28, 2009 | Nyheder

En dygtig fluefisker har overlistet en af de til tider ellers ganske vanskelige Mörrumslaks. 28.03.09 – STARTSKUDDET TIL KRONOLAXFISKERIET i Mörrum lød klokken 9.00 fredag morgen. Fisk&Fri’s Lars Chr. Bentsen fortæller at mange fiskere stod klar på fiskepladserne, og at der, efter at kanonen var skudt af, ikke gik mange sekunder førend de første fluer og blink havde ramt vandet.
– Prøvefiskeriet i sidste uge havde været en lille smule nedslående, og indikerede, at de fleste nedgængere var trukket ud, men det viste sig, at der stod godt med fisk fra den yderste pool 16 og helt op forbi Vitskövla. Også Knaggalid blev der landet flere havørreder.
Det kneb med de blanke, nystegne laks, men flere flotte nedgængere i meget fin stand blev dog fanget.
Pladschef Percy Assarson oplyser, at kl. 17.00 var der totalt indvejet 105 fisk. Fiskene fra Knaggalid og Härnæs var i skrivende stund ikke indrapporteret, og det må alt i alt siges at være en glimrende premiere, slutter Lars.
[LEFT I morgen fortsætter Lars Chr. Bentsen fiskeriet, og rapporterer tilbage igen.