nov 4, 2023 | Nyheder
– er noget som de de fleste karpefiskere altid drømmer om. Præcis sådan en fisk fik Morten Billegaard Rasmussen forleden – og perfekt er måske en underdrivelse:
– Endelig efter en del nætter uden den rigtige lyd fra bidmelderne, kom der en ubrudt tone og efter en ret tam fight, fik jeg listet nettet under denne sindsygt flotte skæller på 19.1 kg, fortæller han. Den store skælkarpe den blev fanget cirka 250 m ude på 3,5 meter vand ved foden af en grund på et multirig med en 14/18 mm Nutty Snowman fra Vital Baits, slutter han.
Har du selv været ude at fiske og har fanget en god fisk, så tøv ikke med at sende os nogle liner og et godt foto til jb@fiskogfri.dk, sms på 30 70 02 36.
okt 14, 2023 | Nyheder
– Jeg havde i 10 år haft en hel specifik jysk sø i tankerne for mit kommende karpefiskeri, fortæller Casper Madsen. – Der er ikke særlig mange fisk i søen, men dem der så er der… Jeg tog min første tur til søen i 2015 og fik en rigtig flot spejlkarpe på den første nat, der var 15 kilo+, og så tænkte jeg med det samme, at nu var koden knækket. Men nej, nej. De næste 50 overnatninger ved søen gav ikke så meget som et bip…
– Jeg havde dog alligevel planlagt en tur til søen i denne weekend, og denne gang tænkte jeg, at taktikken måtte være foder, foder, foder og masser af foder. Det skulle så også vise sig at være en god ide. Klokken 17 fredag aften kunne jeg lande den første fisk – en spejlkarpe på 10,3kg. En time efter skreg bidmelderen igen, og denne gang med en ny PR skælkarpe på 15,1kg. Nu tænkte jeg, at mit held var brugt, og at det var slut. Men nej – klokken 02.00 i regn og stormvejr skreg min bidmelder igen. Jeg kunne godt mærke, at fisken føles noget tungere denne gang, og efter 20 minutters hektisk fight i åkanderne kunne jeg nette mit livs fisk. Vægten sagde præcis 20,0kg – og jeg skreg højt ud i nattens mørke. Efter denne fisk fik jeg hverken flere fisk eller søvn, da adrenalinen stadig pumpede i kroppen. Denne tur glemmer jeg aldrig.
okt 14, 2023 | Nyheder
– Vejrudsigten i går var særdeles skummel og bød på vindstød af stormstyrke samt regn i timevis, fortæller Thomas Ratzlaff. – Ugens eneste fridag skulle ikke foregå på sofaen, så jeg pakkede regntøjet om kom afsted. Fremme ved søbredden blev jeg hilst velkommen af slagregn og bølgegang, så campen kom hurtigt op og stængerne lagt ud på rutinen. En enkelt bonusstang blev kastet modsat fodringen, som bestod af tigers, boilies og dåsemajs. Ofte har jeg oplevet at netop skælkarper har anderledes tilgang end spejlkarperne og kun hugger i god afstand af fodringen – og med spejlkarper lige omvendt. Og midt i regnen kom hugget på bonusstangen efter få timers fiskeri. Pandelygten afslørede en massiv bredside og årets fisk kom sikkert i nettet – en gudeskøn skælkarpe på 17,4 gode danske kg.
okt 11, 2023 | Nyheder
Sydsverige er spækket med smukke skovsøer – og mange af dem rummer gamle bestande af flotte, store karper. Skælkarper af den gode gamle type er der dog meget langt imellem i den helt store kaliber. Men her forleden fik Dave Robertson fra Team CFC i Sverige drømmehugget fra en super smuk ”fjällkarp” i sværvægtsklassen:
– Planen var at besøge en sø, som jeg ikke havde fisket i et par år, fortæller han. – Jeg tog derop et par dage inden fiskeriet for at rekognoscere og beslutte mig for hvor jeg ville fiske – set i lyset af vejrudsigten for de kommende dage. Prognosen var en kraftig upcoming sydvestlig vind. Der var masser af store klippestykker langs med kanten af søen, hvorefter dybden hurtigt faldt til 2,5 meter med blødt dynd. 60 meter ude var der klippegrund, og jeg besluttede mig for at fodre op, der hvor den bløde bund mødte den hårde bund med en blanding af tigernuts og CFC Spicy Squid boilies. Og så tog jeg hjem.
-‘To dage senere var jeg retur, og sydvestenvinden var allerede godt på vej. Jeg slog min camp op og kastede taklerne i vandet. Omkring midnat fik jeg et drop back hug, og jeg var lynhurtigt over stangen. Et splitsekund efter havde jeg god kontakt med en rigtig god karpe, Det var dog først, da fisken gled over netrammen, at jeg for alvor indså, hvad det var, jeg havde fanget: En svensk 40 lbs+ karpe – en trofæfisk som kun meget få har haft den glæde at fange. Vægten var helt præcist 18,37 kilo, og jeg havde dermed indfriet en drøm, som jeg har jagtet meget, meget længe, slutter han.
Se Jens Bursells video om svenske skovkarper på Fisk & Fris YouTube her, – eller en video om hans svenske 21,4 kilos karpe fra i sommers her.
aug 3, 2023 | Nyheder, Sponsornyt
– Jeg nyder at fiske karper, når muligheden byder sig, fortæller Christian Lang Jensen fra Team Sportex. – Det var derfor med sommerfugle i maven, at jeg kørte mod søen sammen med min bror, Martin. Vi havde mulighed for at fiske det meste af dagen, så jeg glædede mig til en afslappende tur uden de store forventninger. Søen, vi skulle fiske, er ikke så stor, og den huser en del mindre karper. Der er dog også nogle bedre fisk imellem. Efter ankomst ved den uberørte sø fik vi hurtigt gjort et par stænger klar, som blev lagt ud i et område, hvor vi tidligere har fanget fine fisk.
– Timerne gik uden den store aktivitet. Vi lagde dog mærke til en del bobler i overfladen i den modsatte ende af søen. Derfor endte vi med at flytte de to stænger for at fiske dette område, hvor karperne tilsyneladende indtog føde nær bunden. Det var en god beslutning, for der gik ikke lang tid, før vi havde det første run. Det resulterede i en mindre karpe til Martin. Det næste run fik jeg æren af, og denne gang havde en bedre fisk taget pop-up’en. Den gik tungt og foretog flere gode udløb, da den kom tæt på land. Til sidst lagde jeg dog et solidt pres på fisken med min Sportex Advancer Carp, og karpen gled ind i nettet.
– Det var en smuk skælkarpe i særdeles fin stand. Efter et par hurtige fotos fik den friheden igen, og jeg var særdeles velfornøjet. De næste timer nød jeg blot naturen og samværet med brormand.

Hvis der er nogen fisk, der kan præstere et godt udløb – så er det en solid karpe. Øverst Christian Lang Jensen med sin flotte skælkarpe.
maj 21, 2023 | Nyheder
– Jeg er gået i gang med at fiske i en for mig ny karpesø, fortæller Allan Christiansen – alias “Jerksnedkeren”. – Den første tur var en kold fornøjelse i det tidlige forår, som resulterede i en lille karpe på omkring to kilo. Og det var en OK start tænkte jeg, da søen efter sigende skulle være temmelig svær.
– En ny tur blev planlagt til Kristi Himmelfartsdagene, hvor jeg ville prøve at gribe det lidt anderledes an. Da jeg er lidt af en agn-nørd fik jeg sammensat en ny boilie, som skulle virke fra første sekund, den ramte vandet, og som så skulle fungere som små tidsindstillede bomber det næste døgns tid, efterhånden som de blev nedbrudt.
– Da jeg ankom til søen, valgte jeg en plads, som var indgangen til en stor gydevig i håb om, at karperne ville trække ud og ind af vigen, men efter en nat uden det mindste aktivitet, besluttede jeg mig for at gå lidt på opdagelse. Sidst på dagen lykkedes det mig at lokalisere et par steder, der med lidt god vilje godt kunne ligne noget, en karpe havde rodet lidt rundt i. Jeg fik smidt lidt forskelligt karpeguf på de to områder, og så var det ellers bare at hoppe i posen, og se hvad natten ville bringe
– Klokken 02.30 sagde det bibbibbiiiiiiiiiiiiii. Alarmen skreg sin søde musik, og efter en hård fight lå en 16 kilos spejlkarpe i nettet. Fedt – mission accomplished, tænkte jeg, men taklet blev dog lagt på plads igen, for man ved jo aldrig… Og så var det ellers tilbage i posen. Næste morgen, da kaffen er blevet indtaget, var den gal igen. Denne gang var det en af de nye indbyggere i søen, så den kom hurtigt tilbage. Ved middagstid vandt trætheden dog over mig, og en morfar var nødvendig. Jeg nåede dog maksimalt at ligge 10 minutter, før alarmen skreg igen, og denne gang blev jeg mødt med en uhyggelig tung dødvægt, som jeg først troede var en stor klat grøde på linen. Men nej – det var fisk. Efter en nervepirrende fight gled et bjerg af en karpe over netrammen, og en ny PR var en realitet: Vægten stoppede på 24 danske kilo, og så vidt det vides er det søens største skælkarpe. Et helt vildt resultat efter bare to ture til søen,men man har jo lov at være heldig en gang imellem… Det blev til endnu en lille skælkarpe, inden jeg kørte hjemover, så alt i alt et par fantastiske dage i det danske forårsvejr, slutter han.
Den danske rekord for skælkarpe er 20,83 og blev taget af Joachim Fabricius i en sø på Sjælland i 2021. Den tidligere uofficielle rekord er 23,4 kilo fanget af Søren Madsen – og Allans fisker er dermed en pæn tak tungere end den tidligere uofficielle danske rekord for skælkarpe.
apr 19, 2023 | Nyheder
– Min sidste tur havde en noget uheldig og brat afslutning, da elmotor og fletline ikke går hånd i hånd, skriver Sune Andersen. – Det resulterede i, at mit rodpod røg i vandet og jeg måtte tage hjem med døde bidmeldere. Det var derfor tid til en revanche.
– Jeg ankom ud på eftermiddagen og fik lokaliseret flere fisk stående på vinden i en lille bugt. Med min baitboat fik jeg sejlet taklerne ud i bugten, og der gik ikke længe, før der var action. Et lille udløb efterfulgt af et dropback gjorde, at jeg gav tilslag- og efter en god fight, kunne jeg lande denne lange, solide skælkarpe. En skæller jeg i øvrigt tidligere har fanget – dog i en mindre udgave.
apr 8, 2023 | Nyheder
– Søren Madsen fra Fluer.dk har skudt karpesæsonen i gang med en imponerende skælkarpe. – Når uret skifter til sommertid, er det for alvor tid til at pakke karpegrejet og komme ud i den friske forårsluft, skriver han til Fisk & Fri. – Vi havde tre nætter på hånden til at få årets første fisk i nettet, men med kraftig vind fra vest samt skiftende regn/slud, var det bestemt ikke en nem opgave.
– De første to nætter gik desværre kun med lidt suder aktivitet på pladserne, og med lidt justeringer på rigs og foder blev taklerne lagt ud til den sidste nat. Tidligt søndag morgen skete der endelig noget med et kraftigt dropback på langdistancen. Det var helt tydeligt, at dette ikke var en suder.! Uden det store drama gled en bred og tung skælkarpe i nettet denne morgen – en fantastisk start på sæsonen. Karpen trak vægten op på imponerende 19,5 gode danske kilo. Knæk og bræk ved karpesøen, slutter Søren, som du altid kan få en karpesnak med i butikken.
feb 4, 2023 | Nyheder
Selv om det til tider kan være svært at fange karper om vinteren, så er det på ingen måde umuligt, hvis man finder det rette vand – og fisker på den rigtige måde:
– Vinteren er altid lang som karpefisker, men endelig følte jeg, at jeg kunne man se en ende på de mørke timer og ingen fisketid… Sådan lyder det fra Claus Banholtz. – Dagen startede isende kold, men cirka ved 8 tiden tittede solen endelig frem som lovet, og optimismen steg en del grader.
– Min vinteragn er altid en gul Piña Dumbell fra Vitalbaits, for den skuffer mig sjældent. Efter et par timers fiskeri kørte min højre stang stille derud af i et fast træk. Jeg gav et let modhug, og så der var kontakt med fisken. Efter et par hurtige og lange udløb gled den stille over netkanten, og årets første fisk lå på måtten. Der er altid noget ved årets første fisk, hvor størrelse og alt muligt andet intet betyder. Så er året 2023 for mit vedkommende skudt i gang. Knæk og bræk derude, slutter han og tilføjer at fisken tilmeldes Kinetic Fiskecup.
Læs mere om Kinetic Fiskecup 2023 og alle de mange fede præmier her. Husk, at der som noget nyt kåres en vinder hver eneste måned indtil oktober.

En lille pose af vandopløseligt PVA med foder og en enkelt pop-up er en giftig cocktail til vinterkarper.