DEN ENESTE ENE TIL HAVØRRED: EKSPERTERNES KYSTFAVORITTER
Hvilken agn ville du vælge, hvis du kun måtte bruge en eneste agn til dit spinnefiskeri efter havørred på kysten? Lige netop dette spørgsmål har vi stillet syv af landets dygtigste kystfiskere, og deres svar er forbavsende forskelligt.
AF GORDON P. HENRIKSEN
UDVALGET AF KYSTAGN til spinnefiskeri efter havørred er enormt, og det kan være lidt overvældende, når man går ind i en typisk grejbutik. Jo, vist kan de fleste sikkert fange havørred. Men nogle kystfiskere fanger i hvert fald flere fisk end andre, og er det pga. af deres evner eller grejet, de benytter? Svaret er sikkert en kombination. De fleste af de allerskrappeste kystfiskere har ikke bugnende grejæsker med alverdens blink og woblere i mange farver, men nogle få de ved virker under bestemte forhold. Flere af dem har faktisk bare én enkelt model, som sidder for enden af deres line størstedelen af tiden.
Men det handler ikke kun om, hvad man binder på, men også hvordan man fisker den. Vi har taget fat i en håndfuld skrappe kystfiskere, der tilsammen fanger mange hundrede havørreder om året. Vi har spurgt dem hvilken agn, de ville benytte, hvis de kun måtte bruge én enkelt agn på kysten. Svaret faldt stort set prompte og selvsikkert hver gang, men svarene er til gengæld forbavsende forskellige. Her giver vi dig en præsentation af personerne og deres svar. Og de fortæller ikke alene hvilken agn, de ville bruge, men også hvorfor og hvordan den skal fiskes.

Spinner er en sikker vinder siger Kenneth Tindahl
Kenneth Tindahl (øverst tv) har gennemfisket de fynske kyster med en lidt atypisk agn. – Måtte jeg kun have en agn med på kysten skulle det klart være Droppen på 12 gram i sølv med blå prikker, fortæller Kenneth Tindahl. – Jeg startede med at fiske med spinner på kysten i starten af halvfemserne, og da jeg fik en flot ørred på 83 centimeter og 7,3 kilo på den, så gik den forståelig hen og blev lidt af en favorit. Det er også meget muligt, du har set Kenneth med en af hans spinnerfangede fisk, på de gode gamle lokalrapporter for Fyn i Fisk & Fri, som han har gæstet flere gange.
– Hvis jeg fisker på store rev, er valget måske et andet, men til størstedelen af mit fiskeri, som foregår aktivt langs med kysten, findes der ikke noget, der slår en spinner, fortæller Kenneth. – Måske kaster den ikke så langt igen, men uanset hvilket humør fiskeneer i, eller hvilket fødeemne de er sporet ind på, så hugger de rigtig ofte på spinner. Og så hugger de hårdt og aggressivt, og det gør jo bestemt ikke noget! Hvis jeg ser en fisk vende og kaster en Droppen til den, er der hug stort set hver gang. En anden fordel er, at selv når der er kraftig sidevind, er modstanden i spinneren nok til at linen holdes stram, og man kan der for nemt mærke fisk og give modhug.
Droppen i 12 gram i sølv med blå prikker foretrækkes frem for andre spinnere, bl.a. fordi den tunge dråbeform kaster godt. Jeg udskifter dog krogen med en Owner str. 6 og en springring for at minimere brækstangseffekten. Jeg har eksperimenteret med andre spinnere og farver, men en sølv og blå Droppen er den rigtige for mig, slutter Kenneth med en tro kærlighedserklæring til sin eneste ene.
Bombarda Simon – Den Fantastiske er fantastisk
Simon Jensen (øverst th) er kendt på Bornholm som Bombarda Simon, så det kommer nok ikke bag på nogen hvilken metode han foretrækker til sit kystfiskeri. – Det er selvklart Bombarda’en der skal på, fortæller Simon. – Og hvis jeg kun må vælge én flue, er det min egen Den Fantastiske, der nok bedst beskrives som et kryds mellem Glimmerrejen og Pattegrisen. Denne flue er uhyggelig effektiv til vinterens store blank fisk, når den kombineres med en let synkende bombarda og et hurtigt indspinningstempo. Netop denne kombination sidder for enden af min line 90% af tiden, men står for mere end 90% af mine fangster, tilstår han.
Og der er noget om det. Simon har vundet den bornholmske Ørreddagen flere gange og har figureret på Fisk og Fri’s sider med mange store og flotte havørreder gennem tiderne, og størstedelen er taget på Den Fantastiske. – Det vigtige er, at man fisker den hurtigt og gerne på tværs af revene, beskriver Simon. Et godt tip er i øvrigt at rigge bombarda’en på et stykke fletline med et lille plastikrør. Så er det lige til at tage af og på og kludrer meget mindre i kastet. Du kan læse mere om Simon samt se bindemønsteret på Den Fantastiske i artiklen Bombarda Simon, som du finder i vores online artikel arkiv på fiskogfri.dk.

Ken Sørensen – selvgjort er velgjort
Sjællanderen Ken Sørensen (tv) har kystfisket på Møn i over 34 år og kan bl.a. prale med 20 havørreder over fem kilo, hvis man stikker lidt til ham. – Jeg er utrolig begejstret for gennemløbere, da man undgår brækstangseffekten, når fisken skal fightes, fortæller Ken. Jeg har eksperimenteret en del med mange for – skellige agn, men hvis jeg skulle vælge en eneste ene agn til kystfiskeriet, så bliver det min hjemmelavede Seatrout Killer på 28 gram i blå. Den minder lidt om andre klassiske gennemløbere og kaster godt selv i modvind pga. sin lange form. Men den har bl.a. den fordel, at den kan spinnes rigtig hurtigt ind, uden at den roterer.
Jeg tror, den høje fart er en vigtig del af at imitere en flygtende fisk, og noget af det der får havørreden til at hugge. Skal der endelig laves et spinstop, er det vigtigt, at blinket ikke bare synker og falder til bunden. De små huller på min Seatrout Killer giver en ujævn vægt og gør, at blinket svinger ud til siden og roterer om sig selv ved spinstop, og dette kan også udløse et hug. Blå er en af de sidste farver, der forsvinder under vandet og minder meget om sild/brisling, som er et foretrukket byttedyr for de store ørreder omkring Møn.
Jeg monterer blinket ved at køre fletlinen direkte igennem og bruger en Mutu Light Circle krog fra Owner i str. 1. og en lille blød perle. Jeg støber blinkene selv, så de kan desværre ikke købes nogen steder, men alle er velkomne i Hvidovre Sports- og Lystfiskerforening, hvor vi mødes hver uge. Her er altid en masse kystfiskere at snakke med, og vi støber ofte blink her, slutter Ken.

Gladsax for fuld skrue er recepten for Torben Petersen
Torben H. Petersen (th ovenfor) har mere end 20 års erfaring på den bornholmske kyst, og med minimum 80 ture på en sæson giver det et par ture på bagen. – Jeg fisker en del med bombarda og flue, men måtte jeg kun vælge en eneste agn falder valget på en Gladsax kystwobler på 27 gram i en sort/transparent version med røde prikker, tilstår Torben. Gladsax wobleren er for mig et godt og ukompliceret produkt, og jeg har igennem årene fanget rigtig mange flotte havørreder på denne wobler.
Nu er den næsten det eneste, der ligger i min grejæske. Den kaster rigtig godt i 27 grams versionen, som jeg bruger, og desuden har den faktisk en meget levende gang i vandet. Men vigtigst af alt så fanger den bare fisk under stort set alle forhold. Mange er glade for, hvor langsomt den kan fiskes, men ikke mig. Jeg giver den gerne høj fart, og mine erfaringer viser, at dette giver mange flere blankfisk i forhold til farvede fisk, som der kan være mange af her på Bornholm om vinteren. Gladsax wobleren er desværre lidt vanskeligere at få fingrene i, end den var for nogle år siden, men den kan jo skaffes brugt. Visse dage er den røde da også rigtig giftig, slutter Torben.

Henning Trier (tv) og Torben Holm (th).
Henning Trier – Hugormen holder hele vejen
Den rutinerede havørredfisker Henning Trier har fisket kyst – ørreder på Sjælland i næsten 45 år og fanger hvert år massevis af havørreder på kysten over målet. Han er glad for at eksperimentere med endegrejet med særligt fokus på præsentation og krogningsevne, og dette er en af grundene til, at han næsten altid fisker med gennemløbsblink monteret på et releasetakel, når han spinnefisker. Sommernatten er dog undtagelsen, hvor der oftest sidder en stor sort Sandgrævling på linen. – Favoritten er dog uden tvivl en sølv/grøn Hugorm på 21 gram, afslører Henning. – Sammenlignet med andre gode gennemløbere som fx Bornholmerpilen og Snurrebassen, så er Hugormen kort og kompakt, og det giver markant færre fejlhug og i sidste ende flere fisk, konkluderer Henning.
– Derudover har den en fantastisk livlig gang i vandet og imiterer fint en lille tobis. Derfor er farven sølv/grøn også vigtig. Rød er en utrolig populær farve blandt mange lystfiskere, men jeg har oplevet mange gange, at fiskene i dagslys ikke tager blink i unaturlige farver, men oftere bare slår til dem. Hennings Hugorme har mange store fisk på samvittigheden, og den største er en laks på 10,4 kilo fra maj måned 2009. Fisken huggede 10 meter fra stangspidsen i et spinstop og var solidt kroget bag ved tungen.

Kystagnen skal helst se gammel ud siger Torben Holm
Torben Holm fisker røven ud af bukserne på Haderslev Fjord. Hvis man spørger ind til, hvor ofte han får fisket, tilstår Torben, at det bliver til over 100 dage om året og mindst lige så mange fisk. Hvis du vil vide mere om Torben og fiskeriet i Haderslev Fjord, bør du læse artiklen Hemmelige Haderslev, der kan ses i blad nr. 1 2008 eller i vores online artikel – arkiv. – Hvis jeg kun måtte vælge en agn, skulle det klart være en kobberfarvet Møresilda på 15 gram, beretter Torben.
– Det er alligevel den, der sidder på enden af min line 80% af tiden. Det er dog meget vigtigt, at den ikke er ny og skinnende. Jeg plejer faktisk at lægge dem i saltsyre et døgns tid, og bagefter får de en tur med en rens-let svamp. Så ser de dejligt gamle og slidte ud, smiler Torben. Det gør, at de fungerer eminent i både høj sol såvel som overskyet vejr. Desuden er den slidte kobber, en farve der fanger fisk både på sandbund såvel som hen over tangbælter. I fjorden tages den måske for en lille kutling eller hvad ved jeg, men én ting er sikkert, og det er, at fiskene elsker den, slutter Torben.

Tobis – Intet slår den ægte vare lyder det fra Michael Malling
Michael Malling fisker primært på Djurslands kyster og har bl.a. gjort sig bemærket med en førsteplads i Grejbiksens fiskekonkurrence Fra Fjord Til Fjord. Han er ofte på kysten og tager en sten med hjem hver gang, som så tælles op den 1. jan. hvert år. Og sidste år var det da blevet til 104 sten, og hvem ved hvor mange havørreder, fortæller Michael. – Hvis jeg kun måtte fiske med én agn på kysten, er der slet ingen tvivl, fortsætter Michael. – Jeg har været på kysten flere gange, hvor jeg har kunnet se havørrederne inden for kastehold, men de har ikke villet hugge, uanset hvad jeg kastede i deres retning.
Men der er én agn, de bare ikke kan stå for. Der findes nemlig ikke noget, der kan stikke en levende tobis fisket på friline eller under et mindre flåd, afslører Michael. – Jeg har som regel to stænger med på pladsen, hvor den ene er rigget op med bombarda og en ekstremt lille, hvid flue. Denne bruger jeg så til at fange tobiserne med. Den anden stang har en lille trekrog str. 12 eller 14, og visse dage også et lille flåd. Jeg kroger tobisen i ryggen, og så lader jeg den bare svømme rundt derude indtil jeg mærker et ryk, og så ved man en ørred har taget den.
Derefter venter jeg et halvt minuts tid, mens den får friline, og som regel sidder den der, når man giver modhug, slutter Michael.









